For næsten alle motoriserede danskere øst for Storebælt er Guldborg bare en lille, grå flække, man nødvendigvis må igennem, hvis man vil fra Falster til Lolland og ikke tager tunnelen. Når man kører over broen, er udsigten ikke den værste med hele to lystbådehavne og den afveksling, dette giver. Fra København til Maribo er afstanden syv kilometer kortere end turen via motorvejen. Med de under hundrede meter mellem Falster og Lolland har her været erhverv lige så længe, der har boet mennesker på øerne. Og med en vanddybde på op mod tyve meter, takket være den stærke strøm, har her altid været brug for en frisk færgemand. Og nej, det var ikke hér, Marie Grubbe boede de sidste år af sit liv med sin elskede Søren. Men det er tæt på, de boede ved Grønsund, ovre på den anden side af Falster. Jeg så selv første gang Guldborg, da jeg på en tur med 3. g foretog en tur til kalkmalerierne i kirkerne på sydhavsøerne. Udflugten blev ledet af lektor Rasmussen fra Gl. Hellerup Gymnasium. Det var helt tilbage i 1957. Vi kaldte ham til hans store fortrydelse 'Tjøp', men det var et kælenavn, for han var en af vore mest afholdte lærere. Cykelturen gennem Guldborg har jeg dog ingen erindring om. Senere på ture i bil sydpå blev det specielle drej, hvor Guldborgsundbroen svinger lidt mod nordvest fra Falster over mod Lolland, for der igen at dreje sydpå, et velkendt syn. Men hvis nogen dengang havde spået mig, at jeg i den sidste del af mit liv ville komme til at bo et par hundrede meter efter broen på højre side af vejen, ville jeg nok været blevet skræmt fra vid og sans. Men sådan kom det altså til at gå. Og trods et langt liv i Storkøbenhavn, endog med arbejdsplads på selve den pulserende Rådhuspladsen, og med stort set alt inden for overkommelig rækkevidde, har omplantningen til roelandet været nemmere for mig, end jeg kunne have drømt om. Tænk at bo i et stråtækt hus, fra før Napoleon blev kejser i Frankrig, og fra længe før skomager Andersen i Odense efter et frækt initiativ blev far til en vis Hans Christian. Og så er vi oven i købet blevet beriget med adskillige spøgelser, som bidrager til underholdningen. VI har begge, uafhængigt af hinanden, mange gange hørt det par, som fører timelange, meget monotone samtaler om natten. Uden naturlige pauser på naturens vegne, som virkeligheden gør krav på. Da de sikkert taler den lokale syngende dialekt og ikke særlig tydeligt, har det dog ikke været muligt at forstå, hvad de taler om. Og hvis man står op og går ned for at blande sig, er de væk. De vil nok ikke så gerne forstyrres. Men stemmerne kommer angiveligt fra et sted i stuen, hvor der for mange år siden var et soveværelse. Her lå husets daværende ejer for døden og nægtede, dog uden held, at give op. Jeg har det fra hans barnebarn, der som tækkemand forsynede huset med et nyt, meget smukt stråtag sidste år. Et andet spøgelse, som jeg dog ikke kan stå inde for, er en lille tyk kone, som for et par uger siden tilbød min Jytte en hjælpende hånd til at komme ud af sengen. Det kunne hun naturligvis ikke rent fysisk klare, så hun valgte klogelig at 'forsvinde', lige før der var kontakt. En anden aften hørtes der gammeldags spillemandsmusik og dans nede fra stuen, afsluttet med et 'godnat og tak for i aften, og kom nu godt hjem'. Dér ville jeg godt have været med. Og nu til selve Guldborg. Jeg tror ikke, der bor over 500 mennesker her. Men før trafikken til og fra Tyskland blev ført under Guldborgsund via Farø-broerne, gjorde den voldsomme trafik det umuligt at komme over vejen, når broen ikke var oppe. Men til gengæld muligt for bagere, købmænd, frisører og andre detailforretninger at overleve. Alt dette er slut nu. Så vi må klare os med Orla i Dagli'brugsen et par numre længere mod syd. Brugsen er byens største mødested. Her betyder kø ved kassen ikke stress, men en kærkommen lejlighed til lidt socialt samvær. Det er her, man får de seneste nyheder, og i øvrigt før eller senere får sagt hej og dav til alle. Jeg boede selv indtil for tre år siden i Holte, og der var vi for snobbede til den slags. Her i Guldborg er det helt anderledes. Alle kender hinanden og hilser. Selv de mange tohjulsmotoriserede, som er næsten ukendelige bag tøj og styrthjelme, kan godt komme med bemærkninger, hvis man ikke siger dav. Det problem klarer jeg i dag ved simpelthen at løfte armen og hilse på alt, hvad der rører sig. I det hele taget kan man godt sige, at det er umuligt at gå og gemme sig her i byen. Uden de mange ture med den lille dværgschnauzer Ludvig ville jeg gå glip af mange små lyspunkter i tilværelsen. Samt et par baller, fordi omtalte Ludvig ikke altid er artig. En dag kom han til at besørge inde ved en hæk, uden at jeg bemærkede det. Det populæreste skældsord 'tilflytter' blev bl.a. anvendt. Et skældsord, alle, som har boet her et par år mere end os, godt kan lide. Nu går vi aldrig mere tur uden den lille lilla pose med de små plastposer. Jeg har nu samlet høm-hømmer op adskillige gange, men synes ikke, at nogen som helst bemærker det. En anden dag stod en meget ulykkelig dame pludselig inde i køkkenet. Hun havde ved personligt detektivarbejde regnet sig frem til, at min lille hund måtte have ædt hendes 12-årige kat, som hun ikke havde set i en uge. Jeg prøvede at forklare hende, at han for det første var under behandling for lammelser i bagkroppen og var ude af stand til at gå ret hurtigt. For det andet har han her i huset en stor kat på størrelse med ham selv, og han ved godt, hvor barberbladene sidder. Og hvad en kat kan bruge dem til. Men det hjalp ikke. En time efter vidste hele byen, at Ludvig var kattedræber. En uge senere fik jeg en stor undskyldning og et kødben, for nu var katten, om end stærkt forkommen, kommet hjem igen. I mellemtiden havde hun som trøst fået to nye killinger, så nu har hun tre katte. Flere gange om ugen går turen et smut de kun godt 300 meter over til Falster, hvor Guldborgs næstvigtigste mødested, Guldborg Falster Bådelaug, har sine lokaler. Det koster godt otte kroner om dagen at være medlem, og det er ikke strengt nødvendigt at eje en båd for at få adgang til socialt samvær, viseaftener, banko, fester og ikke mindst Guldborgs bedste nyheder hver dag. Lidt røg må man også kunne tåle, for her skal ingen, og slet ikke tilflyttere, tro, at de er noget. Det er bare med at stikke fingeren i jorden. Og prøve at holde den dér. Alle aktuelle emner bliver omhyggeligt endevendt, så i dag, hvor jeg efter tre år ikke mere har store problemer med at forstå det syngende tungemål, sker der meget, meget lidt på sydhavsøerne, jeg ikke bliver informeret om. Jeg abonnerer dog for en sikkerheds skyld på et dagblad på Rådhuspladsen, som jeg har læst hver dag i 44 år. De klarer det lidt mere finkulturelle. Og udlandet. Fra klubhuset har vi fri udsigt til Guldborgsundbroen, og hver gang et skib skal have broen op for at kunne passere, ved alle, hvem hun er. Mange gange ved man også, hvem der er kaptajn. Jeg har endog oplevet at være sammen med piger på min egen alder, som bliver helt opstemte ved det flotte syn af en broklap, som rejser sig. Ikke alle, som gennemsejler de små, sarte danske farvande, finder det nødvendigt med lods, men vores bro tør de ikke sejle ind i. Den har de respekt for. Mange i Bådelauget har en maritim baggrund. Og ikke mange motorbåde får lov til at passere, uden at hestekræfterne i motorrummet kendes. Her møder man alle typer. Er Gunnar her ikke, mener alle, at han må være syg. Og så ved han, med en fortid i 2. division, alt om fodbold. Som gammel wing mener han, at bolden skal meget mere indover. Niels Erik med hund kommer også hver dag. Man møder også Ole, som en gang imellem er afløser som brovagt. Så er det svært at komme over uden at blive inviteret indenfor. Kontrolrummet på broen minder meget om broen på et skib. Men roret mangler selvfølgelig. Eller hvad med Kurt, som var gravemester, da Lindøværftet blev opført? I dag er han en af Guldborgs mest velklædte mænd, men den 80-årige har vel set mudder nok i sit liv. Og Knud, som gik vagt på Amalienborg i 1940, da tyskerne kom på uvelkomment besøg. Han siger i dag, at han stadig husker hver eneste flise på slotspladsen. Én af mine favoritter er Per, som er tvillingebror til min frisør, som bor i Sakskøbing (Hvor skulle han ellers bo). Det sjove ved de enæggede tvillinger er dog, at da den første blev født i 1937 i Sakskøbing, blev de alle sammen meget overraskede over, at der var én til. Så 'mor' blev efter en vis forvirring kørt ba-bu-ba-bu og fødte lidt senere igen, nu i Maribo. En god historie i sig selv. Sjovt nok ved de ikke, hvem der er født hvor. Så måske hedder Per i virkeligheden Ole. Frisør-Ole skal for resten have en skideballe, for hvad bilder han sig ind at gå på pension lige nu, hvor jeg netop var blevet glad for at komme i hans salon og få en snak i ventetiden. Det der med at bestille tid hos frisøren bruger man ikke her i Sakskøbing. Så vi var ofte en hel kødrand, som ventede. Der sker også andre ting i vores lille by, der får en til at trække lidt på smilebåndet. En dag på vej de 40 meter hjem fra Brugsen så jeg en mand, som nærmest lå ind i en hæk. Jeg troede, at han var død eller alvorligt syg, så jeg hastede på bedste 65'er-facon tilbage til Orla i den overbevisning, at nu kunne jeg være med til at redde et menneskeliv og blive berømt. Her var brug for hurtig hjælp, mente jeg. Orla gik med ud, men da han så, hvem det var, kunne han berolige mig: 'Nå ham, han fejler ikke noget, han har lige været inde og handle'. Det burde jeg naturligvis have vidst. Og jeg følte mig meget beroliget. Jeg har dog ikke set ham siden. De lokale myndigheder kan også bidrage til underholdningen. Uden for min hæk er der direkte bus til storbyerne Nykøbing, Vordingborg, Sakskøbing og Maribo. Da der ikke er nogen affaldskurv, havner en del dåser, cigaretpakker og lignende i hækken og i haven. Jeg fik fat på de ansvarlige myndigheder og satte dem ind i problemet. De kom da også og så på sagen. Men jeg fik afslag, fordi man var bange for, at hvis jeg fik en affaldskurv på standeren til stoppestedet, ville alle de andre også have en. Og da busserne hernede stort set kører tomme rundt, kan jeg heller ikke se, hvor de skulle få pengene fra. Et andet af Guldborgs samlingssteder er Cextins fiskerhus nede ved havnen. Her kommer mange af den mandlige befolkning i Guldborg samt enkelte damer. Her kan man også liste sig ind og få 'late-late-news', eller i øvrigt få sig en snak om alt. Hvis man er heldig, kan man godt få en fisk eller friske fjordrejer med hjem. Vi har også kromanden Benny mod syd på Motel Guldborg. Han kom nytårsaften og delte en torsk med os og var endog så høflig at gå hjem længe før rådhusklokkerne. Benny tror, han ved alt om, hvad der foregår her i byen, men efterhånden tror jeg, at jeg ved lige så meget. Men en hyggelig fyr, det er han nu. I samme motel har de i mange år haft deres eget spøgelse, en hr. Nielsen, som er set af mange gæster. Han går rundt om natten og går altid gennem et bestemt sted i væggen. Benny har undersøgt stedet og har opdaget, at der en gang har været en dør her. Og der kommer hele tiden revner i væggen omkring den gamle døråbning. Motel Guldborg var tidligere et pensionat for unge piger, og efter sigende går spøgelset rundt og passer på pigerne. Han må kede sig i dag, hvor de er væk. Nogle tidligere ejere af motellet boede for resten her i vores hus, men om det har nogen forbindelse til spøgeriet, aner jeg ikke. Vi har også Karina og Café Lagunen nede på havnen, hvor man kan møde næsten de samme mennesker, jeg netop har omtalt, men nu til restaurationspriser. Og god, gammeldags dansk mad kan pigerne bare. Og man kan ikke selv lave maden meget billigere. Her kommer også et hav af turister i sæsonen. Af mødesteder havde vi også 'smugkroen', hvor jeg dog kun har været inviteret ind en enkelt gang på en øl, jeg ikke skulle betale for. Jeg kan desværre ikke huske, hvor den lå. Man kan også komme ind privat og få et slag billard. Skønt en løbende invitation har jeg hidtil sagt nej tak. Jeg skal ikke udfordre en, som siger, at han engang blev nummer to ved DM. Så jeg finder nok aldrig ud af, om det passer. Et andet mødested er selve Guldborgvej, hvor man altid kan få en snak. Man kan bare gå ud og begynde at slå hæk. Det er nok. Og med kun få hundrede meter til skov og strand er der også noget for frisklufts-narkomanerne. Vi har også kortklubber her, men det er svært at komme ind, så det kan godt have lange udsigter. Og disse klubber er vist mest for damer. Det gør det ikke nemmere. Skulle jeg endelig kritisere noget ved Guldborg, er det skæbnen, som vi deler med stort set alle danske byer, store som små. Husene er simpelthen grimme og uharmonisk klasket op ved siden af hinanden. Fuldstændig som det er tilfældet i Silkeborg, Ikast, Varde eller Korsør. Eller hvor som helst i Danmark bortset fra Skagen. Når jeg tænker tilbage på min tid i Holte, skulle jeg nogle gange kun 50 meter væk, før jeg ikke anede, hvem folk var. Her ser det ud til, at man skal over 10 kilometer væk, før det begynder at knibe med lokalkendskabet. Sidste år fik jeg et tip om en god lille landslagter på Falster, som skulle have godt kød. Skønt jeg ved mit første besøg hos ham aldrig havde set ham før, kunne han straks sige til mig: Det er jo dig, der bor i tækkemandens hus. Den ville aldrig gå på Vesterbro. Men det er nemmere at holde øje med de andre, når der ikke er så mange at hitte rede på. Og det er der i København. De få gange om året, jeg kommer der, er jeg ved at blive kvalt af biler og mennesker. Der er mange af begge dele. Jeg glemte at sige, at slagterens kød er fremragende og ikke dyrt. Men vi har også trafik her på Lolland, og den er tung. Og det giver mig anledning til at fortælle om en pudsig iagttagelse. Der køres både med roer, masser af roer, korn og halm gennem byen. Og mærkeligt er det at tælle alle de køretøjer, som er på vej i hver sin retning med den samme slags last. Og sådan har trafikken det i månedsvis om efteråret. Der er sikkert en god forklaring, men jeg vil hellere blive i uvidenhed og have noget at more mig over. Selvfølgelig er der en god forklaring, for bønder kører ikke bare rundt for sjov. Man har ganske vist fået et nyt slogan: 'Lolland bevarer roen', men en del af dem har man altså travlt med at komme af med. På anden måde er der også fart over trafikken her gennem Guldborg. Biler, som kører om kap om aftenen med op mod 200 km i timen, er ikke noget særsyn. Og da vi kun har én patruljevogn til at dække Lolland, sker der sjældent noget ved det. De fleste knallerter er mørklagte, altså uden lys, men det gør ikke så meget, når man tydeligt kan høre dem, når de kommer. Og så er det bare med at holde på hat og briller. Men den slags glæder deler vi med mange andre i Danmark år 2005. Det gælder også de sociale tabere, for her går Guldborg heller ikke ram forbi. Og hvorfor skulle vi også det? De hører absolut med her i vores lille samfund, men fylder ikke meget i gadebilledet, generer ikke nogen og hører derfor ikke med i disse betragtninger.