Dagen efter kvindernes internationale kampdag 8. marts sad jeg tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen. Hvordan er det, vi kæmper? Der er noget helt galt et eller andet sted. Vi kan ikke engang finde ud af, hvorfor vi har så svært ved at vinde. På DR 1 kunne man følge Hanne-Vibeke Holsts søgen efter en forklaring på, at mændene har magten. Det kunne der ikke gives et entydigt svar på. Historikeren Søren Mørch mente, at det måske er, fordi mændene er stærkere, altså har flere kræfter og kan slå hårdere. Hanne-Vibeke Holsts søstre foreslog, at det er, fordi vi kvinder bare ikke gider tage kampen op. Forfatteren Tor Nørretranders var overbevist om, at det er, fordi mænd ikke får sex nok, derfor er de nødt til at smykke sig med magten for at tiltrække os hunner. Han ville gerne afgive statsministerposten, hvis bare han kunne få sex hver dag. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det jo ikke er sikkert, at Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft er enige i det. Endelig blev det foreslået, at kvinder simpelt hen er dummere, fordi vi ikke har de rigtige hormoner! Så blev vi så lidt klogere. På DR 2 kunne man følge en kvindelig studieværts hyldest til de kvinder, som har taget den sportslige kamp op, specielt dem, som ikke bare er gode, men så gode, at de stiller direkte op mod mændene på golf- eller ishockeybanerne. De modbeviser to af ovenstående postulater. De har både kampgejsten og kræfterne til at gøre sig mod testosteronbomberne. Men, men, men, de skal fandeme se godt ud imens. Den vinkel måtte vi lige rundt om for alle de portrætterede kvinder. Allerbedst var det, hvis den kæmpende og vindende kvinde havde været fotomodel engang, så kunne man ikke sætte en finger på hende. Værre var det for en af fortidens store svømmekvinder, som havde lidt under sin kraftige kropsbygning og store overarme. På P1 hørte man om en svensk undersøgelse foretaget blandt kvinder i broderlandets Rigsdag. Alle de adspurgte havde været ude for ydmygelser og nedværdigende opførsel, om ikke andet så i form af, at mændene begyndte at sludre med hinanden og flytte sig uroligt på stolen, når kvinderne havde ordet. Det danske militær lader ikke de svenske politikere noget efter, men det er jo efterhånden en gammel nyhed, at kvinder i trøjen kommer ud for lidt af hvert. Bananer skal de i hvert fald ikke sidde og spise i kantinen, uden at de er skåret i mundrette stykker først. Aviserne var fulde af ulighedsstatistikker: Kvinder på topposter er fortsat mest en teoretisk konstruktion, ligeløn er ikke nået fra lovteksten over på lønsedlen, og vi får stadig tørre tæsk derhjemme, uden at der gøres alverden ved det. Vold, chikane, ydmygelser, udelukkelser eller underbetaling kombineret med konstante krav om skønhed, sex og (hus)moderlighed, det er, hvad halvdelen af verdens befolkning står over for. I mange år har jeg været af den opfattelse, at der 'bare' skulle tid og uddannelse til for at rette op på tingene. Kvindekampen har trods alt kun godt hundrede år på bagen i en meget lille del af verden. Jeg har troet på, at efterhånden som kvinderne fyldte læreanstalterne op, så ville der på et tidspunkt være så mange, der var rykket op i hierarkierne, at de ville bryde igennem til toppen og gøre deres indflydelse gældende. Nu er jeg kommet alvorligt i tvivl. For jeg kan ikke få øje på kvindernes særlige indflydelse de få steder, hvor de regerer. Nu er det jo et udbredt fænomen, at vi mennesker har en tendens til at give de uretfærdigheder og ydmygelser, vi har været ude for, mens vi var nederst i hierarkiet, videre til vores efterfølgere, efterhånden som vi rykker op i graderne. Det gælder i alt, fra børneopdragelse og ansættelsesforhold til hvordan man træner torturbødler. Det er sådan, det altid er foregået i militæret og på alverdens kostskoler. Førsteårseleverne får tæsk af de store, og når de selv bliver store, så giver de tæskene videre til de nye. Det kræver en særlig bevidsthed om urimelighederne og en mønsterbryderkarakter for at komme ud af den onde cirkel. Det, vi kalder den civiliserede verden, bygger på, at vi har brudt den onde cirkel. Det gælder i alle livets forhold, ikke kun de grimme voldstilfælde. Så er det, jeg spørger mine medsøstre: Hvilke mønstre er det, vi vil bryde, når vi kommer til magten? Hvad er det for mønstre, de kvinder, der trods alt er ved magten, er i gang med at bryde? På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om, at vores kvindelige ministre er kommet med udspil, som har sat sig markante kvindedagsordensagtige spor. Jeg husker ikke, at Madeleine Albright i sin tid som USA's udenrigsminister brugte sin magt til at hjælpe verdens undertrykte kvinder. Det var vist heller ikke fru Thatchers dagsorden. På trods af, at noget så basalt som ligeløn for lige arbejde ikke er effektueret, så er det ikke hovedkravet ved de hjemlige overenskomstforhandlinger. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en eneste kvinde ved magten, som bruger sin magt til i høje og utvetydige vendinger at kræve, at vi bryder de kvindeuretfærdige mønstre. Eller gør bruddet med bare ét af disse mønstre til sin mærkesag. Kvinder ved magten hyler med de hanulve, de er iblandt. Det er, som om det er vigtigt, at man endelig ikke skal kunne klandre en kvinde for at være særligt kvindefokuseret eller feministisk (uha), når hun har nået toppen. Jeg siger 'kvinder', men jeg er selv sådan, så jeg ved, hvad jeg taler om. Ikke at jeg har nogen særlig magt, men jeg har aldrig brugt de ressourcer, jeg har, til at bryde andre mønstre end min egen families. Min mor var medhjælpende ægtefælle, og jeg er direktør i et reklamebureau. Så i modsætning til hende er jeg i det mindste selvforsørgende og kan måske i en snæver vending fungere som rollemodel, men jeg tror faktisk ikke, at det argument holder, når jeg engang skal stå til regnskab for Sankt Peter, eller hvem der nu skal dømme mig i det hinsides. Hvad skal vi med magt og indflydelse, hvis vi ikke bruger den til at ændre det, vi selv har kæmpet imod? Min far har altid indskærpet mig, at kvinder, der ville gøre karriere, skulle gøre det dobbelt så godt som deres mandlige kolleger. Hvilket han så i øvrigt anbefalede og, så vidt jeg kan vurdere, har haft ret i. En dyb uretfærdighed, som der stadig ikke er lavet om på. Hvorfor skal jeg ved næste valg stemme på en kvinde, hvis hun opfører sig som en midaldrende, hvid mand? Martin Luther Kings berømte 'I have a dream'-tale runger i mine ører, men den runger hult, for jeg er aldrig stødt på en kvindedrøm om et bedre samfund. Vi følger slavisk de spilleregler, der er udstukket af den midaldrende, hvide mand. Vi kæmper for at få lige vilkår med ham. Kæmper for at komme til at gøre det samme som ham: Få de samme job, dyrke den samme sport, køre i de samme biler, skrive de samme artikler med de samme vinkler, stemme på de samme partier, udstede de samme love. Den midaldrende, hvide mand har været klog nok til at lukke os ind lidt ad gangen, slippe lidt damp ud af trykkogeren for at undgå, at det hele skulle eksplodere. Når vi så er kommet indenfor, så skal han nok vide at holde os nede og sikre sig, at vi ikke ændrer hans regler. Og intet middel er tilsyneladende for slibrigt. Han er ikke for fin til at bruge chikane i en presset situation, og vi er bange for at blive lukket ude og miste vores nyvundne og hårdt tilkæmpede positioner. Måske hjælper det trods alt, når vi bliver nogle flere, så bliver følelsen af udelukkelse i det mindste mindre. Men han er stadig stærkere og kan slå hårdere, så det kommer ikke til at gå af sig selv. Vi bliver nødt til at begynde at diskutere, hvilke spilleregler vi gerne vil have ændret, hvilke mønstre vi gerne vil bryde. Desværre tror jeg ikke, som Tor Nørretranders, at vi kan bolle os fra det. Men heldigvis er det, som om den midaldrende, hvide mand er trængt op i en krog for tiden. Han har svært ved at finde ud af, hvad han skal stille op med vores højt besungne velfærdssamfund. Uanset om han er venstremand, socialdemokrat eller hedder Marianne Jelved, så er det småt med visionerne, selv om problemerne er til at få øje på. Der skrues forsigtigt på nogle meget små finanspolitiske håndtag, mens man skændes højlydt for at lade, som om der er ved at ske noget vigtigt. Bagefter er alt, som det plejer at være. Børnefamilierne halser af sted for at nå institutionernes lukketider, de ældre sidder enten i store lejligheder, de ikke har brug for, eller på uværdige plejehjem. Lægerne har ikke tid til at tale med patienterne, som sniger sig hen til alternative behandlere for at få lidt omsorg. Vi kører længere og længere for at komme på arbejde og spilder vores kostbare tid på at holde i kø i myldretrafikken. Vi bevæger os i rituelle cirkler omkring etniske indvandrere, som har bragt deres middelalderlige og stærkt kvindefjendske traditioner med herop, uden at vi kan tage os sammen til at bringe dem ind i den moderne verden, de selv er flygtet til. Stress og fedme er to helt nye folkesygdomme. Forskning og uddannelse mangler penge, selv om alle er enige om, at vi skal overleve på vores intellektuelle og kreative kapital, som det hedder nu om stunder. For slet ikke at tale om den nok så bekendte 'ældrebyrde' eller om, at halvdelen af befolkningen er bange for det EU, som får større og større indflydelse på vores dagligdag. Der er nok af problemer, og ingen af problemerne kan løses, uden at der sker nogle helt fundamentale og strukturelle ændringer. De kan ikke klares med en rask lille oplysningskampagne eller et par millioner i ekstrabevillinger. Mon ikke det er her, vi skal træde i karakter, piger? Den midaldrende, hvide mands spilleregler dur tilsyneladende ikke til at løse de problemer, vi har i vore dage. Og vi får ikke ligestilling, før vi kommer ind i kampen om spillereglerne. Men hold op, hvor skal vi tage os sammen. Mændenes spilleregler er uskrevne, indpodet i os fra fødslen og gennemsyrer hele den verden, vi lever i. De er svære at få øje på, og ofte mærker man dem (på grund af tilvænning) kun som et let ubehag eller en hurtigt undertrykt undren. Formodentlig på grund af et simpelt overlevelsesinstinkt har vi trænet os i at se bort fra selv de mere groteske udslag af mændenes måde at indrette verden på. Tænk, hvor meget debat der var om apartheid i Sydafrika, og hvor lidt der var om talebanernes afsindige kvindeundertrykkelse. Tænk på, hvor megen debat der er om dyrenes vilkår i fødevareindustrien, og hvor lidt der er om kvindernes situation i Saudi-Arabien. Har man nogensinde hørt om handelsrestriktioner mod et land på grund af dets kvindeundertrykkelse? Det har ikke engang været på tale. Tænk på, hvor megen debat der er om ventelister til hospitalerne, og hvor lidt vi hører om ventelister til krisecentre for voldsramte kvinder. Der bruges milliarder af kroner på miljøprojekter, vi ikke kender effekten af, mens man ikke kan få sit barn i vuggestue. Reglerne og måden at anskue verden på er så indgroet i os, at vi ikke lægger mærke til, at vi spiller efter dem. Hvorfor sidder en kvindelig studievært på DR 2 for eksempel og hylder de (smukke og sexede) sportskvinder, som har 'gjort det' på mændenes præmisser? Hvor kom den vinkel fra? Fra en mandlig redaktør? Eller fordi hun ikke engang tænkte over, at det kunne være, vi skulle ændre spillereglerne i stedet for at kæmpe en håbløs kamp, hvor vi kun lige nøjagtigt - og hvis vi bruger alle vores kræfter - kan komme på niveau med den stærkere part. Verden bliver ikke bedre af, at vi bliver ligesom mændene. Vi er skabt forskellige, og meningen må være, at vi bruger den forskellighed til bedste for begge parter. Jeg vil ikke have ligestilling, jeg vil have ligemagt. Magt handler om penge, jeg ved det godt, men magt kan også springe ud af visioner. Jeg glæder mig til, at stærke kvinder tør rejse sig og sige: »I have a dream!«.