I april udfordrede jeg Pia Kjærsgaard til en debat om Danmark. Den udfordring tog hun imod. Siden har jeg ikke hørt noget. Maj, juni, og juli. Men så for to uger siden rørte Pia Kjærsgaard på sig igen. På partiets sommergruppemøde valgte hun at bruge en stor del af sin tid på at antyde, at jeg er et dårligt og anløbent menneske. Hende om det. Jeg vil ikke diskutere eller anfægte Pia Kjærsgaards personlige kvaliteter. Men jeg vil diskutere og udfordre hendes politik, så kontant man overhovedet kan. Ikke mindst nu. For i dag står det tindrende klart, at et nyt flertal med Socialdemokraterne i spidsen er det eneste, som kan forhindre, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti kommer med i regeringen.

Uden et nyt flertal vil en stemme på Lars Løkke Rasmussen være en stemme på Pia Kjærsgaard som kulturminister. Uden et nyt flertal vil en stemme på Lene Espersen være en stemme på mere indflydelse til Dansk Folkeparti – ikke mindre. Årsagen er simpel: De Konservative har opgivet modstanden mod en VKO-regering. Det samme gælder Liberal Alliance. Og den sidste som vil indrømme, at Dansk Folkeparti er på vej ind i regeringen er statsministeren. Sædvanen tro vil han til det sidste benægte det åbenlyse. Ingen kan betvivle Dansk Folkepartis ret til at sætte sig på ministertaburetterne. Det spørgsmål er alene op til vælgerne. Men det kræver, at vælgerne bliver mødt med ærlig tale. Lad os på denne side af et valg få at vide, hvad Dansk Folkeparti vil i en regering. Lad os få svar på, hvordan Dansk Folkeparti vil føre Danmark gennem krisen. Og lad os få rigtige svar. Ikke den slags svar, hvor man systematisk siger et og gør noget andet. Siden valget i 2001 har Dansk Folkeparti igen og igen sagt, at det var et parti, som var særligt engageret i vores ældres omsorg. Alligevel valgte Pia Kjærsgaard gladeligt at medvirke til en skattereform, som giver direktøren i Den Danske Bank en skattelettelse, som er 200 gange større end den, som pensionisterne får.