Skat handler om økonomi og tal, men også om sprog og fortællinger.

Liberalister og borgerlige taler om skattetryk og fremmaner hermed et billede af en tung byrde, der presser befolkningen mod jorden. Skat er i dén fortælling en straf eller i sidste ende et statsautoriseret røveri fra befolkningen. Mere generelt fokuseres på de negative konsekvenser af skatten i form af det, som økonomerne kalder forvridninger i incitamenterne, idet skatten griber ind i markedet og derfor – siger de – ødelægger en effektiv ligevægt og maksimal vækst. Når disse tekniske argumenter skal vinde gehør i den offentlige debat, så advarer borgerlig-liberale økonomer ofte om, at skatten formindsker arbejdsudbuddet og hæmmer befolkningens virkelyst. Det er dette sprog og disse fortællinger, der ligger til grund for regeringens ønske om skattelettelser særlig i topskatten. Konsekvenserne har vi allerede set i de senere år: større ulighed, flere fattige og underminering af velfærdsstatens finansieringsgrundlag. Mange liberalister og borgerlige har det fint med disse konsekvenser, men da det store flertal af danskerne er tilhængere af lighed og velfærd, så kan regeringen ikke sige det højt. Deres strategi er i stedet konsekvent at bruge deres eget sprog og at gentage deres egne fortællinger, for på dén måde at få skattelettelser til de rigeste til at fremstå i et positivt lys. Hvis man direkte konfronterer regeringen med den stigende ulighed og nedslidningen af velfærden, så viser de sig som verdensmestre i talmagi og bortforklaringer. De ved godt, at deres position bygger på kviksand, og at der er stor modstand mod ulighed i befolkningen. Venstrefløjen har derfor gode muligheder for at appellere til befolkningen på skatteområdet, men det vil kun lykkes, hvis regeringens sprog og fortællinger mødes af klare venstreorienterede alternativer. For det første sender ordet skattetryk helt forkerte signaler. Skat er ikke en møllesten om halsen på befolkningen. Det er et bidrag til fællesskabet og velfærden. Derfor er ordet velfærdsbidrag meget bedre. Der er en verden til forskel på de to ord. Det er venstrefløjens opgave at argumentere for de positive sider af velfærdsbidraget med udgangspunkt i venstreorienterede værdier. Hvis vi lægger regeringens fortællinger til side, står det nemlig klart, at velfærdsbidraget har mange gode sider, og at reduktioner af velfærdsbidraget – det, de borgerlige kalder skattelettelser – til de rigeste er i direkte modstrid med en progressiv samfundsudvikling. Velfærdsbidraget er grundlaget for økonomisk omfordeling og er grunden til, at det danske samfund er præget af en høj grad af lighed. De økonomiske midler, som velfærdsbidraget frembringer, danner basis for samfundets fælles velfærd, som kommer alle til gode og forøger hermed den demokratiske handlekraft – og i disse krisetider er det klart for alle, at markedet absolut ikke garanterer evig vækst og fremme af det fælles bedste. Midlerne fra velfærdsbidraget skaber tryghed, stabilitet og fremmer fællesskabets prioriteringer. Det, som de liberalistiske økonomer kalder forvridninger, kan man passende kalde demokratiske beslutninger, der tæmmer markedets krisetendenser. På det helt grundlæggende niveau, så retter velfærdsbidraget op på de uretfærdigheder, som skabes gennem markedet. I den kasinoøkonomi, som markedet skaber, er nogle heldige i livets lotteri, mens andre er uheldige. Tænk eksempelvis på de enorme milliardbeløb, der skifter hænder, når boligmarkedet svinger op og ned. Nogle bliver rige, andre bliver ruineret. Det er ikke retfærdigt. Og det er ikke retfærdigt, at et fåtal tjener kassen på at udvinde de fælles naturressourcer eller på at udbytte menneskelige ressourcer på arbejdsmarkedet. Velfærdsbidraget modvirker disse misforhold. Systemet med velfærdsbidrag kan også bruges til at rette op på systemfejl som den globale opvarmning. Også her er markedets fordeling uretfærdig, da nutidens mennesker lever ubæredygtigt og reducerer fremtidige generationers muligheder for velfærd og et godt liv. Hvis regeringens får sin vilje og gennemfører en borgerlig-liberal reform af velfærdsbidraget, vil det være til yderligere skade for lighed, demokrati, velfærd og retfærdighed. Det vil også være direkte i modstrid med videnssamfundet, der er karakteriseret ved, at velstand og velfærd skabes af fællesskaber, ikke af isolerende og selvtilstrækkelige individer. Det, der mere filosofisk ligger til grund for højre- og venstrefløjens forskellige syn på velfærdsbidraget, er, at højrefløjen fokuserer på individer, mens venstrefløjen fokuserer på fællesskaber som grundlag for individernes udfoldelse. Højrefløjen betragter indtægter som individets ejendom og grundlag for individets frie udfoldelse. Pengene ligger bedst i borgernes lommer, som de siger. Venstrefløjen betragter individuelle indtægter på markedspræmisser som mere eller mindre tilfældige, ofte uretfærdige og da slet ikke som naturlige og uangribelige. Individuel lykkejagt har ofte negative konsekvenser for andre og kan let føre til grådighed, egoisme og ensomhed. Kun gennem et stærkt fællesskab og et veludviklet demokrati kan de negative sider af individualismen begrænses og en mere fri og positiv individualitet udfolde sig. Frihed, lighed og fællesskab er hinandens forudsætninger, og i et moderne samfund kan man ikke opnå lighed og fællesskab uden høje velfærdsbidrag. Enhedslistens udspil til en skattereform forøger derfor de samlede velfærdsbidrag massivt, men rykker rundt på fordelingen af indtægter og udgifter, sådan at de bærende principper er, at en reform af velfærdsbidragene skal skabe mere velfærd, større lighed og bedre klima. Regeringen har siden 2001 udhulet velfærdssamfundet. Gennem loftet på velfærdsbidrag – dét, de borgerlige kalder skattestoppet – og reduktioner i velfærdsbidragene i 2004, 2008 og 2009 er der fjernet store samfundsindtægter. De manglende velfærdsbidrag løber op i 40 mia. kr. alene i 2009. Det er omkring 3 procent af BNP og en hel del mere end de samlede indtægter fra mellem- og topskatten. Som følge af dét er det private forbrug steget mere end dobbelt så hurtigt som velfærden. Gennem besparelser og nedskæringer er væksten i det offentlige forbrug og de offentlige investeringer gået ned, sådan at velfærdsstaten fremstår nedslidt. Der er både et investerings- og et forbrugsefterslæb. Hvis denne udvikling fortsætter, så ender det med, at velfærdsstaten helt forfalder, hvilket vil være et historisk tilbageskridt. Vi skal have en udvikling, hvor det er demokratiet og den offentlige sektor, der favoriseres og udvides. Det kræver flere velfærdsbidrag. Der har godt nok været store overskud på statens finanser i de seneste år, men alt tyder på, at denne situation nu synger på sidste vers med underskud allerede i år. Det afhænger selvfølgelig af den aktuelle krises dybde og længde. Men under alle omstændigheder skal velfærdsstatens finansieringsgrundlag styrkes. Enhedslistens skatteudspil indebærer samlet set øgede indtægter for omkring 50 mia. kr. om året. Det største beløb hentes ind ved at afskaffe fradragsretten for indbetalinger på pensionsopsparinger. Denne fradragsmulighed fremmer spekulation for at undgå de høje satser for velfærdsbidrag og de enorme beløb, der indbetales på pensionsopsparingerne er en bombe under ligheden i fremtiden. Uden fradrag for privat opsparing vil opsparingen selvfølgelig være fritaget for velfærdsbidrag, når den hæves, og der vil være råd til en meget bedre folkepension. Fradrag for sundhedsforsikringer skal også afskaffes, da de bidrager til en bekymrende udvikling hen imod et A- og et B-hold, der undergraver den lige adgang til velfærden. De rigeste skal også bidrage mere til fællesskabet. Personer med en indkomst over 1.000.000 kr. om året skal betale et ekstra velfærdsbidrag på 5 procent. Men mest af alt skal der betales større velfærdsbidrag af de arbejdsfrie indtægter. Der skal betales mere skat af Nordsøolien, selskabsskatten skal hæves, og multinationale selskaber skal betale mere. Handel med aktier skal også pålægges en omsætningsafgift, hvilket vil modvirke spekulation og hermed bobler. Tillige skal værdistigninger på boliger beskattes som arbejdsindtægt, når de realiseres til forbrug. Selv med de aktuelle prisfald på boliger er der tjent et stort trecifret milliardbeløb på boligmarkedet i de senere år. En del af disse gevinster bør tilfalde fællesskabet. Til gengæld skal vi hjælpe dem, der kommer i klemme på grund af den aktuelle krise. Men det er en anden historie. Uligheden er steget siden midt i 1990’erne og er i dag på niveau med 1960’erne. Vi skal den modsatte vej. Skattepolitikken er et af midlerne. Bedre velfærd er i sig selv med til at skabe større lighed, da den offentlige velfærd er – eller skal være – lige for alle borgere, og idet de rigeste skal bidrage mere til finansieringen. Der er også større lighed i lønindkomst i den offentlige sektor generelt og mellem kønnene. Uretfærdig fordeling på grund af bobler og spekulation hører også til i den private sektor. Enhedslisten vil have reducerede velfærdsbidrag til de fattigste og dem med de laveste indkomster i modsætning til regeringen. Dette skal ske ved at hæve personfradraget med 50.000 kr. for personer med en indkomst under 250.000 kr. om året og aftrappe det hævede personfradrag løbende op til indtægter på 300.000 kr. Dette vil løfte de lave indkomster markant. Godt halvdelen af befolkningen vil nyde godt af denne reduktion af velfærdsbidraget på omkring 2.000 kr. om måneden efter skat til hver enkelt. Ud over reduktioner af velfærdsbidraget i bunden skal dagpenge til arbejdsløse, kontanthjælp og pensioner hæves, og satsreguleringen skal ændres, så dagpenge og pensioner vokser lige så meget som lønindkomsterne. Som situationen er i dag, bliver der hvert år barberet 0,3 procent af overførselsindkomsterne sammenlignet med lønudviklingen. Det er en af de mest konsekvente mekanismer, der år for år øger uligheden. Det er dog helt afgørende, at den vækst i forbruget for den brede del af befolkningen, som Enhedslistens skatteudspil vil indebære, skal finde sted på bæredygtig vis. Et samfund baseret på lighed indebærer også, at fremtidige generationer har samme muligheder for at nyde godt af materielle goder som nutidens indbyggere på kloden. Som et af de rigeste samfund i verden har Danmark en særlig forpligtelse til at reducere vores økologiske fodaftryk og CO2-udledninger. Gennem de senere år har en lang række mere og mere bekymrende studier vist, at det globale økologiske fodaftryk overstiger klodens biologiske kapacitet, samt at klimaet forværres drastisk. Overforbruget af klodens ressourcer og den globale opvarmning nødvendiggør en massiv omstilling af samfundet over en kort årrække. Alle redskaber skal tages i brug for at fremme en miljø- og klimavenlig adfærd. Skattesystemet bør derfor omstilles, så det er økonomisk fordelagtigt at spare på energien og CO2-udledningerne, samt fremme økologien. Enhedslisten vil indføre et grønt bundfradrag og forhøje de grønne afgifter for forbrug, der er større end basisforbruget. På denne måde undgås det, at grønne afgifter vender den tunge ende nedad, og der indbygges en adfærdsmekanisme, der modvirker overforbrug. Vi vil desuden investere fem milliarder i den offentlige trafik, der vil indebære en halvering af billetpriserne på offentlig transport i form af busser, metro og tog. Trafikken er nemlig en af de helt største bidragydere til det ubæredygtige samfund. Både på grund af ressourceforbruget til den enorme bilpark og det tilhørende vejnet samt på grund af de enorme udledninger af CO2 og andre skadelige stoffer. Offentlig transport er flere gange mere miljø- og klimavenlig end privat transport og skal derfor være meget billigere. Til gengæld skal det være dyrere at køre i private biler og lastbiler. En anden stor bidragyder til forureningen er konventionel strøm fra afbrænding af kul. Vi skal meget hurtigt omstille os til en fremtid med ren vedvarende energi. Et af de første skridt på denne nødvendige vej er at fritage strøm fra vedvarende energi for CO2-afgift. Vi skal også omstille os til en økologisk fremtid, og her kan skattesystemet hjælpe udviklingen på vej, ved at økologiske varer fritages for moms. Der er alt i alt behov for et skarpt venstreorienteret alternativ til regeringens borgerlig-liberale skatteforslag. Når vi i den kommende tid skal diskutere en reform af velfærdsbidraget, er det vigtigt at huske, at det ikke kun handler om tal og regnestykker, men også om værdier og fortællinger. Venstrefløjen kan her samles om en vision for mere velfærd, større lighed og bedre klima. Et stort flertal i befolkningen deler disse værdier, og derfor vil regeringen forsøge at fremstille deres skatteforslag som værende i samklang med dette værdigrundlag. Men hvordan er det faktisk gået i de seneste syv år? Velfærden er udhulet, uligheden er større, og der er sket en radikal forværring af miljø og klima. Vi bør dømme regeringen på deres handlinger og ikke på deres flotte ord, som ligger meget langt fra virkeligheden. Venstrefløjen har med den aktuelle samfundsøkonomiske krise som bagtæppe rige muligheder for at skærpe den ideologiske profil og fremsætte politiske forslag, der vil føre til en helt anden og progressiv kurs i Danmark. Der er grundlæggende forskel på en skattereform fra højre og en reform af velfærdsbidragene fra venstre.