Da jeg bevægede mig ind på musikerbanen, var drivkraften alene en voksende nysgerrighed og en stor sanselig fascination og kærlighed til musikken. Musik pirrer vores følelser og intellekt. Skærper vores lydhørhed, vores sanseapparat og vores erindringer. Musik vækker længsler og eftertænksomhed og påvirker den måde, vi er til stede på i livet. God musik styrker desuden vores fornemmelse af, at vi er en del af en større sammenhæng, og den rummer det, jeg vil kalde 'forvandlingskraft'. Disse ting fascinerede mig dybt, og det blev mit personlige afsæt. Det var ikke ønsket om stor økonomisk vinding. Sådan forholder det sig for rigtig mange. Vi ønsker først og fremmest at kunne få det til at hænge sammen, så vi er i stand til at fortsætte. Jeg blev uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium som saxofonist og har levet som freelance musiker og komponist gennem mange år. Jeg har primært været aktiv inden for den form for rytmisk musik, hvor improvisation er en væsentlig del. Den rummer nogle unikke muligheder for øjeblikkets komposition og for en intens kommunikation. Det er en musikalsk niche, som dyrkes på et rigtig højt, og også internationalt anerkendt, niveau herhjemme. Livet som freelance musiker har aldrig været let, men det er blevet væsentlig mere krævende gennem de seneste år. Det skyldes mange faktorer, som jeg vil beskrive i denne kronik. For jeg synes i al beskedenhed, at vi skal passe på vores musikere og på musikken. Ifølge Kroniken (Pol. 12.11.) skrevet af næstformanden i Danske Filminstruktører drænes filmbranchen lige nu for 200 til 500 mio. kr. årligt, fordi film deles vidt og bredt på nettet. Afregningen falder voldsomt og dermed de midler, der bliver geninvesteret i filmproduktion. Det samme har vi gennem længere tid kunnet se inden for vores branche. LÆS KRONIKFilmbranchen og teleindustrien skal mødes Som alle andre udnytter jeg selv digitaliseringens nye muligheder for hurtig distribution og tilgængelighed. Udfordringen er at sikre en indkomst til dem, der skaber indholdet – hvis vi altså fortsat ønsker, at der skabes kvalitetsindhold. Problematikken breder sig hastigt til flere og flere fagområder. Uffe Elbæk skrev i sin kronik, 'Den nye kulturpolitiske dagsorden', i Politiken 11. september: »Vi kan håbe, at vi snart vil kunne se den samme positive udvikling på bogmarkedet« (underforstået samme positive udvikling som for musikkens vedkommende). Men faktum er, at der afregnes forsvindende lidt til de enkelte kunstnere. Så selv om den samlede omsætning på det digitale salg af musik nu er voldsomt stigende, er det svært at få øje på som enkeltperson, og stigningen kan på ingen måde gøre det op for det tabte. To øre pr. stream af et nummer - ifølge den afregning, jeg selv lige har modtaget fra Spotify for min seneste cd (min ottende udgivelse som bandleder). Det er kun, fordi jeg selv er producent, at afregningen er så høj! Jeg skal nemlig ikke dele med et pladeselskab. Hvis jeg bare skal tjene mine produktionsomkostninger hjem (uden nogen form for arbejdsløn til mig selv, overhovedet), skal den streames 2.687.250 gange. Jeg får 74 kr. pr. købt fysisk cd, hvilket er en helt anden snak. De 74 kr. svarer til 3.700 streams.

Jeg har brugt tid på at komponere, arrangere, og indspille musikken. Jeg har skrevet tekster, øvet repertoiret, mixet, masteret, lavet liner-notes og søgt støtte til projektet hos flere instanser, for at det overhovedet kunne realiseres. Det er heller ikke svært at forestille sig, hvad disse ting betyder for pladeselskabernes trang til at satse på nichemusik og kunstnere, som ikke sælger voldsomt stort. Karriereansvaret er i stigende grad flyttet over på den enkelte kunstner, som også Uffe Elbæk nævner i sin kronik. Man skal være en altmuligmand M/K for at få det til at løbe rundt: fundraising, projektlederskab, musikerskab, komponistvirksomhed, PR-arbejde, regnskabsarbejde, tour manager-arbejde, webadministration og en lang række andre ting, jeg sikkert har overset her. Arbejdsbyrden er stigende og indtjeningen faldende. Man kan aldrig læne sig tilbage bare et øjeblik og regne med, at noget kører lidt af sig selv. Personligt finder jeg det stressende og efterhånden lidt svært at opretholde forbindelsen til den oprindelige kilde: nysgerrigheden, fascinationen, lysten og kærligheden til musikken. Jeg løber hurtigere og hurtigere for at holde skruen i vandet, for at opretholde mit faglige niveau og min produktion. For at illustrere dette kan jeg fortælle lidt om mine aktiviteter i det indeværende år. LÆS OGSÅRockstjerner: Internettet gør det umuligt at leve af kunst Freelancere findes inden for alle musikgenrerne, men det er karakteristisk for det såkaldt rytmiske miljø, at alle udøvere er freelancere, for her findes der ikke nogen fuldtidsstillinger. På den rytmiske scene er mange musikere desuden både udøvende (spillende) og skabende (komponister). Vi er løsarbejdere med et hav af forskellige opgaver og skiftende arbejdsgivere hvert år. Selv skal jeg bare i år arbejde med 17 forskellige orkestre; alt fra trioer til diverse professionelle bigbands. Senest har jeg været på en herlig skolekoncertturne, hvor vi spillede musik for en masse glade børn. Musik, de sikkert ikke havde regnet med, at de ville kunne lide. Musik, de ikke ellers ville møde. De blev også præsenteret for instrumenter, som de ikke kendte til. Mange børn kender ikke forskel på en klarinet, en saxofon eller en trompet! De får en stor oplevelse ud af at se gode musikere spille på deres instrumenter live. Så går det op for dem, hvor forskelligt en saxofon lyder fra et hammondorgel f.eks. Hvis ikke de kunne følge os med øjnene, ville de ikke have mange muligheder for at skelne, for de har simpelthen ikke lært de forskellige instrumenters særlige lyd at kende. Den slags kan man se i børnenes forundrede øjne.