Efter mere end syv år med en regering, der mildt sagt har et anstrengt forhold til hovedstadsregionen og mener, at kulturen bør kunne gå selv eller sponsoreres, havner den nye OECD-rapport på vores skød, hvor den taler sit tydelige sprog: København som hovedstad sakker bagud på den internationale arena! Og når hovedstaden sakker bagud, rammer det hele landet.• Vi taber i kapløbet om de veluddannede. • Vi taber i kapløbet om integration og sammenhængskraft. • Vi taber i kampen om de større internationale begivenheder inden for sport og kultur, • og vi taber i kapløbet om at sikre hænder til vores job og job til vores hænder. Der skal mere end skåltaler, enkelte bygninger eller sporadiske arrangementer til for at løfte disse udfordringer. Vi mener, at de manglende bevillinger og det mangeårige ringe samarbejdsklima mellem regeringen og København er nogle af de væsentligste grunde til, at Danmark sakker bagud. Kort sagt, der mangler en overordnet og forpligtende flerårig plan for hele hovedstadsregionen, og vi vil gerne tage kulturen som eksempel. Alle, der arbejder med branding af byer, ved, at det tager årtiers målrettede investeringer i talent, bygninger og organisationer for at ændre en bys eller et lands profil. En sådan plan vil være det nødvendige redskab til at skabe sammenhæng mellem de kulturpolitiske ambitioner og ressourcetildelingen. For det er ikke kun OECD-rapporten, der peger på, at også andre faktorer end økonomiske spiller ind på evnen til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft. Flere analyser – sidst fra Nordisk Råd – har vist, at en vigtig faktor, når folk skal vælge bosted, er, om der foregår noget. Skatten spiller ind, når vi skal tiltrække udenlandsk arbejdskraft, men den er ikke så altafgørende, som nogen vil gøre den til. Vigtigere er det, om der er et trygt miljø, man kan færdes i. Om man kan få et godt hverdagsliv. Om familien kan trives, og om der er uddannelses- og sundhedstilbud. Og meget af dette falder i sidste ende tilbage på, om der er et åbent, tolerant og oplevelsesrigt miljø med mange muligheder. Hvis Danmark skal blive bedre til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, personer med entreprenørånd, idémagere osv., afhænger det altså af vores evne til at skabe et livsmiljø med mange muligheder – og til at brande os på det. Vi skal være dem, man kommer i tanker om i forhold til internationale events, fordi vi allerede langt hen ad vejen har talentmassen til det! Og god branding bygger på fremhævelse og udbygning af allerede eksisterende styrker. Tankerne bag oplevelsesøkonomien, når de er bedst, er vigtige bestanddele i det, et land som Danmark og i særdeleshed hovedstadsregionen skal kunne komme på den internationale GPS med. Desværre har oplevelsesøkonomi fået en noget negativ klang i manges bevidsthed, fordi vi foreløbig har set meget lidt til de 90 mio. kr., som regeringen skulle omsætte i denne økonomi. For at hovedstaden kan udvikle et godt oplevelsesøkonomisk brand, skal fire betingelser være opfyldt i det lokale setup: 1. Faciliteterne skal være i orden. Der skal være fysiske rammer, transportmuligheder, boliger osv. Logistikken skal være på plads, så man kan brødføde deltagerne, de skal kunne komme rundt, overnatte, være trygge i byen osv. 2. Der skal være en organisation, som kan løfte opgaven omkring store begivenheder. Det er ikke noget, der kan stampes op af jorden med et par ugers forberedelse, men skal bygge på lang tids erfaring. Derfor ser vi ofte de samme personer gå igen som tovholdere. Roskilde Festivalen og Copenhagen Jazz Festival er eksempler på organisationer, der med succes år efter år udbygger og videreudvikler erfaringer, men også uddanner fremtidens tovholdere og oplevelsesøkonomipersoner. 3. Der skal være lokale udøvere. Kun gennem de erfaringer og netværk, der opstår hos og omkring lokale udøvere, kan de rette forbindelser mellem internationale bidragydere skabes. En international filmfestival opstår ikke på grund af en beslutning i et ministerium, men som resultat af mange års udveksling af tanker og ideer. Momentum opstår ikke uden talentfulde ildsjæle. Hvis oplevelsesøkonomien skal give mening og generere mere, skal den lokale fødekæde være på plads: Vores børn skal have en bred vifte af kulturelle tilbud i løbet af deres skoletid. Styrket undervisning i de kreative fag, nedbringelse af udgifterne til musikskoler og billedkunstskoler for børn. Ja, de skal have en ’kulturel skoletaske’, som man allerede har indført det i Norge! Der skal tages ansvar for både eliten og bredden, så man sikrer det kunstneriske vækstlag, som er forudsætningen for det sublime. Og sidst men ikke mindst: Det skal være muligt at leve som kunstner! 4. Der skal være ressourcer. Det koster næsten en million at stille en bare nogenlunde troværdig udstilling med samtidskunst på benene. Noget kan hentes hjem vis entreindtægter og sponsorater, men meget af gevinsten opstår jo andre steder: Hoteller og restaurationer er det mest nærliggende eksempel, men som sagt viser undersøgelser, at også folks valg af uddannelses- og arbejdsby hænger sammen med, hvilken branding man finder! Ressourcerne fordeles i dag dels over Københavns budget, dels via fonde som Wonderful Copenhagen og endelig via finansloven gennem Kulturministeriet. Regeringen har ikke lagt skjul på, at den ønsker store internationale begivenheder til Danmark, men hver gang det drejer sig om at finde pengepungen frem, bliver der stille, og erhvervslivet må stå for skud. Dette har til en vis grad kunnet lade sig gøre gennem tiderne med højkonjunktur, hvor erhvervslivet har været ivrigt efter at finde nye måder at profilere sig på og nye investeringsmuligheder for stadigt stigende overskud. Mange museer har finansieret en række udstillinger og events via private sponsormidler, og mange billedkunstnere har levet af salg til virksomheder, der kunne trække udgifterne fra i skat. Vi har således i fællesskab været med til at finansiere private kunstkøb over skattebilletten uden at få indflydelse på udvalget. Men finanskrisen har sat sit spor. En række internationale virksomheder har valgt at fjerne alle sponsorater inden for kulturen, mens en række mindre banker i Danmark f.eks. vælger at sortere kraftigt i især de mindre sponsorater – som ofte er dem, der har været med til at sikre et levende kulturliv lokalt. Frankrig har besluttet at drage konsekvensen af det og har forhøjet kulturbudgettet med 3,5 procent. I Danmark har kulturministeren foreløbig afvist enhver snak om kulturkrise og henviser til, at flere end nogensinde går i biografen (!) Forholdet mellem regeringen og København har ikke været det bedste. Vi ønsker ikke at deltage i en krig mellem stat og hovedstad, som i sidste ende ikke fører til det ønskede, nemlig et nyt spring fremad for København og dermed for hele landet. Vi ønsker tværtimod at pege på en række områder, der er af fælles interesse, især inden for kulturen. Områder, som ikke bare appellerer til et dansk publikum, men som også vil give turismen et løft, og som vil veje med i den globale konkurrence om at tiltrække og fastholde højtuddannet arbejdskraft, forskere m.m. Kultur, der ikke bare appellerer til et nationalt publikum, men som kan brande Danmark som en vigtig global aktør. Og selvfølgelig også for at give kunstnere optimale forhold til at udøve deres virke. Vi vil fremhæve tre områder, hvor det manglende samarbejde og vilje til at finde løsninger hæmmer os i at komme bare nogle få skridt videre med at løfte Københavns, hovedstadsregionens, ja hele landets kulturelle potentiale. Danmark har et stort og frodigt rytmisk musikliv. Vi har selv produceret store navne, og vi har de netværk, der skal til for at sikre udveksling og spændende tilbud. Copenhagen Jazz Festival og Roskilde Festivalen er allerede nævnt, men også i andre dele af landet har vi enestående eksempler på sublime netværk, der jævnligt viser sig i festivaler i den internationale klasse. Spotfestivalen for elektronisk musik, som holdes i Århus, er bare et eksempel. København har gennem de sidste par år fået nogle fantastiske kulturinstitutioner. Operaen, Skuespilhuset og DR Byens koncertsale har alle sammen været bidrag, der har været med til at løfte den klassiske musik og scenekunsten. Men Danmark og København lider forfærdeligt under manglen på et større og unikt spillested for rytmisk musik. Alene i København findes der en del større scener som f.eks. Parken, Forum og Valbyhallen, der har masser af plads, men langtfra lever op til kravene om ordentlig lyd, som kan tiltrække flere store navne og give musikoplevelser i topklasse til publikum. Mega-Vega-projektet lykkedes ikke i denne omgang. Man kan undre sig over, at regeringen ikke finder ansvaret for den rytmiske musik lige så stort som for den klassiske. Hvis man ikke ønsker at indgå i en Mega-Vega-løsning, kunne man måske hægte sig på Københavns Kommunes nye multiarena i Ørestad. Staten fik i sin tid tilbuddet om at være med, men staten glimrede igen ved sit fravær, når det gælder økonomi. Her er der ikke plads til andet end skåltaler om globalisering og store internationale events. Når det gælder kroner og øre, bliver der meget stille! Men Multiarenaen på Amager er en oplagt lejlighed til at sikre det store københavnske spillested, der er målrettet rytmisk musik, og som kan give 4.000-5.000 tilskuere den gode koncertoplevelse! Vi vil foreslå, at staten benytter lejligheden til gå ind i projektet som partner med et beløb, der modsvarer Københavns 200 mio., så der kan laves et musikanneks til Multiarenaen, ligesom man gjorde i Stockholm, da Globen blev bygget. Vi har de lokale aktører, vi har de lokale organisationer, men vi mangler ressourcer til virkeligt at løfte, og vi mangler faciliteter! På scenekunsten har Skuespilhuset i høj grad været med til at løfte den facilitetsmæssige standard. Men der er stadigvæk et udestående med parkeringsmuligheder, bl.a. fordi staten ikke vil anerkende Københavns behov for at få styr på klima og miljø. Vi kan vist roligt sige, at sagen er gået i hårdknude. Det er blevet til en politisk styrkekamp mellem København og regeringen. Vi tror på, at der findes en løsning med balance mellem Københavns parkeringsstrategi, hensynet til miljøet og regeringens ønske om parkeringsmuligheder. En model kunne være, at der sikres parkeringsmuligheder omkring Skuespilhuset i form af underjordiske P-pladser, mod at kommunen sløjfer et tilsvarende antal overjordiske P-pladser samt sørger for parkeringsmuligheder for beboerne på samme økonomiske vilkår, som de har i dag. Samt at der investeres i nye rekreative arealer på de forhenværende parkeringspladser. På den måde er man med til at sikre en bedre udnyttelse af byens offentlige rum og samtidigt skaffe parkeringsmuligheder for beboere i området omkring Skuespilhuset og en ansvarlig trafikafvikling. I stedet for dumstædigt at holde hver på sit er det oplagt, at der her skal indgås et kompromis til glæde for begge parter! Men scenekunst er andet og mere end det talte ord. Danmark er verdenskendt for sit børneteater, og vi har stadigvæk muligheden for at komme helt i front, når det drejer sig om Ny Cirkus og uddannelse af fremtidens artister. Lige nu er der ingen formel uddannelse, men flere byder ind. En række uddannelsescentre har, for at sige det rent ud, opdaget en ny forretningsmulighed. Samtidig er der rent faktisk unge, der tager en artistuddannelse under meget stramme økonomiske forhold, som kun appellerer til mennesker med et enormt engagement eller en økonomisk sikkerhed i baghånden. Dansk artistforbund og Københavns Kommune peger begge på AFUK. Nu venter vi bare på, at staten anerkender uddannelsen her! Artistuddannelsen skal lægges i hænderne på de engagerede, passionerede med den høje faglighed og ikke på smarte uddannelsesfirmaer, der er på udkig efter nye indtægtskilder! Som et eksempel på et positivt samspil mellem stat og kommune kan vi nævne Danseteateret, som nu har fået sit hus i det gamle Carlsberg-kompleks. Det kan med andre ord lade sig gøre. Men også børneteatret, som er verdensberømt, mangler sin platform. Selv om Københavns Kommune f.eks. i år har prioriteret børneteatret Corona la Balance, således at de nu får en fast scene, så kunne det være fantastisk, hvis vi også en dag kunne bygge et teaterhus specifikt til børneteater. Ja, hvorfor ikke tænke i et hus, der kunne rumme et større børneteatermiljø, således at der også kunne afholdes festivaler – både nationalt og internationalt. Endelig er det rigtig ærgerligt, at statsensembleordningen for børneteatret er stoppet. Det ville være rigtigt fint at genindføre den ordning, så vi kan fastholde vores globale førerposition på dette felt. Samtidskunsten har trange kår. De unge nyuddannede fra akademiet søger til Berlin, fordi det er for dyrt at etablere sig i København. Og Berlin er ved at blive centrum for de nye kunstnere – et mekka for samtidskunst i det hele taget. I København mangler vi stadig den kunsthal, som Brian Mikkelsen kørte i sænk gennem sine ledelseseksperimenter for Charlottenborg. Byen fik en ny luksuslejlighed, men ingen kunsthal. For igen skal der mere end PR og store ord til. Charlottenborg, og Nikolaj Kunsthal kan helt sikkert noget på deres felter, men hvor er de faciliteter, der kan kravle op bare i knæhøjde af Tate Modern i London? De fysiske rammer mangler, så man kan leve op til samtidskunstens krav om f.eks. meget store installationer, så f.eks. Crohnhammer og Eliasson kan udstille i København. En bare nogenlunde udstilling koster minimum en million at få stablet på benene, og det kræver også ordentlige fysiske rammer, der netop er egnet til samtidskunsten. Derudover hviler den låneudveksling af værker, som er forudsætningen for de spændende udstillinger, på tillid og kendskab mellem personer med de rigtige netværk. De kan ikke stampes op af jorden, men forudsætter, at man vil bruge de personer, der har engagementet og den rette viden. I København har vi personer med de gode forbindelser, der kunne skaffe de spændende ting til byen, og der er heldigvis taget de første skridt i retning af at etablere en kunsthal for samtidskunst i Carlsberg. I fællesskab kunne vi skabe en løsning! Igen har vi de lokale aktører, de lokale organisationer, men faciliteter og ressourcer er helt utilstrækkelige. Vi mener med andre ord, at København og hovedstadsregionen skal brandes og dermed brande Danmark på det, vi kan! Vi mener, der er så meget uforløst potentiale og talentmasse i Danmark alene på disse tre områder! Ovennævnte er en liste over nogle af de her og nu-udfordringer, vi bør kunne finde en løsning på. Det er ikke uddybende, og der kræves meget mere. Derfor opfordrer vi til samarbejde mellem hovedstaden og regeringen om en flerårig plan for udviklingen af kultur og kunst i hovedstadsregionen og dermed i hele Danmark. Danmark er dumpet i OECD-rapporten. Det er på høje tid!