I løbet af de sidste 10-15 år har det internationale samfund gennem Sikkerhedsrådet og FN udviklet et internationalt strafferetssystem som led i bestræbelserne på at opretholde fred og sikkerhed.

Man har ment, at det var fremmende for freden, at personer, der blev beskyldt for at have begået alvorlige overtrædelser af den internationale retsorden, blev retsforfulgt og straffet. Tanken har været, at truslen om en senere retsforfølgning skulle afholde konfliktens parter fra at overskride de grænser, som den humanitære folkeret har sat for en krigs eller borgerkrigs umenneskelighed. Der har også været en tro på, at der efter en væbnet konflikt ikke kunne skabes varig fred uden et retsopgør, hvor de skyldige får deres velfortjente straf. Men hvor sikkert er det nu, at en straffesag mod ledende personer i en konflikt, hvor massakrer og andre grove overtrædelser af basale menneskerettigheder har fundet sted, altid er et rigtigt og klogt middel til at skabe og sikre fred? Efter i hen ved et par år selv at have virket som dommer i Krigsforbrydertribunalet i Haag er min tvivl ikke blevet mindre. At straffe det fåtal, der bliver rejst tiltale imod, dét kan vi. Vi kan også gennem straffesagerne kaste lys over, hvad der faktisk er sket i de situationer, der ligger til grund for anklagerne, selv om der er andre metoder, der er bedre egnet til at give et sammenhængende billede af et hændelsesforløb. Men skabe fred og forsoning? Krigsforbryderdomstolene efter Anden Verdenskrig, Nürnberg- og Tokyodomstolene, var nok internationale, men det var sejrherrernes domstole, i den forstand at de krigsforbrydelser, der var begået af de allierede styrker, ikke måtte undersøges og behandles. Da FN i 1993 skabte Det Internationale Tribunal i Haag, ICTY, til behandling af grove krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, herunder folkedrab, begået under konflikterne i det tidligere Jugoslavien, var det første gang, man stilede mod at retsforfølge de hovedansvarlige fra alle sider i konflikten. Bestræbelserne gentog sig ved nedsættelsen af Tribunalet for Rwanda og de særlige internationale domstole for Østtimor og Sierra Leone. At man i sagerne for disse domstole ikke ensidigt retter anklagerne mod den ene side i konflikten er naturligvis et fremskridt. Men en ulempe ved sagerne er til gengæld, at de tager lang tid. I den sag, jeg selv for ikke så længe siden var med til at afgøre i Haag, drejede anklagen sig om begivenheder i 1992-1993. Anklagen var blevet rejst og den tiltalte varetægtsfængslet ti år senere i foråret 2003. Dommen på to års fængsel faldt ved udgangen af juni 2006, efter at den tiltalte havde siddet varetægtsfængslet i Haag i mere end 3 år. Der findes i parentes bemærket ikke i tribunalets procesregler eller i det hele taget i det internationale straffesystem bestemmelser om erstatning for uberettiget varetægtsfængsling. Dommen er nu anket til tribunalets appeal chamber. Den tiltalte, der naturligvis blev løsladt i forbindelse med domsafsigelsen, har anket til fuldstændig frifindelse. Anklagemyndigheden har anket til domfældelse på nogle af de punkter, hvor tiltalte blev frifundet, og i øvrigt til skærpelse. Hvornår appelinstansen kan træffe en endelig afgørelse, er ikke godt at vide, men ingen venter, at det vil ske inden for det nærmeste år. I appelinstansen hører man ikke vidner, men i førsteinstansen har vi dag efter dag hørt først anklagemyndighedens og derefter forsvarets vidner forklare om henholdsvis muslimernes overgreb på serbiske landsbyer og serbernes angreb mod den muslimske befolkning i og omkring Srebrenica. Der har været intens pressedækning både fra serbisk og bosnisk side. Der er dem, der mener, at disse gensidige beretninger snarere er med til at holde en stadig nærværende konflikt levende end at skabe forsoning. De hadske kommentarer fra ledende politikere, der falder, når en dom enten vurderes som for mild eller for streng, alt efter hvilken side man er på, er heller ikke egnet til nu at lægge det, der er sket, bag sig og se fremad. Alligevel er der i 2005 i Sikkerhedsrådet taget et nyt skridt i retning af at bruge retssystemet som et afgørende instrument i skabelse af fred. Ved en resolution pålagde rådet den fredsbevarende styrke i Liberia at arrestere landets tidligere præsident, Charles Taylor, såfremt han skulle vende tilbage til Liberia. Og i givet fald overføre ham til den specielle internationale ret for Sierra Leone. Det var første gang, der var givet en fredsbevarende styrke et sådant direkte pålæg om at arrestere en person, der var rejst tiltale imod ved en international domstol. Sikkerhedsrådet begrundede sit skridt med, at Taylors tilbagevenden til Liberia ville modvirke stabiliteten og være en trussel mod freden i Liberia og i regionen. Hvad der egentlig har fået Sikkerhedsrådet til at vedtage denne resolution, er temmelig uklart, og indholdet af resolutionen er også ret uldent. Charles Taylor opholdt sig, da resolutionen blev vedtaget, i Nigeria, hvor han havde fået asyl som led i den aftale, der et år tidligere havde afsluttet borgerkrigen i Liberia. Aftalen var blevet til med aktiv medvirken fra lederne af en række afrikanske lande, der ud over nabolandet Nigeria bl.a. omfattede Sydafrika. At Sikkerhedsrådet ville undgå, at Taylor vendte tilbage til Liberia, hvor han åbenbart stadig har meget aktive støtter, er forståeligt. At han har støtter, har senere vist sig ved, at domstolen i Sierra Leone af sikkerhedsgrunde har måttet flytte til Haag for at behandle anklagerne mod ham, og at der har været større vanskeligheder med at finde et land, der i givet fald ville påtage sig at gennemføre en afsoning. Bl.a. Danmark har sagt nej. Det uldne ved sagen er, at der, så vidt jeg ved, overhovedet ikke var nogen tegn på, at Taylor faktisk var ved at vende tilbage til Liberia. Så umiddelbart syntes der ikke at være nogen særlig grund til at udvide den fredsbevarende styrkes mandat på denne måde. Det var jo ikke således, at Sikkerhedsrådet pålagde Nigeria nogen forpligtelse til at udlevere Taylor og dermed bryde det asyl, han havde fået ved fredsaftalen. Resolutionen var indholdsløs, medmindre Taylor måtte vove sig til Liberia og dermed selv bryde fredsaftalen. En sådan dumdristighed var der vist ikke noget, der tydede på, han ville udvise. Sikkerhedsrådet var naturligvis klar over dilemmaet med fredsaftalen og det indrømmede asyl. Der er ikke på nogen måde tale om, at rådet kritiserer, at Taylor havde fået asyl. Tværtimod udtrykte rådet i præamblen sin anerkendelse af den støtte, Nigeria og dets præsident, Olusegun Obasanjo, har ydet til genskabelse af stabilitet i Liberia og den vestafrikanske region, og erindrer om, »at Nigeria handlede med bred international støtte, da landet besluttede at give midlertidigt ophold for tidligere præsident Charles Taylor i Nigeria«. Mon ikke det var noget nyt, noget, Sikkerhedsrådet fandt på for tilfældet, når det her siges, at det asyl, der var givet Taylor ved fredsaftalen, skulle være af midlertidig karakter? Men i hvert fald var den videre udvikling, at Taylor i slutningen af marts 2006 blev pågrebet ved grænsen, da han af en eller anden grund forsøgte at flygte fra asyllandet Nigeria. Han blev umiddelbart sat på et fly netop til Liberia, hvor han i lufthavnen – da han nu faktisk var kommet til Liberia – blev arresteret af personel fra den fredsbevarende styrke og i en FN-helikopter fløjet til Sierra Leone. Herfra bliver han så overført til Haag. Hvor en utvivlsomt både meget langvarig og besværlig rettergang vil finde sted. Medens det er første gang, Sikkerhedsrådet har ageret, som det har her, er det bestemt ikke første gang, at der som led i afslutningen af en borgerkrig er givet en tidligere leder asyl i et andet land. F.eks. blev Idi Amin fra Uganda modtaget i Saudi-Arabien, og senere fik Milton Obote ophold i Zambia. Der er i det hele taget mange måder at gennemføre en fredsproces på. I Mocambique ydede Danmark støtte til et nyt parlament, hvor både Frelimos og Renamos ledere fik plads. I Sydafrika gennemførte man den beundringsværdige sandheds- og forsoningsproces. Det gamle apartheidregime var oprindelig under fredsforhandlingerne med ANC fremkommet med et ønske om en generel amnesti for forbrydelser begået i forbindelse med borgerkrigen, men det ville ANC ikke acceptere. Resultatet blev, at der med bistand fra den danske juraprofessor Carl Aage Nørgaard blev gennemført en lovgivning, der åbnede for amnesti over for forbrydelser, der med et politisk formål var begået under borgerkrigen. Men på betingelse af, at den pågældende afslørede sandheden om hele forløbet. Sandheds- og Forsoningskommissionens formand, Desmond Tutu, udtalte om denne måde at gøre op med disse forbrydelser på: »Amnesti er en høj pris at betale. Men det er den pris, forhandlerne mente, at vores land ville være nødt til at betale for at undgå et alternativ, der var for frygteligt til at forestille sig«. Ikke alle i Sydafrika var dog tilfredse med, at der ikke blev gennemført et strafferetligt opgør. De utilfredse foranledigede, at der blev ført en sag for den sydafrikanske forfatningsdomstol, hvor påstanden var, at ingen lov kunne legalisere overtrædelse af rettigheder, der var tilsikret i forfatningen. Men forfatningsdomstolen statuerede, at indrømmelse af amnesti af forhandlerne var anset for nødvendigt for at skabe fred og forsoning og for at sikre et nyt demokrati i Sydafrika. Det var op til lovgivningsmagten at træffe bestemmelse om sådan et spørgsmål, og den måde, man havde gjort det på gennem den særlige amnestiproces, kunne ikke anses for forfatningsstridig. Det ville vel også i forhold til en traditionel dansk opfattelse af forholdet mellem domstolene og lovgivningsmagten have været utænkeligt, at hele fredsprocessen, der var forhandlet på plads mellem stridens parter og tiltrådt af lovgivningsmagten, skulle være tilsidesat af retssystemet ud fra en forfatningsfortolkning. Forfatningens beskyttelse af menneskerettigheder kunne ikke hindre amnestien. Et vanskeligere spørgsmål end denne interne sydafrikanske forfatningsfortolkning var, om den internationale folkeret, som Sydafrika var en del af, tillod et land at give amnesti til personer, der var ansvarlige for grove overtrædelser af den opstillede menneskeret. Pligten til at rejse tiltale i henhold til Genèvekonventionen fra 1949 omfatter alvorlige overtrædelser begået mod mennesker under en borgerkrig. Dette problem måtte den sydafrikanske forfatningsdomstol også tage stilling til. I sin afgørelse lagde retten vægt på, at der historisk havde været mange tilfælde, hvor forbrydelser begået under en væbnet konflikt ikke var blevet straffet, men omfattet af en amnesti. Retten fastslog yderligere, at det efter forfatningen ville være således, at en lov vedtaget af den sydafrikanske lovgivningsmagt ville have forrang for folkeretten. Men det var end ikke nødvendigt at anvende denne forrangsregel. Retten fandt, at folkeretten under en situation som den, Sydafrika havde stået i, gjorde det retmæssigt at benytte amnesti over for krigsforbrydere. Også her vil jeg tro, at de fleste vil være enige i, at et andet resultat ville have været utænkeligt. Men konsekvensen af den sydafrikanske forfatningsdomstols standpunkt vil være, at en amnesti, der under forhandlingerne har vist sig nødvendig for at bringe en væbnet konflikt til ophør, er retskraftig og dermed vil stå i vejen for, at der kan rejses tiltale for de samme handlinger i nogen anden stat eller for Den Internationale Straffedomstol i Haag. Hvorledes den særlige domstol for Sierra Leone vil stille sig til dette spørgsmål, når den skal tage stilling til de meget specielle hændelser omkring Charles Taylors pågribelse, må vi vente at se. Det evige dilemma mellem retsforfølgelse og fred blev drøftet på et møde i Dakar mellem dommere fra de forskellige internationale tribunaler og domstole i begyndelse af 2006. Meningerne var delte. Nogle gjorde opmærksom på, at ICC’s statutter giver retten og anklagemyndigheden plads for en vis fleksibilitet, når der skal tages stilling til, hvad der skal gøres ved en anmeldelse. Disse organer skal ikke alene tage hensyn til the interests of justice, men til all the circumstances – og det er jo et vidt begreb. Der var blandt de internationale dommere dem, der mente, at fra et fredsskabende perspektiv kan en strafferetlig forfølgelse virke »som en mekanisk, ensidig og endimensional operation, der er forudbestemt til at fortsætte uden hensyn til konsekvenserne«. Et system, der ikke prioriterer det at frelse liv og standse en konflikt, ville i disse deltageres øjne tilsidesætte et samfunds højeste interesser. Andre fremhævede, at selv om de havde sympati for synspunktet, ville ICC miste legitimitet, hvis retten i højere grad lod politiske hensyn indgå i overvejelserne om at acceptere en sag, og det ville være en meget høj pris at betale. Vist så. En domstol er ikke nogen velegnet institution til at foretage politiske afvejninger. Det har vi FN og Sikkerhedsrådet til. Det er derfor, det måske ikke er så klogt, at Sikkerhedsrådet med afgørelsen vedrørende Charles Taylor har taget endnu et skridt i retning af at lade konflikter, der er politiske i deres oprindelse, behandle i retlig form. Vel bør vi arbejde for, at verden udvikler sig mod et retssamfund, hvor et internationalt retssystem er i stand til at forebygge de alvorlige overtrædelser af Genèvekonventionen og andre menneskerettigheder, der sker i enhver krig og borgerkrig. Noget, vi i denne tid daglig bliver konfronteret med. Men skabelsen af et internationalt retssamfund og forebyggelse af væbnede konflikter vil i bedste fald tage lang, lang tid. Og livet skal leves i mellemtiden. Kan hensynet til retfærdig strafforfølgning forenes med fred og forsoning, er det godt. Kan det ikke, vil jeg votere for det sidste.