For nogen tid siden læste jeg en artikel i Politiken under overskriften ’DF – det dårligst uddannede parti’. En nærlæsning af artiklen viste imidlertid, at det ikke var, fordi DF’erne var analfabeter, men at det simpelthen var det parti, der havde færrest djøf’ere blandt sine folketingsmedlemmer, ’kun’ omkring 30 procent. Det fik mig til at tænke på, hvor stor djøf’ernes indflydelse i Danmark er. De fleste af vore politikere er djøf’ere: Politikerne er i dag langt mere administratorer end idealister, og det kan ses i både administrationen og i den politik, der bliver ført. I dag har djøf’erne stort set ingen modspillere. Medierne – som skulle udgøre den fjerde statsmagt – har fået deres eget vælde – DJH-SDU-RUC-vælde – som ikke stiller spørgsmål til djøfvældet. Måske fordi Mediedanmark med friværdi, kapitalpension og lommen fuld af taxiboner for længst er blevet en del af Overdanmark og har langt mere til fælles med den magtelite, de oprindeligt skulle udfordre, end med deres læsere og seere. Mit møde med Djøfbladet startede på min stambar på Vesterbro. Her mødte jeg en journalist på bladet, og i løbet af nogle hyggelige timer snakkede vi om djøfvældet, som jeg længe havde haft et skeptisk øje til. Journalisten udbad sig et interview til bladet, og over mailen kom interviewet efterhånden langsomt i stand. Men da interviewet endelig var færdigt, gik det tilsyneladende i glemmebogen. Pludselig ærgrede det mig, at det aldrig blev trykt, for der stod vigtige ting i det, og en vis vilje til selvransagelse og selvkritik må fordres af en så magtfuld faggruppe. Så her er interviewet, som Djøfbladet ikke ville trykke: Forfatteren Gordon Inc. mener, at djøf’erne ikke har tag i virkeligheden, hed det i indledningen til artiklen. Og journalisten spurgte: Hvad er det, du gerne vil have? »Jeg vil kræve djøf’erne til ansvar for at skabe systemer, der er skabt til mennesker. Jeg savner djøf’ere, der tager til genmæle. Djøf’ere, der udfordrer det magtapparat, de selv er en del af. Djøf’ere, der kan se, at 11. september var den nye rigsdagsbrand, der er ved at bane vejen for en global politistat. Djøf’ere, der kommenterer understrømmene i den politik og de beslutninger, de administrerer, frem for bare blindt at administrere dem. Den bedste reklame for Djøf som et engageret fagforbund er, hvis medlemmerne lever op til deres ansvar som sande demokrater og tager kritisk stilling til alle beslutninger, de bliver sat til at administrere og varetage. Kritiske jurister, der kommenterer og kritiserer lovene og foreslår forbedringer. Kritiske forskere, der kommenterer den globale politistat, der er på vej overalt i verden under demokratiets dække. Djøf’ere, der sætter deres egne privilegier på spil for at tjene almenvellet og de små i samfundet. Måske burde man overveje at lempe tavshedspligten på alt, der ikke angår følsomme personoplysninger. Mere ytringspligt for tjenestemænd. Det ville være stort og den bedste branding, Djøf kunne give sig selv. Her i år har Djøf afsat 10 millioner til imageforbedring, men moral og anstændighed kan ikke købes for 10 millioner«. Har du fordomme om djøf’erne? »Jep, jeg er en af dem, Djøf skal bruge 10 millioner på at forbedre deres omdømme på. Jeg har masser af fordomme: at økonomer er kedelige, at juraen tjener undertrykkelsen, at ansatte i administrationen mere tjener til opretholdelse af systemerne selv end de borgere, der betaler for dem. Mine fordomme om djøf’erne er, at det er folk, der har gået lang tid i skole, og som skovler penge ind. Jeg ser djøf’erne som en velbjerget, veluddannet overklasse, der skal administrere alle os andre, samtidig med at de ikke har den store berøringsflade med den virkelighed, de administrerer. De kan lave drastiske indgreb i vores virkelighed, samtidig med at vi ikke har adgang til deres«. »Et af deres våben er juraen. Hvis du får en meddelelse fra en offentlig instans, hvad enten det er a-kasse-systemet eller Folketingets Ombudsmand, bliver du slået oven i hovedet med 10-30 sider juridisk vrøvl, som flittige embedsmænd med høj timebetaling har udformet for mine skattekroner. Selvfølgelig er det et udtryk for omhyggelighed, at juristerne finder de rigtige paragraffer frem, men jura er også et middel til at banke lægfolk på plads«. Kan du uddybe din udtalelse? »For noget tid siden snakkede jeg med en digterven, der havde mødt djøf’erne på skoler og universiteter gennem sin vej i uddannelsessystemet. Når han så dem, så han en skærende kontrast mellem den relative grad af magt, som de havde, og den grad af indsigt, som de har. Hvis han så på dem, der betræder betydelige poster i centraladministrationen, kunne han konkludere, at det var de dummeste og de grådigste, der var nået længst og nu sad som høns på pindene. De bedste af dem er samvittighedsfulde mennesker. De værste af dem er systemets prutgas, en form for underlødig CO{-2}-udledning«. »Og embedsmændene kan få for eksempel sundhedsministre til at undgå visionære tiltag. Pas på embedsmændene. Det er ’Yes Minister’ om igen. Tamilsagen fra 1990 er et andet godt eksempel på, hvordan administratorklassen fungerer. Embedsmændene i Justitsministeriet kæmpede for deres plads i hierarkiet. De blev deklasseret efter tamilsagen, men skød senere op som paddehatte i andre stillinger. Der er en farlig korpsånd i de offentlige systemer. Man dækker over hinanden. Heltene er de illoyale. Folk som Frank Grevil, der lækkede hemmelighedsstemplede oplysninger om Irak. Christian Nissen nåede lige at komme med på helteholdet, da han offentliggjorte DR-afpresningsmailen fra Brian Mikkelsen, selv om der skal noget til at restituere ham i min bevidsthed, efter at han fik fucket Rigshospitalet ganske godt op gennem besparelser og fyringer, dengang han var chef«. Du er ikke glad for administrationen? »Administration er en nødvendighed. Men i øjeblikket flyder tv over med holocaust-dokumentarprogrammer, hvori det gang på gang pointeres, at det var datidens djøf’ere og pligtopfyldende funktionærer, der var ansvarlige for, at holocaust overhovedet kunne finde sted. Adolf Eichmann, der stod for den endelige løsning, var superdjøf’er om nogen. Ikke fordi jeg tror, at vore hjemlige og for meste hyggelige djøf’ere render rundt med holocaust-planer. Men der er elementer af SS-staten i alle administrative systemer. I Danmark er det blandt andet blevet påvist af Joseph Markling, en gammel dissident fra det danske administrationssystem«. »Markling blev udrenset i 70’erne, fordi han udtalte sig kritisk om sine overordnede. Bagefter begyndte han at skrive kritiske bøger om, hvad der foregik i ministerierne. I en af dem indgik en magtpyramide, hvor han sammenlignede rangordenen i embedshierarkiet med SS-grader. I et mønsterdemokrati såvel som i en nazistat skal papirerne være i orden. Bureaukrati og administration er selvfølgelig bare redskaber til at få et kompliceret samfundsmaskineri til at køre så gelinde som muligt. Men fakta er, at embedsmændene ikke vælges demokratisk. »Politikere kommer, og politikere går, men magistraten består«, som en gammel chef for Magistratens 4. Afdeling sagde til en nyansat. Det korte af det lange er, at nazismen blev muliggjort af administratorerne, ikke af jødehad og irrationalitet. Administrationshierarkiet tiltrækker fascisme, medmindre det er aristokratisk baseret som det preussiske embedsmandshierarki eller militæraristokrati. Og dengang som i dag adlyder man oppefra, giver ordrer nedefter og tilpasser sig, hvad der er opportunt for ens karriere«. Det var jo dengang, er det ikke lidt tyndt at komme med? »Nej. Det, der kendetegner de fleste politiske og administrative systemer, er, at de er ude af stand til at lære af deres fejl. Se den overståede borgerkrig på Nørrebro, da Ungdomshuset blev ryddet, samme show som i 80’erne. Skylden skal både findes på rådhuset, men også blandt økonomer og jurister i administrationen. De folk er uddannet til at varetage stiv jura, ikke til at vurdere moral og eventuelt udtænke mere konstruktive løsninger«. »Djøf’ere har også været afgørende for ’normaliseringen’ af Christiania, eksemplificeret gennem Carsten Jarlov, regeringens mand i Slots- og Ejendomsstyrelsen«. »Det forekommer mig, at mange djøf’ere lever i strengt adskilte miniverdener og praktiserer kassetænkning langt ud over det sædvanlige. Det foregår selvfølgelig inden for alle samfundslag, men det er alvorligt, når det praktiseres af en magtfuld elite«. »Djøf’erne burde være de første til at gå på barrikaderne og være deres ansvar bevidst. Blandt andet for at påpege, at vi bruger milliarder på kontrol af større og større grupper af befolkningen, samtidig med at staten blander sig mere og mere i det personlige liv. Kig på den skærpede indsats mod rygere, christianitter, alkoholikere, overvægtige, sexarbejdere, sexkunder, indvandrere, hashrygere, folk på overførselsindkomster, de nye antiterrorlove og så videre. Vi lever i et kontrolsamfund, der snart ikke står tilbage for det gamle DDR«. »Jeg siger ikke, at djøf’erne alene er skyldige i denne udvikling. Blot at den ville være umulig at gennemføre uden dem. Embedsmændene trækker mod det regelrette, men mønsterstaten bærer altid kimen til fascisme i sig, og den nye fascisme er meget mere snigende end den gamle. Det er fløjlsfascisme«. »Sidste år udkom der en overset bog, der hed ’Ytringsfrihed’ af forfatteren Per Smidl, der et sted skriver: »I dag kan det bedre betale sig at stille en folkelig og demokratisk maske til skue og på skrømt opfordre til ubegrænset medbestemmelse, debat og ytringsfrihed, men samtidig indadtil og i det skjulte indoktrinere og forkæle en klasse af privilegerede borgere til at være bærere af den offentlige mening og samtidig fungere som dens kustoder«. Dér har vi stået i lang tid«. »Kig på den nuværende regering: Den er ikke det fjerneste interesseret i debat og medbestemmelse, for den har altid ret, og der er aldrig noget at komme efter, og nu må vi videre. Den sværger til forbud og kontrol og er langt mere bureaukratisk og pedantisk, end socialdemokraterne nogensinde har været. Der har djøf’erne, hvad enten de er politikere eller embedsmænd, et ansvar. For mange love forpester et samfund. Det er ikke særlig sexet og det er dårlig business«. Men love skal vi jo have, foreslog journalisten fra Djøfbladet. »Selvfølgelig. Men der er for mange overflødige love. Jeg forstår ikke idiotiske ikkerygerlove på værtshuse og restauranter. Jeg forstår ikke, hvordan man som jurist kan være med til at udfærdige den slags love. Ligesom jeg ikke forstår, hvordan de kan udfærdige reformer med så meget registrering, at der skabes stress blandt lærere og mange andre«. »Justitsministeriet er blevet et stempelbureau for mere magt til politiet med f.eks. hooliganregistret. Det åbner op for nye registre. Hvad med et ungdomshusregister eller et hashregister? Alle grupper, der ikke er straight Middelklassefamiliedanmark, bliver registreret«. »Politiet bestemmer, om jeg er terrorist, hooligan eller uønsket på anden vis. Nu laver man visitationszoner, hvor man kan kropsvisitere hvem som helst uden sigtelse, hvor er retssikkerheden? Hvorfor ikke lave hele Danmark om til en stor visitationszone?«. »Jeg har ikke noget mod, at visitationszoner kan forhindre våben i nattelivet, men det er et gummistempel, der kan bruges på alt. Her kommer djøfvældet ind, djøf’erne ekspederer administrative tiltag til politistatsmetoder videre, uden at de skal igennem Folketinget«. »Eller tag politireformerne. Jeg tvivler ikke på, at politireformen har gjort politiets arbejde ualmindeligt surt. Men sjovt nok kommer der altid en medieskrækkampagne op til finanslovsforhandlingerne: Så er der problemer med autonome, fodboldsupportere, pædofile, terrorister eller rapporter om, at politiet ikke længere har mandskab til mord og indbrud, og 70 procent af politiet er ved at søge væk, og så råber borgerne vagt i gevær, og politiet får en milliard ekstra«. »Se ’terrorsagerne’ fra Vollsmose og de påståede mordplaner mod Muhammedtegneren Kurt Vestergaard. Vollsmosesagen var lidt uheldig for PET, fordi en agent var en af anstifterne. Hvorfra ved vi om ’terrorsagerne’ er reelle? PET som institution har jo en klar interesse i et højt terrorberedskab. Det giver dem flere penge og mere prestige som institution«. »Der sidder også djøf’ere i politiets bagland, der holder paranoianiveauet oppe, så bevillingerne ikke falder. Jeg siger det ikke for at være konspiratorisk, men det er nærmest en naturlov i institutionelle systemer«. »Fra mit perspektiv er Danmark ved at forvandle sig til et supermarked før lukketid, befolket af kontrolfreaks med sammensnerpede røvhuller, der blindt køber dagens tilbud om mindre frihed og mere kontrol«. »Jeg savner en justitsminister, der ved, at man ikke kan lovgive og forbyde sig ud af alt. Juristerne og økonomerne er blevet et nyt præsteskab. Jeg savner empati og vilje til at ville noget andet end det, man bliver sat til. Der fokuseres for meget på opgaver og for lidt på konsekvenser«. »Kampen i Danmark i øjeblikket foregår mellem de ’varme’ hjerter og den ’kolde’ jura og økonomi, og de varme hjerter er desværre ved at tabe den kamp. Visionen må være – både for Djøf og for Danmark som nation – at den kolde administratorlogik og de varme hjerter smelter sammen og opdager, at de intet er uden hinanden«. »Der må andre parametre til end kold administratorlogik. Men det kræver, at politikerne går fra firkantethed, frygt, mistænksomhed og kontrolsyge til en mere overskudspræget og rummelig tankegang, hvor visionen skulle være et lykkeligt bæredygtigt samfund med så frie udfoldelsesmuligheder for den enkelte som overhovedet muligt«. »Det ville være stort og brande Danmark som foregangsland for hele verden og igen gøre det lidt sjovere at være dansker ...«.