En ny forening blev stiftet 11.5. for at slå til lyd for seksuelt frisind.

Seksualpolitisk Forum ønsker at arbejde for tolerance, mangfoldighed og fri seksuel udfoldelse og har til formål at påvirke den seksualpolitiske debat i Danmark og udlandet i en nøgtern og frisindet retning. Presset fra puritanisme og moralisme er angiveligt øget, og grænserne for frisindet er angiveligt presset tilbage. Generelt har vi en opfattelse af det seksuelle frisind som noget, der bare vokser og vokser. Den periode, vi lever i lige nu, bør være den mest oplyste og frie nogensinde. Det hed jo netop den seksuelle revolution, den i 1960’erne og 1970’erne, og eftersom vi lever efter den, så må vi jo være usnerpede som bare pokker. For sex i gamle dage, det var vist ikke særlig interessant. Vort billede er præget af de kjoler, som oldemor har på på billederne i familiealbummet, de var sorte og gik helt op til hagen. Men sex ’i gamle dage’ var langt mere nuanceret end det. ’I gamle dage’ er et problematisk udtryk, i og med at ’i gamle dage’ er et miskmask af alle perioder på én gang. Seksualmoralen svinger frem og tilbage som et pendul. Normen for frisind ændrer sig hele tiden. Der er forskel på seksualmoralen i det gamle Grækenland, i oplysningstiden, under victorianismen og i 1970’erne. Vi står ikke på toppen af altings udvikling netop nu. Heller ikke når det drejer sig om, hvor frigjorte vi er. Vi har en tendens til at opfatte vores historie som progressiv og i en støt udvikling: Jo tættere på vores tid, desto bedre. Men det er ikke altid sådan. På nogle områder er historien ikke roligt fremadskridende, der er tale om et ryk frem og to tilbage. Afhængigt af hvornår man lægger snittet, vil man nå frem til forskellige opfattelser af frisindet. Jeg kan bidrage med et snapshot af seksualmoralen for 220 år siden. Havde man lagt snittet 50 år før – eller 50 år efter – havde man sandsynligvis fået et helt andet billede. I et netop afsluttet projekt som historiestuderende på Saxoinstituttet på Københavns Universitet har jeg undersøgt opfattelser af seksualitet anno 1787-8. Det har jeg gjort ved at nærlæse den venezuelanske rejsende Francisco de Mirandas rejsedagbøger fra hans rejse gennem Sverige, Norge og Danmark, uddrage, hvad han skriver om sine seksuelle erfaringer undervejs på rejsen, og sætte det i relation til datidens generelle opfattelse af sex. Undersøgelsen giver et billede af et nysgerrigt, solidt, skamfrit og pragmatisk forhold til sex, som passer godt overens med den opfattelse, der ellers fremstår fra periodens litteratur. Francisco de Miranda (1750-1816) var en venezuelansk revolutionær, frihedshelt og eventyrer. I en lang årrække flakkede han om i USA og Europa, inklusive Tyrkiet og Rusland, for at søge støtte til tanken om et uafhængigt Sydamerika, men lige så meget som en omhyggelig dannelsesrejse. Miranda ankom til havnen i Stockholm 19. september 1787 og rejste rundt i Sverige, Norge og Danmark og fortsatte over grænsen videre sydpå 29. marts 1788. Han tilbragte altså godt seks en halv måned i Skandinavien. Miranda var en eksotisk og attraktiv mand, som havde let ved at opnå opmærksomhed fra kvindekønnet. Miranda var også en særdeles grundig dagbogsskribent. Han noterede alt ned, hvad han så og oplevede – også seksuelt. De registreringer indgik helt naturligt på linje med alt andet, han foretog sig, og blev altså ikke gemt væk i et mærkeligt kodesprog eller lignende. I oplysningstiden forsøgte filosofferne at reetablere det uskyldige, naturlige, frie syn på seksualitet, som de for eksempel hyldede fra antikken. Oplysningsfilosofferne måtte frelse menneskekroppen fra de fromme mænd og deres bibler. Man må prøve at forstå oplysningsfilosoffernes ideer – som med nutidens øjne kan virke besynderligt sammenfiltrede med deres gudstro – før man kan se, om man kan spore disse tanker i praksis hos Miranda. Det vigtigste er at forstå, at tro og religion ikke står i opposition til sex. Gud opererede på måder, som den menneskelige fornuft næppe kunne fatte. Det at undersøge skabelsens hemmeligheder var netop at bruge det intellekt, som Gud havde givet en at udfolde. Gud blev en skaber, der havde lavet verden for at tilfredsstille mennesket. Det skabte var et mirakel. Det var der ikke noget skamfuldt over. Det centrale i oplysningstiden var menneskets plads i universet. Man indså, hvor enormt universet var, og Guds forhold til mennesket måtte tages op til revision. På den måde fjernede mennesket sig fra Gud – i hvert fald den støvede, straffende Jahve – men samtidig kom Gud nærmere gennem naturen. Her eksisterede han midt i sit skaberværk og de lovmæssigheder, man nu undersøgte. Den nye opfattelse af Gud var en godgørende og omsorgsfuld Gud, som havde skabt den bedste af alle verdener for mennesket. Han havde arrangeret alt dette for vor jordiske veltilpashed. Mennesket var det eneste, der kunne fatte, hvor heldig han havde været. Lykken var endemålet for menneskets søgen, og det gode liv krævede ikke, at mennesket fornægtede de gaver, Gud havde foræret mennesket. I sidste ende havde Gud endda arrangeret det så smart, at der bag denne vellyst (parringen) lå selve menneskehedens overlevelse. Vellysten måtte fejres som en integreret del af menneskets natur, én, der snarere fortjente hyldest end skam – som en del af Guds opfindsomme vidunder. Ja, det ville vel være at håne Gud, hvis man fornægtede og ikke værdsatte hans påfund og tog del i det? Den franske filosof Diderot hyldede bl.a. den frie, generøse seksualitet. Diderot er den af oplysningsfilosofferne, som har beskrevet seksualmoralen – eller i hvert fald idealet af denne – mest indgående. Han forsøgte at gøre passionen til noget ideelt og smukt. »Jeg tilgiver alt, der er inspireret af passionen«, skrev han. Det er netop passionerne, der gør mennesket menneskeligt, og det er manglen, der gør os dyriske. Den passionsløse mand lever og dør som et dyr. Den tyske encyklopædist og filosof Holbach skrev, at man ikke kan beordre en mand til at få sit blod til at løbe langsommere. At stille sig i vejen for en mands passioner er ganske enkelt at forbyde ham at være menneske. Desuden sagde den engelske filosof Locke jo, at al menneskets viden kom gennem sanserne. Det er nærliggende, at mennesket ikke kun brugte disse sanser til at udforske Guds skaberværk, men også at nyde dette. Oplysningsfilosofferne ønskede altså at (re)etablere en opfattelse af seksualiteten som noget uskyldigt og naturligt, som man ikke bør skamme sig over. Har Francisco de Miranda da taget pointerne fra disse lærde herrer, som han så op til, til sig? Ja. Sex omtales frit og omfangsrigt i hans dagbog, på samme måde som hans øvrige registreringer af oplevelser og sightseeing. Han slår ikke korsets tegn for sig eller viser anger på nogen som helst måde, når han har haft sex. Han morer sig tydeligt over det og noterer sig ikke blot sin, men også i høj grad sin seksualpartners tilfredshed og fornøjelse. I København havde han sex mindst 13 gange med ca. seks forskellige piger, især en tjenestepige, »mit pigebarn«, som han var sammen med otte af disse gange. Derudover var der mindst tre gange, hvor han kyssede eller lignende med kvinder. I Göteborg havde han en kort, men intens affære med en gift kvinde af det pæne borgerskab. I de seks en halv måned, Miranda var i Skandinavien, havde han sex mindst 24 gange, med ca. 14 forskellige kvinder. 1700-tallets kærlighedsliv er »mere ugenert end i andre epoker. Hvorfor skulle man skjule for sine medmennesker, at man finder behag i kærligheden«, spørger Morus’ ’Erotikkens kulturhistorie’ fra 1958 retorisk og fortsætter kort efter: »Heller ikke mændene udmærkede sig ved særlig diskretion. Samtaler om galante eventyr var tidsfordriv«. Sammen med sin nye danske ven, etatsråd Carsten Anker, sidder Miranda og parlamenterer med en pige i Skydebanens Have, om hun vil kysse med ham eller »kneppe«. Det tyder ikke på, at det er et emne, som Miranda har følt skulle holdes skjult for omverdenen eller omgivelserne. I Stockholm er han også på bordel med en ny ven, D’Erlak. I Kristiania (Oslo) »skikker« en grev Rantzau ham ganske kort tid efter, at de har mødtes, en lidenskabelig tjenestepige, som han forlyster sig med en nat. I København forærer en hr. Brown fra et handelshus ved Knippelsbro ham sexlegetøj, en såkaldt titillationskugle, ligeledes kort tid efter at de har truffet hinanden. Han har også en snak med etatsråd og generalprokuratør Christian Colbiørnsen (ham med stavnsbåndets ophævelse) og finans- og gehejmestatsminister grev Ernst Schimmelmann om, hvordan sidstnævnte i Norge var blevet udsat for lørdagstraditionen med at lægge ham i seng med to unge piger »af lutter gæstfrihed og i al uskyldighed«. Det, vi i dag vil betragte som private emner, sex og erotik, har altså været et emne, man ret hurtigt kom ind på i de sociale netværk. Det antyder heller ingen skamfølelse. Det er ikke kun de nye ’fornemme’ venner, Miranda har et åbenhjertigt forhold til vedrørende seksuelle sager. Det er også de mange kroværter og lignende, som han undervejs må fortælle om sit behov for at finde sig en beredvillig pige. På et tidspunkt får Miranda og hans københavnske ven Carsten Anker fremvist sovesalene på kasernen i Rosenborg Have af en menig soldat. Han noterer sig, at sovesalene er »meget propre og med gode senge, selv om de har den fejl, at der skal ligge to i hver. De gifte er alene med deres koner uden omhæng eller adskillelse, alle sammen i ét rum, og sengene står tæt op ad hinanden. Vi spurgte ham (soldaten), om dette ikke medførte visse ulemper, og han svarede meget køligt, at det var der ikke tale om, eftersom ingen kerer sig om det, der tilhører sidemanden«. Det er et fremragende eksempel på indiskretionen og overbærenheden omkring det seksuelle. Hvis soldaterne har sex med deres koner i et stort rum, med sengene skramlende tæt op ad hinanden, har det været hverdagsagtigt, frit og naturligt. Miranda forbinder endda denne overbærenhed med »rene sæder hos disse folk«. Man kan altså åbenlyst dyrke og nyde sex og samtidig have en ren levevis. Et aktivt sexliv gør ikke folk ’beskidte’. Et sidste eksempel på frisind og humor anno 1788 er fra Mirandas besøg på Rosenborg Slot, hvor han morer sig over Christian IV’s gamle påhit spejlkabinettet: »… i midten er der også spejle i gulvet, og når en dame går hen over dem, så spilles der hende det puds, at man kan se hendes rumpe & c…«. Hvis man kan stole på Mirandas dagbøger, og det er der ikke ret meget, der tyder på, at man ikke kan, så har han altså et afdæmpet og gennemført afslappet forhold til det seksuelle. Der er tale om meget lidt tilbageholdenhed fra Mirandas side. Det lader til, at Miranda har det friske forhold til seksualitet, der præger oplysningsfilosofferne og tiden lige før den franske revolution. Oplysningstiden generelt er tolerant og nysgerrig over for sin seksualitet, i hvert fald den del, der holder sig inden for normerne. Der er grænser for frisindet. Mandlig homoseksualitet, masturbation og dyresex er klart uden for normerne og tabu. Måske fordi det opfattes som spild af sæd eller en trussel mod den traditionelle magtfulde manderolle. I denne galante periode må en velopdragen mand gå langt for at behage kvinderne, også seksuelt. Muligheden for kvindelig orgasme var kendt. Det har været velanset at have sex flere gange i træk, for Mirandas vedkommende to eller tre gange, men der er mere ekstreme eksempler. Man får en fornemmelse af, at kvantitet er vigtigere end kvalitet. Oplysningstidens optagelse af den seksuelle præstation er en fascination af præstationen i sig selv. Ikke alene for at tilfredsstille kvinden, men også en fascination af kroppen som maskine. Menneskekroppen havde en funktionalitet og dynamik som en motor, og eksperimenterne med grænserne for kroppens formåen var en fascination af Guds skaberværk. Eksistensen af sexlegetøj er karakteristisk for den optimistiske nysgerrighed og mekaniske opfattelse i perioden. Kroppen og dens vellyst er noget, man kan udforske, også via redskaber. Dagbøgerne tyder på, at Miranda har praktiseret oplysningsfilosoffernes friske forhold til seksualitet. Uden videre har han kunnet udleve denne på sin skandinaviensrejse. Den har tilsyneladende ikke vakt opsigt eller forundring i Sverige, Norge og Danmark. Oplysningstankerne, også om den seksuelle naturlighed, lader altså til at have haft rodfæste i Skandinavien anno 1787-88. Miranda og hans nysgerrige, solide, skamfrie og pragmatiske forhold til sex passer godt overens med den opfattelse, der ellers fremstår fra perioden, for eksempel i dens skønlitteratur, herunder den pornografiske. Mirandas seksualitet har ikke været ekstrem i forhold til folk fra den samme klasse, samme køn og samme tid, der mestendels havde et nysgerrigt og afslappet forhold til kroppens vellyst. Miranda er et barn af sin tid; han repræsenterer det, som filosofferne missionerer for. Hans dagbog giver os mulighed for at se, hvad en rigtig oplysningsmand tænkte og gjorde – også efter at lyset var slukket. Hans sexopfattelse er fordomsfri, almindelig og naturlig. Eller rettere: ’kulturlig’, idet normen og det ’naturlige’ naturligvis er en kulturskabt konstruktion i en hvilken som helst tid. Opfattelsen af, hvad der er seksuelt acceptabelt, ændrer sig periode for periode. Grænserne for frisindet er som sagt ikke blot roligt fremadskridende og udflydende gennem historien, og noget kunne tyde på, at frisindet havde bedre forhold for 220 år siden, end det har denne sommer.