To kortfilm på lærredet, kunstneriske film! Øbro Bio 1950, dengang kortfilm i biografen var med til at opdrage os kulturelt, og her var så to balletdansere i sving, hvilket i sig selv var et chok, for dér havde vi drenge siddet og skiftedes til at 'have' reklamerne, som var dias - af og til på hovedet - og piftet a' de lokale butikkers Lingeri. 'Ivanhoe' var på programmet, og med ét pumpede Tjajkovskijs balletmusik ud i salen. Det gibbede i mig, for nu hoppede og snurrede den svenske prins til de dejligste russiske rytmer. Jeg var solgt. Eller var det købt, jeg var? Bagefter én-til-kortfilm! Kvinden i den franske Maurice Bejarts koreografi, hvor hun dog - selv samme danserinde - slangede sig i postmoderne kulisser, håret udslået, bare ben og dertil kropsnært trikot - hun som lige før, so help me God, havde været knibsk og i lyserødt tyl og heddet Prinsesse Sukkerknald eller hvad. De næste indtryk, som formede mit kunstnersind og min identitet, for slet ikke at tale om mit skælvende og uskyldige køn, gad vidst om det ikke var i te-A-tret, skuespillet 'Kat på et varmt Bliktag'. Som bekendt et dampende erotisk sydstatsdrama, ikke fra Lolland-Falster, men de rigtige Sydstater, skrevet af Tennessee Williams, og her for mine øjne straffede en alkoholiseret superhelt med benet i gips sin kone for et eller andet, jeg ikke fattede. Han ville ikke røre hende, og hun var nu en tikkende hormonbombe, så meget forstod jeg da ... Hvor var det eksotisk og udansk alt sammen, og som det dog prægede mig, men det skulle blive værre. Min far fortalte om den russiske forfatter og revolutionære ånd Maxim Gorkij, min far malede billederne frem, for eksempel hvorledes den unge, fattige student Maxim stod i bageri om natten, og da han skulle til sit første Stævnemøde med Irina-et-eller-andet-vildt-russisk, lånte han et par alt for store, pænere end hans egne-bukser af sin bagerkollega, og holdt dem sammen, bukserne altså, med en stor sikkerhedsnål bagpå, og da den stakkels forfatterspire skulle konversere Irina på en bænk ved floden, sprang sikkerhedsnålen op og borede sig ind i kødet. Han turde intet sige om sin ulykke, led og blødte og talte snart i øst og vest. Han så hende aldrig siden og blev revolutionær. Som halvstort balletbarn fik jeg mine første, stærke og blivende indtryk som medvirkende på scenen, her var jeg gadedreng i den franske opera 'Carmen', det fik vi nogle få kroner for per gang, siden hen har jeg været gadedreng i en del andre sammenhænge uden at få en klink for det - og i 'Carmen' for vi omkring mellem korets damer og herrer, og vi kiggede de bedste buler ud - damernes altså, thi kvinderne skulle være nedringede og sexede. Bizets operamusik kan man høre lidt af i mobiltelefonernes ringesignaler i dag. Helt forgæves har hans Virke altså ikke været, det er da at se lyst på tingene. At vandre med fakkel i hånden som Messedreng i en flok, instrueret af en tysk instruktør, som sagde: »Gå ikke i takt! Men med værdighed og glæde«, formede min sans for det asynkrone og for det sammensatte. Det var 'Bryllupsmarchen' i operaen 'Lohengrin' - lille Eske blødt vandrende, ude af takt og med værdighed og glæde, værsgo', ikke overvældende dansk at bide i. På vej til en stærk international identitet, dét var jeg. Det var et stykke fransk filosofi, der vakte mig litterært og eksistentielt, slet og ret 'Sisyfos Myten' af absurdismens åndelige formand, Albert Camus. Det var ham, som sagde: »Bøddel og Offer lider samme Skæbne. Bødlen véd det ikke«. Mere end en tanke værd? Jeg faldt siden hen for den tyske gigant Thomas Mann og hans 'Doktor Faustus', og her forstod jeg for første gang, hvad dæmoni var, her altså at sælge sin sjæl - og handlen var, at komponisten ville være Verdensberømt for enhver pris og lavede en deal med Djævelen - prisen var, at kunstneren blev fortæret af Syfilis, men blev Verdensberømt. Og rammehistorien var intet mindre end Tysklands storhed og fald og komponisten det personificerede germanske Storhedsvanvid. Kommer vi mon snart til en dansk godte, hvad med romanen 'Soya Sytten'? Ikke den store kunst, men et bedårende værk om den unge mands bøvl med at få hjertet og kønnet til at klinge sammen. En dansk, dansk roman, formodentlig glemt. Jeg kanonerer lige for et par stykker til, 'Niels Lyhne' af J.P. Jacobsen og en syregrøn og sprogvild bog af Albert Dam, 'Menneskelinien'. De kommer med garanti aldrig ind på en statsautoriseret hitliste, nok meget dansk, men uden glimmer. Malerkunsten var svær, fordi jeg blev så søvnig om benene af den langsomme gåen omkring, men skulle jeg udprinte noget vigtigt fra min Dannelsesrejse, så må det være af hollandsk oprindelse, en eneste gang har jeg nemlig fået en klump i halsen og tårer i øjnene foran et maleri, og det var, da jeg befandt mig som alene besøgende i det lille Rembrandt-museum i Haag. En meget gammel Kustode, som lignede den tynde og lange skikkelse, som vogter bag Christian II på det maleri, som gav Johannes V. Jensen idéen til Mikkel Thøgersen - i 'Kongens Fald'! - denne gamle mand indviede mig i et selvportræt af Rembrandt, og dér stod vi så, dagslyset faldt på Kustodens fajancehvide kind og gråtynde hår, »Rembrandt very poor and very drinking«, sagde han medfølende. Og jeg så ind i de ligesom brunbrændte, våde oliedybder i maleriet og ind i den gamle Mesters melankolske og vandede øjne, og mit bryst sitrede, husker jeg. Det kunne også have været en dansk valmuemark - dér på Louvre, intet opsigtsvækkende i og for sig, en blød skråning og nogle valmuer i det gyldne græs, herregud, men den er fransk, og meget pænt malet, hedder maleren Manet? Danske malere - de naturlige, om jeg så må sige, med Lundbye i spidsen, blive gerne så kulørte og lovprisende naturen, ligesom H.C. Andersen - som jeg ikke kan døje, for han skriver så rædsomt sentimentalt om naturen (og kvinder) - og det er svært med naturen, »det billige skidt«, som en af vores malere engang snerrede. Jeg kan ikke blive ved med at snakke uden om en dansk Kánon og må nok springe Rodins 'Danaïden' over, selv om et blegt forårslys trængte gennem hendes fine øre, og hoftens skål var sart og kantet, lige til at tude over, og håret, der vældede ned i den store, rå marmorblok - jeg kan heller ikke fortsætte med al den musik - fra Stravinsky til den polske Penderecki - der har kildet, drillet og formet mit danske øre, vi glemmer også Rilkes digte, og undskyld, Kurosawa, den japanske filmkunst hopper vi også over. Lad mig i stedet tale om Propagandakunst og om Politisk Kunst: Det er en udbredt Vrangforestilling, at når kunst ytrer sig samfundskritisk, så er det politisk kunst, men når kunst ytrer sig samfundstro, er det det ikke ... Gorkijs 'Erindringer' er politisk kunst - i blød indpakning, mens derimod ultraglade sovjetiske arbejdere foran traktoren, velsignet af vajende bannere, gyldne kornaks og Hammer & Segl, ikke er politisk - syntes magthaverne. Det hyldede bare det bestående. Ligesom 'Flagermusen', spørger jeg bare? En Kánon vil blive statslig propaganda for Danmark, mere egnet til at pryde Turistrådets brochurer end som dannelsesrejse for os selv. Kulturministeren har flere gange sagt, at »vi jo ikke svæver som atomer frit rundt i rummet - (hold mig udenfor, tak), men at vi kommer et sted fra og har vores rødder. Og det er godt at kende sine rødder kulturelt, for det skaber med på ens identitet, den nationale«, kan man forstå. Ikke en identitet som min, som nu alle kroniklæsere snart er pinligt bekendt med. Det værste er den officielle enighed - det siger P.H. noget om i 1941, her citeret fra Antologien 'Danskerens Identitetshistorie': »Alt det med at vi er vågnet til bevidsthed og til dåd, sammensvejset til et enigt folk omkring kongen og meget mere - er for mig kun yderligere bevis på, hvor ulykkeligt det er gået os. Jeg siger omvendt af andre: Uenighed gør stærk. Enighed er et svaghedstegn«. Dette »meget mere« kunne let blive de nationale kunstskatte. Er de nationale Klenodier politisk kunst? Adam Oehlenschläger er et nationalt Klenodie, men skriver som en brækket arm, andet udtryk dækker ikke: »Vor Tid ej står i Dunst
Den hævet har sin Stemme
For Videnskab og Kunst.
Ej Brages og ej Mimers Råd
har vakt i lige Strækning
et bedre Fremtids Håb«. Hvis De ikke kan genkende melodunden, så er her et par akavede linjer fra 7. vers, dem kender De da! »For Venskab åben, kold for Spot,
slår ærlig Jydes Hjerte, for Piger, Land og Drot«. I modsætning til uærlig jydes? Spørger jeg. Nå, jeg er fra et land, et yndigt land, og man spøger ikke med den slags, men jeg har lige læst alle versene, og det er et græsseligt stykke nationalromantik, og rigtig dårligt skrevet. For eksempel synger man jo i god tro: »Det bugter sig i bakkedal«, men Adam har skrevet: »Det bugter sig i bakke, dal« - tænk at skrive bakke komma dal! Var det P.H., der sagde: Al politisk kunst er dårlig. Al god kunst er politisk? I al fald, lad mig variere budskabet: Al national kunst er dårlig. Al god kunst er international. Vi er i al fald nu havnet i nationalchauvinismen, og ingen steder hyldes danskhed som i Holger Drachmanns skuespil 'Der var Engang', hvor denne chauvinisme går hånd i hånd med kvindeundertrykkelse - hvad andet? - fordi Prinsen af DARN-mark får scoret prinsessen af Illyrien, bortfører hende og tugter og piner hende, indtil hun bliver mør og som den formodentlige skabsmasochist, hun er - alle kvinder er, hr. Drachmann? - råber sit »Bliv - hos den, der elsker dig!«. Da han endnu en gang vil forlade hende og gå ud i den mørke røverskov ... Den mest danske Prins, vi har set, var en mandschauvinist af Guds nåde! Inden den stolte prinsesse er knækket, er Prinsen - som i mit unge danske sind lejrede sig rimeligt arisk som Mogens Wieth med den åh, så lyse og smukke stemme - stået frem og hæmningsløst lovprist sit land, sit folk, endog sin STAMME. »Prinsesse, jeg er fra et Land, hvor
Sproget
Paa Tungen lægger nemt en Melodi,
Saa snart som Øjets Fjerkraft løfter
Laaget
I glad Forundring ... etc.«. Ja, danske øjne er noget helt særligt, »Øjets Fjerkraft« er en dristig metafor, men ikke desto mindre svulstig og dum. Og så er det helt i bøgeskoven at påstå, at det danske sprog 'nemt' lægger os en melodi på tungen! Side op og side ned larmer Prinsen af sted med lovprisninger om danskheden, i sit Frieri. Men vi er da også ydmyge: »... Og Slægten, som blev født i dette Land,
Bliver derfor aldrig grusom i sin Sejr,
Og bærer Tab som det sig hør og bør ...
... Stolt er jeg af mit Land, mit Folk, min Stamme«, etc. Det er lige før, han siger »min race«, stående over for skumle og mørklødede folk fra Illyrien. Megen nationalromantisk kunst har skabt grobund for dansk selvglæde og arrogance. Tag bare fremmedhad med. Sandelig, vi lever i farlige tider, dog ikke så farlige som i 1941, da P.H. skrev følgende: »I øjeblikket bliver enhver dansk egenskab betegnet som noget vidunderligt - ja selv om andre ikke kan goutere den, så er den dansk, uløseligt forbundet med os og derfor noget herligt. Det er sygeligt. En sund nationalfølelse må være forbundet med en vågen kritisk sans for landets fejl og for de områder, hvor vi kan lære af andre«. Skulle man overhovedet tale om top 10 eller 12 over kunstneriske værker, måtte det have noget med Tonen at gøre. Beskedenhed, selvironi, sødme og vemod? Findes der en sådan dansk Tone? Naturligvis gør der det, om det er Trille, der synger Jesper Jensens 'Øjet', eller det er i Rifbjergs 'Amagerdigte' og Per Højholts satiriske 'Gittemonologer', eller der bræges » - og om lidt er kaffen klar«. Om det er Johannes Larsens fugletræk over flade marker eller Carl Nielsens lyriske modulationer i 'Når tågen letter'. At vælge at kanonisere på andet grundlag end den danske Tone, lidet glamourøs, som den synes at være, er et chauvinistisk projekt ude af stand til at skabe noget, der minder om national identitet for den enkelte.