0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skammen

Hvordan kan Margrethes kloge og manende ord hver nytårsaften på skærmen alligevel glide ned i stemmeurnen som lort, spørger den danske forfatter fra sit hjem i Provence.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvordan kan Margrethes kloge og manende ord hver nytårsaften på skærmen alligevel glide ned i stemmeurnen som lort, spørger den danske forfatter fra sit hjem i Provence.

Så gik klaphatten ned over Danmark!

Fra fodboldpatriotisme til det yderste højres valgsejr: Det begynder som sjov og ballade, viften med flaget, den rød-hvide ansigtssminke og fanatiske hylekor (og 11 hvide spillere på den ene banehalvdel), det ender med en stemmeseddel dyppet i fremmedhad. For ikke sandt, dansk er bedst, hjemmedansk, altid, overalt og i alle sammenhænge, simpelthen uovertruffent.

Fra Parken til Pia, ned med de andre, ud med resten!

Den halvt uskyldige, halvt dæmoniske klaphat, på toppen af fjogede hoveder, er bare et symbol. Men hvad er der i grunden sket, lidt dybere set, når vælgerne en dag overlader magten til de politiske klaphatte?

Da et flertal ved folkeafstemningen om Maastrichttraktaten sagde nej, blev resultatet fejret som en ny 4. maj. Befrielsen, kære venner! De begejstrede ord i telefonen til mig, der sidder langt nede i Europa, og fyrværkeriet udenfor blander sig med glædesråbene fra hus til hus.

Tænk bare, der er allerede stearinlys i mange vinduer!

Den, der ringede for at give mig det frydefulde budskab, forsøgte ikke at lytte til min chokerede stemme. Fik jeg overhovedet et ord frem?

Danskerne ville ikke være med, de vendte ryggen til besværet, til fællesskabet, til deres indlysende plads i Europa. Med kræmmerargumenter opgav de på forhånd kampen for at få det europæiske samarbejde til at fungere stadig bedre. De troede på sig selv, på ingen andre, de fejrede deres selvtilstrækkelighed, overstadigt, naivt, uanstændigt.

Fra det øjeblik var jeg sikker på, at mit land havde dummet sig ved et af historiens store sporskifter. Vi lukker og slukker!

Sådan sagde man selvfølgelig ikke. Man sagde, at Europa var et uhåndterligt, bureaukratisk maskineri, at det demokratiske underskud var foruroligende, at de store i den familie altid ville mele deres egen kage og i alle afgørende spørgsmål skubbe de små ud på sidelinjen.

Man sagde, at de nationale værdier, Danmarks egenart, sproget, kulturen, identiteten, ja folkesjælen, ville bukke under i en ulige kamp. For resten var den europæiske sammensmeltning under germansk-gallisk ledelse under alle omstændigheder bestemt af ugennemsigtige multinationale selskaber og globale finansinteresser - samt af fanden og hans amerikanske pumpestok.

Europa var på afveje, vi alene vide.
Det gjaldt om at få det lille land og dets højtudviklede befolkning til at fremstå som hvide engle midt i kaos ... som en slags renhjertede schweizere på deres isolerede bjergborg. Man hamrede løs for at få alle danskere til at forstå, at det var bedst og sikrest at holde sig udenfor, til nød deltage så begrænset som muligt i noget af det europæiske, når der ikke var anden udvej (og det kunne betale sig), men i enhver situation forlange særbehandling.

Kun således kunne 'gamle Danmark bestå'.

Det var dér, er jeg overbevist om, at man lagde grunden til dagens fremmedhad, til racismen og dens forudsætning, angsten for en ny historie. Modet svigtede, og dermed menneskeligheden.

Det var ved den lejlighed, den famøse folkeafstemning om Maastricht, at man busede lige ind i den meningsløse tanke om at bevare Danmark, som det har været i tusind år.

Euroskepsis, gok i klaphatten! Nationalromantik hentet hos historikeren N.F.S. Grundtvig, danskernes bidrag til det 19. århundredes borgerlige perversion, højskolekredses genopdagelse af den ægte danskhed, dannebrog pakket om dunstende rodfrugter, af muld rundet, vor evige arv.

Tidligere stak man kun dannebrog i smørrebrødet, hejste det i kolonihaver og på kaserner eller foran kirken og gårdene på landet til pinse og konfirmation. Nu blev landet som sådan lagt ind under den nationale dug - og vé den, der ikke korsede sig i hvidt på rød bund.

Hovedstrømningerne i nutidens Europa blev udlagt og bekæmpet af velmenende intellektuelle, de samme, der efter 20. november »skammer sig over at være dansker«, som en af dem skriver til mig i dag fra sin udsigt over Botanisk Have.

Det var jo dem, den euroskeptiske venstrefløj, nærdemokraterne, kvindesagerne, miljømilitanterne, de gode folkelige kræfters selvudnævnte talsmænd, der med deres vanvittige tale om en dansk model, som resten af Europa bare skulle tage til sig, det var dem og ingen andre, der gødede jordbunden for 'den almindelige dansker's uro ved alt det fremmede, hans angst, hans fundamentale nej til de andre.

Nej til Europa var et nej til det og de fremmede.
Det var den danske intelligentsia, der med sin hovskisnovskiholdning til 'Bruxelles' gav grønt lys for en snigende mistro til immigranterne, til alt det ved dem, der ikke var taget frem og tilbage over Lillebælt mindst tyve gange på samme nat. Hvad kendte de fremmede så til kernen i det danske væsen ... som er tvivlen , den evige, danske selvtvivl, retten til at være lille og svag og alligevel føle sig som verdens herre, Christian II'sk i al sin jammerlige storhed.

Snigende mistro til immigranterne, som i danskerne selv affødte de sædvanlige psykiske spændinger, åndelige spaltninger og anden skizofreni.

Den tænkende venstrefløj morede sig med på slap line at fremføre sin prædiken om faren for at forsvinde i den europæiske (navnlig sydeuropæiske) suppedas, den, som nordmændene delikat kalder »de papistiske horder«.
Venstrefløjsnationalisme! Hvad var nu det for en vanskabning? Var fremskridtet ikke længere internationalt, grænsenedbrydende?

Der var ikke noget sært ved, at en hidsig, moraliserende præst blev suverænist - og dog! - og piskede nationalisme op af jorden i det sydjyske, som man får tre æggehvider til at ligne en kæmpesvamp. Hans giftigheder blev rundeligt gentaget af de to københavnske morgenblade, der aldrig har generet sig for at gå i skraldespanden efter surrogatet til de ideer, de aldrig får.

I et tillukket hus kommer forrådnelsen lige så sagte som foråret. Mugget samler sig langs panelerne, væggene dækkes af hvidt pudder, som ikke er dødeligt, bare salpeter. Stanken af forfald og glemsel breder sig, gnaverne borer huller i plankerne, åndenød! Hvordan skal man inde i sådan et hus forstå - og godtage - at det danske sprog ikke længere kun er en ung blond pige, men samtidig en flot tyrkisk, pakistansk, kurdisk, palæstinensisk ... eller bornholmsk?

Hvordan skal man uden at have smækket vinduerne op, dørene med, og ikke alene i huset, men også i hovedet, i hjertet sågar, få mod til at træde ud i virkeligheden? Den, der hedder folkeblanding, fornyelse, udsyn, håb, skønhed.

'Dit land, dit valg', øllebrødsfascismens slagord på valgplakaterne, er en hæslig fordrejelse af den danskhed, som vores geniale hjemmefødning af en fremmed Georg Brandes gik ud fra, da han åbnede vinduerne i danskens nationalborg ud mod kulturen i resten af Europa.

Således fremtræder da paradokset: I det sociale og kulturelle fremskridts navn har skolelærere, forskere, skibsredere, folkesocialister, advokater, miljøfolk, ulandseksperter og andre kartoffelrækker, i og for sig internationalt orienterede, kultiverede og frimodige danskere med rygsæk og cykelspænder, halvt ubevidst, halvt naivt givet stødet til det fremmedhad, man i dag kan vinde et folketingsvalg på.

I den bedste mening gav de sig til at forsvare nationalstaten, den nationale identitet, den sunde danskhed, den med fagforeningsdemokrati og forældreråd, de vovede at tale Bruxelles midt imod, de folkebevægede masserne til at nære mistro, ja frygte alt, hvad der kom udefra, frø af ugræs var det jo, det vidste man kun alt for godt. De pegede på det velfungerende danske samfund - »Se bare på Sicilien!«, skreg de, de lod Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke om at hjælpe verden, de lukkede landet og slap kun danskere ud som turister, i flok, charterbårne vikinger på udebane, så mange sammen, at danskheden, verdens bedste frikadeller, flyttede med hver gang, risikoløst.

Europa da. Ja, men er det ikke nærmest en håbløs opgave? De andre forsvarer jo også hver sit særpræg, de har endda flere af dem, hvor vi har kun et! Alle vil da bevare deres hellige nation, deres åndelige landskab. Det er i orden med et stort marked, kald det frihandelszone, hvis du tør, et vist samarbejde på begrænsede områder, men endelig ingen fasttømret struktur, politisk oven i købet, ingen union, ingen fælde, der lukker sig om os som rusen om ålen.

Franskmændene og deres arrogance, tyskerne og deres nye magtsprog, englænderne og deres egoisme, for ikke at tale om italienerne og deres mafiøse rod, spanierne med deres terrorisme, portugiserne, grækerne og irerne med deres fattigdom og store forventninger, belgierne, hollænderne, luxembourgerne og nu minsandten også østrigerne og svenskerne med hver sin vanartede nationalfølelse, foruden snart polakker, tjekker og hvad ved jeg, slovenere og baltere, måske også bulgarere og rumænere ... nej da, lad os endelig ikke sætte mere end den ene storetå ind i den butik. Familie kan være meget godt, men på afstand, tak!

»Leve en europæisk føderation af nationalstater«, som Chirac siger, det ved man da, hvad er ... nemlig vrøvl på cigarasken, velduftende sniksnak på højeste plan.

Problemet er bare, at Europa findes , vi skal ikke opfinde det, vi skal finde os i det - i betydningen finde os selv inden for det europæiske samarbejde. Det er jo meningen med Europa! Danmark er en del af Europa. Dette Europa har brug for alle kræfter, herunder de bedste danske, al den årvågenhed, den skabertrang, den pædagogiske indsigt, den fornuft og den naturlige munterhed, som gennem tusind år og endda flere har smeltet utallige mere eller mindre fremmede elementer sammen til den danskhed, vi har i dag. For der eksisterer jo et Danmark uden klaphat, det besindige Danmark, glem ikke det!

Så i stedet for at tage på Europa med fingerspidserne, i stedet for at give den som akademisk fædrelandsdyrker, i stedet for at bilde folket ind, at man er europaparlamentariker ikke for pengene og privilegiernes skyld, men for at afskaffe det selv samme parlament, i stedet for at kritisere bevidstløst og alligevel sige ja tak til subventionerne, i stedet for at klynge sig til kronen og få en flov smag i munden, den dag englænderne antager euroen og vi med, i stedet for at erklære sin egen navle for klodens trafikkryds, i stedet for alt det, kunne vores kosmopolitiske og medmenneskeligt indstillede, derfor med rette højt elskede dronnings eget land så ikke tillægge sig en smule mere udsyn og en mere tolerant opfattelse af den menneskehed, vi da vistnok regner os til?

Hvordan kan Margrethes kloge og manende ord hver nytårsaften på skærmen alligevel glide ned i stemmeurnen som lort?

Sig selv nok-filosofien fører lige ind i den 'ikke så slemme, men alligevel'- hverdagsracisme, som for tiden er Danmarks bidrag til en vaklende verden. Med frygten som træskohalm styrer vi lige ind i laden, lige derhen, hvor islamisterne vil have os i vor egen bovlamme hygge.
Luk og sluk!

For nylig tilbragte jeg en nat på Hvidovre Hospital, ved siden af min døende franske mor. Klokken fire om natten prikkede en læge til mig, vågn lige op, jeg skal have lidt at vide om, hvad hun fejler og sådan noget. Mørklødet fyr, krydret accent fra hinsides Bosporus, mild, effektiv, human, af tyrkisk oprindelse.

Næste dag, på Vesterbro, giver jeg efter for et pludseligt indfald og standser et ældre par på gaden. »Er I fra Tyrkiet?«. Manden ser sig nervøst om, venter til konen er kommet op på siden af os. »Ja, hvorfor det?«. Den samme accent som den, der havde vækket mig om natten på hospitalet. »Nå, ikke for noget, det var bare ...«. Jeg måtte af med min taknemlighed, det kunne være deres søn, lægen, ikke? De gik videre, lettere forvirrede, de danskere er nu mærkelige, men ham der, han brokkede sig da ikke, han ville ikke engang have fortovet for sig selv.

Død, hvor er din sejr?

Tilbage til politik, altings støbeform. For hvis euroskepsis har givet fremmedhadet vind i sejlene i Danmark, hvis det er frygten for tyskerne, franskmændene, englænderne (mindre naturligvis) lagt til en medfødt bæven for det ukendte, der er blevet kanaliseret over i banal højreekstremisme, hvis 'progressisterne' med deres bløde modenationalisme har medvirket til at få skubbet racismens giftblå tåger på plads under klaphatten, ja, hvis det virkelig forholder sig sådan, så er den danske venstrefløj endt i et selvmorderisk forræderi - og landet ilde stedt.

For så er Danmark gået mod historien. Måske fordi man troede, det var omkostningsfrit, nu hvor det evangelium spredes, at Historien er slut, al udvikling indstillet omkring den ideale, verdensomspændende, kapitalistiske model, menneskehedens lykkelige stopklods.

Men det er jo med Historien som med 'verdens endeligt' i kristen forstand: Det er en daglig foreteelse, undervejs og ikke noget stort, skræmmende punktum, vi skal forsøge at afværge eller udskyde så længe som muligt. Dette er Historiens perspektiv, her og nu, vores i dag, i de levendes land ... som sandt for dyden og alt for tit ligner en heksekeddel.

Samtidig, og det kan være lyset forude, har man så fået de liberale til roret, ikke? De er da europæere, så det batter. Valgt på instinkter, men dømt til at rette skuden op? Regeringen Rasmussen skal til at trække gummistøvlerne op af mudderet, finde over til grønne, bæredygtige enge. Kan den det med de bjæffende pianister i hælene?