Når jeg står op om morgenen på en almindelig hverdag, har jeg, ligesom enhver pendler, for vane at indberegne en vis transporttid til mit arbejde.
Min arbejdsplads, Syddansk Universitet, ligger ca. 40 km fra min bopæl i Flensborg, og transporttiden på 35 minutter er derfor overskuelig. Vælger jeg at køre til arbejde med en af mine kolleger, iberegner jeg selvfølgelig lidt mere tid. På mit institut i Sønderborg, Institut for Grænseregionsforskning, er vi 10 fastansatte medarbejdere ud af 27, som er bosat i Flensborg. Der er derfor rig mulighed for at danne kørselsfællesskaber. I det hele taget fungerer denne såkaldte grænsependling optimalt – hvilken den gør for mange danske statsborgere bosat i den tyske del af Slesvig. Det lader dog til, at dette ikke skal være tilfældet i fremtiden. Som følge af pres fra Dansk Folkepartis side, kan vi grænsependlere se frem til, at den grænsekontrol, vi husker fra for ti år siden, i en vis udstrækning bliver genindført på grænsen mellem Danmark og Tyskland. Da jeg måske ikke følger tilstrækkeligt med i grundlagene, danske politiske beslutninger tages på, troede jeg, at forslaget ville forblive endnu et populistisk opråb fra DF, og at det aldrig ville blive accepteret af de såkaldte proeuropæiske partier. Men til min undren har selv Venstre og Socialdemokratiet tilsyneladende ingen skrupler ved at genindføre kontrollen – så længe den danske økonomiske fremtid sikres frem til år 2020. Og argumenterne ligger lige for. ’Kriminelle rumænere’ ser deres snit til økonomisk vinding, idet de nu er i stand til frit at krydse de europæiske grænser. Og Danmark vil givetvis snart blive ramt af de horder af nordafrikanere, der nu bliver tilbudt opholdstilladelse i Europa af en desperat og opgivende italiensk regering – som ingen af de øvrige EU-lande for øvrigt mener, at de har pligt til at aflaste. Afrikanere eller ej (selv har jeg endnu ikke set nogen på grænsen) – faktum er, at vi nok snart får en fast kontrol ved min pendlergrænse. Det vil betyde, at min grænsependling bliver besværliggjort i en sådan grad, at jeg ikke længere kan være sikker på at nå rettidigt på arbejde. Hver dag vil jeg stå op med et ubesvaret spørgsmål om, hvad jeg bliver udsat for ved grænsen netop den dag, og hvor meget tid jeg nu skal sætte af til at komme på arbejde. Men det er jo mit problem, ikke sandt? Eller er det? For jeg er ikke tysker, men dansk statsborger. Og som ansat ved et dansk universitet betaler jeg helt almindelig dansk skat i Danmark og ikke i mit bopælsland Tyskland. Jeg bidrager med andre ord i høj grad til den stat, som nu vil kontrollere mig, når jeg vil ind i den. Og jeg skal da ikke fornægte, at det længe har ligget mig på sinde at beklage mig over, at jeg på trods af den danske beskatning ikke har ret til at stemme ved danske folketingsvalg. Jeg er med andre ord frataget en væsentlig del af mine demokratiske rettigheder, fordi jeg har valgt at bosætte mig 7 km syd for den danske grænse. Et af de demokratiske grundprincipper for valgret er netop, at en statsborger betaler skat til staten.
