0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fri bolig

Slip markedskræfterne fri over de almene boliger

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Slip markedskræfterne fri over de almene boliger, skriver administrerende direktør for et af landets største almene boligselskaber. Men kronikøren forudser sociale ghettoer, hvis liberaliseringen løber løbsk.

Med kampråbet frihed vil regeringen med Thor Petersen i spidsen tilbyde de almene boliger til beboerne på ejer- eller andelsbasis. Det har sandt for dyden skabt blæst. Boligen er et af de vigtigste fundamenter i ethvert menneskes tilværelse. Gennem boligen skaber vi rammerne om den individuelle udvikling, vi så gerne ønsker, at alle skal have.

Gennem den måde vi indretter os på, viser vi verden, hvem vi er. Om det så er en ejerbolig, hvor man gør alting selv, eller det er en god lejebolig, hvor der oftest også er tilknyttet en del ejendomsservice i form af vedligeholdelse og renholdelse.

Om valget går på en ejerbolig eller en lejebolig, er ikke alene afhængig af vores økonomiske formåen, men også af de behov,vores livssituation skaber, og de reelle muligheder, boligmarkedet giver. Især unge og ældre søger i større udstrækning hen imod udlejningsboliger, og for mange enlige mødre er lejeboliger eneste mulighed.

Da boligen fylder så meget i vores tilværelse, har frihedsbudskabet naturligt skabt stor debat. Det er ikke overraskende, at modstanderne af almene boliger også automatisk opfatter landets mere end 500 selvstændige boligselskaber og-Foreninger som levn fra en for længst passeret fortid, og at de ledende personer i den almene boligsektor enten er pampere eller uduelige boligbosser. Det hører til den klassiske måde at opstille stereotype fjendebilleder.

Men i den ophedede debat, der netop passerer os, er det forstemmende at konstatere, at der selv blandt mange meningsdannere, der ikke nødvendigvis hopper på et uhæmmet privatiseringsfelttog, er en grundlæggende mangel på viden om, hvad der egentlig sker på boligområdet og i den almene sektor i særdeleshed.

Den almindelige befolkning har gennem de sidste 100 år fået del i en af verdens bedste boligstandarder. Det skyldes først og fremmest det arbejde, landets almene boligorganisationer har udført. Et lands velfærd måles nemlig ikke på de velhavendes boligforhold, men på hvorledes de mindrebemidlede borgere bor.

Det ser heller ikke ud til, at mange er klar over, at en stor del af al nytænkning inden for byggeteknik, miljø, energi og boligplaner er skabt i samarbejde mellem byggebranchen og de almene boligorganisationer.

Mange almene boligadministrationer kan i dag med stor sikkerhed agere med succes på et frit marked med private ejendomsadministrationer som nærmeste konkurrenter, hvis man i øvrigt tør give boligorganisationerne denne mulighed. Det er nemlig i dag ikke tilladt de store almene ejendomsadministrationer at administrere eksempelvis pensionskassebyggeri eller privat udlejningsbyggeri. En mærkelig form for lighed under den bebudede frihed.
I min egen boligorganisation, som administrerer 20.000 boliger fordelt på 58 forskellige almene boligselskaber og -foreninger (boligorganisationer) rundt omkring i landet, har vi løbende forsøgt at udvikle ideer til fornyelse i vores branche. Selvfølgelig skal der fornyelse til - helst ikke formørkelse.

Jeg ser gerne, at statens faste greb om de almene boliger bliver afviklet. Jeg ser gerne en afbureaukratisering af området. Men de tanker, jeg har gjort mig, ser noget anderledes ud end dem, den nye regering har bebudet. Der er fortsat brug for et varieret boligudbud, hvor gode almene boliger er med til at sikre en social balance i vores byer. Større ukontrollerede ændringer af det nuværende boligmarked vil få betydelige negative konsekvenser for mange befolkningsgrupper.

Nogle anerkender fortsat boligorganisationernes historiske rolle i skabelsen af gode boliger til den almindelige befolkning og specielt til de borgere, der ikke selv kan finde sig en passende bolig. De politiske effekter - læs goodwill - af denne historiske rolle er dog som bekendt ved at drukne i ideologisk retorik og i de synlige sociale og etniske problemer, der nu koncentrerer sig i 15-20 procent af de almene boligområder.

Nogle vil mene, at det offentlige fortsat skal støtte de mindst bemidlede og socialt hårdest ramte borgere med et passende boligtilbud, men at alle andre må løse deres egne boligbehov på ejerboligmarkedet eller det private udlejningsmarked. Med andre ord - det almene boligbyggeri skal ikke stille boliger til rådighed for alle - men kun til de mest udstødte. Bliver man skilt, eller udsat for en anden social begivenhed, ramt af sygdom f.eks., så må man klare sig selv. Er man den type, der ikke ønsker at eje sin egen bolig, måske fordi man har et meget mobilt arbejdsliv, ja, så kan man ikke få sine boligbehov opfyldt i en almen bolig.

Vi skal altså tilbage til en mere begrænset fortolkning af 'socialt boligbyggeri', hvor der vil være snævre økonomiske og sociale kriterier for kommunal boliganvisning. Fortidens kommunale 'husvildeboliger' vil igen indtage deres plads i dansk social- og boligpolitik. I dag anviser kommunerne ca. 30 procent af de ledige almene boliger. Det svarer til et årligt behov på 16-18.000 boliger. Kommunerne skal kunne disponere over mindst 170.000 almene boliger, hvis man bare skal bibeholde den nuværende andel til anvisninger. Det svarer til en årlig flytteprocent på ca. 10-11. Men det vil betyde, at boligområder med 170.000 boliger udelukkende vil blive beboet af de socialt dårligst stillede. I dag bor de samme mennesker i boligområder med mere end 500.000 almene boliger.

Konsekvenserne er klare og indlysende. Den rummelige forskel i bylandskabet på velstillede og dårligt stillede bliver større. De sociale ghettoer vil bliver mere synlige og isolerede i visse byområder. En udvikling, vi netop ser i de lande omkring os, der ikke har formået at skabe et socialt afbalanceret boligmarked. Vi vil ikke alene få rigtige sociale ghettoer, vi vil også få skæve byer.

Vores frihed til at købe vores egen almene bolig kan meget vel blive på bekostning af alles frihed til at kunne bevæge sig sikkert og frit omkring i byerne. Vi behøver blot at tage til franske byer, hvor nogle forstadsområder er lukket land for almindelige borgere efter mørkets frembrud. Jo større ulighed - også i bosætningen - jo større konflikter. Sådan som jeg tolker regeringens boligudspil, så er det netop denne udvikling, der er ved at blive igangsat. Og ikke afviklet, som regeringen hævder.

I den almene boligsektor går man selvfølgelig ikke ind for en udvikling, der vil kaste Danmark hundrede år tilbage, hvad angår ønsket om socialt afbalancerede byer. Almene boligorganisationer har som sine vedtægtsbestemte formål at opføre og administrere gode boliger til alle. Og det formål vil de godt vedblive med at kunne opfylde. Det er også gået op for os, at vi har passeret et årtusindskifte. At befolkningen har nye behov. Derfor peger nogle af os på andre udviklingsmuligheder.

Mens navnet for den almennyttige boligsektor er gået fra det sociale til det almene, er reglerne omvendt blevet flere. Senest ved lovændringerne i 1994- 95. Her blev det forbudt for boligorganisationerne at varetage andre opgaver end traditionel ejendomsadministration. Det er disse regler, der bl.a. forbyder min organisation at give tilbud på administration af private udlejnings- og andelsboliger.

Eller det er den lov, der forbyder vores viceværter at feje fortovet i det kommunale plejecenter, som bolig-organisationen i forvejen administrerer. Til orientering må en privat ejendomsadministrator, eksempelvis en advokat, både administrere almene boliger og udføre viceværtopgaver for kommunen.

En liberalisering på området vil give os frihed til at udvikle os på et frit marked. I stedet for en ensartethed vil vi se, hvordan de forskellige boligorganisationer vil udvikle sig forskelligt. Søllerød almene Boligselskab vil nok udvikle sig anderledes end Nørre Åby Andelsbolig-forening på Fyn. Kun fantasien sætter grænser for udviklingen på et friere marked, som også omfatter de almene boligorganisationer. Friheden har selvfølgelig også konsekvenser.

Man kunne forestille sig, at de stive udlejningsregler forsvandt. Så det blev op til kommunerne og de enkelte boligorganisationer at aftale, hvordan de boligsociale opgaver skal løses i kommunerne. Der ses allerede i dag positive effekter af egentlige partnerskabsaftaler mellem nogle kommuner og boligorganisationerne.

Partnerskabsaftaler, der koordinerer kommunens og boligorganisationens indsats på de boligsociale og etniske integrationsopgaver - til stor fordel for de enkelte berørte beboere og for kommunerne som helhed. Det kan ikke udelukkes, at der i denne liberale model også bliver tale om, at boligorganisationerne kan købe og sælge boliger under forudsætning af, at den samlede boligbestand opretholdes. Så det stadig er muligt at løse de boligsociale opgaver i samarbejde med kommunerne. Det vil også betyde, at opførelsen af nye almene boliger bliver omfattet af større selvfinansiering, hvor stat og kommuner kun går ind og medfinansierer som følge af løsning af de boligsociale opgaver.

Det skal som en naturlig konsekvens af friere markedsvilkår være muligt for boligorganisationerne at øge beboernes råderet over deres bolig, således at alle beboernes investeringer i forbedringer - eksempelvis investeringer i nye køkkener, badeværelser og udestuer - skal kunne takseres ved fraflytning og udløse en godtgørelse på markedsvilkår - en procedure, man i dag kender i de private andelsboliger. De allerede gennemførte forsøg med almene medejerboliger, hvor beboerne køber sig en andel, men hvor den fremtidige anvisningsret fortsat ligger i boligorganisationen, vil ligeledes være med til at liberalisere markedet på en social, forsvarlig måde, ligesom den vil tilgodese den enkelte beboers individuelle ønsker til sin bolig.

Endelig bør de store og særdeles kompetente almene ejendomsadministrationer få mulighed for at udvide deres aktiviteter til bl.a. at omfatte administration af privat udlejningsbyggeri og udførelse af opgaver, der naturligt ligger tæt på viceværtsopgaver som hjemmehjælp, udbringning af mad til ældre osv. Som en naturlig konsekvens må de almene ejendomsadministrationer, der ønsker at gå ud på markedet med andre produkter, være omfattet af de samme konkurrenceregler som alle andre på et frit og liberalt marked.

Vi skal betale moms af aktiviteter, der er momspligtige - det gør vi allerede i dag - og vi skal selvfølgelig også være skattepligtige og betale selskabsskat. Hvis vi har en sund forretning, så gør vi gerne det for at få vores frihed.

Tankerne bag ovennævnte udvikling er langt mere liberale end en udvikling, der vil tvinge boligorganisationerne til at sælge ud af deres gode varer. Den vil give den almene sektor et spark fremad, og skabe spændende og varierede boligtilbud til borgerne, ligesom den vil skabe bedre grobund for individuelle partnerskabsaftaler mellem kommunerne og boligorganisationerne, og mellem den enkelte beboer og boligorganisation. En liberal model, der sammenkæder regeringens ønsker om frit valg med en fortsat socialt afbalanceret boligpolitik.

Og så vil denne model jo også sikre, at regeringen ikke får stillet spørgsmålet: »Når det nu er så vigtigt for borgerne at eje deres bolig - eller snarere frit selv at vælge, om de vil eje deres lejebolig - hvad stiller regeringen så op med de mange private udlejningsboliger?«.

Om en bolig er ejet af en selvejende almen boligorganisation, af en pensionskasse eller en privat investor gør vel ingen forskel på ejerideologien eller ideologien om, at alle skal have valgfrihed. Regeringen skal heller ikke svare kommunerne på, hvordan kommunerne skal løse de boligsociale opgaver, når de i dag mange steder må tigge boligorganisationerne om anvisning til flere boliger end den fjerdedel, som loven kræver. Og endelig skal regeringens parlamentariske støtte, Dansk Folkeparti, ikke ud og forklare vælgerne, hvorfor almindelige pensionister ikke længere kan få en god bolig.

Ser man på den seneste tids avisoverskrifter, kunne man få det indtryk, at vi taler om en total privatisering af de almene boliger. Tænk hvis alle - eller næsten alle - vores nuværende beboere tager imod regeringens udsalgstilbud og køber deres bolig. Det vil betyde salg af knap en halv million udlejningsboliger eller mere end halvdelen af boligmarkedets udbud af gode udlejningsboliger.

Det vil begrænse eller helt stoppe statens og kommunernes økonomiske engagement i udlejningsmarkedet. Det vil begrænse kommunernes muligheder for at løse boligsociale opgaver, der som bekendt i dag alene kræver adgang til en boligmasse på mindst 170.000 boliger. Konsekvenserne af udsalget vil være meget uoverskuelige.

Der vil antageligt ikke være boliger nok til at løse kommunernes akutte boligsociale forpligtelser. Den kriminalitet og de sociale uroligheder, som vi har set på Nørrebro og i visse andre byområder og bydele, vil være vand i forhold til en fremtidig udvikling. Et ukontrolleret salg af hovedparten af de almene boliger vil betyde sociale sammenbrud i visse bykvarterer. Nye områder med ejerslum vil se dagens lys, ligesom antallet af hjemløse vil stige væsentligt - en udvikling, man bare skal tage til London for at se i skala 1:1.

Jeg tror ikke, Folketinget vil tage sådanne udanske og socialt uafbalancerede skridt, heller ikke i frihedens hellige navn. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke kan glæde mig over meldinger fra udlejningsmedarbejdere, der fortæller om folk, der takker for, at de kunne få en anstændig bolig. Mennesker, der ikke selv har været i stand til at skaffe sig en lignende bolig på det private marked, men som vi kan tilbyde en god bolig i et trygt bomiljø.
Den mulighed skal ikke ødelægges. Ikke fordi jeg ikke skal have noget at glæde mig over. Jeg skal nok finde andre glæder - men fordi alle mennesker i dette land skal have mulighed for et frit valg - nemlig valget mellem at eje sin bolig eller leje sin bolig på et marked med et bredt udbud af gode udlejningsboliger.

Derfor taler jeg gerne for den liberale model, hvor respekten for de almene boligorganisationers ejendomsret respekteres lige så højt, som private boligejere skal respekteres. Jeg taler for en liberal model, hvor boligorganisationerne får langt større frihed til at udvikle sig sammen med beboerne, så den enkelte beboers interesser og ønsker imødekommes, uden at det går ud over kommende generationers muligheder på boligmarkedet.

Jeg går naturligvis ud fra, at det udvalg, som regeringen nu har nedsat, og som inden for et år skal komme med bud på ændringer inden for det almene boligbyggeri, ikke tager udgangspunkt i gamle ideologier fra det 19. århundrede, men drøfter reelle fornyelser på boligmarkedet, fornyelser der skal komme alle til gode, både de, som allerede har, og de, som skal have muligheden fremover.

Michael Demsitz er direktør for Boligkontoret Danmark

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere