På Ludvig Holbergs 317-års fødselsdag i dag fremsætter den danske og den norske holbergforsker, der er ledere af Holbergsamfundet, tanker om et dansk-norsk samarbejde om den nye udgivelsesteknologis muligheder for Holbergs værker. Det er på tide at fremtidssikre Holberg. Vi er nu inde i det fjerde århundrede, der på forskellig vis sætter pris på ham, grundlæggeren af litteratur og teater på national-sproget i Danmark og Norge. For tiden løber ikke fra Holberg. Spørgsmålet er kun, om vi hænger på. Holberg var født i Bergen i 1684 på denne dag, 3. december. Han døde i København 28. januar 1754 - om et par år er det 250 år siden. Når dette markeres i Danmark og Norge, vil et naturligt spørgsmål blive, hvad Holberg efterlod sig, hvordan arven forvaltes - og hvordan den bringes med ind i fremtiden? Teatrene har løbende givet deres svar på dette spørgsmål og vil fortsætte med at gøre det. Men for litteraturens Holberg, Holberg i bøgernes verden, står det dårligere til. Det er noget af et paradoks, taget i betragtning hvor meget og vidt forskelligt Holberg skrev, og hvor meget der er forsket i ham. Det har sin forklaring, og den har ikke at gøre med, som Kristoffer Nyrop engang sagde om Petrarca: »at han i sin tid var en meget læst forfatter, siden er han blevet klassiker og læses derfor mindre«. I Holbergs tilfælde har det at gøre med, at hans samlede skrifter simpelthen ikke er tilgængelige i et omfang og på en måde, der er selvfølgelig i vores tid og med vores teknologi, når det gælder historisk betydende forfatterskaber. Der skrives stadig en hel del om Holberg. For nylig har således den tidligere norske kulturminister Lars Roar Langslet givet et kyndigt indblik i forfatterskabet (biografien 'Den store ensomme', anmeldt i Politiken 6.11.). Holbergs produktion var enorm. Den fyldte 20.000 tryksider i hans egne udgaver, eller hvad der svarer til 14.000 meget store bogsider af dags dato. Langslet viser, at det dansk-norske kulturfællesskabs vigtigste forfatter ikke bare skal huskes for sine populære komedier. Holberg har givet sit til talemåder og sprogspil, der nok kunne få en yngre Bukdahl til at spærre ørerne op. Han, Holberg altså, har praktiseret oplysningstænkning, før der var noget, der hed det. Han huskes og bruges stadig for sin kritiske tænkning og tolerance, for skrifter om fred og fundamentalisme (sådan som Torben Brostrøm for nylig beskrev det i Information), om mellemfolkelig forståelse, menneskeværd og for sine på sin tid radikale tanker om ligestilling. Som essayist og romanforfatter markerede Holberg sig som en lokal intellektuel med europæisk udsyn og skarpe meninger i ærmet. Med faglige hovedværker som f.eks. 'Dannemarks og Norges Beskrivelse', 'Danmarks Riges Historie', 'Kirkehistorien og Natur- og Folkeretten' var Holberg en grundlægger af historie, antropologi, rets- og statsvidenskab skrevet på nationalsproget. Men det vigtigste bidrag til et helt kulturgrundlag, fælles for Danmark og Norge og stadig gældende, kom vel nok fra satirikeren og komediedigteren Holberg. Men nu er f.eks. 'Peder Paars' forsvundet fra boghandelen. Det er 30 år siden, Holbergs digteriske debut sidst udkom i Danmark og Norge, men en amerikansk udgave kan skaffes. Holberg skrev 32 komedier. Enkelte skaffes i boghandelen, men de øvrige fortjener nu titlen på den ene af dem, 'De Usynlige'. Når selv Holbergs mest populære digtning ikke kan læses af et nyt publikum, hvad er der så tilbage af hele det kulturgrundlag, Langslet omtaler? I litteraturforskernes inderste reoler findes en godt hemmeligholdt skat, der hedder 'Samlede Skrifter'. Mellem 1913 og 1963 udkom hele Holbergs forfatterskab i 18 bind - i gotisk skrift og i meget få eksemplarer. Det må vel være det sidste, der er udgivet med gotisk skrift ever. I subskriptions-indbydelsen i 1913 til 'Samlede Skrifter' reklamerede man med, at værket »om faa Aar vil blive en af Litteraturens Sjældenheder, hvis Værdi vil stige fra Slægtled til Slægtled«. Det tør siges at være en sandhed med modifikation. Med værdi mente man åbenbart værkets samlerværdi blandt bibliofile, ikke dets værdi for almenheden, for hvem af os der måtte være interesseret, selv om udgivelsen kostede store beløb i fondsmidler og offentlig subsidiering. I dag er værket en så stor sjældenhed, at det savnes selv ved de fleste af de uddannelsesinstitutioner, hvor man forsker og underviser i Holberg. Således har f.eks. alle norske forsknings-biblioteker tilsammen kun ni eksemplarer, hvoraf syv er komplette. 'Monumental-udgaven' hedder denne godt gemte og glemte udgave af Holbergs forfatterskab. Den var en enorm filologisk bedrift, men den repræsenterede også en kulturel arrogance, der ikke bør følge med over i Holbergs fjerde århundrede. Samme arrogance går den dag i dag dybt ind i litteraturforskernes vanetænkning. Vi er ypperstepræster, der tolker kundskabskilder, som vi kan slå hinanden i hovederne med, og som ingen andre har adgang til. Denne rolle ønsker vi at abdicere fra. For rollen er helt og aldeles ude af trit med et moderne kundskabssamfund. Og skal det endelig være, er den også i strid med Holbergs egen oplysningstanke. Han formidlede kundskaber, som dengang kun var tilgængelige på latin og fremmedsprog, ved at bruge nationalsproget. Vi, derimod, foretager sammen med forlagene et stadig mere snævert, tidsbetinget og konjunkturbestemt udvalg af, hvad almenheden skal købe og læse af Holberg i bogform. Dette er en kulturelt forældet og kostbar udgivelsesform. Den nye udgivelsesform er digital. Den giver læseren specifikke søgemuligheder og selvstændige valg i læsningen i og omkring Holbergs værker. Den vil én gang for alle gøre hele værket tilgængeligt, for hvem det måtte være, uafhængigt af tid og sted, af forlagenes markedsvurderinger og boghandlernes lagerplads. Siden 1913 har Danmark og Norge fået højtuddannede befolkninger og et mangefold af professioner i og uden for kulturlivet. Vi tør ikke forudsige, hvad folk vil hente frem, når hele værket frit kan afsøges og læses, som man vil, men vi ved, at Holbergs historiske og intellektuelle skrifter var mindst lige så læst som digtningen i den danske og norske befolkning frem til 1900-tallet, da de stadig var tilgængelige. Dette forfatterskab giver et udblik mod en europæisk kulturhorisont, som igen har fået aktualitet, og som mange, også unge, søger. Holberg har mange kloge og morsomme, besindige og skarpe tanker om land og folk, om videnskab, historie, pædagogik og statsstyre, om digtning, musik, religion og fremmed kultur. Der er nok at trække veksler på. Vi er ikke forargede over, at 'Peder Paars' kun er at få på engelsk, og at forlagene gør så lidt for Holberg. Det er bare et tegn på, at udgivelsesformen er forældet. Ingen kan længere forvente, at Holbergs bøger skal stå i 'de tusinde hjem'. Den slags kulturbærende 'hjem' findes måske slet ikke mere. Derimod har alle, hjemme, på uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og alskens kulturelle holdepladser fået muligheden for at søge på kryds og tværs i digitale medier. Det giver dem hele verdens kundskabsforråd og kultur-grundlag - på engelsk. Det afgørende er slet ikke mere, at information distribueres ad elektronisk vej. Spørgsmålet er, hvad der distribueres. Der må en offentlig satsning til, for at det nationale kulturgrundlag også er tilgængeligt i digital form, på nationalsproget. Det gælder blandt andet ordbøger, leksika og vigtige orfatterskaber. I Norden pågår for tiden kostbare projekter, som gør Ibsen, Kierkegaard og Strindberg tilgængelige via nutidens udgivelsesteknologi. Et Holbergprojekt vil adskille sig fra disse på tre måder. For det første har to lande ansvaret sammen. For det andet drejer det sig ikke kun om en forfatter, men om et bredt kulturgrundlag. For det tredje bliver arbejdet lettere og enklere. Det filologiske benarbejde med originaludgaverne er allerede gjort i 'Samlede Skrifter'. Der mangler en optisk læsning af standard gotisk skrift, der kan fører, 'Samlede Skrifter' ind i en database. Desuden bør databasen have ordforklaringer fra den allerede eksisterende 'Holberg Ordbog' (1981-88), oplysninger og kommentarer, som støtter læsningen, register og bibliografi. Efterhånden kan databasen suppleres med diverse tekster om forfatterskabet før og nu, om 1700-tallet, om Holberg i de følgende århundreder etc. En sådan database hindrer ikke trykte udgaver, den støtter dem. I Holbergs tilfælde vil databasen endog være den kanal, hvorigennem en række værker om forfatteren, der ikke mere optrykkes og ikke mere er tilgængelige, kan distribueres. Databasen kunne f.eks. organiseres efter de meget smidige principper, der gælder for f.eks. den enestående Strindbergbase i Sverige (www.spraakdata.gu.se). Det gør databasen tilgængelig for enhver, at den er så effektiv, konkretiserende og gratis at bruge - uden at den elektroniske tekstudgave altså er en konkurrent til bogudgivelsen, tværtom. Her vil f.eks. teatrene kunne hente manuskripter og kommentarer til iscenesættelser af en komedie. Her vil bl.a. gymnasierne kunne hente stof til it-integreret undervisning i f.eks. tværhistoriske temaer som religøs fundamentalisme og kulturel tolerance. At brugerne sikres fri og dynamisk adgang til databasen, det vil være det reelle og udogmatiske svar på den form for kulturel frihed til viden og vidensdannelse, der forbinder Holbergs tid med vores. I en database med service af ovenstående brugervenlige art, der samtidig netop er baseret på en videnskabelig kommenteret og gennemskuelig tekstmasse, vil man for alvor udnytte de digitale mediers enestående muligheder for tværgående emnesøgninger, der er principielt uafhængige af brugerens forudsætninger og kompetencer. Dette er særlig værdifuldt i et forfatterskab, som er så bredt som Holbergs. Det er netop gennem hensyn til de specifikke historiske forhold i Holbergs værk og tid, såvel som til de specifikke muligheder for moderne it-integration, at vi fremtidssikrer brugen af forfatterskabet og hele den dansknorske kultur, det er en del af. Sideløbende med den første fase af dette store, men langtfra uoverkommelige projekt, planlægger vi udgivelsen af en encyklopædi om Holberg. Det er ikke en god gammeldags 1700-tals encyklopædi, heller ikke en moderne regelfri encyklopædi. Det er en encyklopædi, der trækker på såvel klassiske som moderne former for encyklopædisk vidensdannelse. Den vil trække på skribenter på tværs af alle faggrænser og generationer. Den vil henvende sig til en bred offentlighed, til enhver interesseret. Encyklopædien vil kunne vise os, hvor puritansk og patetisk og samtidig sprængfyldt og suggestiv Holberg var af sprogligt overskud. Han kunne gavne og fornøje sig selv og læseren med. Han red sine klassicistiske og kaotiske regler, så kedsomheden tabte pusten. Men han gjorde det maskeret. Hos ham er det fravær af (selv)biografisk stof, som kritikerne af moderne akademiske udgivelser ofte - og af og til med god grund - forveksler med stilistisk kedsommelighed (jf. Bjørn Bredals Kronik 8.11.), sat i tjeneste hos selvironien. Det vigtigste er, at det nu i første omgang gælder om at få 'Samlede Skrifter' elektronificeret i en videnskabeligt grundlagt og alment tilgængelig form. Det kan ikke gå hurtigt nok. Har Danmark og Norge råd til at grundlægge Holberg med henblik på fremtiden? Man kan også spørge: På hvilken måde skal landene i 2014 markere 200-året for afslutningen af mere end fire hundrede år med fælles stat, politisk skæbne og kulturliv? Holberg er det mest markante symbol for fællestiden og det vigtigste vidne til den i sine skrifter. Vi foreslår at skoler, biblioteker, teatre, kultur- og forskningsinstitutioner får deres fuldstændige trykte Holbergudgave ved dette jubilæum, og at det altså forberedes ved, at teksterne føres ind i en offentligt tilgængelig database med forholdsvis frie og konsekvent gratis søgemuligheder. Hvis Danmark og Norge samarbejder om dette fra 2004 ved at stille statsmidler og fondsmidler til rådighed, kan man lettere svare på det spørgsmål, der kommer ved 250-året for Holbergs død: Hvordan forvaltes arven efter Holberg? Da vil man uden dårlig samvittighed kunne se tilbage på, at Holberg testamenterede for 200 millioner nutidskroner i jordegods til Sorø Akademi, og at afkastet på denne formue ydermere bidrog til finansieringen af universitetet i Oslo i 1813. Holberg gav en privat gave i en størrelse og til et formål, vi i dag skal op på niveau med statsbudgetterne for at finde. Holbergs begrundelse for gaven var, at han ville give 'Publico tilbage igien', hvad han selv havde haft af indtægter fra sine bøger. Nu er tiden så inde til, at hans bøger får noget tilbage igen. At en alt for godt bevaret historisk hemmelighed blandt litteraturforskere gøres tilgængelig for Holbergs fjerde århundrede. Til fælles bedste. Ellers går det endnu værre for Holberg end for dén forfatter, hvorom Storm P. siger: »Om ham véd vi intet; vi har kun hans værker«.