Konkurrencen i Danmark har det skidt, og det har konsekvenser for indkomstfordelingen. Danske forbrugere bruger store dele af deres indkomst på markeder, hvor ganske få virksomheder dominerer og sætter dagsordenen for den offentlige regulering, for priser og for vareudbud. Resultatet er massiv overførsel af indkomst fra forbrugerne til monopolvirksomhedernes ejere. På fødevareområdet rammes lavindkomstgrupperne forholdsmæssigt hårdest, fordi fødevarer vejer forholdsvis mest i budgettet hos de mindre bemidlede borgere. Denne Kronik handler om, hvordan den danske stat beskytter snævre kommercielle interesser til skade for danske forbrugere. Den handler også om noget, der er så tæt på danskernes selvforståelse som 'vores øl' Carlsberg, og noget så fjernt fra danskernes selvforståelse som korporatisme, forstået som et samfund, hvor kommercielle sammenslutninger overtager statens funktioner. Jeg har fornylig indgivet en klage til EU-kommissionen og den danske Konkurrencestyrelse over, at Folketinget og regeringen i strid med EU-traktaten har udliciteret opgaven med at drive det nye pantsystem på øl- og sodavandsemballage til Carlsbergs datterselskab Dansk Retursystem. For at forstå situationen på det danske ølmarked er det nødvendigt at sætte tingene i et historisk perspektiv. I begyndelsen af 1900-tallet var der over 1.500 bryggerier i Danmark. De mange bryggerier er ligesom i mange andre EU-lande forsvundet enten som følge af naturlig lukning eller som følge af sammenlægninger og opkøb. De sidste 30 år har Carlsberg imidlertid haft indflydelse på bryggerilukninger i Danmark, der ikke kan sammenlignes med forholdene i noget andet land. Indtil for nylig, da EU tvang Carlsberg til at sælge sin ejerandel i det næststørste danske bryggeri Bryggerigruppen, havde Carlsberg ejerinteresser i alle større bryggerier i Danmark. Som følge af salget af ejerandelen i Bryggerigruppen, var det nødvendigt for monopolet, der altså nu var blevet til et 'duopol', at fastholde samordnede markedsbetingelser. De danske bryggeriers brancheorganisation Bryggeriforeningen var velegnet til dette formål. Bryggeriforeningen er nu en overordentlig magtfuld lobbyorganisation, og som jeg vil beskrive i det følgende, sker der en sammenblanding af statens, Bryggeriforeningens og Bryggeriforeningens dominerende medlem Carlsbergs interesser til skade for de danske forbrugere. I takt med at Carlsbergs monopol blev stærkere, fik virksomheden op igennem det 20. århundrede hjælp fra lovgiverne til at forhindre udenlandsk øl i at trænge ind på det danske marked. Udvalget af øl blev reduceret til stort set kun to typer: standardpilsner på 4,6 procent alkohol og guldøl på 5,6 procent alkohol. Og udbuddet på sodavandsmarkedet snævredes ind. Alle produkter skulle markedsføres i 33 cl standard ølflasker eller 25 cl sodavandsflasker, og alle flasker skulle have en halsetiket, der sad diagonalt - ikke horisontalt! Krav, som kun danskproducerede produkter umiddelbart kunne efterkomme. Kronen på værket var dåseforbuddet, der med miljøet som skjold blev indført for at sætte den sidste prop i importen af drikkevarer. Dåseforbuddet blev opretholdt, til trods for at den danske regerings holdning i sagen var åbenlyst i strid med EU-retten. Selv ikke efter at EU-kommissionen havde indbragt den danske stat for EF-domstolen, blev forbuddet opgivet. Bryggeriforeningen var nemlig nu gået i gang med at udarbejde en ny plan for, hvordan det danske marked kunne beskyttes mod udenlandsk konkurrence, og først når den plan var på plads, kunne den danske stat opgive sit dyrebare forsvar af de danske bryggeriers marked. Planen gik ud på at etablere et pantsystem for engangsemballage. Officielt var formålet at beskytte det danske miljø, men det reelle formål var at sikre Carlsbergs og Bryggeriforeningens fortsatte kontrol med det danske marked for øl og sodavand. Carlsberg oprettede et datterselskab - et selskab, hvor Carlsberg ejer langt over halvdelen af aktiekapitalen - til at drive pantsystemet. Selskabet fik navnet Dansk Retursystem, og det er det selskab, som den danske stat har givet monopol på at drive pantsystemet for engangsemballage. Det nye pantsystem er ganske smart. Selv om det har kostet 250 millioner kroner at etablere, ligger dets succes i, at systemet i vidt omfang forhindrer import af øl og sodavand, og i det omfang det alligevel ikke lykkes helt, gør systemet det muligt for monopolet at profitere på salget af importeret øl og sodavand og genvinde de 250 millioner kroner meget hurtigt. Det foregår på denne måde: 1) Systemet understøtter fortsat brug af dansk standardemballage. Det er vigtigt, fordi danske forbrugere og dansk detailhandel har et stående indskud hos Bryggeriforeningens medlemmer på over 1 milliard kroner i form af indskudt pant. Hvis de danske forbrugere pludselig skulle vælge at skifte til produkter, der ikke er pantbelagte, ville de danske bryggerier være forpligtet til at betale det stående milliardlån tilbage, og det ville tvinge danske bryggerier i knæ. 2) Pantsystemet tillader alle former for emballage - stål, aluminium, glas og plastik - i alle former for flasker og dåser. Men selv om al emballagen er betalt af importøren eller bryggeriet, ender værdien af emballagen i hænderne på Carlsbergs datterselskab Dansk Retursystem, når emballagen returneres af forbrugeren. Enten mister forbrugeren sin pant, eller også afleverer forbrugeren emballagens værdi til monopolet mod at få panten tilbage. Den danske stat, Bryggeriforeningen og Carlsberg har med dette sindrige system skabt en situation, hvor Carlsbergs datterselskab Dansk Retursystem via indtægterne fra returneret engangsemballage og uindløst pant rent faktisk er i stand til at tjene lige så meget på en solgt importeret øl, som Carlsberg kan tjene på at sælge en af sine egne øl. 3) Dansk Retursystem fungerer som en bank, der tiltrækker overordentlig store midler som rentefri kredit. Alle flasker og dåser skal bære et pantmærke, som importørerne skal købe af Dansk Retursystem, på samme måde som man køber frimærker. Værdien af pantmærkerne svarer til cirka 10 procent af importørernes omkostninger ved indkøb - penge, der skal betales på forhånd, modsat den kredit importøren kan få hos producenten og modsat moms, afgifter og skat. Dansk Retursystem er altså på et hvilket som helst tidspunkt indehaver af pantværdien af alle importerede solgte, usolgte og forbrugte drikkevarer, og de udbetaler først panten, når alle omkostninger forbundet med indsamlingen af emballagen er beregnet og fratrukket. 4) Importøren straffes med den administration, der er forbundet med systemet. Alle de kasser og pakker, som den importerede øl leveres i fra producenten, skal åbnes, så pantmærket manuelt kan påføres. Det skal gøres på en måde, så pantmærket ikke kommer til at dække for eller ødelægge anden påkrævet eller vigtig information såsom alkoholprocent, bryggeriets navn og adresse og emballagens design i øvrigt. 5) På trods af at systemet i sig selv er profitabelt, er importørerne tvunget til at betale for de omkostninger, der er forbundet med et dyrt rapporteringssystem, der giver Carlsbergs datterselskab Dansk Retursystem fuld viden om, hvem importøren har solgt til, hvor meget de har solgt, hvilke produkter de har solgt hvornår, hvor og hvorfor. Carlsberg vil henholde sig til, at de ikke kan bruge disse informationer, eftersom de ifølge lovgivningen er fortrolige og kun må kendes af Dansk Retursystems revisor. Men systemet lægger i den grad op til misbrug, og derved kommer den danske stat på kant med EU-traktaten. De informationer, der tilflyder Dansk Retursystem om drikkevaremarkedet, er nemlig guld værd for Carlsberg. Carlsberg er tvunget til at brygge nye øltyper, hvis de skal kunne konkurrere med importeret øl, men virksomheden slipper for dyre markedsundersøgelser, hvis den kan få indblik i rapporteringen til Dansk Retursystem. Her vil Carlsberg kunne se, om f.eks. importeret Stout eller Porter sælger godt, om tyske Weissbier er populære, og hvilke typer forretninger der har interesse for eller succes med at sælge bestemte øltyper. Carlsberg vil være i stand til at etablere modforholdsregler, når konkurrenter prøver at introducere deres øl på det danske marked f.eks. ved at give tilbud på netop den type øl, som Carlsberg ved, er på vej til at blive markedsført af andre. Forsvarerne afsystemet vil sige, at mængden af importeret øl er steget, siden pantsystemet blev indført, men hvis det viser sig at være tilfældet, er det sket på trods af systemet, og fordi danske forbrugere det sidste par år har fået øjnene op for, at der findes andet øl end Carlsberg, som oven i købet er så godt, at de er villige til at betale overpris for det. For forbrugerne betaler mindst 20 procent i overpris for udenlandsk kvalitetsøl - ja selv for et relativt billigt og populært mærke som Budweiser, der sparer omkostningen ved at skulle påsætte pantmærker og får påtrykt mærket i forbindelse med produktionen, betales der overpris. Kernen i Bryggeriforeningens og den danske stats forsvar for det nye pantsystem er, at systemet skal sikre, at den danske befolkning ikke sviner miljøet til med tom emballage. Min klage til EU-kommissionen handler først og fremmest om de konkurrencemæssige problemer forbundet med at overlade systemet til et datterselskab af Carlsberg. Jeg er ikke ekspert på det miljømæssige område, men jeg kan simpelthen ikke se, hvad den miljømæssige begrundelse er for, at pantsystemet skal drives af Carlsbergs datterselskab. Det undrer mig desuden, at politikerne og myndighederne ikke forsøger at bruge samme miljøargumentation i relation til andre produkter - kun øl og sodavand. Vinflasker, Smirnoff Ice-flasker, kakaomælk og i øvrigt al anden emballage er ikke underlagt et pantsystem. Men det, der må undre den danske forbruger mest, er, at systemet fastholdes, til trods for at det har vist sig, at det ikke er i stand til at beskytte miljøet og grøftekanterne mod tomme emballager. Det barokke ved situationen er nemlig, at det på trods af - og til dels på grund af - pantsystemet, ikke er lykkedes for regeringen at komme problemet med tomme dåser i naturen til livs. Det skyldes, at op mod en tredjedel af de danske forbrugeres øl og sodavand købes til lavere priser uden for landets grænser og dermed uden for pantsystemet. Grøfterne i Danmark er lige så fyldte med tomme dåser som grøfterne i andre lande. Faktisk kaster danskerne gladelig dåserne ud ad bilvinduet, fordi de kan undskylde sig med, at parkeringspladser, gader o.l. er indrettet efter, at vi har et pantsystem, så der er simpelthen ikke så mange offentlige affaldsspande, som man ser i andre europæiske lande. Man skal i den forbindelse huske på, at Danmark ikke som en lang række andre EU-lande har et integreret affaldsbehandlingssystem. I Danmark brænder vi simpelthen husholdningsaffaldet af i modsætning til i andre og mere moderne EU-lande, hvor større dele af affaldet separeres og genbruges som en integreret del af affaldsbehandlingen. Danmark anser sig selv for et førende land på miljøområdet og som eksempel for alle andre. Tilbage står det faktum, at ved at afbrænde stort set alt affald halter vi efter de fleste andre eurolande, når det gælder CO -2 -udslip som følge af vores affaldspolitik. Spørger mansig for hos de danske konkurrencemyndigheder, smiler medarbejderne overbærende af Danmarks selvopfattelse som en af de pæne drenge i EU, når det gælder konkurrenceforhold. Her ved man godt, at tingene forholder sig ganske anderledes. Men de danske konkurrencemyndigheder har ikke hjemlig politisk opbakning til at gøre noget effektivt ved problemerne. Findes der ikke danske politikere, der vil forsvare danske forbrugeres interesser på fødevaremarkederne, hvor den førte politik i vidt omfang dikteres af stærke kommercielle interesser? Carlsberg og Bryggeriforeningens indflydelse på den offentlige regulering af markedet for øl og sodavand er blot et eksempel. Tilsvarende eksempler på kommercielle interessers magt finder man i den offentlige regulering af markedet for mejeriprodukter (Arla og Mejeriforeningen) og markedet for slagterivarer (Danish Crown og Danske Slagterier). Man skulle umiddelbart tro, at det var klassisk socialdemokratisk politik at gå forrest i kampen for, at kapitalejerne i dansk erhvervsliv ikke profiterer på bekostning af almindelige danske forbrugere. Her er et politikområde, hvor partiet kan sætte sin egen politiske dagsorden, have en entydig holdning og skille sig ud fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti. At Venstre og konservative holder sig tilbage for at gribe ind, er mere forståeligt. Venstre burde godt nok gøre noget - det følger logisk af deres principprogram og ideologiske ballast som et liberalt parti at stå vagt om den fri konkurrence. Ulysten til at gribe ind kan vel bedst forklares med de to borgerlige partiers lange historiske tradition for nære forbindelser - også økonomiske - til dansk erhvervslivs top. Beskyttelsen af danske monopolvirksomheder mod udenlandsk konkurrence sker sikkert også ud fra et misforstået hensyn til danske arbejdspladser, men det kan meget vel vise sig at være en bjørnetjeneste. Man får således nemt den mistanke, at nogle af Carlsbergs aktuelle problemer med indtjeningen skyldes, at virksomheden i så mange år er blevet pakket ind i vat og bomuld på hjemmemarkedet, så virksomheden har mistet skarpheden i konkurrencen på de internationale markeder. Carlsberg er blevet til vore dages svar på det Kongens Bryghus, som bryggeriet selv udkonkurrerede i 1800-tallet. Tilbage står de danske forbrugere som taberne med et mindre udbud af øl og sodavand og højere priser på øl og sodavand, end forbrugere betaler i andre lande. Den eneste sanktionsmulighed, de danske forbrugere har, er at vende Carlsberg ryggen på markedet, på trods af den overpris, de skal betale for importerede produkter, og at vende de politikere, der understøtter monopolet, ryggen i stemmeboksen på valgdagen.