For nylig udkom Økonomi- og Erhvervsministeriets designstrategi, ’Design 2020’. Sådan et initiativ burde alle være glade for, og den rummer da også mange ambitiøse bud på fremtiden. Strategien må dog, efter min mening, også vække en vis bekymring, simpelthen fordi den ikke tager mange af verdens store problemer alvorligt nok. Planen handler mest om, hvordan lille Danmark igen kan blive verdens bedste. Som det hedder: »Udvalgets vision er, at Danmark i 2020 er kendt verden over som førende designsamfund – et samfund, der ansvarligt og på alle niveauer anvender design til at forbedre kvaliteten af folks liv, til at skabe vækst i erhvervslivet og til at gøre den offentlige sektor bedre og mere effektiv«. Og hvem kan dog have noget imod det? For tiden hersker der nemlig en udbredt tendens til at betragte begrebet design som det magiske mantra, der bare kan det hele. Som forventeligt designes der alt fra cykler og mobiltelefoner til tasker, tøj og tepotter. Naturligvis også maskiner og værktøj, stole, vejskilte og hjemmesider. Det er designets kerneområder. Det nye er, at design ifølge 2020-planen også skal invadere forretningsgangen i virksomheder, på socialkontorer og hospitaler. Og i folkeskolen skal der nu undervises i design helt fra de første klasser. Det ministerielle udvalg har nemlig udnævnt design til at være vores fremtidige ’innovationsdriver’. Altså ikke f.eks. filosofi, ikke erkendelsesteori, ikke forskning, ikke håndværk, kunst eller økologi, ikke klimabevidsthed – nej, design skal der til.
’Design 2020’ vælter sig i tidens hotteste buzz-words: innovationskraft, global konkurrencekraft, kreative kompetencer, nye og innovative løsninger, kreativ problemløsning, designtænkning – ganske vist på engelsk; kun et kort resume er på dansk. Forståeligt måske, når nu Danmark i fremtiden skal være noget så eksotisk som en global ’showcase’ og vort lille land skal tilbageerobre de tabte designterritorier, nærmest som vi gjorde det efter nederlaget i 1864. Hvad udad tabes, skal indad vindes! Det beklagelige faktum er imidlertid, at det meste af det, vi har tabt udadtil, faktisk er opgivet helt ad frivillighedens vej. For eksempel er mange af de designvirksomheder, vi engang var så stolte af, mere eller mindre nedlagt alene af den grund, at de konkurrencebevidste ledelser hellere lader samlebåndene varetage af portugisere, kinesere og malajer, der udviser netop den løntilbageholdenhed, som danske faglærte har så svært ved at mønstre. De nye produktionssteder har heller ikke helt så rabiate regler for behandling af arbejdskraft – eller miljømyndigheder som Danmark. Så pyt med, at man også udliciterer de faglige kompetencer, der var baggrunden for de historiske succeser. For i forhold til profit er kultur et chanceløst parameter. Derfor er store dele af vor legendariske kunstindustri forsvundet, nedlagt – og pist væk. Og store dele af den øvrige industri tillige. Efterhånden har vi ikke andet at tilbyde på verdensmarkedet end Danfoss-ventiler, Pandora-smykker og vindmøller, hvis aktiekurser som bekendt svinger lige så labilt op og ned som vor selvtillid, der derfor konstant må boostes med besværgende fraser om, at vi inden længe skal kendes ’verden over’ for vores undervisning, vores forskning og – nu igen – altså vores design. Resultaterne lader imidlertid vente på sig. Hvorfor mon egentlig? I kampens hede synes ingen at have bemærket, at det, der engang gjorde dansk design kendt og respekteret i den store verden, var noget så simpelt som substans. I de berømte design-ikoner fra halvtredserne og tresserne var der etisk og æstetisk dækning for formen i hvert eneste armlæn, i hver eneste porcelænskop og lampe, ja, i hvert eneste af de greb, designere som Finn Juhl, Arne Jacobsen, Poul Henningsen, Axel Salto og Gertrud Vasegaard benyttede sig af. Alt var begrundet, men ikke kun i funktion, som det ofte hævdes, snarere i hele den bagvedliggende kultur. Ingen af disse mestre kaldte sig vist i øvrigt designere, snarere kaldte de sig møbelformgivere, snedkere, keramikere, arkitekter eller, hvis det gik vildt til, kunstnere. Møbelkunst, keramisk kunst, kunstindustri, kunsthåndværk, ord, der nu er smidt ud med nye tiders badevand og erstattet med et ord alene: design.
