Globaliseringen drøner derudad. Verden ændrer sig. Og vi ved med sikkerhed, at de økonomiske, politiske og sociale strukturer, der hersker i dag, vil være markant anderledes om bare fem til ti år. Samtidig står vi over for nogle enorme miljøproblemer, som potentielt kan true hele vores civilisation, som vi kender den. Spørgsmålet er, om vi kan styre globaliseringen? Om vi kan redde verden? Vi tror det. De to første revolutioner – den landbrugsmæssige og den industrielle – førte meget godt med sig. Vi blev flere, og vi blev rigere; opbyggede demokratier og velfærdssamfund. Men det har haft sin pris. Vi mennesker har specielt i de seneste 200-300 år overforbrugt ressourcer og forurenet vores jord på en måde, der langtfra er bæredygtig. Vores fælles inspirationskilde, lederen af Earth Policy Institute Lester Brown, har i sin bog ’Plan B for en klode i drift’ udtrykt det sådan her: »Tiden er ved at løbe ud. Mens vi tidligere levede af de renter, Jordens naturlige ressourcer så at sige kastede af sig, forbruger vi nu selve hovedstolen«. Vi har altså brugt flere ressourcer og belastet klimaet mere, end kloden kan nå at genoprette. Den største enkeltstående trussel mod vores civilisation, som vi kender den, er den globale opvarmning. Igennem de sidste 10.000 år har vi mennesker beboet en klode, hvor temperaturen ikke har svinget mere end plus-minus 10 grader celsius i forhold til gennemsnittet. Nu ændrer klimaet sig hastigt. Allerede i dag er gennemsnitstemperaturen i verden 0,70 grader celsius varmere end før den industrielle revolution. Og det går hastigt den forkerte vej. Ifølge FN’s Klimapanel risikerer vi temperaturstigninger på op til 6,40 grader celsius inden år 2095, hvis ikke vi gør noget. Og mange forskere mener endda, at de prognoser er for optimistiske. Konsekvenserne kan blive katastrofale; polerne og Grønlands indlandsis vil smelte, vandstandene i verdens have stige, byer og landarealer vil oversvømmes, vi vil opleve flere ekstreme vejrfænomener såsom orkaner og voldsomme regnskyl, ørkener vil spredes og menneskers vandkilder udtørre. Dette vil med al sandsynlighed medføre store folkevandringer og udbredt fare for konflikter og krige om knappe ressourcer såsom vand og frugtbar jord. Traditionelt er det de rige lande i Vesten, der er de største syndere. Men nu er andre steder i verden begyndt at opleve en vækst, der gør, at de i stigende grad bidrager til problemerne. Specielt er væksten i Kina så enorm og så ressourcekrævende, at det påvirker hele verden. Når et land med over 1,3 milliarder indbyggere oplever årlige vækstrater på omkring 10 procent, har det store konsekvenser. F.eks. færdigbygges der hver eneste uge i gennemsnit to store kulkraftværker i Kina. Samtidig kommer der tusindvis af nye biler på gaden hver eneste dag alene i Beijing. Og et eller andet sted i landet færdigbygges i gennemsnit en skyskraber hver eneste time. Det går stærkt i Riget i Midten. Og Kina har da også nu overhalet USA som verdens største udleder af CO{-2}. At Kinas vækst fortsætter, er både ønskeligt og uundgåeligt. Der er stadig en halv milliard mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen i det store land, og de vil selvsagt udnytte den globale arbejdsdeling og deres mulighed for at konkurrere til at skabe bedre levevilkår for sig selv. Problemerne opstår, hvis de følger den samme vej, som Vesten har gjort frem til i dag i vores industrialiseringsprocesser. Sådan behøver det heldigvis ikke at gå. Som et gammelt kinesisk ordsprog siger: ’Når det stormer, er der to måder at tackle det på. Man kan enten bygge læhegn eller vindmøller’. De kloge gør det sidste. Og vi tror faktisk på, at den potentielle miljøkatastrofe, som væksten i Kina og andre udviklingslande kan medføre, også er en mulighed for forandring til det bedre. Måske kan denne udfordring være den øjenåbner, der skal til, for at det går op for politikere, erhvervsliv og befolkninger i Vesten, at en grøn revolution er nødvendig. Dels fordi vi må ændre grundlæggende på vores egne samfund. Dels fordi det er pinedød nødvendigt, at vi hjælper verdens udviklingslande med at opbygge samfund og skabe vækst, der understøttes af vedvarende energikilder og energieffektivitet, med fokus på genbrug og optimal udnyttelse af ressourcerne. At fortsætte ud ad det traditionelle spor går simpelthen ikke. Dels vil omkostningerne ved den globale opvarmning blive alt for store. Dels vil knapheden på ressourcer såsom olie, vand og frugtbar jord hurtigt blive et enormt problem. En grøn revolution kommer imidlertid ikke af sig selv. På trods af, at der lige nu slår en grøn bølge hen over politikere, erhvervsliv og befolkninger i Europa og USA, er den nuværende indsats slet ikke vidtgående nok. Mest alvorligt er det, at verden stadig ikke har taget problemerne med den globale opvarmning seriøst nok. Ikke mindst de folkevalgte skylder at udvise større lederskab og ansvar. Ofte hører man politikere sige alt det rigtige i festtalerne, og når de er ude i verden for deltage i internationale møder. Mens de på den politiske hjemmebane snyder på vægten ved at implementere de internationale aftaler så uforpligtende som muligt. Men politikernes manglende handling skjules ofte dygtigt med flommefed retorik og dygtige afledningsmanøvrer. I Danmark har vi senest set en miljøminister lave en kogebog (spinmanual), hvor han instruerer sine embedsfolk i, at en dårlig sag skal pakkes ind i to gode. Og vores statsminister spillede ud med en vision om, at Danmark skal være helt fri af fossile brændstoffer og udgav samtidig en meget uambitiøs energistrategi uden de nødvendige virkemidler til at nå dette mål. Med den hastighed, hans regering skyder, vil det tage mere end hundrede år. Det har vi slet ikke tid til. Den manglende handling bygger i høj grad på mange politikeres misforståede loyalitet over for erhvervsliv og industri. De tror, at miljø og klimakrav vil skade konkurrenceevnen og gøre livet svært for dem, der får hjulene til at køre rundt i samfundet (man kan næsten høre Bendt Bendtsen sige det). Men det er en forældet tankegang. Og de progressive dele af erhvervslivet har set det. Tag et af verdens største firmaer: den amerikanske supermarkedsmastodont Wal-Mart. De har sat sig som mål, at virksomheden skal: 1) være forsynet med 100 procent vedvarende energi, 2) producere nul affald, 3) sælge produkter, der understøtter miljøet. Tilsvarende har et af verdens største energiselskaber, General Electric, vedtaget at reducere sine udledninger voldsomt ved at effektivisere, investere i vedvarende energi og i forskning. De gør det selvsagt ikke kun for miljøets skyld. De tjener faktisk penge på det. Direktøren for GE har udtalt, at de grønne satsninger er de bedste, virksomheden nogensinde har søsat. Alene siden 2004 har man sikret sig en ekstra omsætning på syv mia. dollar og opnået besparelser til en værdi af 100 mio. dollar om året. Lige nu forhandles om en ny global aftale, der skal afløse Kyotoprotokollen, når denne udløber i 2012. Disse forhandlinger skal afsluttes i København i 2009. Det er en enestående mulighed. Her kan vi faktisk samle verdens lande om mål og midler, der markant vil ændre den måde, vi lever på, og som effektivt kan bekæmpe klimaforandringerne. Men om det bliver udfaldet, er langtfra sikkert. Risikoen for, at forhandlingerne kuldsejler, eller at man lader sig nøje med en løs ikke-bindende aftale med alt for uambitiøse mål, er bestemt til stede. Specielt fordi USA lige nu er midt i en økonomisk krise, som også truer med at ramme EU inden for de nærmeste måneder. I givet fald ved vi, at stærke kræfter vil argumentere for, at hensynet til vækst må komme før klimaindsatsen. Derfor er der behov for lande, der går forrest. Rige lande, der kan vise resten af verden, at velfærd og bæredygtighed ikke behøver at være modsætninger. Lande, der inspirerer og deler ud af positive erfaringer. Danmark var engang sådan et foregangsland. Vi var det land, der påtog sig de største reduktionsforpligtelser, da man lavede Kyotoprotokollen (21 procent reduktion af CO{-2} i 2008-12 ift. 1990 niveau. Til sammenligning var det europæiske gennemsnit otte procent). Samtidig var vi også det land, der gik forrest med at skabe de rigtige betingelser for udvikling af vedvarende energi. Ligesom vi har været langt fremme, når det handler om energieffektivitet. Det er desværre fortid. I dag er Danmark ikke længere det land, der altid er i førertrøjen. I starten af året lykkedes det for eksempel klimaministeren at forhandle Danmarks forpligtelser i EU omkring vedvarende energi ned. EU-kommissionen havde foreslået en målsætning på 32 procent i 2020. Det fik Hedegaard presset ned på 30 procent. Det er der ikke meget foregangsland over. Samme billede tegner sig, hvis man ser på opstillingen af nye vindmøller i Danmark. I 2005 og 2006 satte Danmark færre møller op end Iran – et land, vi normalt ikke ynder at sammenligne os med på disse områder. Og i 2007 blev der sågar taget flere vindmøller ned, end der blev sat op. Det er trist, specielt fordi Danmark som værtsland for det store klimamøde næste år jo i usædvanlig grad har en mulighed for at vise, hvad vi kan, og dermed måske gøre den positive forskel, vi burde. I februar i år fik oppositionen presset regeringen til et energiforlig, som forhåbentlig igen vil sætte gang i udbygningen af vedvarende energi og i energibesparelser. Men vi kunne være kommet langt længere, hvis vi havde haft en statsminister og en finansminister, der virkelig ville det her. I stedet må vi hele tiden søge at presse en regering, som er uden visioner og præget af indre splittelse. Mens klimaministeren har fremsat forslag om mere vedvarende energi og besparelser, har finansministeren f.eks. fået gennemtrumfet et anlægsstop i 2008, hvor man forhindrer kommuner i at gennemføre energibesparelser på deres egne bygninger. For at føje spot til skade har man undtaget byggemodning fra anlægsstoppet, men uden at undtage energibesparelser. Vi ønsker, at politikerne nu viser lederskab, og har fem gode forslag til, hvordan Danmark kan komme tilbage i rollen som foregangsland: 1. Gør Danmark CO{-2}-neutralt inden 2030. Vi skal forrest i kapløbet om de grønne løsninger, og det kommer vi kun, hvis politikerne viser mod og stiller udfordringer for erhvervsliv, offentlige institutioner og borgere. Ingeniørforeningen i Danmark har lavet en gennemarbejdet plan, der viser, hvordan det kan lade sig gøre at bringe vores udledninger ned med 60 procent i 2030. De sidste 40 procent foreslår vi så, at man kompenserer for ved at støtte vedvarende energiprojekter i nogle af verdens udviklingslande. Den konkrete reduktion for de enkelte projekter kan så ’trækkes fra’ i Danmarks CO{-2}-regnskab. En sådan form for afladskøb er imidlertid ikke holdbar i længden. Og den andel af CO{-2}-regnskabet, der udgøres heraf, skal trappes ned, så vi i 2050 er 100 procent CO{-2}-neutrale i Danmark, også uden at vi regner de internationale indsatser med. 2. Invester 15 milliarder i verdens regnskove. Ca. en femtedel af verdens drivhusgasemissioner kommer fra afskovning. Primært er der tale om regnskov, der bliver fældet eller brændt ned, fordi store firmaer, fattige mennesker, korrupte embedsmænd og visse regeringer ser en økonomisk fordel i det. Det skal der ændres på. Derfor er det godt, at det allerede er besluttet, at bevaring af regnskoven bliver en vigtig del af den globale klimaaftale, der skal afløse Kyotoprotokollen. Det blev vedtaget på FN’s klimatopmøde på Bali sidste år, hvor Norges statsminister Jens Stoltenberg som den første meldte sig på banen med et bidrag til en speciel fond, hvis penge skal investeres i at bevare regnskov i en række udviklingslande. Norge forpligtede sig til at bidrage med tre milliarder om året over de næste fem år. Det eksempel bør Danmark følge. 3. Gør København til Europas grønne energihovedstad. København har potentialet til at blive helt selvforsynende med energi (sådan som det er lykkedes for Samsø). Det skal ske ved hjælp af vindmøller i Øresund, solceller på tagene og jordvarme. Derudover skal store dele af byens eksisterende byggeri energirenoveres, ligesom nybyggeri skal være lavenergibyggeri. Byens trafiksituation skal tænkes grundigt igennem, så kollektiv transport og cykler får bedre vilkår. På sigt skal denne vision bredes ud til resten af landet, hvorfor der allerede nu bør indføres en grøn strategi for det offentlige Danmark (alle indkøb skal være grønne – grønne nybygninger/renoveringer osv.). Tiltagene skal sættes i værk straks, så de er godt i gang med at blive implementeret, når verdens øjne næste år rettes mod vores hovedstad. De største investeringer vil kunne finansieres ved lån, der tilbagebetales i takt med, at udgifterne til de fossile brændsler falder væk. 4. Giv bedre støtte til udviklingen af nye energiteknologier. Der er behov for at støtte udviklingen af nye energiteknologier langt mere, end vi gør i dag. Og det skal gøres på en klog måde, f.eks. som Danfoss’ tidligere direktør Jørgen Mads Clausen har foreslået: Man opretter et helt fast system, hvor der ydes stor støtte i begyndelsen af en udviklingsfase, hvorefter støtten udfases i takt med, at teknologien bliver mere markedsmoden. Denne støtte skal lukke det hul, der opstår, når en teknologi er udviklet, men endnu ikke helt markedsmoden, også kaldet ’dødens dal’. Dette vil være en investering, der kommer mangefold tilbage i form af øgede eksportindtægter og vil være med til at skabe et nyt vindmølleeventyr for Danmark. 5. En grøn skattereform: Sidst, men ikke mindst, bør Danmarks næste skattereform være grøn. Regeringen har nedsat en skattekommission, der arbejder i øjeblikket. Sidst vi fik en stor rapport fra en regeringsnedsat kommission – på trafikområdet – havde man ’glemt’ at tænke på klimaet. Det må ikke ske igen. Vi skal have en grøn skattereform, der indeholder incitamenter til energivenlige boligløsninger, en yderligere differentiering af registreringsafgiften samt indførelse af kørselsafgifter. Følger Danmark disse fem gode råd, vil det bringe os helt frem forrest i feltet i kampen for en grøn revolution. Vi vil i givet fald være trendsætter og foregangsland i Europa. Det vil blive bemærket og belønnet med indflydelse i EU. Og det er netop herigennem, vi kan gøre den store forskel. Hvis EU koordinerer de 27 landes politikker effektivt og ambitiøst, så gør det en global forskel. Dels fordi vores egen forurening vejer tungt i det globale regnskab, og det derfor har en meget direkte effekt, når vi nedsætter vores emissioner. Dels fordi EU, når vi taler med en stemme, har en mulighed for at påvirke de andre store spillere – herunder specielt USA og Kina. Så selv om problemerne kan virke næsten uoverskuelige, mener vi, der er håb. En grøn revolution er mulig. Lad os starte den nu.