Hvilket sprog talte Gravballemanden, Egtvedpigen og de folk, som boede i Danmark i stenalderen? Spændende spørgsmål, som man skulle tro, det var umuligt at svare på. Men ikke helt. I hvert fald kan man formulere og verificere en tese (på godt nudansk: give et kvalificeret gæt) på sprogets udvikling gennem hele Nordeuropas oldtid. Det er netop, hvad jeg i de senere år har gjort i en større arkæologisk-filologisk undersøgelse. Og konklusionen er, at oldtidsfolkene sandsynligvis helt tilbage i den ældre stenalder talte en slags primitivt dansk eller oldnordisk. Mine arkæologisk-filologiske undersøgelser viser, at de forskellige europæiske sprog som hovedregel er opstået i det område, hvor de tales. Grundlaget er det sprog, som de første talende istidsmennesker (homo sapiens sapiens) havde med sig, da de ved istidens slutning for cirka 35.000 år siden tog Europa og hele verden i besiddelse, samtidig med at de udryddede alle andre slags mennesker. De tidligere mennesker - f.eks. neandertalere - kunne næppe tale. Der er heller ikke påvist andre sikre spor af andre fortidssprog end de kendte europæiske sprog. I Europa har man således stort set aldrig talt andet end indoeuropæiske sprog. Enhver diskussion om sproget i Europas oldtid er intimt forbundet med det indoeuropæiske spørgsmål. Det var englænderen sir William Jones, som først påviste, at der er et betydeligt slægtskab mellem sanskrit og en række europæiske sprog. Sir Jones var både jurist og orientalist. I 1783 blev han udnævnt til dommer ved højesteret i Calcutta og rejste til Indien. Her begyndte han at studere sanskrit; allerede dengang et for længst uddødt sprog, som de tidlige indiske litterære og religiøse tekster blev skrevet på cirka 300-500 år e.Kr. Nu opdagede sir Jones, til sin store overraskelse, at sanskrit mindede meget om flere europæiske sprog. I et senere verdensberømt foredrag i Bengalens Asienselskab gjorde han i 1796 opmærksom på: »at sanskrit har en sætningsbygning, som er mere fuldkommen end græsk; at det er mere ordrigt end latin, og at det er mere udsøgt forfinet end både græsk og latin«. Han demonstrerede samtidig, at slægtskabet mellem græsk, sanskrit og latin var så stort i både grammatik og ordforråd, at det ikke kunne være en tilfældighed. »Ingen filolog vil kunne studere dem uden at komme til den antagelse, at de har deres oprindelse i en fælles kilde, som nok ikke eksisterer længere«, sagde sir William Jones. Derefter tilføjede han, at det sandsynligvis også gjaldt gammel tysk (gotisk), de keltiske sprog samt persisk, som de taler i Iran. I 1813 fik gruppen af beslægtede sprog navnet indoeuropæisk. I Tyskland blev det senere til de indogermanske sprog, mens englænderne i lang tid foretrak betegnelsen de ariske sprog. Men hvad er forklaringen på slægtskabet inden for »denne store sprogæt, hvoraf enkelte grene i nyere tid har spredt sig over det meste af Jorden og hvortil hører folkeslag, der i umindelige tider har været førende i verdensudviklingen?«. Det blev et vigtigt spørgsmål for mange mennesker - dengang som nu. De indoeuropæiskesprog er i dag vidt udbredte på Jorden, og 21. juli 1969 blev der også talt et indoeuropæisk sprog på Månen. I cirka 2016 bliver der sandsynligvis talt et indoeuropæisk sprog på Mars! Cirka 60 procent af verdens befolkning taler i dag et indoeuropæisk sprog som deres modersmål. Efterhånden som engelsk/amerikansk bliver dominerende som andetsprog, er der snart ikke noget menneske på kloden, som ikke taler mindst ét indoeuropæisk sprog. Hovedparten af denne udvikling har fundet sted i det 2. årtusind e.Kr. Den er historisk velbelyst. De indoeuropæiske sprog er i 2. årtusind e.Kr. som modersmålssprog spredt ved folkevandringer til Nord- og Sydamerika, Australien og Sydafrika. Ved militære besættelser er de spredt til store områder omkring polarcirklen (Grønland, Sibirien, Alaska) samt dele af Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien. Ved assimilation og kulturpåvirkning er et indoeuropæisk sprog i det samme tidsrum spredt som modersmål til millioner af mennesker i alle verdensdele - i øvrigt ganske som kinesisk ved både militære besættelser, folkevandringer og fredelige kulturpåvirkninger er blevet spredt til uendelig mange flere mennesker i navnlig Østasien. Omkring Kristi fødsel taltes de indoeuropæiske sprog kun i ét sammenhængende geografisk område i det vestlige Eurasien (Europa og det vestlige Asien). Det omfattede Europa med undtagelse af Malta og kontinentets nordlige del, den sydvestlige del af Asien med undtagelse af Mellemøsten samt den nordlige del af det indiske subkontinent. Uden for dette område fandtes ikke indoeuropæiske sprog. I en global sammenhæng er området ikke særlig stort. Men det er betydningsfuldt på grund af den historiske udvikling, som senere gjorde dette område til det centrale i hele menneskeslægtens udvikling. Når man undersøger sprogudviklingen i forhistorisk tid er det nødvendigt med en særlig metodik og en særlig udviklet kildekritik. Det var først i 1878, at Thomas Edison opfandt fonografen. Den gør det muligt at bevare talte sprog. Men fra tiden før 1878 e.Kr. er ikke bevaret så meget som ét talt ord. Kildematerialet før den tid er udelukkende skriftligt. Det giver ganske alvorlige kildekritiske problemer for belysningen af den sproglige udvikling i verden indtil 1878, idet kun skriftsproget og ikke talesproget kan belyses. Men ikke nok med det. Det skriftlige kildemateriale er også meget lille og tidsmæssigt meget ujævnt fordelt. De ældste fund med indoeuropæiske indskrifter, som kendes i dag, er fremkommet i Lilleasien og stammer fra Kültepe i det vestlige Tyrkiet. Det er nogle assyriske lerbrikker, der kan dateres til cirka 1800 f.Kr. I den nærliggende landsby Bogazköy er udgravet ruinerne af hittitternes gamle hovedstad (Hattascha). I det righoldige arkæologiske materiale indgår cirka 25.000 lerbrikker fra perioden 1650-1200 f.Kr. Til mange filologers overraskelse viste det sig i 1915-1917, at indskriften på mange af dem er skrevet på et indoeuropæisk sprog. Kun lidt yngre er de indoeuropæiske indskrifter i Grækenland. Navnlig i Knossos på Kreta og Mykene på Peloponnes er fundet mange indskrifter, som er udfærdiget på et indoeuropæisk sprog. De ældste fund er fra cirka 1400-1200 f.Kr., hvorimod Homers verdensberømte digte er noget yngre; i dag dateret til cirka 700 f.Kr. Vestpå i Persien (Iran) kendes en række religiøse sange, de såkaldte Avestadigte, som tilskrives profeten Zarathustra. De dateres traditionelt til tiden 1200-800 f.Kr., men er kun bevaret i langt yngre manuskripter fra 300-tallet f.Kr. De tidligste inskriptioner i Indien findes på Ashokamonumentet fra cirka 250 f.Kr. Der findes en meget lang diskussion om, hvornår de ovenfor omtalte Rig-Veda-sange er forfattet. Nogle af dem er sandsynligvis digtet cirka 1500-1200 f.Kr. I de øvrige områder og specielt Nordeuropa er de indoeuropæiske sprog først dokumenteret langt senere. Det verdensberømte - og engang et verdenssprog - latin er først dokumenteret cirka 500 f.Kr., mens det keltiske sprog i Centraleuropa er dokumenteret gennem indskrifter i 1. århundrede f.Kr. De ældste overleveringer af de centraleuropæiske sprog er afhængige af de latinske kilder. I Tacitus' berømte skrift om Germania fra cirka 100 e.Kr. findes således en række tyske indoeuropæiske navne. Kort tid efter er de skandinaviske sprog dokumenteret gennem en række runeindskrifter, hvoraf den vigtigste findes på det korte guldhorn fra år cirka 400 e.Kr. Det ældst kendte slaviske sprog er det sprog, som de slaviske apostle, brødrene Cyrillus og Methodius brugte, da de omkring 863 e.Kr. oversatte Bibelen til såkaldt gammelbulgarsk. Den pågældende Bibel er i øvrigt skrevet med et tilrettet græsk alfabet. Først senere udviklede Cyrillus det kyrilliske alfabet, som blev opkaldt efter ham. Russisk er først dokumenteret i 1000-tallet af nogle indskrifter på birkebarkstykker fundet i Novgorod. Polsk og tjekkisk følger efter i 1300-tallet. På den tid bliver slaviske tekster meget almindelige i hele Østeuropa. Den ældste forekomst af baltiske sprog er en kort indskrift dateret til 1369 e.Kr., mens der foreligger en katekismus på litauisk fra 1515. De baltiske sprog er således de senest dokumenterede af de indoeuropæiske sprog. Den dokumenterede alder på de enkelte indoeuropæiske sprog er meget forskellig. Den varierer over mere end 3.000 år; fra cirka 1800 f.Kr. til 1515 e.Kr. Der er altså en klar tidsmæssig grænse for den periode, i hvilken den sproglige udvikling kan belyses rent filologisk. Og under alle omstændigheder danner udviklingen af selve skriften (skiftetegnene) en absolut tidsmæssig grænse for denne metode. Det ældste skriftsprog udvikles i Mesopotamien kort tid efter år 3000 f.Kr. Så i hvert fald for det lange tidsrum før år 3000 f.Kr. må den sproglige udvikling belyses med andre midler. Sagen må løses med arkæologiske metoder. Det har man længe været klar over. Allerede i en afhandling 'Die indogermanische Frage, archäologisch beantwortet' foreslog den tyske arkæologiprofessor Gustaf Kossina, at de såkaldte snorekeramiske stenalderkulturer var identiske med det indoeuropæiske folk. Senere blev det foreslået, at disse folk havde deres oprindelsessted - 'det indoeuropæiske urhjem' - i det sydlige Rusland og Ukraine. Herfra var de indoeuropæiske sprog spredt ud over det halve Europa ved de snorekeramiske eller de indoeuropæiske folks vandringer. Til Danmark kom det indoeuropæiske sprog med den såkaldte enkeltgravskultur. Den opfattelse var i lang tid god latin på de lærde bjerge. Problemet er bare, at vi arkæologer for længst har opgivet tolkningen af de fælleseuropæiske keramikstile som vidnesbyrd om forskellige folkeslag. Der er heller ikke noget sammenfald mellem etniske grupper og materiel kultur for slet ikke at tale om folks sprog. Hele grundlaget for de gamle teorier om indoeuropæerne og deres omfattende folkevandringer er væk i dag. Samtidig har vi f.eks. i Nordeuropa kunnet vise en sammenhængende, rolig kultur- og samfundsudvikling gennem cirka 10.000 år: lige fra rensdyrjægerne indvandrede i kølvandet på den smeltende istid og til i dag. Det er derfor mere sandsynligt, at de indoeuropæiske sprog er opstået i det område, hvor de tales. De er udviklet bredt i hele det store område gennem en paralleludvikling og med udgangspunkt i det sprog, som taltes af det moderne menneske (homo sapiens) ved dets indvandring til Eurasien. Paralleludviklingen er muliggjort af det meget effektive kommunikationssystem, som fandtes i oldtidens Europa. Nyheder, teknologiske fremskridt og modestrømninger spredtes forholdsvis hurtigt over hele kontinentet. Sprogdifferentieringen derimod er et nutidigt fænomen. Den blev skabt, da folk skulle lære at læse og skrive. Og de nationale sprog, som vi taler i dag, opstod først med nationalstaterne for cirka 200 år siden. Den stærke sprogdifferentiering og meget klare sprogafgrænsning er et ekstremt sent fænomen, først og fremmest knyttet til nationalstaterne. Undersøgelser dokumenterer klart, at de indoeuropæiske sprog for blot 1.000 år siden lignede hinanden meget mere. I oldtidens Europa kunne man forstå hinanden fra sted til sted på kryds og tværs gennem kontinentet. Den sproglige variation inden for de enkelte indoeuropæiske sprog samt indbyrdes mellem de forskellige sprog og sproggrupper er først og fremmest en geografisk variation, idet der som hovedregel er størst lighed mellem de dialekter, sprog og sproggrupper, som geografisk set findes i nærheden af hinanden. Som oftest er eventuelle grænser bestemt af naturlige forhindringer for kommunikation. Yderligere kan påvises svage forskelle i ordforrådet mellem de enkelte indoeuropæiske sprog bestemt af de naturgivne forhold, som findes i de områder, hvor ordene optræder. Det er et af de stærke argumenter for, at sprogene som hovedregel er opstået der, hvor de tales. De indoeuropæiske sprog har gennemgået en årtusindlang udvikling. Der kan i sprogene påvises internationale fælleselementer i såvel ordforråd som i syntaksen. Der kan også iagttages flere, sandsynligvis kronologisk bestemte lag af overregionale ord. I løbet af sprogenes lange udviklingsforløb optages og afgives mange fremmedord (låneord). Der sker lokale sprogforskydninger ved migration eller erobring; der foregår lokale sprogassimilationer, men overordnet set foregår der en overregional fællesudvikling samt løbende en svag sprogdifferentiering. Det er efter århundreders intensive forskning hævet over tvivl, at de indoeuropæiske sprog er indbyrdes beslægtede. Efter de nyere teorier skyldes dette fællesskab, at sprogene er paralleludviklet i et meget stort område gennem de sidste cirka 35.000-40.000 år.