0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Djøf'erne og deres realitetssans

Jurister og økonomer er blevet et nyt præsteskab i Danmark. Er det ikke på tide, at de tager lidt ansvar?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For nogen tid siden læste jeg en artikel i Politiken under overskriften ’DF – det dårligst uddannede parti’.

En nærlæsning af artiklen viste imidlertid, at det ikke var, fordi DF’erne var analfabeter, men at det simpelthen var det parti, der havde færrest djøf’ere blandt sine folketingsmedlemmer, ’kun’ omkring 30 procent.

Det fik mig til at tænke på, hvor stor djøf’ernes indflydelse i Danmark er. De fleste af vore politikere er djøf’ere: Politikerne er i dag langt mere administratorer end idealister, og det kan ses i både administrationen og i den politik, der bliver ført.

I dag har djøf’erne stort set ingen modspillere. Medierne – som skulle udgøre den fjerde statsmagt – har fået deres eget vælde – DJH-SDU-RUC-vælde – som ikke stiller spørgsmål til djøfvældet.

Måske fordi Mediedanmark med friværdi, kapitalpension og lommen fuld af taxiboner for længst er blevet en del af Overdanmark og har langt mere til fælles med den magtelite, de oprindeligt skulle udfordre, end med deres læsere og seere.

Mit møde med Djøfbladet startede på min stambar på Vesterbro. Her mødte jeg en journalist på bladet, og i løbet af nogle hyggelige timer snakkede vi om djøfvældet, som jeg længe havde haft et skeptisk øje til.

Journalisten udbad sig et interview til bladet, og over mailen kom interviewet efterhånden langsomt i stand. Men da interviewet endelig var færdigt, gik det tilsyneladende i glemmebogen.

Pludselig ærgrede det mig, at det aldrig blev trykt, for der stod vigtige ting i det, og en vis vilje til selvransagelse og selvkritik må fordres af en så magtfuld faggruppe. Så her er interviewet, som Djøfbladet ikke ville trykke:

Forfatteren Gordon Inc. mener, at djøf’erne ikke har tag i virkeligheden, hed det i indledningen til artiklen. Og journalisten spurgte:

Hvad er det, du gerne vil have?

»Jeg vil kræve djøf’erne til ansvar for at skabe systemer, der er skabt til mennesker. Jeg savner djøf’ere, der tager til genmæle.

Djøf’ere, der udfordrer det magtapparat, de selv er en del af. Djøf’ere, der kan se, at 11. september var den nye rigsdagsbrand, der er ved at bane vejen for en global politistat. Djøf’ere, der kommenterer understrømmene i den politik og de beslutninger, de administrerer, frem for bare blindt at administrere dem.

Den bedste reklame for Djøf som et engageret fagforbund er, hvis medlemmerne lever op til deres ansvar som sande demokrater og tager kritisk stilling til alle beslutninger, de bliver sat til at administrere og varetage.

Kritiske jurister, der kommenterer og kritiserer lovene og foreslår forbedringer. Kritiske forskere, der kommenterer den globale politistat, der er på vej overalt i verden under demokratiets dække.

Djøf’ere, der sætter deres egne privilegier på spil for at tjene almenvellet og de små i samfundet. Måske burde man overveje at lempe tavshedspligten på alt, der ikke angår følsomme personoplysninger. Mere ytringspligt for tjenestemænd. Det ville være stort og den bedste branding, Djøf kunne give sig selv.

Her i år har Djøf afsat 10 millioner til imageforbedring, men moral og anstændighed kan ikke købes for 10 millioner«.

Har du fordomme om djøf’erne?

»Jep, jeg er en af dem, Djøf skal bruge 10 millioner på at forbedre deres omdømme på. Jeg har masser af fordomme: at økonomer er kedelige, at juraen tjener undertrykkelsen, at ansatte i administrationen mere tjener til opretholdelse af systemerne selv end de borgere, der betaler for dem.

Mine fordomme om djøf’erne er, at det er folk, der har gået lang tid i skole, og som skovler penge ind. Jeg ser djøf’erne som en velbjerget, veluddannet overklasse, der skal administrere alle os andre, samtidig med at de ikke har den store berøringsflade med den virkelighed, de administrerer.

De kan lave drastiske indgreb i vores virkelighed, samtidig med at vi ikke har adgang til deres«.

»Et af deres våben er juraen. Hvis du får en meddelelse fra en offentlig instans, hvad enten det er a-kasse-systemet eller Folketingets Ombudsmand, bliver du slået oven i hovedet med 10-30 sider juridisk vrøvl, som flittige embedsmænd med høj timebetaling har udformet for mine skattekroner.

Selvfølgelig er det et udtryk for omhyggelighed, at juristerne finder de rigtige paragraffer frem, men jura er også et middel til at banke lægfolk på plads«.

Kan du uddybe din udtalelse?

»For noget tid siden snakkede jeg med en digterven, der havde mødt djøf’erne på skoler og universiteter gennem sin vej i uddannelsessystemet.

Når han så dem, så han en skærende kontrast mellem den relative grad af magt, som de havde, og den grad af indsigt, som de har. Hvis han så på dem, der betræder betydelige poster i centraladministrationen, kunne han konkludere, at det var de dummeste og de grådigste, der var nået længst og nu sad som høns på pindene.

De bedste af dem er samvittighedsfulde mennesker. De værste af dem er systemets prutgas, en form for underlødig CO{-2}-udledning«.

»Og embedsmændene kan få for eksempel sundhedsministre til at undgå visionære tiltag. Pas på embedsmændene. Det er ’Yes Minister’ om igen.

Tamilsagen fra 1990 er et andet godt eksempel på, hvordan administratorklassen fungerer. Embedsmændene i Justitsministeriet kæmpede for deres plads i hierarkiet. De blev deklasseret efter tamilsagen, men skød senere op som paddehatte i andre stillinger.

Der er en farlig korpsånd i de offentlige systemer. Man dækker over hinanden. Heltene er de illoyale. Folk som Frank Grevil, der lækkede hemmelighedsstemplede oplysninger om Irak.

Christian Nissen nåede lige at komme med på helteholdet, da han offentliggjorte DR-afpresningsmailen fra Brian Mikkelsen, selv om der skal noget til at restituere ham i min bevidsthed, efter at han fik fucket Rigshospitalet ganske godt op gennem besparelser og fyringer, dengang han var chef«.

Du er ikke glad for administrationen?

»Administration er en nødvendighed. Men i øjeblikket flyder tv over med holocaust-dokumentarprogrammer, hvori det gang på gang pointeres, at det var datidens djøf’ere og pligtopfyldende funktionærer, der var ansvarlige for, at holocaust overhovedet kunne finde sted.

Adolf Eichmann, der stod for den endelige løsning, var superdjøf’er om nogen. Ikke fordi jeg tror, at vore hjemlige og for meste hyggelige djøf’ere render rundt med holocaust-planer. Men der er elementer af SS-staten i alle administrative systemer.

I Danmark er det blandt andet blevet påvist af Joseph Markling, en gammel dissident fra det danske administrationssystem«.

»Markling blev udrenset i 70’erne, fordi han udtalte sig kritisk om sine overordnede. Bagefter begyndte han at skrive kritiske bøger om, hvad der foregik i ministerierne. I en af dem indgik en magtpyramide, hvor han sammenlignede rangordenen i embedshierarkiet med SS-grader. I