Blicher hørte jeg, før jeg selv kunne læse - min mormor læste flere noveller og især jagtbeskrivelserne fra 'Diana'. Som barn interesserer man sig ikke for forfatteren, men for historierne. Og Blicher kunne gøre jagten spændende. Der er et billede, der står lysende for mig. Blicher fortæller om at skyde ræve fra baghold - »Det allerbedste skydehus er et hult træ«. Det hule træ var et egetræ nær Gyldenholm. Fra dette træskjul dræbte han på én nat fire ræve og 26 på én vinter. Jeg så det hule træ for mig på samme måde som det hule træ, soldaten i 'Fyrtøjet' bliver firet ned i af heksen. Det andet, jeg husker fra min barndoms oplæsning, var herregårdsskyttens hund (det var en mynde), som sørgede sig ihjel ved skyttens død. I 'Skytten på Aunsbjerg' læser jeg: »Så længe skytten lå lig, lå hunden hos ham. Han ville have fulgt ham til graven, men var dertil alt for udtæret . . . Vi satte de lækreste spiser for ham - han vendte hovedet bort fra dem - han sultede og sørgede sig til døde«. Beskrivelsen af hundens sorg stod mere levende for mig end Blichers personskildringer. Da jeg kom i mellemskolen på Sankt Jørgens Gymnasium, mødte jeg Blicher i fuld figur. Mit held var, at jeg fik Johannes Nørvig som dansklærer. Han var i sjælden grad fortrolig med Blicher. Hans værk 'Steen Steensen Blicher - hans liv og værker' fylder 600 sider. Den bog har jeg først læst langt senere. Men Nørvig lukkede Blichers verden op for os. Vi gik dengang i skole om lørdagen, og Nørvig forgyldte de lørdage ved udelukkende at læse højt for os, og hvilken oplæsning! Det var de store noveller: 'Brudstykker af en landsbydegns dagbog', 'Præsten i Vejlby', 'Hosekræmmeren', 'De tre helligaftener'. Naturligvis fik vi også et uforglemmeligt Blicher-portræt, som ikke mindst handlede om Blichers ægteskabelige lykke og ulykke. Det engelske ord: fortune betyder både formue og lykke. Den fattige Blicher giftede sig i 1810 til en formue. Han giftede sig med Ernestine, som var enke efter hans farbror, den eneste rige Blicher i familien, Peder Daniel Blicher. Formuen var enorm, men blev værdiløs ved Danmarks stats bankerot i 1813. Det er sære ting, man husker fra skoletimerne. Men at Blichers ulykkestal ikke var 13, men 11 - det glemte jeg aldrig. Blicher indgik ægteskab med den 16-årige enke, som bragte sønnen Niels - farbroderens barn - med i ægteskabet. Brylluppet fandt sted 11. juni, Blicher var 11 år ældre end konen, og hun var 11.000 rigsdaler rigere end han. Blicher fik 10 børn med hende - stedsønnen var nummer 11. Der var ikke meget held ved nogen af børnene, men slet ikke ved den elvte, som kom i fængsel kort efter Blichers død i 1848. I en fodnote til sine erindringer skriver Blicher om sin ulykke ved skæbnetallet 11: Hans fødselsdag var 11. oktober, hans bryllupsdag 11. juni, og 11. december 1827 er en mærkelig terminsdag for ham - ikke i pengevæsen, men i skæbnens gang, »dog verden skøtter vel ikke at vide, hvad han selv ønskede at glemme«. Det var den 11. december, han fandt sin kone i seng med en fremmed. I første omgang lod han sig separere fra hende. Men kort tid efter fortsatte de ægteskabet. Blicher omtaler det som »skæbnens gang«, og hans bedste noveller handler netop om skæbnens gang. Det mest suveræne mesterværk er den første af Blichers noveller, 'Brudstykker af en landsbydegns dagbog' fra 1824. Blicher ville helst skrive poesi, men han skulle jo tjene penge til den store familie og kom derfor til at oversætte en del andenrangs noveller til bogtrykker Elmquists 'Læsefrugter'. Mens han oversatte, indprentede han sig novellernes art. Det var ofte trekantshistorier: En kvinde mellem to mænd eller en mand mellem to kvinder, desuden var der den historiske novelle, lokalsagnet, den eksotiske historie (det vil sige en historie, som foregik i fjerne fremmede lande), og endelig var der rædselshistorierne, gysernovellerne. De fire første typer ses i landsbydegnens opbygning: Trekantshistorien - Sophie flygter fra den adelsmand, hendes far har valgt til hende, med en mand under hendes stand - herregårdsskytten Jens. Den historiske novelle benytter Blicher i Marie Grubbe-historien, men flytter den i tid fra Frederik III til Frederik IV's regeringsperiode. Dermed opnår Blicher at vise ikke bare dagbogsskriverens nederlag, men hele den danske nations nederlag. Pesten i København og Danmarks tab og nederlag i forhold til Sverige i Store Nordiske Krig. Lokalsagnet, fordi Blicher var fortrolig med det. Den eksotiske novelle spores i Morten Vinges mere end tyveårige ophold i Sibirien. Gyserhistorien benytter Blicher ikke her, men til gengæld yderst raffineret i 'Præsten i Vejlby', hvor den grusomme Morten Bruus kræver præstens have gravet op, fordi han hævder, at præsten har myrdet hans bror Niels, der var i tjeneste hos præsten, og som synes forsvundet fra jordens overflade. »Én af karlene råbte »Jesus Kors!« Vi så derhen - en hattepuld var kommen til syne. »Her finder vi nok den, vi leder efter!« skreg Bruus: »Det er Niels' hat; den kender jeg« ... »Grav, grav!« råbte den skrækkelige blodhævner, idet han selv anstrengte sig af alle livsens kræfter - Jeg så til præsten, han var bleg som et lig; men hans øjne vidt opspilede og ufravendt hæftede til det rædselsfulde sted - Atter et skrig; en hånd ligesom strakte sig op af jorden mod de gravende. »Se!« råbte Bruus: »han rækker efter mig, ja bi lidt, Broder Niels! Hævn skal du få!« - Snart var hele liget udgravet - det var virkeligt den savnede«. Her er gys for alle pengene: Skrigene, hatten, dødningehånden, den hævngerrige Bruus og den blegnende præst med de opspilede øjne. Læserne må jo tyde præstens rædsel som en slags bevis på, at han er drabsmanden. Men det gyseligste er, at dagbogsskriveren, som noterer det alt sammen, og som er gift med præstens datter, og som skal dømme i sagen, tolker lige så galt som læseren - »det var virkeligt den savnede«, konkluderer han lovligt hurtigt og ulovligt skæbnesvangert. Blicher har ikke opfundet dagbogsnovellen - også den stødte han på i oversætterarbejdet med 'Læsefrugter'. Det var i 1820, da han oversatte novellen 'Nytårsgaven' med undertitlen 'Brudstykker af en fattig engelsk landsbypræsts dagbog'. Nej, Blicher fandt hverken på titlen eller på dagbogsnovellen, men han løftede den op på et højere plan. Jeg husker Johannes Nørvig viste os, hvordan Blicher opnår den overbevisende illusion, at det vitterligt er en dagbog, vi bladrer i. Der er i begyndelsen af dagbogen - optegnelse fem og seks. »Det er en forskrækkelig vinter! Himmel og jord står i ét; der ligger en snedrive lige ud mod mønningen af vor lade. Fader er ikke kommet hjem endnu og vejret er lige slemt - bare han ikke går vild. Der går Jens oppe på laden med sin bøsse og nogle fugle i hånden - han kommer herind - det var agerhøns han havde skudt på Mads Madsens mødding«. Illusionen består i det lille nummer med fuglene. Først kan Morten ikke se, hvad det er for fugle, Jens har i hånden. Det fyger og sner jo. Jens må ikke vide, at Morten skriver dagbog. Så vil han synes, at Morten er en tøsedreng. Morten skynder sig at gemme dagbogen i en skuffe - derfor tankestregerne. Så kommer Jens ind. De snakker sammen, og Jens går igen. Dagbogen kommer op af skuffen igen, og Morten noterer efter tankestregen: » - Det var agerhøns«. Det var afgørende for illusionen, at læserne hoppede på, at dagbogen var fra 1700-tallet - Blicher havde anskaffet sig Axelsens og Farstrups præstedagbøger, som udkom i 1813. Herfra kunne Blicher hente det latinske i vendinger som: »Otium est pulvinar Diaboli« (Lediggang er Fandens hovedpude) og 'In manus tuas commito spiritum meum' (I dine hænder betror jeg min ånd). Illusionsnummeret lykkedes så fremragende, at mange ved novellens fremkomst troede, at dagbogen virkeligt var 'fundet, gennemset og udgivet' af Blicher. Sådan skrev han, og det er muligt, Kierkegaard lurede ham den teknik af, når han lod, som om han havde fundet de manuskripter, han udgav, i et gammelt chatol eller på bunden af en skovsø. Samtidens fejltagelse var, at den troede, at dagbogen slet ikke var skrevet af Blicher. Eftertidens fejltagelse var, at den identificerede dagbogsskriveren med Blicher. Blicher identificerer sig bestemt ikke med Morten Vinge. Det kommer der den højeste humor ud af. Humoren overser man tit, fordi man har vedtaget, at Blicher er en tragisk forfatter. Jeg skal give tre eksempler på Blichers smittende humor. Dagbogsskriveren Morten står bag på frøken Sophies kane, månen skinner på den kridhvide sne, og han bøjer sig frem, så hans skygge trænger sig ind i frøken Sophies skygge, og det er hans livs stærkeste erotiske oplevelse - de to sammensmeltede sneskygger. Han noterer, at han glemte tid og sted, og havde hun ikke råbt: Stands Morten på fransk, så var han kørt videre med hende »til Randers, ja til Verdens Ende«. (Verdens Ende ligger lidt nord for Randers). Det andet sted, humoren glimter, er Mortens misforståelse af Verdens Ende, som ikke har med geografi at gøre - men betyder 'evighed'. Det er det citat af Jesus, man bruger ved barnedåben: »Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende«. Det tredje sted, som altid får mig til at smile, er det sted, hvor frøken Sophie ved en fejltagelse hopper i seng med Morten. Da hun hører, at det er hans og ikke Jens' stemme, styrter hun væk. Hans henrykte udbrud lyder: 'Evindeligt min' - og da var hun borte. Kierkegaard siger, at højdepunktet af komik er, at de elskende besegler deres evige kærlighed med et splitsekunds smaskkys. Netop da Morten tror, at frøken Sophie, som ved en fejltagelse dukkede op i mørket og lagde sig op i sengen til ham, virkeligt har brændt hemmeligt efter ham, som han efter hende, går sproget helt i stykker (brudstykker!) for ham. Optegnelse 42 i uheldsåret 1713: »Drømmer jeg eller er jeg vågen? Har mine sanser duperet mig, eller var hun virkelig min? Jo! hun var min - jeg har favnet hende med mine arme, hun har hvilet ved mit bryst, og bedækket mit ansigt med kys - med hede kys - nu ville jeg gerne dø, så lykkelig kan jeg aldrig blive mere. Men nej! Hvorlunde er det fat med mig? Hvad har jeg gjort? Ah, jeg ved ikke hvad jeg skriver - jeg frygter jeg er vanvittig«. Det vanvittige får skriften til at hoppe på siden med små selvmodsigende indbrud som: »Jo!«, »Men nej« og »Ah«. Ganske vist lånte Blicher ordet brudstykker - men han gav det en ny betydning. Den betydning, som Paulus bruger, når han siger, at her i denne tilværelse ser vi og forstår vi kun i brudstykker. En betydning, som Blicher selv fremsætter i slutningen af novellen 'Skytten på Aunsbjerg', hvor han undskylder, at han har fortalt historien så fragmentarisk. Men er ikke al vor erkendelse stykkevis og i brudstykker? Og han tilføjer, at vi i det væsentlige gør sørgelige erfaringer. Sorg er menneskets forrettighed, siger han og påstår, at dyret ikke sørger. Han må et øjeblik have glemt den hund, der dør af sorg i samme novelle. Den hund, der ikke ville tage føde til sig efter skyttens død. Den hund, jeg huskede så sørgeligt fra min mormors oplæsning.