Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kvindernes egne stemmer

Såkaldte trafficking-ofre, der reddes ud af prostitution, oplever sig ofte som alt andet end ’reddet’. GIv din kommentar til dagens kronik nederst på siden

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hjælp til ofre for menneskehandel – trafficking-ofre – er et dilemmafyldt minefelt, hvor de bedste intentioner ofte mødes af ofrenes mistro og afvisning.

Ud af de omkring 2.500 udenlandske kvinder i prostitution i Danmark, hvoraf mellem 50 til 250 skønnes at være trafficking-ofre, er kun to lige nu interesseret i at tage imod regeringens tilbud om at blive hjulpet ud af prostitutionen.

I mange lande afviser op til 80 procent af migrantkvinder i prostitution, som humanitære organisationer og politi kommer i kontakt med, ethvert tilbud om hjælp.

Hvorfor det? Man skulle jo tro, at de gerne ville reddes. Ofte simplificeres svaret til, at kvinderne afviser hjælp, fordi de ikke vil vidne og er bange for at ryge lige i kløerne på menneskehandlere i hjemlandet.

Men så enkelt er det ikke.

I Danmark ved vi blot lidt om kvindernes syn på disse redningsprojekter. En evaluering af den danske handlingsplan mod kvindehandel har eksempelvis ikke spurgt en eneste af kvinderne selv om deres mening.

Derfor er der meget begrænset viden om, hvorfor kvinderne afviser hjælp både i destinationslandet og i hjemlandet, samt hvad der egentlig sker med de kvinder, der enten frivilligt rejser hjem eller sendes hjem på et returfly.

Kvindernes stemmer er centrum i ny international forskning, baseret på hjemvendte trafficking-ofre i Serbien, Moldova, Albanien, Nigeria, Thailand og Filippinerne, hvoraf nogle har solgt sex i Danmark. Derfor er forskningen –- på trods af forskel i graden af den tvang, kvinderne har oplevet, og forskel landene imellem – foruroligende, tankevækkende og vigtig viden for alle de initiativer, der udfolder sig i Danmark.

Den ny forskning viser, at kvinderne ofte oplever ’redningsarbejde’ som alt andet end redning, og det er der fire hovedårsager til. For det første mener kvinderne ofte ikke selv, de er ofre for trafficking. For det andet får de tilbudt en anden hjælp end den, kvinderne selv mener, de har brug for. For det tredje nærer de stor mistro til myndigheder og socialarbejdere. For det fjerde frygter kvinderne stigmatisering.

Lad os se på offerproblematikken først. Kvinderne får tilbudt hjælp til at komme ud af prostitution, når politiet møder kvinderne på bordelrazziaer, når socialarbejdere træffer kvinderne enten på gaden eller på bordelbesøg, og/eller når kvinderne vender hjem, enten i lufthavnen eller i kvindernes hjemlandsbyer.

For at få hjælpen – et sted at bo, medicinsk behandling, midlertidig opholdstilladelse, en flybillet hjem, støtte i hjemlandet – skal kvinderne i et eller andet omfang acceptere rollen som (trafficking) offer.

Men selv om kvinderne kan være ofre i den juridiske definition af begrebet trafficking, er denne rolle som offer vanskelig for mange af kvinderne.

Dels fordi de ikke kan identificere sig med de hjælpeløse ofre, som medier og humanitære organisationers kampagner viser med pistol for tindingen. Dels fordi de er vant til at klare sig selv, de oplever sig selv som handlekraftige, og derfor oplever de det nedværdigende at modtage hjælp. Men mest af alt, fordi de kun oplever at blive opfattet som ofre eller kriminelle og ikke som de mødre, søstre, døtre, kærester, hustruer, naboer, veninder og kvinder, de også er.

For mange af kvinderne er prostitutionsmigration en midlertidig strategi for at forbedre deres liv derhjemme. For kvinderne har drømme, som ligner vores: et godt liv, hjælp til familie og børn.

Bliver de ’befriet’ af politiet og sendt til et center eller Sandholmlejren, hvor socialarbejderen vil ’tale’ med dem for senere at blive sendt hjem uden realistiske indtjeningsmuligheder, ja, så er migrationsstrategien mislykket.

Derfor er det ikke usædvanligt, at kvinderne slipper hurtig væk fra centrene for at genoptage projektet: at tjene penge til sig selv og bagmændene med de ressourcer – kroppen – som de nu engang har, i de rammer de nu engang har – på gaden, om natten, i bordeller, med sundheds- og voldsrisici.

Kvinderne oplever hyppigt, at deres skrøbelige økonomiske virkelighed ikke indgår som en del af redningsforløbet, og derfor afviser de hjælp. Både i Danmark og internationalt vil nogle centre eksempelvis gerne afskære kvinderne fra prostitution for at hjælpe dem ud af offersituationen.

Derfor indfører centrene udgangsforbud og fratager kvinderne deres mobiltelefon. Disse regler skal sikre, at kvinderne undgår kontakt til prostitutionsmiljøet og/eller afslører centrets beliggenhed, regler der paradoksalt nok sjældent gælder for hustruvoldsofre på krisecenter, kun kvinder i prostitution. Mobilfratagelsen kan synes som et mindre problem, men i kvindernes virkelighed opleves dette som et betydeligt overgreb.

Hvis man tilbringer blot få timer med kvinderne, vil man opdage, at deres mobiltelefon, oftest har de flere mobiltelefoner, er selve livsnerven til verden udenfor. Det er via den, de låner penge, er mødre på langdistance, savner familien, forhandler med kunder, diskuterer med og får forståelse fra kæreste og venner. Mobilen sitrer konstant i kvindernes hænder.

I en undersøgelse omhandlende nigerianske kvinder i Danmark forklarer en kvinde eksempelvis, at hun finder et dansk trafficking-centers telefonpolitik urimelig, eftersom hun ikke ser sig selv som hverken offer eller kriminel.

Hun forstår derfor heller ikke, hvorfor hun ikke må gå ud uledsaget eller ringe uden opsyn. En anden kvinde fremhæver, at hun ikke er et barn, og eftersom centret ikke er et fængsel, kan hun ikke forstå, hvorfor hun ikke selv kan bestemme, hvornår hun vil ringe, eller hvem hun vil ringe til.

Af den danske handlingsplan mod menneskehandel fra 2007 fremgår det, at nogle kvinder, efter de er blevet fjernet fra deres bagmænd, befinder sig i en tilstand, hvor de fornægter deres offersituation.

Det er ikke ukendt, at ofre fornægter deres offersituation, det gør stofmisbrugere, hustruvoldsofre, spiseforstyrrede eller stressramte. Alligevel må man spørge, hvorfor der ofte er så stor forskel på, hvad kvinderne siger om sig selv, og hvad humanitære organisationer og medier siger om dem.

Det forekommer problematisk og uetisk at tage udgangspunkt i et perspektiv, hvor kvinderne tilsyneladende ikke kender sig selv, ej heller lyttes på. For ved at påpege, at kvinderne blot fornægter deres offerposition, eller ikke besidder nogen selvindsigt og derfor er afhængige af, at vi beslutter for dem, legitimeres den anvendte strategi, som humanitære organisationer allerede benytter.

En anden god grund til afvisning af hjælp er, at hjælpen ikke opleves nyttig. Hvor de fleste af kvinderne accepterer sundhedstilbud, opfatter de ofte den øvrige hjælp som en kombination af meningsløs terapi og blødt formynderi. I mange af de lande, kvinderne kommer fra, er psykoterapi og særligt den konfessionelle og psykologiske tilgang til personlige og seksuelle overgreb ikke særlig brugt.

Det er den imidlertid af de humanitære organisationer, der vil redde ofrene. Kvinderne forklarer, at det at fortælle om deres traumer til en fremmed, i et fremmed land eller ved hjemkomst, blot forværrer deres lidelser. Psykoterapi kan være en god og nødvendig form for behandling, men mange af kvinderne foretrækker samtaler med mennesker med samme erfaringer som dem selv under meget private former.

Sat på spidsen er mange af kvindernes respons til hjælp: »Jeg er her for at tjene penge til mig selv og min familie. Den bedste måde, du kan hjælpe mig på, er enten at skride eller give mig legale papirer, så jeg kan tage mine egne beslutninger.«

For fælles for næsten alle kvinderne, både dem, der er gennembanket og sidder på krisecentre, og dem, der tilfældigt blev fanget af politiet i en razzia, er, at de vil have papirer, de vil arbejde, bo, tjene penge og sende pengene hjem til familien.

Uanset sympati fra socialarbejderne – hvad enten de arbejder i Manila, Tirana, Bangkok, Lagos eller Vesterbro, kan disse hjælpere, hvor gerne de end vil, ikke skaffe kvinderne permanent opholdstilladelse eller tilsvarende fast løn.

En tredje central grund til afvisning, i Danmark som i hjemlandet, er manglende tillid og mistro til ’redderne’. Som en hjemvendt kvinde, tidligere trafficking-offer, fortæller: »På arbejdet lyttede jeg ofte til radioen, hvor de altid havde en reklame for en hotline, »Du er ikke en vare«, sagde de. Jeg tænkte, reklamen var løgn, ligesom alt andet omkring mig. Jeg ringede alligevel, og socialarbejderen svarede. Hendes stemme var mild og så blød, at jeg smeltede. Sådan en stemme kunne ikke skade mig mere, end jeg allerede var blevet. Hun fortalte mig adressen, hvor jeg kunne få hjælp og lægetjek. Jeg troede ikke et ord af, hvad hun sagde. Jeg ringede ikke til dem igen i to måneder. Jeg tænkte, at alt, de sagde, var løgn.«

Prostitutionsmiljøet og selve trafficking-situationen fostrer mistro. Kvinderne og deres familier er derfor ofte skeptiske over for gratis hjælp, for i de lande, kvinderne kommer fra, er intet som regel gratis.

En mor til et trafficking-offer rådgav eksempelvis sin datter til at afvise hjælp, fordi: »ost er kun gratis i en musefælde«. Det er en langsommelig proces at opbygge tillid i et prostitutionsmiljø og blandt hjemvendte trafficking-ofre. Tilliden kommer ikke hurtigere, hvis socialarbejderne har stor fokus på offerperspektivet og prostitutionen og mindre på mennesket bag ved disse mærkater.

Nogle kvinder accepterer den hjælp, der tilbydes. Men forskningen viser, at for de kvinder er det hyppigt absolut sidste udvej, og i den situation er det naturligvis glimrende med akuttilbud. Det betyder imidlertid, at nogle af de sensationelle karakteristika knyttet til trafficking-ofre, dækker ofre, der med ryggen mod muren accepterer hjælp som sidste udvej. Disse karakteristika er ikke gældende for trafficking-ofre eller kvinder i prostitution generelt.

For eksempel indeholder et klassisk portræt af kvinderne, at de kommer fra opløste, dysfunktionelle familier, hvor sexmisbrug har været dagligdag, og alt håb er ude.

Dette billede eksisterer, fordi mange kvinder med gode, men fattige familieforhold, typisk afviser hjælp og forsøger at klare situationen selv sammen med deres personlige netværk. Hvad disse kvinder oplever af udnyttelse, forbliver uvist for medier og humanitære organisationer.

Tilbage står forenklede portrætter af de værste trafficking-sager og dermed sensationalismen, som lever af at kombinere sex, vold og historien om ofre og helte i kampen mod trafficking.

Nogle kvinder oplever nærmest en glorificering af dem selv som ofre for menneskehandel fra medier og humanitære organisationers side. Dette medfører, at kvinderne føler, de skal være ofre på en bestemt måde.

Eksempelvis vælger visse kvinder ikke at fortælle, at de godt vidste, de skulle sælge sex i udlandet, fordi de fornemmer, at de humanitære organisationer og myndighederne synes, de er mere ’rigtige’ ofre, hvis de blev lokket ud i prostitution. Kvinderne havner i krydsfeltet mellem vores forestilling om uskyldige, uvidende og lokkede kvinder versus streetsmarte, velinformerede prostituerede.

For hjemsendte kvinder er frygten for stigmatisering en væsentlig grund til at afvise hjælp. Den danske regering vil tilbyde uddannelse og reintegration til kvinder, der vender hjem. Problemet er imidlertid, at reintegrationsforløb gør kvinderne mere synlige i lokalområdet, og kvinders migration og prostitution er i Danmark som i resten af verden kilde til sladder og fordomme.

Som en hjemvendt thailandsk kvinde forklarer: »Alle bærer fordommenes byrde, det gør, at du ikke kan tale med nogen, undtagen venner, der har haft den samme skæbne. De fleste, der kommer tilbage, betragtes som prostituerede, selv de, der ikke har haft det arbejde, nogle kvinder bliver forladt af deres ægtemænd på grund af rygterne.« Hjemsendelse og reintegration handler derfor ikke bare om at vende ’hjem’. For kvinderne vender hjem til et langt mere lokalt sted, en landsby, en familie, et hus, og det er en yderst kompleks proces.

Frygten for at vende tomhændet tilbage til fattigdom med et prostitutionsstempel i panden er stor. En hjemvendt thailandsk kvinde forklarer: »Hvis jeg bragte penge med tilbage, ville folk i landsbyen ændre sig over for mig … de ville ikke kritisere mig. Jeg ville være som en sød duft for dem. Selv om jeg stank, ville de stadig sige, jeg duftede sødt, hvis jeg havde penge«.

Hjemvendte har kvinderne selvsagt stadig kun få valg på nederste hylde, og undersøgelser viser da også, at op til 70 procent ønsker at migrere igen.

For kvinderne vil til enhver tid kunne tjene flere penge ved et ordentligt arbejde i udlandet end i deres hjemland. Derfor er en af de mest pragmatiske, men politisk betændte, muligheder for humanitære organisationer, der hjælper hjemsendte trafficking-ofre i reintegrationsprocessen, at tilbyde kvinderne hjælp til at remigrere og få arbejde i udlandet – blot legalt og mere sikkert.

’Redning’ og reintegration af trafficking-ofre er en kompliceret proces, og når kvinderne afviser hjælp, betyder det ikke, at de ikke har brug for hjælp, men snarere, at de behøver andre former for hjælp. Kvinderne ønsker hjælp, der accepterer og inkluderer deres rolle som andet end blot trafficking-ofre, prostituerede og mislykkede migranter.

Desuden gider de ikke sidde og sy etniske tasker på et ngo-center, omspundet af fordomme, og nogle med frygt for bagmænd. Derfor behandler nogle trafficking-hjælpeprojekter med succes simpelthen kvinderne som arbejdsløse eks-migranter og ikke blot trafficking-ofre, andre projekter giver kvinderne en reel sum penge, så de kan vende hjem med værdighed.

Med kvindernes afvisning af den tilbudte hjælp fristes man til at spørge: Hvor langt vil vi fravige egne principper og lovgivning for reelt at imødekomme målgruppens behov?

I de værste tilfælde oplever kvinderne paradoksalt nok, at ’redningssituationen’ har mange lighedstræk med ’trafficking-situationen’ i form af tab af kontrol og privatliv, respektløshed, manglende indflydelse og mistro. For at sikre, at dette ikke sker, bør der være solid kontrol med de nye, offentlige såvel som private trafficking-initiativer på linje med øvrige sociale tilbud.

Evaluering af trafficking-indsatsen bør desuden i høj grad inkludere og respektere kvindernes stemmer og ikke som nu kun myndigheder og socialarbejderes. På internationalt niveau er der stor fokus på ikke at skade kvinderne i anti-traffickingens hellige navn – den diskussion trænger sig på i Danmark.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden