Der sidder en lille kvinde og fortæller om sin forsvundne søn. En dag kom han ikke hjem til aftensmaden: »Jeg satte en tallerken suppe frem til ham på køkkenbordet med et låg ovenpå for at holde den varm«. Men han kom ikke, og hun så ham aldrig mere. I dag ved hun godt, hvad der skete med sønnen, og det fortæller hun om. Stille og næsten tonløst. Efter lang tid bøjer Desmond Tutu sig over imod hende, kigger hende dybt i øjnene og siger: »Vi er taknemlige for, at du fødte ham«. I disse dage er det ti år siden, den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommission påbegyndte sit arbejde med at hele nationens sår. Efter årtiers vold og undertrykkelse fra det hvide mindretal, der tog alt undtagen værdigheden. Sandhedskommissionen forandrede verden. Verden har bare ikke opdaget det endnu! Måske er det for overvældende! Man lagde ud med en høring om krænkelser af menneskerettighederne i april 1996 i byen East London, hvor modstanden mod apartheidstyret havde været stærk. Det var to år efter det første demokratiske valg, hvor Nelson Mandela var blevet præsident. Efter den første uges høringer udtalte formand Tutu på alles vegne: »Vi har set ind i øjnene på bæstet fra vores mørke fortid, og vi har overlevet«. Fra starten havde kommissionen tre ben at gå på: indsamle vidnesbyrd og efterforske dem, tildele amnesti og udmåle erstatning. Størst omfang havde selve vidneafgivelserne. Amnestien svævede sandt at sige i et juridisk tomrum. Og den økonomiske kompensation var der vist aldrig nogen, der rigtig troede på. Over en periode på halvandet år indsamledes mere end 20.000 beretninger, og der er blevet givet amnesti til 849 personer, mens 5.392 har fået afslag. Enkelte af sagerne kører endnu. Der har også været tale om mindre pengebeløb til ofrene. Men for det meste drejer det sig blot om at fortælle. Og at lytte. Der sidder en lille kvinde i spadseredragt og fortæller om den dag for femten år siden, da hun kom gående ned ad gaden. Idet hun passerer en (navngiven og nulevende) politimand, dasker han til hende med sin flodhestepisk. Hun er mødt op her i dag for at fortælle om det og få en forklaring. Hvorfor slog han hende? Vil han sige undskyld? Og kan han overhovedet huske episoden? Det er kernerne i Sandhedskommissionens brød! Alle disse historier om stort (mest) og småt. Med detaljer, man kan se for sine øjne. Ligesom den uspiste tallerkenfuld suppe. I et sprog, der er renset for alt overflødigt. Det er som et folkeeventyr. En uendelig, sorgfuld vise. En myte om lyset og mørket. Om og om igen. Der var engang. Og historierne er samtidig fulde af hverdagens billeder, små tilsyneladende ubetydelige elementer, der er ætset ind i hukommelsen: »Hun havde den røde kjole på«, eller »det var en lørdag«. En kvinde, der undgik at blive voldtaget på politistationen, siger: »Jeg tror, Gud kom til ham«. Sprogets enkelhed forstærker det grufulde. En dreng var blevet forgiftet af politiet: »Til sidst kravlede han rundt i stuen som en syg kat«. De kom til en mor med hendes søns tøj. Hun fortæller: »Da jeg så hans T-shirt, der var fuld af blod, sagde jeg til mig selv, at når den ser sådan ud, hvordan ser han så ikke selv ud?«. En kvinde tiggede om at blive brændt sammen med sin mand, men »de sagde, at de ikke havde benzin nok til os begge«. Både før og efter sit virke er Sydafrikas Sandhedskommission blevet kritiseret og latterliggjort. Kleenexkommissionen er kun en enkelt betegnelse. Og der blev da også grædt og krammet aldeles meget undervejs. Og så var der selve tanken om forsoning. Steve Bikos familie nægtede således at acceptere amnesti til hans mordere. Det var også svært at få vredet undskyldningslignende udsagn ud af de fhv. præsidenter Botha og de Klerk. Og Desmond Tutu var helt nede på knæene for at få en indrømmelse fra Winnie Mandela: »I beg you!«. Nogle tænkte nok, at der blev taget mere hensyn til de onde end til de gode. Da massemorderen Eugene de Kock (kendt som Prime Evil) havde fortalt sin historie, udtalte dommeren: »Det må have været en stor lettelse for ham at befri sig for byrden af disse ting, der må have ligget tungt på hans samvittighed i mange år«. Denne dommer havde forstået, hvad det hele drejede sig om. Desmond Tutu siger det således: »Tilgivelse handler i bund og grund om at give folk mulighed for at forandre sig. Det handler om at holde døren åben, så de kan bevæge sig fra et mørkt sted til en ny, oplyst nutid og fremtid«. Billedet af et mørkt og et lyst rum hører til den forhenværende ærkebiskops yndlingsmetaforer. Og vidneudsagnene over for Sandhedskommissionen fortalte om et dybt, dybt mørke. Der sidder to mordere i et DDR-lignende kongrescenter uden for Pretoria. De har hængt en sort mand op i et træ med hovedet nedad og tændt et lille bål under ham for at få ham til at indrømme noget. Der bliver drukket bravt af flaskerne med Klipdrift, som er brandy og virkelig skod (det er et gennemgående træk ved totalitære regimer, at deres bødler har været bedøvet af druk). Manden hænger i den brændende sol hele eftermiddagen. Endelig bliver han taget ned fra træet, og så går det rigtig galt. Til allersidst smider de hans afhuggede arm på motorvejen. I Pietersburg ligger der en mand i en havareret rullestol i en gymnastiksal. Han har en pointe. Og den vil han gerne fortælle. Hans nevø blev skudt i apartheidstyrets sidste tid, da han krydsede grænsen fra Zimbabwe i et folkevognsrugbrød. Med i gruppen er en stikker, som på det aftalte sted går ud af bilen for at tisse. Det er et perfekt baghold. Nu kommer så den gamle mand og siger, at der var én overlevende i bilen bagefter. Han blev også skudt. Det var forkert, siger han alvorligt henvendt til seks tunge, hvide ekspolitifolk, som har følt det sikrest at søge om amnesti for bagholdet. Apartheidstyret sagde, at det var krig, fortsætter han, og i en krig skyder man ikke en mand, der har overgivet sig. Han skal tages til fange og behandles anstændigt. De seks hvide forstår ikke helt denne hårfine fortolkning. De er tydeligt utilpasse ved at være i lokalet. Og at blive tiltalt på så direkte en facon. Og så er vi i den store township Maokeng uden for Kroonstad. Her holder judge Wilson sit livs brandtale om lov og retfærdighed for 4.500 tændte indbyggere. Vi er midt i boernes hjerteland. De 1.500 sidder i et totalt proppet auditorium, resten hører med udenfor gennem højtalere. Vi er - som så ofte før - næppe mere end 10 hvide i forsamlingen. Sagen handler om amnesti til 4 unge, der har deltaget i bandevolden imellem de apartheidstøttede grupper og mere eller mindre fribyttere i frihedskampen. Der bliver snakket en del om bildæk og tændstikker. De såkaldte 'halsbånd'. Der var mange private opgør og snuskede motiver i de senere år, så fordi de 4.500 knurrende mennesker måske sympatiserer med, hvad disse 4 har gjort - fastslår dommer Wilson med tordenrøst - er det ikke ensbetydende med, at det var inden for rammerne af amnestiloven. Det var ikke nødvendigt at angre for at få amnesti. Hvordan måler man også anger? De fleste sagde dog undskyld, og mange forsonede sig oprigtigt med deres ofre. Had så jeg aldrig. Den første betingelse for at få amnesti var sandheden. Hele sandheden. Den næste var, at handlingen skulle være direkte relateret til kampen for eller imod apartheidstyret. Derfor fik de 4 'frihedskæmpere' fra Maokeng ikke amnesti. Og derfor fik de 6 bagholdsmænd det. De 2 mordere kom i fængsel. Sandhedskommissionen blev sammensat af mennesker fra Sydafrikas etniske og religiøse grupper såvel som den juridiske verden. Dertil kom en hær af græsrødder, som hjalp med at indsamle oplysninger, fotokopiere og tørre tårer. Danmark havde flere politifolk i landet, som arbejdede med efterforskning - bl.a. i sagen fra Maokeng. Professor Carl Aage Nørgaard fra Århus, der bistod med Namibias forfatning, blev også taget med på råd. I 1998 afleverede kommissionen sin rapport i fem store bind til præsident Mandela. Han kunne dårligt bære dem. Historien var fortalt. Historien kunne begynde. Resten er politik. Men jeg har set det ske med mine egne øjne. Hvordan mordere har indset deres lovløshed. Hvordan menneskelig værdighed kan rejse en katedral i en gymnastiksal. Og hvordan ord kan forløse. Det er så nemt. Det eneste, der kræves, er den tro, som kan flytte bjerge. Sandhedskommissionen var religiøs på den gode måde, dvs. egentlig ikke. Man mødtes på den simple, fælles platform, hvor alle former for tro og overbevisning kan enes, og budskabet er så enkelt som nærmest - kærlighed. Til næsten og til sandheden. Titusinder af mennesker er gået rystede og rensede hjem fra dagens høringer. Sådan renskrev Sydafrika sin nyere historie ved folkets hjælp. I et land, hvor konspirationsteorier ellers går som varmt brød, er det ikke så ringe. Og selv om de fleste hvide foretrak at sidde derhjemme og se det på tv, så var der alligevel ingen, som kunne dukke sig, for i disse første måneder af Sandhedskommissionens virke var mediedækningen i hjemlandet overvældende. Hvorfor Sydafrika? To ord dækker: Jesus og ubuntu. Og en situation, der er ultimativ nok. Gud er stor i Sydafrika, men det er en helt anden Gud end ham, der beordrer George Bush til at gå i krig. I Sandhedskommissionens arbejde er det, som om man har taget alt det bedste fra kristendommen og luget det væk, som smager af selvretfærdighed og hævnfølelse. Og så sker det, at graden af godhed overgår de forsamledes. Jesus unplugged! Ubuntu er et begreb fra det sydlige Afrika, som beskriver samhørighed og fællesskab. Du bliver menneske gennem andre mennesker, det er det, der er kernen. Du kan ikke melde dig ud, og du vil ikke blive sluppet. Der var en udsendelse i tv om en knægt, der kom luskende hjem til sin landsby i Mocambique efter borgerkrigen. Han havde været på det forkerte hold. Han blev tålt, men i begyndelsen talte de andre landsbyboere ikke til ham. Så en morgen efter et års tid sagde præsten »Godmorgen!«. Ingen andre steder i verden har arbejdet med fortidens traumer og aktiv forsoning været så omfattende som i Sydafrika. Idéen om en Sandhedskommission havde tidligere været afprøvet i bl.a. Chile, men der var den lukket og anonymiseret. Fra Guatemala til Afghanistan har der været forskellige variationer af sandhedskommissioner. Men kun i Rwandas opgør med fortiden har der været lignende eksempler på anvendt ubuntu. Midtvejs ligger Balkan, hvor der end ikke er tænkt i sådanne baner. Det er også svært, når den højeste form for retfærdighed i vores del af verden hidtil har været domstolene i Nürnberg og i Haag. Sydafrika sendte et klart signal til resten af verden om, at det er en mulighed at være tilgivende og blød frem for at være hård og firkantet. Det gælder også i dag. Der sidder en mand og fortæller om sin søn, der blev slået ihjel. Han vil godt tilgive dem, der gjorde det, selv om han ikke kan glemme. Men han vil gerne have at vide, hvorfor de kørte rundt med ham i et tov efter bilen bagefter. Var det virkelig nødvendigt? Tilgivelse er praksis. Og Sandhedskommissionen var praksis. Derfor var den eneste rigtige forbier, som jeg overværede, en 'pædagogisk dag', som man arrangerede i Regina Mundi-kirken i Soweto. Der var gabende tomt i den enorme kirke, i hvis kor Mandela og Jesus var malet side om side. Og for fødderne af dem var samlet alle notabiliteter - med karismatiske Walter Sisulu i spidsen. De fortalte kommissionen, hvad alle vidste i forvejen om historiens gang. Ikke mindst om skolebørnenes opstand lige uden for kirken i 1976. Selvfølgelig har der været gode og dårlige dage for den omrejsende sandhedskaravane. Og selvfølgelig går ikke alle mennesker i Sydafrika i dag rundt og tilgiver hinanden hele tiden. De enorme sociale problemer, aids og kriminalitet og rent vand har overtaget dagsordenen. Men der var et lyst rum engang. En åbning. En anden vej. Det kan ske igen. Det vigtigste ved Sandhedskommissionen er, at den var der.