0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Adoption - et nødvendigt onde?

Adoption er blevet en jungle af urealistiske økonomiske krav – og uden hjælp til forudsætningsløse familier.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg holdt min første søn i armene 15. maj 2001.

Det var først nogle dage efter, vi forstod, hvad vi havde sat i gang. En lang strøm af utrolig vigtige og personlige beslutninger uden nogen form for hjælp eller støtte skulle tages for en dreng, som var underernæret, salmonellaforgiftet, dehydreret og havde en mulig meningitis hængende over sig som et sort sky.

Vi bad vi til, at vi tog de rigtige beslutninger. Vi stod ikke på et hospital med en dansk jordemoder, vi stod på et hotelværelse i Chiang Mai i Thailand, meget langt fra Danmark. Da jeg holdt min anden søn i armene 22. april 2004 og så hans skræmte toårige øjne (prøv at tage et barn, du ikke kender, i en børnehave med hjem, så får du samme udtryk – det er jo reelt legaliseret kidnapning), spurgte vi endnu en gang os selv, hvad vi havde gang i. Der var ingen gode råd; ingen, der fortalte os, hvordan vi skulle tale til vores første søn, om hans reaktioner; og specielt ingen, der rådgav os om, hvordan vi som familie skulle reagere på dette – det har der heller aldrig været siden.

Det lyder måske som starten på én lang klagesang (jeg kan forsikre, at det hele gik godt), men scenariet, som ikke er fremmed for adoptanter når man modtager barnet, er egentlig også en metafor for, hvordan det danske samfund behandler adoptanter og adoptivbørn – der er simpelthen en mangel på ekspertise. I bakspejlet er overdragelsen af barnet en smuk oplevelse, men i nuet – når det sker – er det et nervøst helvede, hvor usikkerhed, mangel på information, sprogbarrierer og tusinde andre ting er i spil.

Derfor blev forundringen desto meget større, da vi ved hjemkomsten opdagede, at ingen – og specielt ikke statsforvaltningen og deres såkaldte familiekonsulenter – var i stand til at give en brugbar rådgivning omkring, hvordan man skulle forholde sig. Det er måske derfor i dag, at adoptionsverdenen er drevet af pseudoforeninger og private netværk og ingen form for offentlige instanser, måske fordi ’eksperterne’ har kastet håndklædet og får tørt på, hver gang de sætter sig ned med en adoptivfamilie, der er i problemer – fordi vores spørgsmål og råb om hjælp fra adoptanter, når det brænder på i øst, bliver besvaret af ’eksperterne’ så langt mod vest, at det er pinligt.

Spørg en klub, skolefritidsordning, skole, børnehave eller en vuggestue, hvem der er uddannet i adoption – barnets reaktioner gennem opvæksten, identitetskriser, reaktioner på stress og pres osv. Der er gået regnskove til, hvor adoptivforældre i desperation har kopieret materiale fra diverse bøger og pryglet lærere og pædagoger og bedt dem om en smule viden på området. Hvorfor er det forældrene selv, der skal tage den pædagogiske tete i institutionen, når der opstår adoptionsrelaterede problemer.

I adoptionskredse er der frygtelige historier om, hvordan manglende pædagogisk forståelse virkelig pådrager adoptivbørn mangeårige skader, eller om lærere, der ikke forstår, de ikke kan komme igennem med normale uddannelsesprincipper, når nu barnet har en anden baggrund.

Scenariet er enstemmigt, forudsigeligt og ret skræmmende: Som alle nybagte forældre skal man skabe sig viden om barnets opvækst og reaktioner. Derfor lytter man til de instanser, der omringer barnet, lytter til deres råd, accepterer deres beslutninger, selvfølgelig krydret med sin egen snusfornuft. Men, når man er adoptivfar eller -mor, så er man i forvejen opmærksom på, at der kan være følelsesmæssige elementer på spil i barnets sind.

En evig svaghed hos sociale rådgivende instanser i det offentlige er, at de aldrig vil indrømme, at der er noget, de ikke kan. Derfor ser vi ofte forkerte beslutninger truffet på et grundlag, som er fuldstændig udokumenteret.

Da vi havde fået vores anden søn, opstod der naturligt en vis modstand fra den nybagte storebror. Der blev placeret en fremmed person i den sfære, han ejede og kendte. Denne person kunne han ikke kommunikere med, og hans primære kontaktpersoner (forældrene) brugte pludselig al deres tid med den fremmede person. Men personen var ikke et spædbarn, som var vokset inde i mors mave, personen var en toårig dreng, der gik og talte, stjal ting og satte sig på den hjemlige dagsorden. Jeg kan forsikre, at alle normale børn i fireårsalderen vil reagere, som vores søn gjorde det. Vi lever stadig med efterdønningerne, men vil under ingen omstændigheder bytte vores familie med noget som helst. Vi har velfungerende børn i skole og børnehave, velopdragede og samfundsbevidste, socialt afrettede og foreløbig med sprog- og indlæringsmæssigt gode takter. Men vi ved også en del om de problemer, der kommer: identitetskriser, racisme, selv om man er dansk, pludselig hjemlængsel til fødelandet, selvtillidsproblemer og meget mere. Der er et gabende hul i den rådgivning, som burde være til stede. Vi kunne ikke få hjælp under krisen og forventer heller ikke at få den i fremtiden, for de gange vi har efterspurgt hjælp, er løsningerne så åbenbart gabende håbløse, at man lige så godt kan tage de svar, man får ud af en hvilken som helst bog om børnepsykologi, og tro mig – dem har vi læst. Mange vil måske anklage os for at være typiske, lettere hysteriske og ikke mindst bedrevidende forældre. Det er så bare pudsigt, at hvem man end taler med i adoptionskredse har samme historie.

Det er ingen tilfældighed, at adoptanterne selv har organiseret sig gennem Adoption & Samfund – en af de meget få platforme, hvor netværket, informationen og reelle løsninger udspringer. Men det er også en forudsigelig konsekvens af, at intet andet rigtig virker. Diverse børnepsykologer, rådgivere, socialmyndigheder er der jo, men de ved faktisk grundlæggende ingenting. Det er sikkert et standpunkt, som vil blive stærkt betvivlet af de selv samme instanser, men når det ikke er muligt præcist at rådgive folk som min kone og mig – vi betragter os selv som rimelig forstående og velfungerende mennesker – så er det bare ikke godt nok.

Vi har med vores adoptioner trods alt været velsignet med børn, som absolut kunne have meget mere i den følelsesmæssige bagage, end de har haft. I vores omgangskreds har vi frygtelige historier, hvor børn og forældre virkelig har brug for hjælp, og disse mennesker sidder i et frygteligt dilemma. De tror, de bliver hjulpet, indtil de en dag opdager, at al den rådgivning, de har fået, er baseret på et grundlag, der er autodidakt fra diverse instanser, og så er det for sent. Adoptivbørn er betragtet som et nødvendigt onde. Opfattelsen i samfundet og institutionerne er gentagende: De har bare været heldige, og nu er de i Danmark og skal nyde det.

De har ikke større problemer end andre børn, og nu skal forældrene heller ikke trække alle problemer i ægteskabet og med barnet ind over adoptionen. Argumenterne er hult klingende klicheer og slet ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Det er simpelthen mangel på forståelse. I min omgangskreds er de stærkeste familiesammenhold og ægteskaber blandt adoptivforældre – statistikken for skilsmisser hos adoptivforældre taler for sig selv. Ballasten fra adoptivhjem er meget mere holdbar – oftest – end fra ’normale’ familier. Der, hvor kæden knækker, er, når der opstår problemer, som med alt andet i samfundet oftest er via påvirkninger udefra. Her fejler de selvbestaltede eksperter.

Hvis nu adoption er et nødvendigt onde i samfundet, noget, som er o.k., men som må hvile i sig selv, fordi der ikke er hjælp at hente hos de instanser, hvor hjælpen burde være til stede, hvorfor tales der så om, at vi skal godkende adoptioner til homoseksuelle, når man ikke engang kan rådgive ordentligt for heteroseksuelle?

Kan nogen med sikkerhed sige, hvilke konsekvenser det har for barnet?

Hvorfor bruges der så meget energi på fertilitetsdiskussionen, når godkendelsesprocesserne for fertilitetssøgende ikke er de samme som for adoptanter. Der er en skæv udvikling, hvor man fokuserer på det, der ikke er, og ignorerer det, der er. Familierne mangler opbakning og ørenlyd, der mangler fokusering og frem for alt – så mangler der ekspertise.

Samtidig har man lagt den indledende rådgivning og formidling hos private selskaber – adoptionsformidlerne – som i bund og grund er virksomheder, der skal tjene penge for at løbe rundt. Uagtet at de ædelt deklarerer, at eventuelt overskud går til humanitære formål, er det stadig en privat organisation, der skal lønne deres medarbejdere. Det er ikke offentlige instanser. Et i længden uholdbart scenarie, når vi taler om mennesker og ikke mindst børn.

Jeg har stor respekt for adoptionsformidlerne, for uden dem havde mange barnløse par ikke en chance for at skabe en familie. Adoptionsformidlerne har gjort meget godt, men skruer ind i nogle forkerte agendaer, fordi de er private virksomheder.

Hvordan formidles alle de penge, der betales til adoptionsformidleren? Gør de virkelig deres arbejde ordentligt, når der konstant opstår fejl i sundhedsmæssige informationer, så mange fejl, at det er endt med, at adoptionsformidlerne har lagt ansvaret over på adoptanterne? Hvor er rådgiverrollen så henne?

Med dette faktum er det efterhånden svært at se relevansen af adoptionsformidlere. Rejsen betaler adoptanterne, i vores sager ved vi konkret, at det ikke var børnehjemmet, der fik pengene. Hvor er egentlig revisionen af formidlerne? De offentlige regnskaber på deres hjemmesider siger ikke meget. Igen et eksempel på at private mennesker, som offentligt skal godkendes af staten for at kunne adoptere, efterfølgende er i hænderne på helt private firmaer, der har en uigennemskuelig politik omkring ventelister, betalinger, og hvordan om de egentlig rådgiver neutralt og professionelt i alle aspekter af adoptionen. Der er ingen involvering fra offentlige myndigheder overhovedet i den proces. Dog kun lige når der skal accepteres en udvidet godkendelse, fordi et par får tilbudt et barn, der ikke er inden for de rammer af den grundlæggende godkendelse til at adoptere et barn.

Hvordan kan adoptionsformidleren beslutte, om det er relevant, at et par skal tilbydes denne mulighed eller sættes i det dilemma, det er at skulle sige nej til et barn, fordi det har en skavank. Det er et ufattelig hårdt dilemma, og det psykologiske i at have ventet på et barn så lang tid, for så at blive stillet i et dilemma, hvor man får et tilbud, men selvfølgelig kan sige nej og vente på et perfekt barn, er umenneskeligt. Der er kun fokus fra politikkernes side, når der er så grelle sager, at det bliver interessant at kommentere, som f.eks. med de stakkels rumænske eller indiske børn.

I dag er adoption omgivet af stor kontrol og langvarige, komplicerede godkendelsesprocesser, men reelt er der meget få danske instanser, om nogen – inklusive adoptionsformidlerne – der reelt giver en professionel støtte til alle aspekter af adoption.

Vi kan starte med, hvorfor der er så få barnløse, der får præsenteret adoption som en mulighed. Hvorfor tales der så meget om fertilitet, og hvorfor er der ingen, der siger stop over for de stakkels barnløse, der er igennem flerårige forsøg med hormonbehandlinger og tåbelige løfter om snarlig graviditet. Hvad skal man bruge øvre godkendelser fra statsforvaltningen til, hvis der alligevel ikke følges op, og her mener jeg ikke de tåbelige kontrolbesøg, amtet foretager to gange efter adoptionen, jeg mener opfølgning af hele adoptionen. Hvorfor er der ikke evalueringer af formidlere, der er til offentligt skue, processer, hvor adoptanterne høres, eller kontrol af, om adoptionsbidraget formidles korrekt. Er det adoptionsformidlerne, der skal lægge regnskaber frem, som de gør i dag, eller er det f.eks. statsforvaltningen, der burde have ansvaret for dette?

Desværre er der sket det, at adoption generelt er meget mere besværligt end bare for fem år siden. Formidlere melder om problemer med, at der kan adopteres fra lande, som tidligere har bidraget med mange adoptivbørn – hvorfor? Hvorfor er det sværere?

Kunne man anskue, at det for formidleren er blevet sværere, men at det måske ikke reelt er blevet sværere i den virkelige verden?

Nu er beløbet endnu en gang sat op af formidlerne, og deres begrundelse: Der er færre børn til adoption i verden.

Hvad er det for noget vrøvl? Hvem kontrollerer dette, eller er det formidleren, der egenrådigt afgør, hvor der skal adopteres børn fra i verden, fordi det er dem, der laver aftalerne?

Hvorfor skal adoptionsformidlere bestemme, hvilket land der adopteres fra? Hvordan kan det være, at en direkte adoption fra et sydøstasiatisk land, dvs. uden om en dansk adoptionsformidler, er langt billigere? Hvorfor vil man presse adoptanter ud i sådanne dispositioner? Er det gennemskueligt for potentielle adoptanter, hvad den præcise lovgivning er på dette område? Skal adoption kun være for de rige, så vi ender med amerikanske tilstande, hvor adoption er det samme som at købe en dyr Mercedes, fordi man vil være som Madonna eller Angelina Jolie.

Det er mig stadig fuldstændig ubegribeligt, at adoption skal koste i et samfund, hvor man har barnløse, der ønsker at bidrage til samfundet med børn, som den seneste tids debat har påvist, at der er så hårdt brug for. Hvorfor vælger staten at gøre det så kompliceret, så dyrt og så svært at adoptere.

Der ligger gode intentioner hos adoptionsformidlerne. De har potentialet for rigtig god rådgivning, men adoptionsformidling skal være et offentligt anliggende, ikke et privat, og adoption skal være gratis, ligesom fertilitetsbehandling.

Adoptanter skal selv tage handsken op og gøre de korrekte ting. Der er ingen hjælp at hente, som er brugbar.

Jeg er glad for, at min kone og jeg tog handsken op og stadig har den på hånden. Vi forventer ikke hjælp i nogen aspekter for vores sønner eller for vores familie, vi klarer os selv og tager de problemer, der opstår. Det gjorde vi før adoptionen, under adoptionen og frem for alt efter adoptionen. Det er i virkeligheden der, problemet ligger. Ingen stiller spørgsmål, og problemerne tages, som de kommer.