Det har været en rigtig god tid for mig. Alle folk har bare været super søde, meget sødere, end jeg havde håbet. Ikke at jeg havde forestillet mig noget, sådan konkret. Jeg følte bare, at nu var det på tide, at det ikke ville gå galt. Intet af det, der var sket før, tydede på andet. Jeg har jo også gået og lagt op til det længe. Og hvert skridt jeg har taget, når jeg følte mig parat til det, når jeg følte energien var til det, hvert af disse skridt er blevet modtaget helt fint. Hen ad vejen er der kommet mange helt fine kommentarer og venlig nysgerrighed. Jeg har aldrig mærket nogen form for despekt, udstødelse på grund af dét. Aldrig. Jo, en lille bitte smule lige i begyndelsen; men det var vel snarere usikkerhed, uvanthed. Alt det har betydet, at jeg for første gang i mit liv føler mig tryg på en arbejdsplads - og jeg er 51 år. Alle andre steder har jeg følt, jeg måtte forstille mig, skjule mig, jeg har været usikker på accept, bange for udstødelse - hvis folk vidste ... Jeg har skullet gøre alt muligt for at være god nok. Derfor har det seneste skridt også virkelig været en befrielse. Man gør sig nok ingen anelse om, hvordan det her kan påvirke én, når man i så mange år har måttet bære på det. På den anden side har jeg aldrig været helt alene med det. Lige fra jeg var teenager, har der været nogle, der vidste det. Alligevel var der en overgang, da jeg var ung, hvor jeg troede, at jeg var tosset. Der opstod sådan en kløft inden i mit hoved, en afspaltning. Nej, nej, det her har ikke noget med skizofreni at gøre. Det var bare en del af mig selv, jeg havde afsondret. Jeg har også tit set mig selv i spejlet og tænkt: Hvad er det for et mærkeligt billede, der møder mig. Det er jo slet ikke mig. Der er noget ved det ansigt, der er helt forkert. Jeg kunne ikke sætte ord på, hvad det var, der var forkert. Men det føltes fremmed. Det er ret ubehageligt. En underlig, unaturlig følelse. Men det er ikke engang det vigtigste af det. Selvhadet og angsten har været det værste. Man kan ikke være neutral i forhold til sig selv. Hvis der er et træk ved én, eller som ved mig, et grundvilkår, så skal man kunne lide det eller få det til at forsvinde. Det her forsvinder ikke. Kan ikke forsvinde. Jeg har levet i mange år i et falsk håb om, at det ville forsvinde. Jeg har fornægtet det, ikke villet se det i øjnene. Ikke alene fortiet over for andre, men også på sin vis over for mig selv. Jeg er ikke nogen åndelig eller moralsk mutant. Bare fordi jeg er, som jeg er, betyder det ikke, at jeg ser på sådan nogle som mig på en anden måde end alle andre i dette land. Med tiden har det ændret sig. Fordi jeg logisk nok ved mere om det end andre. Har læst alt, jeg kunne finde at læse om det, slugt alt, der var. Men det er ikke bare mig, der har ændret sig, det er også moralen. Oh, gid den ville ændre sig endnu mere. Og helst lidt hurtigere. Men i begyndelsen, da jeg ikke var mere end et stort barn, da var det virkelig slemt. Jeg vidste ikke, hvad det var, der foregik med mig, havde ingen begreber for det, kendte intet til det, havde aldrig hørt om det, turde ikke sige noget til nogen om det. Der var bare én stor følelse af usikkerhed, af konflikt. I de år brækkede jeg mig om morgenen, inden jeg gik i skole. Min mave havde været dårlig, lige siden mit møde med det danske skolevæsen. Få måneder inde i 1. klasse, 6 år gammel, kom jeg til læge. »Tyktarmskatar«, sagde han. »Hvad!«. På en 6-årig! Men folk var jo ikke så kloge dengang. Psykosomatisk og den slags var ikke almene udtryk anno 1960. Så jeg fik nogle piller. Gæt, om det hjalp! Da jeg så kom i puberteten, gjorde jeg, som jeg logisk nok måtte gøre. Jeg blev en rigtig ballademager, en oprører. Jeg hadede folkeskolens stive systemer af et godt hjerte, syntes, lærerne var åndssvage. Og det ved gud de også var. Og uden om os rasede ungdomsoprøret. Så alt det tog jeg del i. Med stor entusiasme - man skal ikke undervurdere en 14-årig! Men indeni var der det samme kaos, den samme frygt, den samme mangel på viden, den samme mangel på accept. Der var absolut ingen steder at vende sig, ingen steder at finde forståelse i en lille sønderjysk by, og det er jeg bange for, at der stadig ikke er. Efterhånden havde jeg da i det mindste fundet ud af, at der var et begreb for det her. På biblioteket fandt jeg så endelig den viden, jeg søgte. Jeg slog ordet transvestit op (transseksuel eksisterede ikke som begreb). Der stod: »Person der lider af en sygelig trang til at iklæde sig det andet køns klædedragt«! Således opløftet og befriet fra al min skyld, usikkerhed og frygt, gik jeg med løftet hoved og let om hjertet, med mod på at vise, hvem jeg var, smilende ud i verden. Et skulderklap af den slags, der sender én helt ud over kanten! Jeg ved ikke, hvordan det lod sig gøre, hvorfra jeg fik energien, måske var det ungdommelig uskyld, men i den periode (cirka 15 år) gik jeg og min kæreste ud og købte en nederdel til mig; efter at jeg havde prøvet hendes og hendes storesøsters kjole, badedragt og så videre. Men ellers var det mørkelagt. Ikke et ord til nogen af fyrene, ikke et ord til familien. Jeg gik heller aldrig nogen steder hen med den nederdel. Selvfølgelig har jeg som lille leget klæde ud-lege, i al uskyld. Da jeg var 10 år, blev jeg bevidst om det. Havde disse intense oplevelser af jalousi over for pigerne i min klasse. Over deres knæstrømper med små kvaster på, der hoppede, når de sjippede, deres hestehaler, og ikke mindst over de kjoler, de havde på til skolekomedien. Oh, at være sigøjnerpige! Men det var ikke noget, man kunne sige til nogen. Ikke noget, jeg dengang kendte begreberne for. For alt var jo tavshed dengang, fortielse. Når det ikke var fortielse, så var det latterliggørelse eller dæmonisering. Jeg stødte på det i to film. 'Charleys tante' med Dirch Passer, og så 'Psycho', af Hitchcock, hvor sygeplejersken, morderen, er en mand i kvindetøj. Så hvor skulle man som ungt menneske, stort barn, få et positivt selvbillede fra? Og dog, der var lidt trøst at finde i modkulturen. Bladet Love/Superlove var in sidst i 1960'erne. Der så jeg en lille tegnet billedserie med to personer, mand og kvinde, der kigger hinanden an, begynder at tage tøjet af, og da de er nøgne, viser manden sig at være kvinde og omvendt. WOW! I lange perioder har det været et helvede, mit livs forbandelse, som jeg kaldte det. Men der var også gode stunder. Som da jeg sprang ud over for det kollektiv, jeg boede i, da jeg var 19. Vi havde fælles tøj; ja, det var dengang. Alt tøjet lå på fælles hylder. Og jeg er ret lille, 1,68, ligesom de fleste kvinder. Nu var det jo blevet 1970'erne, og kvindefrigørelse og kvinder i mandefag var blevet almindeligt i min omgangskreds. Så tøjet var jo ikke udpræget kvindeligt. Men jeg gik da med 'arbejder'-overalls af fløjl, med falsk gylp, uden lynlås. Jeg var ikke tilfreds, jeg misundte kvinderne den facon, de kunne fremvise i deres overalls, jeg lignede bare Jern-Henrik, lille rund person, uden hofter og bryster! Men nød det, dét gjorde jeg, med det forbehold. Kohl, mascara, langt hår, gammel bedstemorpels, og store runde øreringe i begge ører. Ude på gården, hvor vi boede, gik jeg med lang nederdel, men lignede mere en katolsk præst end en ung smuk kvinde på 19. Men herligt var det og smagte i det mindste lidt af fugl. Men når jeg skulle ind til byen, så var det som mand, med det seje look, læderjakke og cowboystøvler. At vise sig inde i byen som kvinde var utænkeligt. I det mindste var jeg ikke i skabet mere. Men de eksperimenterende tidlige 1970'ere holdt op, og der kom koldere tider, så jeg havnede inde i skabet igen. Præget af skyld og skam og selvhad. Jeg havde ingen problemer med at få kærester, kvinder altså. Det var dem, der scorede mig, ikke omvendt. Jeg tog aldrig noget initiativ. De roste mig og sagde, jeg var sådan en blid elsker og så videre. Selv fik jeg ikke noget særligt ud af det. Syntes hele tiden, det ikke var, som det skulle være. Men jeg følte mig ikke tiltrukket af mænd, kiggede ikke efter dem på gaden, følte mig heller ikke tilpas i deres selskab, skulle hele tiden leve op til alt muligt, præstere noget, være sej. Hold kæft, hvor var jeg god til at være sej. Som venstreorienteret, agiterende, propaganderende. Blev rimelig fremtrædende i de kredse. Jeg mener i øvrigt fortsat, at kapitalisme og imperialisme skal afskaffes, jeg er rød og vil altid være det. Men der var megen mandschauvinisme i de dage, i de kredse. Jeg ville så gerne have været med til 8. marts-møderne, men var jo forment adgang. Kvinderne i kollektivet vidste det og ville gerne have haft mig med. Men at jeg skulle vedgå mig det udadtil, det kunne ikke lade sig gøre. Jeg overvejede at tage på Rigshospitalet og få en operation. Når jeg i dag er ked af, at jeg ikke gjorde det, er jeg alligevel samtidig glad, fordi jeg i stedet fik den bedste gave, en voksen kan få: mine tre børn. Lou Reed, gode gamle Lou, var min frelser. Sangen om Holly, der barberede sine ben, og så var han en hun. Men det var jo ikke virkelighed i lille Horsens. Der så man ingen, så det aldrig i tv, eller avisen. Der var ingen barer, hvor man kunne træffes om aftenen, vise sig i sit nyeste skrud, føre sig frem, blive feteret, blive scoret, være ung og smuk og sexet. Men jeg fik da et par lækre trusser af en ekskæreste, da jeg blev 20. Jeg var indlagt på sygehuset på grund af voldsomme maveproblemer, stress og forstoppelse. Vel har det været hårdt, men hvor har jeg dog også oplevet megen venlighed og omsorg. Fra veninder, min søster, enkelte fyre, fra kvinder i tøjbutikker, fra kosmetologer, senere fra terapeuter og behandlere. Langsomt, men sikkert har jeg bevæget mig ud af skabet, hen til venner og veninder, vovet mere og mere. Først kun når det var mørkt, nu uanset tid og sted. Før turde jeg knap nok stoppe op og kigge på vindue i tøjbutikker, gå ind og købe Alt for Damerne. Nu går jeg bare ind og prøver og køber. I foråret var jeg og ungerne på ferie i Thailand. Jeg vidste det jo godt, men at opleve det, var noget andet. At sidde i en sal, fuld af mennesker, der klapper ad de unge smukke transer, der danser på scenen, er fantastisk. Men endnu mere fantastisk er det at se dem her og der, i butikker og restauranter, ude med en veninde og se på cd'er. De var der bare. Ingen tog notits af dem. De var værdige, uskabet kvindeligt klædt, passede deres arbejde. Man kunne lige se, at de var katoye, som det hedder dernede. Mange turister opdager det sikkert ikke engang. Jeg elskede synet af hver og én, jeg så. At møde flere på få dage i Bangkok end i løbet af et langt liv i lille Danmark, var rystende - og dejligt. For herhjemme ser vi jo stadig kun transer i tv, i særprogrammer. (Tak for talkshowet, sagt af en gammel kulturradikal!). Men ude på gaden, dér er vi endnu ikke. Bibelens bud lydes endnu. Folk som os er foragtelige for Herren. Mødet med den thailandske kultur var derfor en befrielse. At vide, at årets skønhedskonkurrence for transer bliver set af 10 millioner thaier, at møde deres ligefremhed, deres afslappede naturlighed, førte til en dyb erkendelse: Jeg er god nok, speciel, men hverken værre eller bedre end andre. Jeg fejler ikke noget, det er den måde, den kristne moral har behandlet mig på, der er noget galt med. Dét gav mig det sidste skub. Jeg gik op til chefen, og han vidste det jo godt, jeg mener, jeg går jo klædt som kvinde. Han var uden tøven helt med på den og gav mig straks lov til at skifte navn. Og nu står der Elizabeth på mit dueslag, min mail, og kollegerne prøver på at huske at sige Elizabeth. Verden går fremad. Ønsk mig, nej, ikke mig, ønsk den danske moral til lykke, ønsk mangfoldigheden til lykke. Ønsk alle de små forklemte transer, der sidder så ubekvemt inde i deres skabe, tillykke. For de er der endnu, og lider under alt det, jeg her har søgt at beskrive - og mit forløb har været langt mindre barsk end de flestes. Fordi jeg er vokset op på venstrefløjen. Jeg har intet mistet, hverken børn, familie, venner eller job. Som det ellers stadig sker for alt for mange, der vover sig ud. Jeg har kun vundet, vundet mig selv, mit selvværd. Nu glæder jeg mig bare sådan til at se nogle flere komme ud, vedgå sig selv. Tænk på alle dem, alle de unge især, der ikke tør, der frygter. Giv dem en hånd. Tag godt imod dem. De har meget at give.