0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pigen med rotterne

Ny forskning tyder på, at mennesker kan danne nye hjerneceller hele livet igennem.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ny forskning tyder på, at mennesker kan danne nye hjerneceller hele livet igennem. Det åbner nye perspektiver og muligheder for behandlingen af hjernesygdomme, skriver kronikøren, der er lektor i biologi.

I mange år har det været god latin at hævde, at mennesker og andre pattedyr fødes med et vist antal hjerneceller, som i løbet af livet ikke kan fornys, på trods af at der fortløbende går mange til grunde. Det er da også velkendt, at mange mennesker, der har haft en hjerneblødning eller anden hjerneskade, har svært ved at genvinde evnen til f.eks. at gå eller tale. Denne opfattelse bygger på, at de fleste hjerneforskere har ment, at der ikke kan dannes nye nerveceller i den voksne pattedyrhjerne bortset fra det område fortil i hjernen, der har med lugtesansen at gøre. Deres forklaring har været, at de eksisterende nerveceller er for specialiserede til at kunne dele sig, og at langtidshukommelsen kræver stabile nervecelleforbindelser for at kunne fungere.

Dette dogme gælder ikke længere. Nok kan de eksisterende nerveceller ikke dele sig, men derfor kan der alligevel formentlig på grundlag af stamceller ske nydannelse af celler i hjernen. Denne opdagelse skyldes ikke mindst en kvindelig forsker, der spøgefuldt kaldes 'pigen med rotterne'. Hun hedder Elisabeth Gould og er professor i psykologi ved Princeton University i USA. Sammen med andre hjerneforskere har hun på grundlag af forsøg med bl.a. rotter og aber kunnet afsløre, at der hos disse dyr ikke alene kan dannes nye nerveceller i bestemte hjerneområder hos voksne individer, men at cellerne tilsyneladende også fungerer normalt. Meget tyder på, at de samme forhold gør sig gældende hos mennesket! En forsker har kaldt denne ændring i den tidligere opfattelse af hjernens fysiologi for et paradigmeskift, der vil få os til at se med helt andre øjne på mulighederne for at behandle alvorlige hjernesygdomme som f.eks. Parkinsons syge, epilepsi, skizofreni og Alzheimers demens.

Opdagelsen, der førte til paradigmeskiftet, har en interessant historie. Gould undersøgte i 1980erne hormoners indvirkning på hjernen hos rotter og blev uhyre forbavset, da hun fandt tegn på, at der i hippocampus - et hjerneområde, der bl.a. har med hukommelse og indlæring at gøre - var dannet nye celler. Hun var godt klar over, at der kunne dannes nye hjerneceller hos voksne fugle. Tidligere forskning havde nemlig vist, at der f.eks. hos sangfugle som kanariefugle og zebrafinker skete en forøgelse af antallet af nerveceller i bestemte hjerneområder i forbindelse med, at fuglene lærte nye sangvariationer.

Gould havde dog aldrig hørt om, at dette også skulle være tilfældet for pattedyrs vedkommende. Sammen med kolleger dykkede hun derfor ned i litteraturen og fandt til sin store overraskelse ud af, at to forskere allerede i begyndelsen af 1960erne uafhængigt af hinanden havde konstateret dannelse af nye hjerneceller hos rotter og andre pattedyr. Det drejede sig ikke alene om celler i hippocampus, men også - hvad der er bemærkelsesværdigt - om celler i selve storhjernebarken (neocortex), det vil sige det hjerneområde, der hos mennesket bl.a. har med 'tænkeprocesser' at gøre! Disse epokegørende forskningsresultater var simpelt hen gået i glemmebogen, idet man dengang åbenbart ikke fandt dem betydningsfulde. Tiden var ikke moden til at forske videre i emnet.

Gould fortsatte med sine rotteforsøg og fandt ud af, at der, når hun ændrede den hormonpåvirkning, hippocampus normalt bliver udsat for, gik hjerneceller til grunde, men til gengæld blev der dannet nye celler. Hun opdagede derefter, at stress kunne undertrykke dannelsen af nye celler, og at læsioner i hippocampus derimod kunne stimulere nydannelse af celler, hvilket hun tolkede som et tegn på, at skader i hjernen kan regenereres eller stimuleres til regeneration! Nu kom der for alvor gang i forskningen på dette område, og i slutningen af 1990erne rapporterede Gould og hendes medarbejdere, at nydannede nerveceller overlevede hos rotter, der levede under forhold, hvor man hele tiden udsatte dem for forskellige opgaver, som stimulerede de indlæringsprocesser, der involverer hippocampus. Hun konstaterede også, at de samme forhold gjorde sig gældende hos forskellige abearter.

I 'Nature' fra marts i år har Gould sammen med Shors, der også er professor i psykologi, rapporteret, at nydannede celler i hippocampus er aktivt involveret i at danne ny hukommelse i forbindelse med bestemte indlæringsprocesser hos rotter. Når de to forskere hæmmede dannelsen af nye nerveceller ved hjælp af et medikament, var rotterne ikke længere i stand til at danne bestemte former for ny hukommelse, uanset at de gamle hjerneceller fungerede normalt. Endvidere viste det sig, at når de ophørte med at hæmme nydannelsen af celler, kunne rotterne igen erhverve ny hukommelse. De nye celler blev tilsyneladende involveret i hukommelsesprocessen omkring en eller to uger efter, at de var dannet. Tidligere undersøgelser havde i øvrigt vist, at hvis de nydannede hjerneceller ikke blev brugt i forbindelse med ny indlæring, gik de til grunde i løbet af få uger. Mon ikke det samme gælder for mennesker? Så med andre ord: »Brug hjernecellerne, eller de vil gå tabt!«.

Et er, at der kan dannes nye hjerneceller i hippocampus, men gælder det virkelig også pattedyrs storhjernebark, sådan som de to tidligere nævnte forskere var kommet frem til for over 30 år siden? Det ville være højst interessant, da den jo hos mennesket har nået den højeste udvikling og er en forudsætning for vores unikke tænkeevne. I Science fra oktober 1999 rapporterer Gould og Gross fra Princeton, at der kan dannes nye nerveceller i storhjernebarken hos voksne rhesusaber! Det skulle være mærkeligt, om det ikke også skulle gælde for menneskers vedkommende, da aber og mennesker har helt de samme hjernestrukturer. Resultaterne af deres undersøgelser er bemærkelsesværdige, da storhjernebarken jo hos os er ansvarlig for den højeste form for indlæring og for erkendelsen af vores omverden.

Tidligere har man ment, at da storhjernebarken er vigtig for hukommelsen, må der ikke ske ændringer i den. Men måske er det lige omvendt: Da hukommelse skabes ud fra erfaringer, er det så ikke mere sandsynligt, at disse erfaringer fremkalder ændringer i storhjernen? Forskerne fra Princeton opdagede, at de nye hjerneceller i storhjernebarken blev dannet på grundlag af stamceller fra et område, der grænser op til de store væskefyldte hulrum (ventrikler), der findes dybt nede i midten af hjernen. Herfra vandrede de den lange vej op til forskellige dele af hjernebarken. En sådan vandring er aldrig set før, og måske kan denne viden danne grundlag for, at man en skønne dag kan styre processen, så det bliver muligt at få tilført raske celler til steder i hjernebarken, der er ramt af sygdom, eller erstatte celler, der er blevet ødelagt ved hjerneskader.

Dette ville være noget helt andet end at tage stamceller fra fostre og operere dem ind i hjernen hos patienter med f.eks. Parkinsons syge. Denne behandlingsform er aktuel i dag, men anses af nogle mennesker for at være etisk uacceptabel. Kan man i stedet aktivere patientens egne stamceller i hjernen, undgås den slags etiske problemer! De nævnte forskningsresultater er meget vigtige for forståelsen af, hvordan hjernen udvikles hos pattedyr.

Nogle forskere mener, at hvis disse resultater også gælder for menneskets vedkommende, kan der sættes spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt, at den vigtigste tid for vor hjernes udvikling er de første tre år efter fødslen. Måske er sandheden i stedet, at erfaringer gjort gennem hele vores voksne tilværelse kan påvirke hjernens fysiske struktur, og i så tilfælde kan man roligt gå i gang med at korrigere lærebøgerne om den menneskelige hjernes udvikling og inddrage denne viden om, hvordan nye erfaringer påvirker hjernen.

Det springende punkt er altså, om man virkelig kan påvise nydannelse af nerveceller i hjernen hos det voksne menneske. På Sahlgrenska Universitetshospital i Göteborg har nogle forskere for første gang undersøgt, om der forekommer nydannelse af nerveceller i hippocampus hos mennesker, og deres resultater blev offentliggjort i tidsskriftet Nature i november 1998. Undersøgelsen blev foretaget på patienter, med kræft i strube eller svælg. Patienterne havde en gennemsnitsalder på 64 år. I forbindelse med behandlingen af deres sygdom havde de fået indsprøjtninger med et stof, der bliver indbygget i cellers arvemateriale (dna), når de skal til at forny sig selv ved celledeling. Hvis dna mærket med dette stof kunne påvises i væv udtaget fra hippocampus efter patienternes død, må det betyde, at der er foregået nydannelse af celler i denne hjernedel.

Resultaterne viste, at der var dannet nye nerveceller i hippocampus, og hermed var det sandsynliggjort, at der ligesom hos aber hele livet igennem kan ske fornyelser af celler i denne hjernedel, ligesom der sikkert også hele tiden vil gå celler til grunde. Hippocampus, der ligger under storhjernebarken i tindingelappen (lige bag ørerne), er, som det vist er fremgået, en hjernedel, der har påkaldt sig stor opmærksomhed i de senere år, ikke mindst på grund af at det nu har vist sig, at hjerneceller 'kommer og går' i dette område alt efter forholdene.

Depression er jo tilsyneladende ved at blive en folkesygdom i Danmark, og noget tyder på, at denne sygdom måske kan have sammenhæng med, at der er gået celler til grunde i hippocampus, selv om årsagssammenhængen nok er meget kompleks. Man ved nu, at de hjerneområder, der har med følelserne at gøre, også er forbundet med hippocampus, der dermed kan spille en rolle for depressioners udvikling. Det er i hvert tilfælde bemærkelsesværdigt, at antidepressiv medicin typisk er 3-6 uger om at virke, og en forklaring kunne være, at medicinen bl.a. virker ved at sætte nydannelse af hjerneceller i gang i hippocampus, men at denne proces tager den nævnte tid.

Depressive patienter bliver i øvrigt rådet til at dyrke meget motion især i form af løb, da man af erfaring ved, at dette har en antidepressiv virkning. Forsøg med mus viser nu, at når disse dyr bliver sat til at motionere i en løbetromle, sker der nydannelse af celler i hippocampus efter nogle uger, og måske er det en af forklaringerne på motions gavnlige effekt på depression.

Man kan vist roligt sige, at 'pigen med rotterne' har været med til at sætte skub i en hjerneforskning, der kan ende med, at vi får nogle helt nye muligheder for at behandle og måske helbrede forskellige hjernesygdomme eller hjerneskader, der er opstået som følge af læsioner. Det drejer sig om, at man som tidligere nævnt måske kan komme til at kontrollere de processer, der kan få hjernens stamceller til at begynde at dele sig og vandre hen til de syge områder. Her kan de så erstatte defekte celler med sunde celler, som kan genoprette de beskadigede funktioner.

Gould havde i øvrigt bemærket noget væsentligt angående sine forsøgsrotter i laboratoriet. De adskilte sig fra deres artsfæller i naturen ved, at de hele tiden havde ubegrænset adgang til at spise og drikke. Derved mistede de interessen for aktivt at undersøge deres omgivelser og derigennem få nye erfaringer. Det viste sig da også, at hos sådanne passive dyr gik nydannede hjerneceller til grunde i løbet af få uger! Der er vist ingen tvivl om, at de samme forhold gør sig gældende hos mennesket, og det understøtter i høj grad det, man har erfaret kan ske med ældre mennesker på plejehjem eller hospital: Hvis man overlader dem til sig selv i en stol eller seng uden mulighed for at beskæftige sig med noget, der kan aktivere deres hjerne, bliver de langt hurtigere demente, end hvis de befandt sig i et stimulerende miljø.

I et samfund, hvor antallet af ældre mennesker vil stige kraftigt i de kommende år, er det derfor uhyre vigtigt, at vi forøger vores indsats med hensyn til at aktivere plejehjemmenes beboere på forskellig vis. I takt med at der kommer flere ældre mennesker i vores samfund, vil der naturligvis også være et større antal mennesker med aldersbetingede hjernesygdomme, men hvis resultaterne af den nævnte hjerneforskning kan udnyttes medicinsk, vil muligheden for at skabe unge, raske celler i gamle hjerner med en forøget livskvalitet i alderdommen til følge måske ikke være utopi!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage