Det politiske landskab uden for SF – fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – har endnu ikke kunnet bestemme sig for, hvordan SF bedst kan angribes. Ligesom nogle medier og kommentatorer stadig er i tvivl om, hvordan vores politik bedst kan udlægges. Man er mest tryg, når de toner, der kommer fra SF, lyder bekendte. Så er det venstreorientering, som man helst ser den, og vi passer ind i højre-venstre-skabelonen, som man selv forstår den. Men når tonerne fra SF er nye, så har modstandere og analytikere straks sværere ved at håndtere det. Og i stedet for at spørge sig selv, om deres egen skabelon nu også holder, så konkluderer de straks, at det er SF, den er helt galt med. Kritikpunkterne står i kø: Det første lyder, at SF er populistiske: Vi siger bare, hvad folk gerne vil høre, sådan lidt uanset hvad. Det andet er grovere og lyder, at SF er ude i én stor højredrejning: Vi giver uden videre køb på alle venstreorienterede principper. Det tredje sætter et ekstra tvist på højredrejningen og mener, at SF’s udmeldinger er ren tilpasning til DF: Vi følger blot deres dagsorden. Om nu det er den ene eller anden variant, så er bundlinjen den samme: SF siger kun det, de gør, fordi de vil have regeringsmagten for enhver pris.
Men vores politiske modstandere og visse kommentatorer har simpelthen svært ved at få greb om en sammenhængende forståelse af, hvad det er for en bevægelse, SF er inde i. Det ærgrer Dansk Folkeparti, at SF går med i et forsvarsforlig og fremover vil gå benhårdt efter indflydelse – ligesom det ærgrer dem, at vi ikke lever op til deres fordomme om halalhippier. Både i realpolitikken og i værdidebatten har SF sat sig i nye positioner. Og det er åbenlyst vanskelig håndterbart for nogle. De kan eller vil kun forstå nye toner fra SF som udtryk for taktisk positionering i forhold til vælgerne her og nu. Et positionsspil for galleriet, som har alt at gøre med vælgertække og ministerbiler – og intet med vores politiske holdninger. Ja, det skulle da lige være, at vi er på vej væk fra dem i ekspresfart med hoved og hjerte under armen. Kritikken af SF’s nyorientering er lige så besnærende simpel, som den er overfladisk og forkert. Selvfølgelig er SF’s nye udmeldinger gennem de seneste år udtryk for et ønske om at rykke stemmer og regeringsmagt til venstre. Der er ikke andre kendte muligheder for at få en anden og bedre regering end VKO. Men de nye udmeldinger er nu engang først og fremmest udtryk for, at vi selv har rykket os politisk. Det handler ikke om kortsigtede vælgergevinster, men om et langt sejt træk, hvor jeg selv og mange andre har arbejdet for at rykke nogle dybereliggende politiske holdninger på venstrefløjen. Størst mulig indflydelse Det SF, jeg overtog formandskabet for i 2005, havde en række krav til deres nye formand – og jeg blev valgt på løftet om at kunne indfri dem. Blandt de krav og forventninger var bl.a. fornyelse af SF. Både politisk og organisatorisk. De krav vurderede flere iagttagere af det politiske spil i 2005 var absolut nødvendige at opfylde, hvis SF skulle overleve på bare lidt længere sigt. Ligesom mange af de samme iagttagere slet ikke mente, at jeg havde hverken viljen og evnen til at gennemføre substantielle forandringer af SF. Når jeg i dag hører talen om ’højredrejning’, ’populisme’, ’Villy Vendekåbe’, ’flip-flop’, ’opportunisme’, så slår det mig, at det på mange måder er den samme diskussion. Nu blot med omvendt fortegn. Både jeg og SF måles på, »hvad SF altid har ment« eller af historiske grunde forventes (retfærdigt eller ej) at skulle mene. Når jeg eller SF ikke lever op til forestillingerne – så kommer tillægsordene. Men havde vi gjort, sagt og ment som tidligere – så var vi jo bare det samme gamle SF, og jeg havde ikke leveret, hvad der forventedes eller krævedes. Enten siger vi noget nyt – og så er det forkert. Eller vi siger noget gammelt. Og så er dét forkert. Nogen opfatter det som et farvel til idealerne, når SF mere offensivt søger indflydelse og resultater ved at indgå kompromiser. Men det er en vildfarelse af rang. At gå på kompromis med sine idealer er ikke det samme som at give afkald på dem. I hvert fald ikke for SF. Vi forhandler ikke ved at parkere idealerne uden for døren, men ved at tage dem med ind til bordet for at sikre, at de får størst mulig indflydelse. Vi har ikke et flertal, så skal vores holdninger præge samfundet, bliver det delvist – gennem kompromiser. Det handler om at få principperne til at mødes med den politiske virkelighed. Og det giver beskidte hænder, jovist, men også resultater i den rigtige retning. Alternativet er ingen resultater. Lad mig tage nogle eksempler: SF er for første gang med i et forsvarsforlig. Selv om SF altså historisk ikke har deltaget og vel nok er det parti, som har stået som de skarpeste kritikere af den ulovlige krig i Irak og af strategien i Afghanistan, så er vi nu med i det forlig, der lægger rammerne for det danske forsvar. Hvorfor?
