0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Da danskerne vågnede op

Beretning om konsekvenserne af det danske folketingsvalg i 2010.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Flertallet AF de danske vælgere demonstrerede i årene efter december 2001 en besynderlig mangel på sund fornuft ved fortsat at støtte en regering med en række uhæderlige samt miljø- og fremmedfjendske ministre.

Statsministeren, som manipulerede Danmark ind i en ulovlig krig ved hjælp af usandfærdige oplysninger, slap tilsyneladende fra det med urimeligt små skrammer.

Ved folketingsvalget i 2010 vågnede den danske befolkning imidlertid op af sin døs og skabte et nyt flertal bestående af Socialdemokraterne, de radikale, SF og Enhedslisten.

Medvirkende til den ændrede vælgertilslutning var, at disse fire partier i løbet af 2009 fandt sammen om et fælles kerneprogram, som markant ændrede den økonomiske politik, miljøpolitikken, sikkerhedspolitikken og behandlingen af flygtninge og indvandrere. De indbyrdes kontroversielle punkter blev udskudt til bedre tider.

Et af de centrale punkter i kerneprogrammet var den høje prioritering af en dansk indsats mod den globale opvarmning. Mange vælgere fandt det kvalmende at høre på Foghs såkaldte omvendelse til den grønne linje, samtidig med at hans finansminister kun bevilgede småpenge til klimatopmødet i København i december 2009 og til de nødvendige miljømæssige ændringer f.eks. på trafikområdet og boligområdet.

Desuden blev klimamødet i København i december 2009 stort set en fiasko. Kina, Indien og en række andre store udviklingslande nægtede at forpligte sig til reduktioner af deres udslip af drivhusgasser, så længe USA, Australien, Japan og andre store industrilande ikke erkendte deres hovedansvar for klimaproblemerne – og forpligtede sig til en hurtig indsats.

Vage løfter om målsætninger for en fjern fremtid i 2050 kunne ikke tilfredsstille de store ulande. Derfor endte klimamødet i København uden de nødvendige forpligtende mål og handlingsprogrammer.

Desuden fandt københavnermødet sted i efterdønningerne af de globale økonomiske tumulter efter finanssektorens sammenbrud i efteråret 2008 og begyndelsen af 2009. Derfor var det ikke muligt at få industrilandene med til nye forpligtelser.

Efter valget i 2010 er den nye danske regering gået i gang med de nødvendige nationale reformer for skabelsen af en bæredygtig social og miljømæssig udvikling.

Regeringen og Folketingets flertal har erkendt, at bekæmpelsen af den globale opvarmning ikke kan overlades til markedskræfterne med deres korte tidshorisont og blikket stift rettet mod bundlinjen.

Derfor har regeringen påtaget sig ansvaret for en helt ny politisk strategi med markante ændringer i relation til forbrug og teknologi.

En strategi, som bryder med de tidligere normer. Dette er sket uanset hyl og skrig fra borgerlig side om »planøkonomi« og »socialisme« – støttet af økonomiske vismænd, som hænger fast i forældede teoretiske modeller med en balanceret økonomi og andre forudsætninger, der ikke har noget med det virkelige liv at gøre. Herunder den fundamentalistiske tro på nødvendigheden af økonomisk vækst i al evighed.

Allerede de klassiske økonomer fra 1700-tallet gjorde opmærksom på, at den økonomiske vækst ikke kunne fortsætte ubegrænset.

Det synes de fleste af nutidens økonomer at have glemt, trods påmindelser i bogen ’Grænser for vækst’ fra 1972 og i den hjemlige debat gennem beskrivelsen af det humane ligevægtssamfund i ’Oprør fra midten’ fra 1978. Traditionelle økonomer havde siden 1972 gjort, hvad de kunne, for at miskreditere analyserne i ’Grænser for vækst’, men i sommeren 2008 udkom en grundig videnskabelig artikel (1), som klart dokumenterede, at kritikken var manipulerende og fejlagtig. Mange af de kritiske økonomer synes overhovedet ikke at have læst bogen, men kun læst om den.

Den nye danske regering har erkendt, at drivkræfterne for den uholdbare udvikling især er social og økonomisk ulighed på nationalt og globalt niveau. Det har præget dens reformer.

Først og fremmest har regeringen oprettet et ministerium for klima, miljø og energi (KME-ministeriet), som er endnu mere magtfuldt end Svend Aukens imperium på dets højdepunkt i 1990’erne. Ministeriet arbejder tæt sammen med de folkelige miljøbevægelser og forskere, som har demonstreret forståelse og kompetence i relation til en bæredygtig udvikling.

Blandt KME-ministeriets tiltag kan nævnes indførelsen af personlige CO{-2}-kvoter for alle danskere i forbindelse med husholdningernes forbrug til opvarmning, el, benzin og flyrejser. De øvrige samfundssektorer har deres specielle kvote- og afgiftssystemer til reduktion af CO{-2}-emissionen.

Det nye system træder i kraft fra 2012, hvor den personlige kvote er fastlagt til 4 ton pr. år mod et udslip på ca. 6 ton pr. person i 2008. Derefter vil kvoterne blive systematisk strammet op. I 2020 vil personkvoten være nede på 2 ton pr. år, i 2030 på 1 ton og i 2040 helt nede på 0,5 ton.

En række andre industrilande med de nordiske lande i spidsen har kopieret det danske system.

I modsætning til det tidligere regeringshierarki er Finansministeriet blevet underordnet KME-ministeriet og skal først og fremmest sørge for finansieringen af KME-ministeriets planer for en bæredygtig udvikling samt for bevillinger til en genoprettelse af det danske velfærdssamfund, ikke mindst på sygehusområdet.

Det er en støtte for finansieringen af disse opgaver, at regeringens krav om genforhandling af de økonomiske betingelser for olieudvindingen i Nordsøen ser ud til at give et positivt resultat.

Skatteministeriets hovedopgave er en gradvis udjævning af de økonomiske forskelle mellem danske borgere gennem en kraftigt stigende skatteskala for indkomst og formue. Formålet er at eliminere uligheden som drivkraft for den fortsatte økonomiske vækst, samtidig med at reformen skaber større social retfærdighed og tilfredshed i (størsteparten af) befolkningen.

De tidligere historier om, at en hård beskatning af de høje indkomster skulle ødelægge disse personers lyst til i at yde den nødvendige arbejdsindsats, er for længst afsløret som det vrøvl, det vitterligt er.

Økonomiministeriets hovedopgave er at reformere finanssektoren efter det store sammenbrud i 2008 og 2009. Problemerne tog for alvor fart, da spekulations- og låneboblen bristede i USA i eftersommeren 2008 med det ene krak efter det andet i finansverdenen.

Pludselig kunne alle se, at de uoverskuelige og fantasifulde spekulationssystemer var blevet misbrugt af letsindige og grådige finansbanker, som var underkastet minimal samfundsmæssig kontrol.

Krakkene bredte sig fra USA til de fleste industrilande, inklusive Danmark. Landenes nationalbanker fik pludselig en helt ny rolle i at redde letsindige banker og genoprette tilliden til banksystemet, så hele det globale økonomiske system ikke faldt fra hinanden.

De første forsøg med økonomiske redningspakker viste sig i løbet af efteråret 2008 ikke at slå til, og 2009 fik en skræmmende start med globalt økonomisk kaos, som især gik ud over de svage økonomiske grupper.

De fleste regeringer havde stadig ikke fattet, at det var hele det økonomiske system, der var sygt. Man havde lukket øjnene for den absurde udvikling til et kasinosamfund, og nu måtte man lære lektien på den hårde måde.

De danske vælgere var tilstrækkeligt oplyste til, at de først og fremmest lagde skylden på partierne Venstre og Konservative, som gennem mange år direkte havde medvirket til den katastrofale udvikling gennem deres blinde tro på markedets selvregulerende evner. Det var stærkt medvirkende til valgsejren for Socialdemokraterne, radikale, SF og Enhedslisten ved folketingsvalget i 2010. Socialdemokraterne fandt i tide tilbage til partiets rødder og erkendte behovet for en stærk samfundsstyring af økonomien, og højrefløjen hos de radikale mistede helt deres indflydelse i partiet. De sejrende partier var enige om, at banksektoren som helhed skulle samfundsstyres for fremtiden.

Arbejdsministeriet har ansvaret for at indføre første fase af en generel borgerløn fra 2012 og arbejder desuden systematisk for, at folk skal arbejde mindre. Regeringen lægger op til at gennemføre en rammelov om en nedsat arbejdstid på 25 timer om ugen, som skal være udgangspunktet for arbejdsmarkedets forhandlinger.

Den ’berømte’ danske model, hvor arbejdsgiverne og fagbevægelsen først slås om lønudviklingen og arbejdstiden, og Folketinget derefter korrigerer de skadelige konsekvenser for samfundsøkonomien og miljøet gennem finansloven og andre love, er afløst af en mere rationel rammebeslutning i Folketinget. Det har været svært at få fagbevægelsen med til denne ændring, men den store finanskrise har svækket den konservative del af fagbevægelsen så meget, at den til sidst hoppede med på vognen.

Regeringen HAR nedlagt Forsvarsministeriet, da Danmark ikke har nogen at forsvare sig imod, og hysteriet omkring terrorbevægelserne har fundet et sundere leje.

Medvirkende til dette har været en markant forøgelse af ilandenes hjælp til de fattige lande samt en ny form for konfliktløsning, hvor krudt og kugler er erstattet af diplomati, dialog og økonomisk hjælp.

Store økonomiske ressourcer er blevet frigjort, efter at den militære oprustning er blevet nedprioriteret, så der er blevet råd til en væsentligt større støtte til udviklingslandene. Målet for Danmark er 2 procent af bruttonationalproduktet i 2012.

De konfliktløsende og fredsbevarende opgaver varetages af Udenrigsministeriet, som sammen med de øvrige nordiske lande arbejder på at få indført et nyt FN-organ, der kan gribe ind med penge og diplomati på et tidligt tidspunkt af en spirende konflikt. Det nye organ skal støttes af et uafhængigt råd af fredsforskere og erfarne diplomater.

Trafikministeriets hovedopgave er at reducere både biltrafikken og rejser med indenrigsfly. Det ser ud til at lykkes ved store investeringer i nye tognet og busser med lave billetpriser for disse transportformer.

I de større danske byer er al offentlig transport nu gratis, og udgifterne dækkes over skatten. Desuden er bilkørsel og indenrigsfly blevet brandbeskattet. Den sidste danske rute med indenrigsfly skal efter planen nedlægges i 2015, mens varetransport over længere distancer skal flyttes til tog ved hjælp af kraftig beskatning af godstransport med lastbiler. Regeringens analyser peger på, at privat bilkørsel i 2015 vil være reduceret til en tredjedel af de kørte kilometer i 2008, samtidig med at de fleste biler er elbiler opladet af el fra vindkraft og i mindre grad fra solceller.

Regeringen har nedlagt Kirkeministeriet i forbindelse med en reform, hvor den danske folkekirke skal klare sin økonomi selv på linje med andre religiøse retninger. Vedligeholdelsen af de mange landsbykirker er overgået til Kulturministeriet.

For at BESKYTTE grundloven og borgerne mod Folketingets overilede beslutninger er der truffet beslutning om at indføre en forfatningsdomstol, som f.eks. kan forhindre, at Danmark inddrages i ulovlige krige i direkte modstrid med den danske grundlov.

På EU-plan opgav kommissionen endeligt i 2009 alle tanker om at manipulere en eller anden form for Lissabontraktat igennem. Det stod klart, at man ikke kunne undgå nye folkeafstemninger i Irland og Østrig – som ville forkaste den planlagte udvikling mod en forbundsstat. Desuden var presset for folkeafstemninger i andre unionsskeptiske lande stærkt stigende.

Det førte i slutningen af 2009 til en kovending i EU-kommissionen, som pludselig fandt det opportunt at tage begrebet ’et samarbejde mellem selvstændige nationer’ for pålydende. Og begrebet ’selvstændige nationer’ kan naturligvis ikke forenes med en centralistisk lovgivning fra Bruxelles, hvor et flertal af medlemsstater kan påtvinge andre medlemsstater regler og love, som de ikke ønsker.

Kommissionens nye politiske strategi går derfor ud på at begrænse EU’s indflydelse til at omfatte de helt væsentlige grænseoverskridende problemer, som de enkelte medlemsstater ikke selv kan klare. Den største udfordring efter sammenbruddet af klimaforhandlingerne ved topmødet i København i december 2009 var at finde nye veje for den europæiske indsats på klimaområdet.

Det er ved at lykkes med en mere smidig og fleksibel form for europæisk samarbejde, hvor alle medlemsstater ikke er tvunget med i alt.

Den globale finanskrise havde vist, at de nyliberalistiske ideologier har spillet fallit, og klimaproblemerne havde understreget behovet for nye prioriteringer. Den kommercielle konkurrence kunne kun accepteres, hvis den gavnede kampen mod den globale opvarmning. Kommissionen er derfor langt fremme med et gennemarbejdet forslag til helt nye spilleregler, hvor miljøhensyn klart går forud for konkurrencehensyn på det indre marked.

PS. Visioner og utopier bliver i reglen affærdiget som naive og urealistiske. Det er bedrøveligt, eftersom det mest naive og urealistiske er at tro, at vi kan fortsætte den nuværende kurs, eventuelt med nogle beskedne lapperier. Men derfor kan det selvfølgelig godt vise sig at være naivt at tro, at danskerne vågner op til dåd i tide.

Reference: (1) Graham M. Turner: A Comparison of ’The Limits to Growth’ with 30 Years of Reality, Global Environmental Change, Elsevier Press, 2008.