Til:
Henrik Ibsen
Vår Frelsers Gravlund
Oslo
Norge Kære Henrik Først: Undskyld mig min familiære tone med kun at kalde dig ved fornavn, men det er en ny trend hernede i Kongens København, hvilket jeg skal forklare om lidt. Det, der har fået mig til at skrive til dig, er, at vor store avis, Politiken, som du vel også læste engang, i flere uger har bragt en lille frimærkestor annonce på forsiden, hvor der står NORA, og billedet viser en ung smuk kvinde med let adskilte, forførende læber og med et mandsansigt (over nøgen overkrop) bag sig. To ansigter, som vi øjensynlig skal bide mærke i. Nu er navnet Nora jo ikke ukendt for dig, ja, det er faktisk dig, der har gjort det levende, således at vi - eller i hvert fald de af os, der går i teatret - straks siger 'Et dukkehjem'. Det nye i denne sammenhæng er, at teatret, som allerede er begyndt at spille dit i sin tid meget omdiskuterede mesterværk, har valgt at kalde forestillingen 'NORA' og motiverer valget af dette stykke med ordene: »Aldrig har der været så mange skilsmisser som nu, og aldrig har 'NORA' derfor været så knusende aktuel«. Jeg tror nu ikke, at det var skilsmisse som sådan, der fik dig til at skrive 'Et dukkehjem' - hvis dette begreb havde været dit ærinde, havde du nok skrevet et helt andet stykke. Din motivation ligger i disse linjer: »Hustruen i stykket ved til slut hverken ud eller ind i hvad der er ret eller uret; den naturlige følelse på den ene side og autoritetstroen på den anden bringer hende ganske i vildrede. En kvinde kan ikke være sig selv i nutidens samfund, der er et udelukkende mandligt samfund, med love skrevne af mænd og med anklagere og dommere, der dømmer den kvindelige adfærd fra mandligt standpunkt«. Stykket vakte stor opsigt, en tysk skuespillerinde nægtede at gå fra børn og mand, og du måtte indvilge i at lave en anden slutning på sidste akt. Du var rasende og kaldte det »en barbarisk voldshandling« imod stykket. Er det også en »barbarisk voldhandling« at ændre titlen til 'NORA' og derved fokusere på hende frem for på det dukkehjem, som er årsagen til tragedien? Det får jeg vist ikke noget svar på, men så vil jeg fortælle dig, hvorfor du er blevet så aktuel på det sidste - de producerer nemlig også et andet stykke, som på dansk har fået titlen 'Hedda' (ja, så kan du vel gætte, at stykket i din version hed Hedda Gabler) og et tredje, som de kalder 'Gynt'. Alt sammen fordi du - men det har du sikkert glemt - i 2006 skal være med til at 'fejre' (ja, det skriver teatret sandelig) dit »100 års jubilæum« som død. Vi er selv midt i at fejre H.C. Andersens 200-års fødselsdag - du mødte ham jo selv flere gange, så jeg behøver ikke at præsentere dig for ham - han døde, da du var 47, i 1875. Han er blevet endnu mere alt folkets eje, end han var på din tid, og er oversat til alverdens sprog. Han er blevet fejret i alle medierne, så mæthedsgrænsen blev overskredet. Og nu koncentrerer nordmænd såvel som danskere sig om din død. Det er, som om de glemmer, at uden din fødsel havde det hele været omsonst, men den skal først fejres i 2028, hvor du ville blive 200 år. Det bliver til den tid spændende at se Tina Turner som 'Den grønklædte' i Forum - nå, du kender ikke damen, men jeg er næsten sikker på, at hun heller ikke kender dig! Vi 'fejrede' også din død for 50 år siden - men da kun i Oslo, hvor Henrik Ibsen-Minneuken med mange forestillinger, foredrag og udflugter til Skien og Grimstad blev afsluttet med festmiddag og dans på Oslo Rådhus. Jeg tror også, at hele den internationale Ibsen-ekspertise, der gæstede Oslo i de dage, var oppe at se alvorlige ud ved dit gravsted. Det må du da kunne huske, - det må have knirket fælt med alle de mennesker vadende rundt lige oppe over dit hoved. Du ville nok gerne have kunnet sætte dig op på gravkanten dagen efter og trukket frisk luft. Du kender sikkert historien om vor satirisk-komiske tegner Storm P., der mødte to gravere, der sad og slappede af på kanten af den grav, de var ved at forberede: »Nå, har I fået lov at komme op og trække frisk luft i dag!«. Da kunne du jo have citeret dig selv og sagt: »Ja, sådan er det 'Når vi døde vågner'«. Nå, undskyld min lille spøgefuldhed omkring dit sidste og måske - for dig - mest alvorlige skuespil. Men nu vi er ved døden - kunstens udødelighed blev din bærende ide med selve dit arbejde og liv, hvilket du gav udtryk for i flere af dine værker - mest måske mest direkte i 'Bygmester Solness' og 'Når vi døde vågner'. Husker du dine mange aftenvandringer med Vilhelm Bergsøe - den danske forfatter til 'Fra Piazza del Popolo'. På en af disse ture på øen Ischia satte Bergsøe spørgsmålstegn ved digterværkers evige liv. Du replicerede lynhurtigt - ifølge Bergsøe: »Bliv fra mig med din metafysik. Røver du mig evigheden, røver du mig alt«. Hvordan har du det med det digterbjæf nu, da du er på vej ind i evigheden - der er jo dog gået 100 år af den efter din død. Du tog for øvrigt emnet op i et senere skuespil, nemlig 'Vildanden', hvor du lader dr. Relling sige: »Tager du livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske - tager du lykken fra ham også«. Lad mig lige vende tilbage til 'Hedda Gabler', som det københavnske teater altså døber om til 'HEDDA'. Så vidt jeg har forstået dig, var det med velberåd hu, at du lod hende beholde faderens efternavn efter giftermålet med Jørgen Tesman. Lad mig citere dig fra et brev, du skrev til din franske banebryder, Moritz Prozor: »Stykkets titel er Hedda Gabler. Jeg har dermed villet antyde, at hun som personlighed er mere at opfatte som sin faders datter end som sin mands hustru«. For øvrigt var general Gabler og kammerherre Alving nøglepersoner i de to skuespil 'Hedda Gabler' og 'Gengangere' - begge som afdøde, den ene som et portræt på væggen - den anden i kammerherreindens mund. Så kan man spørge sig selv - og dig for den sags skyld også - hvorfor du vælger navnet Hedvig, af venner kaldet Hedda. Du må have haft en speciel følelse for det navn: Der var en Hedvig før denne Hedda - ja, der var faktisk to. Din egen søster hed Hedvig, og så er der den evige Hedvig, Hedvig i 'Vildanden' - den spirende kvinde, det næsten voksne barn. Begge betød meget for dig, og søster Hedvig fulgte dig - på afstand livet igennem. Du var jo ikke meget i Norge - men i breve til hinanden sporer man en kontakt, som du så realiserer ved at tage hendes navn forfængeligt i to stykker. I det ene som det barn, der skyder sig inde på loftet med bedstefaderens pistol hos vildanden - i det andet som den voksne kvinde, der allerede har levet livet, før hun gifter sig med bogormen Jørgen Tesman. Hun skyder sig også med en pistol - her er det faderens, generalens tjenestepistol, der bruges. Og så bruger du et dramatisk trick, som du har brugt før i anden sammenhæng: Hvor Nora svinger sig i en vild desperat tarantel, før hun realiserer sin beslutning om at tage livet af sit samliv med manden, Helmer, at forlade ham og børnene, så lader du Hedda spille 'en vild dansemelodi' på pianoet bag portieren - et stykke musik, der ender med en fint timet pause - og skuddet, der afslutter hendes liv og stykket. Det skal nu retfærdigvis tilføjes, at du først lader tæppet falde efter din sidste bitter-ironiske replik til dette dramatiske selvmord: »Men Gud sig forbarme - Sligt noget gør man da ikke«. Og så synes jeg, du skal præsenteres igen for det lille billede på Politikens forside - NORA-billedet, den unge, dejlige kvinde: I dine skuespil har du lagt uhyre stor vægt på dine kvindeportrætter - de står stærkt i eftertiden. Du tegner dem i alle aldre, fra den yngste, Hedvig i 'Vildanden', til den ældste, den døende Mor Åse i 'Peer Gynt', men ind imellem disse yderpunkter finder vi ud over de nævnte Rebekka West i 'Rosmersholm', Regine og fru Alving i 'Gengangere', Irene i 'Når vi døde vågner', Hilde i 'Bygmester Solness', Agnes i 'Brand', Ellida Wangel i 'Fruen fra havet' og Solveig i 'Peer Gynt' - en buket, der tilsammen udstråler din higen efter den kvinde, du søgte, men aldrig turde give dig i kast med. Efter den fatale vinternat, da du var elev på Grimstad Apotek, hvor du kom i den forkerte seng og fik et barn med tjenestepigen, fik du en sand rædsel for, at det skulle gentage sig, men samtidig en Nabokovlignende trang til det unge kød, som du også havde en fin evne til at begejstre, men som aldrig blev til andet end et kys på hånden og utallige mere eller mindre puerile og sværmeriske breve og møder på det platoniske plan. Jeg skal nok lade være at nævne Atle Næss' lille roman 'Sensommer', hvor han skildrer dit forhold til Emilie Bardach og jeres lille stund på hotelværelset, mens hendes mor og din kone drak te i kurstedets park i Østrig. Og hvad med den grønklædte i 'Peer Gynt' - Dovrekongens datter, der føder en troldunge, som hun påstår, Peer er far til. Er det mon ikke apotekersengen, der her spøger, og Else Sophie Birkedalen og hendes - jeres - resultat af natten? Dette barn, der blev en ung mand, der fik to hustruer og mange børn, der alle døde i tidlig alder og ikke efterlod sig noget spor. Jeg fornemmer godt din vrede over, at jeg ribber op i alt dette - men samtidig kan jeg også høre nogle små lattergrynt ved genoplevelsen af disse rendezvous'er, som alle på hver sin måde var med til at tegne de ovennævnte kvinder i dine skuespil. Skal jeg nævne dem ved navn? Bliver det ikke for meget for dig - ja, nu har du god tid til at dvæle ved minderne og måske gøre livsløgnen til en dødsdrøm. Husker du Clara Ebbel, 19 år, datter i det bedre borgerskab med fin sans for musik og poesi - eller hvad med Rikke Holst, til hvem du skrev: »Nu et ord fra Deres mund/ skal min Fremtid dømme«, hvorefter du - da hendes far dukkede op på jeres næste stævnemøde - stak af med ordene »Ansigt til ansigt med faren er jeg ikke nogen modig mand«. Da jonglerede du elegant med den norske dobbeltbetydning i ordet faren«. Lad os springe de mellemliggende piger over - der var nogle stykker, hvor ovennævnte Emilie Bardach i Østrig nok er den, der satte sig flest håndgribelige spor i form af dagbogsoptegnelser - og ende med Hildur Andersen, den unge pianistinde, som gav navn til Hilde i 'Bygmester Solness'. Du lagde jeres første mødedato ind i stykket som den dag, hvor den aldrende bygmester mødte den unge fjeldbetvinger, Hilde. Hun blev den sidste af dine mange unge 'prinsesser', som du kaldte dem, i tur og orden. Lad os vende tilbage til Nora, der jo er det mest aktuelle navn lige nu: Var der nogen bestemt kvinde, der var din model for lærkefuglen, som du lader hendes mand kalde hende? Den norsk-danske forfatterinde Laura Kieler og hendes ægteskab har været nævnt som model. Hun var »en nokså pågående beundrerinde«, som din biograf Hans Heiberg skriver i '... født til kunstner' (1967), og der var mange ydre træk i hendes liv og livsførelse, der kunne tyde på, at hun var Noras model. Heiberg konkluderer: »... kvinden Nora er ikke skabt efter 'model', hun er en levende kvinde indfanget og født af Ibsen, og hun har ingen karakteristiske træk til fælles med det vi ved om Laura Kieler«. Heiberg sætter for så vidt alle spekulationer på plads med følgende eftersætning: »... når stykket den dag i dag står på spilleplanen for teatre over hele verden, fra Peking til New York, fra det nordligste nord til Australien og Argentina, i samfund, hvor kvindens stilling er højst forskellig, er det fordi de sindsmæssige konflikter som stykket tager op er almengyldige og tidløse og fordi den stramme dramatiske forenkling er sket uden at nogen af menneskene er forenklet i stykket«. Ja, kære Henrik Ibsen - og nu skal du nævnes ved dit fulde navn. Nu har NORA haft premiere med undertitlen: 'Et dukkehjem i opløsning'. Det er en ung meget værdsat dansk instruktør, der har iscenesat dit skuespil, og nærværende avis giver det karakteren: »kvalificeret tidsspilde«. Jeg skal ikke her på den sparsomme plads gentage anmelderens mange ord, men essensen er denne: »... omfortolkninger behøver klassikere ikke, kun fortolkninger«. Farvel for denne gang - hvis du skulle have lyst til at se, hvordan dit dukkehjem så ud, da du skrev skuespillet, kan du tage en tur til Norsk Folkemuseum i Oslo, der er ved at indrette en lejlighed, som den så ud dengang - og så kan du samtidig opsøge din egen lejlighed i Arbiensgade, som til foråret står nyrestaureret med mange af dine egne gamle møbler hentet både fra Grimstad og Skien. Begge interiører som hyldest til dine 100 år - som død.