0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det sidder i fingrene

Skolen begynder, og læsetræningen af et nyt kuld elever går i gang. Men hvorfor får også nogle af disse børn svært ved at hitte rede i bogstaverne?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Skolen begynder, og læsetræningen af et nyt kuld elever går i gang. Men hvorfor får også nogle af disse børn svært ved at hitte rede i bogstaverne? Kaare p Johannesen fra Ordblinde Oplysningen giver sin forklaring.

Af bevæggrunde, som jeg ikke kender, udvikler folkeskolen målrettet en voksende bestand af bogligt handicappede elever. Under dække af at ville afbøde problemerne sørger skolen derefter for, at de bogligt handicappede vedligeholder tilstanden. F.eks. sådan:

Fra starten af 1. klasse skal en begynderlæser kunne skelne mellem to slags bogstaver: de røde og de blå. Konsonanter og vokaler.

Begynderlæseren bliver taget alvorligt i skole. Hvorfor det fører til bogligt handicap at blive taget i skole? Fordi det at skelne mellem konsonanter og vokaler er at indføre forstanden på områder, som ikke har med forstand at skaffe.

Læsning og skrivning er pr. definition ikke boglige discipliner. Læsning og skrivning kan bruges som redskab i forbindelse med boglige discipliner som f.eks. litteratur og historie og geografi og matematik. Men læsning og skrivning er i sig selv rent legemlige færdigheder. Du læser med øjnene. Du skriver med fingrene.

Forstanden kan ikke lære at læse. Øjnene kan lære sig at læse. Skal der læses, er forstanden henvist til at få øjnene til at gøre arbejdet og derefter afvente resultatet. Forstanden kan heller ikke lære at skrive.

Fingrene kan lære sig at skrive. Skal der skrives, er det fingrene, der skal gøre det.

Forstanden har sikkert mange gode egenskaber. Evnen til at læse og evnen til at skrive hører ikke til dem.

Øjnenes læsning og fingrenes skrivning styres fra hjernen. Helt præcist fra lillehjernen, som også styrer al anden automatisk motorik i kroppen. Lillehjernen styrer f.eks. synsmuskulaturen gennem de såkaldte ligevægtsorganer i de indre ører. En sammenhæng, som er velkendt. Og som udgør den lige så velkendte årsagssammenhæng mellem velfungerende hørelse og velfungerende læsning. Lillehjernen er ikke koblet til forstanden, men til legemets muskler og motorik. Derfor er læseundervisning af begynderlæsere dømt til at være en kilden affære.

Mange begynderlæsere vil som udgangspunkt være klinisk ordblinde.

Klinisk ordblindhed er neurologisk defineret ved, at du skal have besvær med at kende højre fra venstre, og det besvær skal du have arvet. Definitionen skyldes neurologen Knud Hermann. Den siger intet om boglige vanskeligheder. De fleste af os, der er klinisk ordblinde, læser særdeles godt. Vi har som regel noget sværere ved at skrive, og skriver vi i hånden, kommer det tit til at ligne noget, som vi har lavet med tæerne på venstre fod. Skolens lærere opfatter os sjældent som bogligt handicappede. Tværtimod. Men de beskylder os tit for at sjuske, når vi skriver.

Klinisk ordblindhed har pudsigt nok vist sig at være identisk med hypermobilitet i fingrene. Hypermobilitet betyder overdreven bevægelighed i leddene. Du kan altid kende en klinisk ordblind på fingrene. Sådan ser ordblindhed ud:

Har du ikke fingre, der besidder den karakteristiske bagudbøjelighed, og som giver sig særlig tydeligt til kende på lillefingrene og på pegefingrene, vil du aldrig kunne gøre dig håb om at få boglige handicap. Du er da henvist til at leve dit liv som normallæser. Og du vil heller aldrig få nævneværdige problemer med at skrive.

Den direkte sammenhæng mellem gummifingre på den ene side og mulighed for bogligt handicap på den anden kan sagtens forklares fysiologisk, men forklaringen er trods alt så kompliceret, at den vil kræve en Kronik for sig selv. Måske to. Har du med bogligt handicappede børn at gøre, eller har du et bogligt handicappet barn, kan du imidlertid let gøre min erfaring efter: Uden gummifingre findes intet bogligt handicap.

Har dit barn eller din elev eller du selv fingerled, der kan bøje bagud på den måde, som min tegning viser, vil den bedste form for læseundervisning være først at lære bogstaverne at kende. Hvis indlæringen af bogstavkundskab vel at mærke kan lade sig gøre uden problemer. Derefter bør begynderlæseren med gummifingre orienteres om at: a siger a, b-e siger be: a-be. Og sådan er det hele vejen igennem.

Længere bør hverken lærer eller forældre gå, når det gælder læseindlæring. Eleven vil dog næppe tage skade af at stave i kor med de andre i klassen, for stavning er en rent motorisk disciplin, der ikke påkalder forstanden.

Gummifingre opstår på grund af, at en bestemt type bindevæv med forholdsvis få faste fibre forårsager uhensigtsmæssig tonus i fingrenes ledbånd, ligamenter, ledkapsler og muskler. Tonus er vævets og musklernes hvilespænding.

Et flertal af læsehandicappede lider under en banal synsmotorisk forstyrrelse, der har med tonus at gøre. Tonus i bindevævet i øjenhulerne og i de muskler, der bevæger øjeæblet, er så dårligt justeret, at øjnene er afskåret fra at udvikle synsmotorik.

Synsmotorikken kan fungere så dårligt, at øjnene vil blive - og forblive - ude af stand til med sikkerhed at genkende noget bogstav.

Nogle med synsmotorisk forstyrrelse lærer sig at kompensere ved i stedet at genkende det grafiske udseende af et sortiment af enkeltord.

Nogle lærer sig at fotografere kvarte og halve sider tekst af uden overhovedet at rokke med øjnene.

En lærer, der grundlæggende har til hensigt at skabe læsefærdighed hos sine elever, skal være til det yderste varsom med begynderlæsere.

Navnlig hvor det gælder begynderlæsere med gummifingre.
Læseundervisningen må under ingen omstændigheder påkalde forstanden.

Forstanden kan som sagt ikke læse.

Forstanden kan efterligne læsning. Selv den mest låste læsehandicappede kan ved en formidabel indsats af viljestyrke fra både læreren og fra sig selv trænes op til at sige ord, som står i en tekst. Kønt ser det ikke ud.

Sveden hagler af den læsehandicappede imens. Kroppen ryster tit, og tungen er ofte så tyk, at oplæsningen ikke lyder godt. Men ud kommer ordene. Og en ukyndig tilhører vil tro, at den læsehandicappede er på vej til at få læsefærdighed. Her og der springer oplæsningen en linje over. Den læsehandicappede oplæser har ingen mulighed for selv at opdage fejlen, for al forstand og al koncentration bliver sat ind på oplæsningsarbejdet. Den læsehandicappede oplæser vil ikke selv kunne opfatte, hvad det er, han eller hun læser højt. Denne læseefterligning, som optrænes under uhyre menneskelige omkostninger, vil aldrig føre til læsefærdighed. Så længe træning af efterligningslæsning holdes ved lige, vil læsefærdighed heller ikke indtræffe spontant.

Mange voksne læsehandicappede holdes fast i livslange undervisningsforløb hvor de holder efterligningslæsning vedlige, fordi lærerne på skolerne og kurserne og tillidsmændene i deres fagforening foregøgler dem, at de vil ende med at få læsefærdighed. Der bruges et par milliarder danske kroner om året på at terpe læseefterligning med læsehandicappede børn og voksne. Jeg vil ikke skrive læsefærdighed uden at definere ordet. Læsefærdighed er tvangslæsning.

Ved læsefærdighed vil overskrifter, reklametekster og undertekster uvilkårligt aflede synets opmærksomhed. Tvangslæsere kan ikke med deres vilje - og heller ikke med deres forstand - værge synsopfattelsen mod skrevne tekster.

Definitionen skyldes min kollega Peter Balsløv Rosenkilde. Han regner ikke læsefærdighed for noget ubetinget gode.

Forudsætningen for at få glæde f.eks. af skreven litteratur er imidlertid til en vis grad, at ens øjne vil tvangslæse.
Den undervisning findes ikke, som kan fremkalde tvangslæsning hos øjne.

Den, der skal undervise i læsning, kan blot håbe på ikke at komme til at stå i vejen for, at tvangslæseradfærden kan manifestere sig.

En læseundervisning af begynderlæsere eller af læsehandicappede, der griber til tænk dig om tag dig sammen gør en indsats se her prøv at finde ud af det nu skal du koncentrere dig du kan da nok forstå hvad var det, du gjorde for et øjeblik siden? brug din forstand - vil slå fejl. Den vil med sikkerhed ikke fremkalde tvangslæsning.

Den vil med sikkerhed skabe bogligt handicappede. Den slår fejl, og den skaber bogligt handicappede, fordi den får eleven til at række forstanden frem. Jo mere en begynderlæser tvinges eller lokkes til at bruge sin forstand til at læse med, des mindre vil øjnene udvikle læsefærdighed. Den lærer, der har til alvorlig hensigt at skabe læsefærdighed hos sine elever, er afskåret fra at tage forstandspåkaldende sætninger i sin mund.

Den lærer, der har til alvorlig hensigt at skabe læsefærdighed hos sine elever, vil risikere kraftig irettesættelse både fra skolen og fra Undervisningsministeriet, som næppe har sådan alvorlig hensigt. Eller som i hvert fald optræder, som om de ikke har det. På skolelærernes forlangende sidder velmenende forældre og påtvinger deres bogligt handicappede barn læseundervisning efter fyraften.

Undervisningsministeriets embedsmænd burde sidde inde med den faglige viden, at påtvungen læseundervisning forhindrer, at der opstår læsefærdighed. De har ingen erfaring for det modsatte.

I børnehaveklasserne trænes der (pædagogisk nyskabelse) rim og remser.

Den egentlige hensigt med træningen (og også dens faktiske virkning) er at gøre det lettere for børnene at få læsefærdighed, når de begynder i skole. Der er det ejendommelige ved nyskabelsen, at det skulle være nyt. Har der nemlig været en periode, hvor børn i børnehaver og børnehaveklasser ikke har leget med rim og remser? I så fald har børnene været udsat for pædagogisk svig. Rim og remser og salmevers og digte lærer os ikke sprogets knogler at kende. Tværtimod gør de os til sprogets knogler. Priset være Kingo og Brorson og Ingemann og H.C.

Andersen og Grundtvig og Kim Larsen og C.V. Jørgensen og Halfdan Rasmussen og John Mogensen og alle de andre, som rasler med sproget, og som jeg kommer i tanker om om lidt.
Rim og remser er ikke forstand, men knogler og krop.

Når der skal læses og skrives, er knogler og krop godt.
Konsonanter og vokaler er forstand.

Når der skal læses og skrives, er forstand noget forfærdeligt skidt.

Jeg gik i underskolen i fyrrerne. Ingen fandt på, at der skulle findes forskellige slags bogstaver, før jeg nåede til et sted mellem 7. og 9. klassetrin. Der fik vi i forbifarten at vide, at der findes selvlyde og medlyde. Jeg skænkede ikke teorien opmærksomhed og blev heller aldrig opfordret til at gøre det. Jeg tror ikke, der procentvis findes flere gummifingre i dag, end der gjorde dengang.

Sådanne forekomster plejer at være konstante. Men guderne skal vide, at i dag er der mange flere børn med hypermobile fingerled, der bliver læsehandicappede. Årsagerne?

I min tid som skolebarn kunne vi udvikle os i uovervåget og ustruktureret leg. Dengang var det sjældent, at voksne blandede sig.

Der er gode grunde til, at voksne er nødt til at overvåge børnene i dag. Hvor vi dengang legede, er der parkeringspladser. Hvor der sporadisk kørte hestevogne og cykler og sporvogne, er der tæt bilkørsel. Børn har mistet den mulighed for ustruktureret leg, som udvikler de legemlige færdigheder, der er brug for, når boglige færdigheder skal stilles på benene.

Børn har mistet muligheden for at udvikle deres motorik. I min tid gik vi, eller vi løb. I dag bliver børn transporteret siddende.

Sådan har børn i dag fået en langt fattigere opvækst, end vi havde for et halvt århundrede siden. En fattigdom, som kommer børnenes legemlige færdigheder til skade. Deriblandt de boglige.

Men så kommer dertil den chikane, at børn skal beherske teorien om, at bogstaver kan inddeles i konso