Fordi en idé var rigtig for 160 år siden, er der ingen, der siger, at den stadig er god.

Ellers gik vi vel alle sammen rundt i hvalbardekorset eller høj hat? Da Christen Kold opfandt friskolerne i midten af 1800-tallet, var det den helt rigtige idé på det helt rigtige tidspunkt. Men det er et anderledes Danmark og et anderledes globalt samfund, skolegangen skal ruste børn til i dag, og i den sammenhæng er friskolerne en anakronisme. Formentlig er det de færreste af nutidens danskere, som ville føle sig hjemme i ’gamle Danmark’ anno 1800, dersom de fik tilbudt en tidsrejse. Selv medlemmer af Dansk Folkeparti ville givetvis betakke sig: Flertallet af vore landsmænd havde kun modtaget konfirmationsundervisning, de ejede kun ét par sko og boede i stråtækte huse, som vi i dag ikke engang ville byde vores hund. En betydelig del af tyendet delte bolig med køerne, husbond havde revselsesret, og i de byer bortset fra hovedstaden, der havde brolægning, var den eneste brolagte vej den, som gik mellem sognegården og kirken. Gæt selv, hvem der stod for planlægningen af lokalsamfundenes infrastruktur for 200 år siden! (På sin egen særlige vis må det trods alt være et udslag af Guds nåde, at Søren Krarup og Jesper Langballe først er kommet til verden i vor tid). Det danske skolesystem tog sin begyndelse i det tidlige 1700-tal med de såkaldte rytterskoler. Men først med skoleloven i 1814 blev der indført skolepligt, og det blev gratis for alle børn at modtage undervisning. I praksis betød det, at der i de større byer opstod tre slags undervisning: De rige borgere sørgede for privatlærere til deres egne børn, sådan som de altid havde gjort. De mindre rige borgere, småborgerne, gik sammen om at bygge skoler til deres egne børn i fællesskab. Det blev de såkaldte borgerskoler, og selv om undervisningspligten var fra barnets 7. til dets 14. år, var der typisk kun to klasser i hver skole. Alle andre kunne sende deres børn i fattigskolerne. Det var dog så som så med undervisningen i disse fattigskoler; de var snarere små fabrikker med vareproduktion. På landet havde præsternes børn privat huslærer, og bøndernes børn gik i almueskolen, hvor der var cirka 90 undervisningsdage om året. Der fandtes kun disse to erhvervsgrupper på landet. Nu tænker så den moderne læser: Jamen det var jo herligt, at børnene (bortset fra de fattigste) således kom i skole og lærte at læse og skrive og regne og terpe bibelhistorie! Ja. Men der var bare ikke nogen uddannede lærere. Danmark havde nemlig ingen seminarier, for de skulle først til at bygges. De eneste undervisere, der hidtil havde været, var præsterne, degnene og nogle halvfærdige studerende, og det, de havde bekymret sig mest om i forbindelse med børneundervisning, var konfirmationsberedelse og salmevers. Der fandtes simpelthen ikke folk til at uddanne alle landets børn. Fælles for de offentlige skoler var udenadslære og terperi grænsende til eksercits. Det klasseværelse, som flimrer forbi vores indre biograf, når vi hører ordet ’skole’, skal derfor skiftes ud med et rustikt lokale under stråtag, hvor der foregik den for tiden så populære ’indbyrdes undervisning’. Det var det seneste skrig i pædagogisk metode, og det var kongen, der med stor begejstring havde indført metoden efter inspiration fra udlandet: I grupper marcherede eleverne rundt til forskellige undervisningstavler i klasselokalet, og der blev selve undervisningen varetaget af de dygtigste elever. Læreren styrede så undervisningen med en fløjte, og uartighed blev straffet med spanskrør. (Rigtigt gættet, datidens børn kaldte ikke deres lærer ’luder’ eller sagde ’Fuck dig, bøsserøv!’). Det var i dette miljø, Christen Kold opfandt friskolerne. Danmark var på det tidspunkt et homogent bondeland. Der var cirka 1,2 millioner indbyggere omkring 1830, de cirka 120.000 boede i København, andre cirka 120.000 boede i købstæderne, og resten, det vil sige 80 procent af befolkningen, var almue på landet. Riget nærmest skreg på forskellighed og muligheden for, at folk med forskellige ideer kunne mødes og dyrke og udvikle deres særinteresser. Det var også på den tid, Grundtvig opfandt højskolerne. Som ung seminarist i 1835 oplevede Kold, hvordan en vækkelsesprædikant fuldstændig vendte op og ned på hans tro. I stedet for den officielle, sortseende, kongetro kristendom blev Kold vakt til en glædens kristendom. Senere oplevede han som lærer, hvordan børnene ikke fattede et ord af det, de blev bedt om at lære udenad, men at de elskede at høre historier, som var fortalt med sjæl. Disse to ting ledte Kold til den erkendelse, at børn opfatter terperi som meningsløst og uforståeligt, og at hvis meningen forsvinder, så mister man interessen for at lære. Til gengæld opdagede han, at når børn præsenteres for undervisning, der passer til deres egen udvikling og erfaring, og de på den måde bliver mødt med anerkendelse, så har de ligefrem lyst til at lære! Desuden er man nødt til at give noget af sig selv som underviser. Man er nødt til at dele sit engagement og sine følelser med tilhørerne og møde dem i et reelt samvær. Dette samvær omfatter samtalen, også i undervisningen. Man er nødt til at vække folk! Hans kald i livet blev derefter at undervise og oplyse almuen – både børn og voksne – ud fra sine ideer, og det blev en stor succes. Som 35-årig startede han i 1851 Ryslinge Højskole og i 1852 Dalby Friskole. Ryslinge blev forbilledet for landets øvrige højskoler, og Dalby blev pioneren inden for den danske friskoletradition. Det var altså her, friskolerne havde deres udspring: et søvnigt, lille, halvfascistisk, tilbagestående bondeland, med en fuldstændig homogen almue, som udgjorde 80 procent af befolkningen, og hvor samfundet skreg på udvikling og nye tanker. I dag ser samfundet radikalt anderledes ud: Vi er et multietnisk, højteknologisk, frit og åbent samfund, som ligger i den økonomiske verdensklasse. Dette kan vi formentlig i høj grad takke både friskoler og højskoler for! Uden friskolernes mulighed for at arbejde ud fra forskellige dannelsesidealer og styrke den kulturelle mangfoldighed i Danmark havde vi været kulturelt og tankemæssigt fattigere. Uden højskolernes oplysnings- og dannelsesprojekt, som gav nogle af disse forskelligt skolede unge mennesker mulighed for at mødes og debattere og udvikle sig til hele, selvstændigt tænkende og dannede individer, havde vi ikke haft den samme brede, folkelige tradition for debat. Men hvor højskolerne stadig har meget at tilbyde det multietniske samfund i form af et mødested for gensidig dannelse, så er friskolerne i dag en fare for samfundets sammenhængskraft. Desuden har folkeskolerne nu kopieret Kolds pædagogik, og det er ikke længere dét, der gør friskolerne til mere ’frie skoler’ end de andre. Omkring en sjettedel af landets forældre vælger ikke at sætte deres børn i folkeskolen. Man må formode, at det ofte er de ressourcestærke og veluddannede forældre, der vælger folkeskolerne fra, samt de stærkt religiøse. Dels dræner det folkeskolen for de familier, som kunne tilføre skolen visioner og ressourcer, dels bliver folkeskolen ikke repræsentativ for befolkningens sammensætning. Friskolerne gør, at forskellige etniske, religiøse og kulturelle grupper kan nøjes med at gå og gnubbe sig op ad dem, de selv ligner i forvejen. Da det er et af formålene med det danske skolesystem, at det skal danne og uddanne børnene til at være demokratiske borgere, er dette et problem. Hvis skolen ikke er det sted, hvor børn af alle samfundslag og subkulturer lærer at omgås hinanden, men hvor både friskole- og folkeskolebørn i stigende grad kun omgås børn fra deres eget miljø, hvori består så den demokratiske dannelse? Så lærer børnene kun at være åbne og tolerante over for deres egen slags, og den demokratiske dannelse bliver et skåltaleord uden reelt indhold. Jeg har selv gået i kristen friskole som barn. Fra jeg gik i børnehaveklasse, og til jeg gik ud af 9. klasse, cyklede jeg daglig forbi den kommuneskole, hvor alle ’gæstearbejderne’, de vietnamesiske bådflygtninge og den mindre vellønnede del af samfundet havde deres børn gående. Det var mine forældres bevidste valg, at der skulle jeg ikke gå! I stedet gik jeg i en klasse med 24 elever, hvor alles fædre var enten funktionærer eller selvstændige erhvervsdrivende. På nær én, hvis far var håndværker. Alle mødrene var hjemmegående, skolelærere, sygeplejersker eller butiksansatte. Vi fik stort set lige store julegaver, vi boede i stort set lige store huse, vores forældre havde stort set samme størrelse bil, stort set ingen af vores forældre var skilt, og alt i alt har vi formentlig alle sammen troet, at sådan så verden ud. Gudskelov gik jeg dog til spejder, hvor flertallet kom fra den nærliggende kommuneskole, boede i 2- eller 3-værelses lejligheder, havde enlige mødre, arvede tøj fra deres større søskende og kun kom i Tivoli én gang om året. Jeg var dog ikke klar over disse forhold, da jeg jo ikke gik i skole med dem og derfor heller aldrig havde været hjemme hos nogen af dem eller leget med dem. Med det resultat, at jeg som 12-årig kom til at overbevise en yngre kammerat om, at deltagelse i årets nisseoptog og krybbespil kun var for de rige børn. Ting kan komme meget bagvendt ud af munden på en 12-årig, og en 9-årig kan misforstå de mærkeligste ting, men alligevel: Jeg anede ikke, at jeg udtalte mig i farligt område. Det gik dog hurtigt op for mig, da vores spejderfører skældte mig huden fuld og begrebet ’social ulighed’ for første gang sneg sig ind i min verden. Oplevelsen gjorde, at jeg kom til at se mine forældre i et radikalt nyt lys: »Det er noget i det her samfund, som de ikke ønsker, at jeg skal vide eller deltage i! Hvorfor har de snydt mig for en del af virkeligheden?«. Jeg følte mig faktisk bedraget af mine forældre. Dels fordi det var en interessant oplysning i sig selv, at folk levede anderledes end mine forældre og mine klassekammerater, uden at jeg anede noget om det, dels fordi jeg oplevede, at mine forældre havde sviget: Hvorfor havde de ikke rustet mig til verden, som den er? Undervisningen på friskolen, hvor jeg gik, havde ganske vist ry for at være fagligt over middel, og det var også i høj grad derfor, mine forældre havde valgt netop den skole. Men isoleret set var den helt ærligt ikke noget at råbe hurra for. Tværtimod vil jeg påstå, at hvis folkeskolen var ringere end det, så var der et fundamentalt problem i folkeskolen. Hvilket der formentlig stadig er. Det er nemlig ikke kun friskolerne, der er problemet, men i det hele taget det, at der er for få ressourcer til folkeskolen og manglende respekt for lærergerningen. Jeg har gennem de seneste år været ude at holde foredrag på en række københavnske kommuneskoler, og jeg er mildt sagt rystet. Jeg fatter ikke, at vi som samfund vil byde landets børn en folkeskole som den. Lærerne slider og stresser rundt, så jeg sjældent har set noget lignende, og ud over det faglige – som kan være vanskeligt nok i sig selv – er de nødt til at tage sig af sociale og kulturelle problemer, som de slet ikke er uddannet til. Desuden tilbringer både lærere og elever 6-8 timer hver dag i omgivelser, som er nedslidte, ramponerede og deprimerende ud over al rimelighed, og dét til en løn, som ingen mellemleder over 35 i det private erhvervsliv ville finde sig i. Og alligevel holder de af børnene og kaster sig med entusiasme over undervisningen, hvad lærerne på friskolerne naturligvis også gør! Flertallet af nutidens danske borgere og politikere er formet af et etnisk homogent land med forskellige skoler. De forskellige skoler har styrket Danmarks mangfoldighed, og det kan vi takke Kold og Grundtvig for. Fremtidens danske borgere og politikere er formet af et multietnisk land og en globaliseret verden. Spørgsmålet er, om de skal trænes i mangfoldighed og gensidig respekt fra barnsben, eller om de skal opdrages i små, selvsupplerende enklaver, hvor de ikke lærer at omgås folk, der er anderledes? Desuden kan man jo rent principielt undre sig over, at skolerne så gerne må være private, mens kirken partout skal være statslig.