Hvert år forsøger ca. 12.000 danskere at tage deres eget liv.
Staten griber ind med selvmordsforebyggende arbejde, og vi andre forholder os til statistikkerne. Men jeg stod for nylig på gaden i en større forsamling af mennesker, da jeg så en ung pige gå fra person til person og stille et spørgsmål, som alle rystede på hovedet ad. Hun kom også hen til mig: »Må jeg låne din mobiltelefon?«, og jeg kunne se, at hun havde tårer i øjnene. Pigen var blevet overfaldet nogle gader derfra og ville ringe til en ven. »Ring til politiet«, hørte jeg nogen mumle, og pludselig stod vi to der alene på gaden. Når nogen har det dårligt, så ringer man til det offentlige, som kommer og henter dem og kører dem væk. Det er velfærd. Det er et system, vi har sparet sammen til gennem årene, og det fungerer. Nogenlunde. Det er et godt system, for vi har dermed sikret os, at det aldrig kommer til at gå helt galt for nogen. Alligevel er der hvert år ca. 12.000 danskere, der forsøger at tage livet af sig, og ud af dem er der 600 personer, der dør af det. Over en fjerdedel af de patienter, der blev indlagt efter et selvmordsforsøg, forsøgte igen at begå selvmord inden for et år. Ti år efter et selvmordsforsøg havde ca. 10 procent begået selvmord. Pigen på gaden sagde ikke noget om at tage livet af sig, hun ville bare låne en mobiltelefon. Men da der nu ikke var nogen, der havde deres mobiltelefoner med den dag, var det jo også bare ærgerligt. Så kunne man ellers bare håbe på, at der kunne være nogen, der ville komme og tage hende væk.
