Intet århundrede har været mere blodigt end det 20. århundrede, vi har forladt. Og intet århundrede har formået at skabe så stor politisk og juridisk enighed om at sætte grænser for krigens brutalitet som netop dette 20. århundrede. Med en stribe af bindende erklæringer og regler for adfærd før, under og efter en krig, vedtaget af næsten alle lande, såsom Haagreglerne (1907) om midler og metoder i selve krigsførelsen, FN-pagten (1945) med forbud mod krige uden FN-sanktion, Genèvekonventionerne (1949) med tillægsprotokollerne (1977) om behandlingen af krigsfanger, andre kombattanter og civile under krig, samt konventionen imod tortur (1987) og oprettelsen af diverse internationale domstole til at afgøre tvistigheder og dømme krigsforbrydere har man søgt at hindre eller i hvert fald inddæmme krigens vildskab. Ikke desto mindre har flere og flere folkemord og massedrab fundet sted. Og den stærkeste stormagt, der har den rigeste tradition som forsvarer af menneskerettighederne, som frelste Europa fra nazismen, og uden hvilken FN-pagten med Sikkerhedsrådets magtbeføjelser aldrig var blevet til noget, har vist sit janushoved. Samme stormagt har ikke kunnet klare ydmygelsen 11. september 2001 og overtræder nu åbent FN-pagten og torturkonventionen; den har desuden anlagt en destruktiv fortolkning af Genèvekonventionerne, der ganske vist ikke har taget højde for terroristers retsstilling, men dog foreskriver human optræden over for enhver, der tages til fange, også selv om fangen ikke er soldat i klassisk forstand (med uniform eller andet kendetegn). Kort sagt, jo mere man har talt, skrevet og mobiliseret juraen imod ondskaben i vores verden, jo mere har man udøvet den, og selv om det sjældent er de samme mennesker, som hylder den humanitære folkeret, og som bryder den, kan man roligt sige, at vi er en menneskehed i splid med os selv. En smertelig modsigelse præger i dag den internationale retsorden eller mangel på samme. Og denne modsigelse mellem accept eller udøvelse af vildskab på den ene side og proklamation af høje humanistiske idealer på den anden side sætter den humanitære folkeret i dyb krise. Skarpe juridiske hjerner kan soleklart vise, at Genèvekonventionerne og torturkonventionen overtrædes af flere stormagter med USA i spidsen, selv om samme regler er ratificeret af disse stormagter og af så godt som alle andre stater. Men kun få - som generalsekretæren for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, bl.a. i Politiken (27.7.) - taler med store bogstaver imod det, der sker. Folk begynder at hævde, at USA må have lov til at komme fjenden i forkøbet, og at tortur kun er et fysisk pres, der ikke kan være så forkert i en kamp imod terrorismen, der truer med at ryste civilisationen i dens grundvold. Det, som skulle være illegitimt - angrebskrig uden FN-sanktion og desuden tortur - bliver derved alligevel acceptabelt, fordi det anses for nødvendigt. Kravet om at gøre 'det nødvendige' overdøver kravet om at sikre dets legitimitet. Og hvad der kunne opfattes som en undtagelse fra alle regler - et revolutionært brud med humaniteten for at genoprette den, det vil sige en nødtvungen krig for at få fred - bliver nu en permanent tilstand af inhumanitet, en vedvarende krig, som nedbryder, uden straks at genopbygge troen på, at vi lever i en civiliseret verden med stadig stærkere folkeretslig beskyttelse af individer og samfund. Dette er en tilstand, vi med alle intellektuelle midler må søge at se i øjnene, det vil sige analysere politisk, kulturelt, socialt, juridisk og filosofisk. Men vi kan ikke nøjes med at analysere, hvad der foregår, og teoretisere over de magtforhold, der er på spil økonomisk, pædagogisk, bureaukratisk og militært. Skal vi dæmme op for afhumaniseringen af verdens tilstand og gøre os håb om at ændre noget som helst til det bedre, må vi også fordømme de kræfter, der uden videre vil gøre 'det nødvendige' legitimt. En total intellektuel analytisk neutralitet er her ikke holdbar, men bidrager med sin angst for det politiske engagement til at give dæmonerne frit spil. Men det nytter ikke noget blot at slå i bordet og kræve den humanitære folkeret overholdt over for folk, der mener, at denne del af folkeretten er blevet forældet og ikke kan og skal overholdes, fordi terrorismen har vendt op og ned på vores ideer om, hvordan vi skal forsvare vores samfundsorden. Hvis der kan gives gode grunde for en tilpasning af folkeretten i en tid, hvor terrorismen truer civilisationen, må den naturligvis tilpasses. Men enhver påstand om en nødvendig tilpasning må kunne legitimeres. Og det er det, hele den politiske diskussion om den humanitære folkeret i dag må dreje sig om. Hvori skal legitimeringen bestå, og hvad er det for ændringer af international ret, der kan legitimeres? Ideen om en folkeret opstod i den romerske oldtid som en idé om de sædvaneregler, der gælder for rejsendes og handlendes omgang med hinanden. Men folkeretten forstået som regler for adfærd før, under og efter en krig opstod først i forbindelse med europæiske kolonisters voldelige erobringer af nye verdener (især Amerika). Disse krige udfordrede renæssancehumanister som Erasmus af Rotterdam, Thomas More, Francisco Vitoria m.fl., som ønskede, at de erobrede folk skulle behandles humant. På denne baggrund formulerede spanieren Francisco Suarez ideen om en folkeret, der ikke mere handlede om folkenes forhold, men om fyrsternes og dermed staternes indbyrdes forhold. I øvrigt medførte den øgede verdenshandel, at det blev nødvendigt for de europæiske stater, der havde en flåde, at blive enige om at holde fred på havene. Således forsvarede den hollandske advokat Hugo Grotius i sit lille skrift 'Mare Liberium' ('Om havenes frihed') fra 1609 de hollandske skibes ret til fri handel over verdenshavene og dermed ret til ikke at blive angrebet af f.eks. portugisiske krigsskibe, samtidig med at han fordømte den brutale undertrykkelse af folk og samfund, der ikke var kristne. I et lidt senere stort værk om 'Krigens og fredens ret' udgivet midt under den frygtelige trediveårskrig (1618-48), der hærgede Europa, formulerede Grotius som den første folkeretsteoretiker detaljerede retningslinjer for krig og fred mellem stater på verdensplan. Og han gjorde som andre humanister opmærksom på, at krig ikke kun betyder død og lemlæstelse af mennesker, men en forråelse af menneskers tankegang og omgangsformer. I bogens slutning skriver han: »Den vold, der især hersker under krig, minder om et vildt dyr; man må derfor så meget desto mere bestræbe sig på at dæmpe den med humanitet, af frygt for at vi ved at efterligne de vilde dyr glemmer mennesket«. Efterfølgende jurister og filosoffer arbejdede videre på at formulere regler for en humanisering af krigene, men det var først knap 300 år senere, at denne humanitære folkeret begyndte at udmønte sig i de konventioner og retslige institutioner, vi kender i dag. Og det var verdenskrigene i det 20. århundrede, der drev stormagterne til for alvor at institutionalisere folkeretten, først i Folkeforbundet (der viste sig for svagt til at hindre Anden Verdenskrig) og senere i FN. Krigen i Vietnam førte til tillægsprotokollerne til Genèvekonventionerne, men ingen af disse retsdokumenter har kunnet tage højde for den verdensomspændende terrorisme, vi kender i dag. Tværtimod handler de først og fremmest om tilfangetagne soldater og civile i krigsområder. Og de bærer stærkt præg af at være tænkt som regler for forholdet mellem stater, hvis soldater og civile borgere man vil beskytte, medens individer, der bryder krigens love (spioner) eller handler på egen hånd (sabotører), hverken får tilkendt krigsfangers privilegier eller civiles rettigheder. De skal dog behandles humant og have en fair rettergang. Og i tillægsprotokol II angives nærmere, hvad en inhuman behandling vil være (mord, tortur og lignende). Derfor kan man roligt sige, at USA har overtrådt folkeretten, især med sin behandling af fangerne på Guantànamobasen og i Abu Ghraib-fængslet. Men dertil vil nogen sige, at den folkeret, man taler om, er forældet, fordi den ikke tager højde for, hvad man skal gøre med terrorister eller deres tilhængere. Nogle går endda så vidt, at de hævder, at hele udviklingen af en humanitær folkeret har været en fejltagelse. Det gælder den fascistiske filosof Carl Schmitt (1888-1985), der mente, at når man laver retsregler for, hvad man må og ikke må under en krig, bliver alle, der ikke følger disse regler, forbrydere, og dermed bliver krigen mere grusom og uregerlig, end den ellers ville være blevet. Dette synspunkt ser i første omgang meget humant ud og er således ikke en støtte for dem, der ikke vil tillægge 'ulovlige kombattanter' nogen rettigheder overhovedet. Og at den humanitære folkeret ikke umiddelbart har mindsket krigenes rædsler kunne synes at bekræfte Schmitts teori. Men skinnet bedrager, og i realiteten betyder ideen om, at folkeretten blot gør krigene værre og derfor ikke bør respekteres, at man havner i en ren ven-fjende-tænkning, hvor alt er tilladt over for fjenden. Men folkeretten for krig anerkendes nok først den dag, hvor den for alvor forlader juristernes skriveborde og bliver integreret i al læring fra børnehave til universitet. Vil man ikke overgive sig til en fascistisk magtideologi, hvorefter magthaveren ikke behøver nogen legitimering af sine handlinger, må man antage demokratiske og humanistiske retsprincipper, der sikrer ethvert menneske et minimum af retsbeskyttelse, og man må kræve, at 'det nødvendige' (forholdsregler imod terrorismen) kan (eller formodes at kunne) accepteres af samfundsfællesskabet. Men det betyder, at vi må stille nogle nye spørgsmål om, hvad der skal være gyldig folkeret i dag. Vi må spørge: Hvilken folkeretlig status har internationale terrorister? Skal de fra nu af behandles som 'ulovlige kombattanter' i en 'krig imod terror', som der må gælde nye folkeretlige normer for, eller som krigsfanger med en særlig status eller simpelthen som almindelige forbrydere? Og hvilke retslige følger vil introduktionen af kategorien 'ulovlige kombattanter' medføre ikke blot for disse fanger selv, men for borgeres retssikkerhed i det hele taget? Desuden må vi overveje: Hvilken retsinstans vil have kompetence til at dømme terrorister? Skal de stilles for en international krigsforbryderdomstol, en national straffedomstol, en krigsret, eller kan de - som det er ved at ske i USA efter en højesteretskendelse herom - få deres sag prøvet af en såkaldt ad hoc-militærkommission? Mere fundamentalt må vi spørge: Hvori består forholdet mellem menneskerettighederne og folkeretten, for så vidt angår normer for terrorister? Kan en stat inden for sine egne rammer og uden for stridigheder med andre stater straffe og torturere terrorister uden hensyn til de mindstekrav om beskyttelse af ethvert menneske, som menneskerettighederne indeholder? Svaret på disse spørgsmål afgør, om man forstår folkeretten som mest en ret for stater eller i lige så høj grad som en ret for individer. Hvad er en terrorist? Hvis man tager udgangspunkt i Genèvekonventionerne, må det vel være en person, som foretager sig alt det, de alle forbyder i deres artikel 3: 1. Vold over for liv og person, især mord af enhver slags, lemlæstelse, brutal behandling og tortur, 2. gidseltagning, 3. krænkelse af personlig værdighed, især ydmygende og fornedrende behandling, 4. domfældelser og henrettelser uden en forudgående domsafsigelse af en regulært oprettet domstol, der yder alle de retslige garantier, der er anerkendt af civiliserede folk som uundværlige. Men man kan sige, at dette er en snæver definition. En bredere definition vil være, at terrorisme er morderiske overgreb på sagesløse civile (det vil sige ikkemilitære personer) og gidsler af enhver slags, der udføres af individer, organisationer eller stater. I så fald kan stater også være terroristiske. I et interview fra november 2003 (netop trykt i det amerikanske tidsskrift Logos og på tysk i bogen 'Der gespaltene Westen', side 98) har filosoffen Jürgen Habermas i en harmdirrende kritik af USA's brud på folkeretten bl.a. gjort opmærksom på, at cheferne i luftvåbnet under Irakkrigen har været forpligtet til at indhente forsvarsminister Rumsfelds tilladelse, hver gang et planlagt luftangreb var formodet at resultere i mere end 30 civiles død. Og mere end 50 sådanne anmodninger har været fremsat, og alle er blevet imødekommet. Er dette ikke statsterrorisme? Hvem skal afgøre det? Som Habermas bemærker, har USA ikke anerkendt Den Internationale Domstol i Haag, og FN's Sikkerhedsråd kan intet gøre over for et medlem, der har vetoret. Der kan ikke være tvivl om, at disse anklager imod USA, som ingen andre end landet selv kan afgøre, har ført til en voksende antiamerikanisme. Men Habermas har ret i, at dette er en blindgyde. Paradoksalt nok er USA vort eneste håb om at inddæmme terrorismen, for kun USA er stærkt og rigt nok til at få gennemført en international retsorden, hvorunder alle civiliserede stater fordømmer terrorisme af enhver art. Men det forudsætter, at USA indser, at det ikke kan undvære allierede, selv om de er militært svagere end det selv, og at det må alliere sig ikke blot med de gamle europæiske stater og EU, men også med alle de kræfter i verden, der arbejder for større social retfærdighed. Til syvende og sidst genoprettes tilliden til den humanitære folkerets gyldighed kun, hvis det store flertal af verdens befolkninger kan se, at stormagterne ønsker retfærdighed.