0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Farlig uvidenhed

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

USA har haft en epidemi af retssager om seksuelle overgreb baseret på såkaldt genfundne erindringer eller recovered memories. Men disse erindringer er ofte falske, skriver speciallæge i psykiatri Jytte Willadsen. Hun advarer mod at bruge dem i danske retssager

Intetanende blev en godt 50-årig journalist varetægtsfængslet sidst i januar i år. Han var sigtet og blev senere tiltalt for seksuelle overgreb på sin datter og dennes halvsøster. De var begge i 20'erne og havde anmeldt ham for utallige overgreb, fra de var 4 år, for datterens vedkommende helt til hun var 22. Den tiltalte benægtede enhver anklage om seksuelle overgreb og betegnede hele historien som pure opspind.

Journalistens hustru blev samtidig sigtet for aktiv medvirken i flere af de seksuelle overgreb, men hun blev påfaldende nok ikke varetægtsfængslet og heller ikke tiltalt. Hun forstod ikke, hvordan sigtelserne hverken mod hendes mand eller hende selv kunne opstå, og rystet benægtede hun alt.

De to kvinder havde ikke tidligere husket noget om overgrebene, men halvandet år før var erindringer om dem dukket op hos datteren under terapi hos en autoriseret cand.pscyh., som hun havde søgt hjælp hos i en krise. Som en del af behandlingen havde han forsøgt at føre hende tilbage til barndommen og desuden haft hende i hypnose. For øvrigt havde han sideløbende haft halvsøsteren og deres fælles mor i terapi. Datteren fortalte halvsøsteren om erindringerne, og efter godt to måneders forløb dukkede der også hos hende erindringer op om den tiltaltes seksuelle overgreb på hende. Efter at erindringerne kom frem, blev begge kvinder langvarigt behandlet på en psykiatrisk specialafdeling (blandt andet i såkaldte incestgrupper), og efter mange måneders behandling her fandt politianmeldelsen sted.

Politi og anklagemyndighed var sikre i deres sag med den begrundelse, at de to kvinder gav samstemmende forklaringer, og at der forelå lægeerklæringer, som klart støttede dem. Andre beviser fandtes ikke. Sagens lægeerklæringer stammer fra overlægerne på den psykiatriske specialafdeling. I disse erklæringer optræder overgrebene som historiske kendsgerninger og kvindernes psykiske symptomer som 'fuldt forenelige med senfølger efter incest'. Diagnoserne er for dem begge: 'posttraumatisk belastningsreaktion. Seksuelt overgreb fra nærtstående person'. Desuden udtales, at der er stor sandsynlighed for, at det meget langvarige seksuelle misbrug vil efterlade varige men. Med et udtryk fra lægelovens paragraf 8 tør det siges, at erklæringerne ikke er uhildede.

Varetægtsfængslingen med alle dens ubehageligheder og konsekvenser fortsatte, mens efterhånden ikke mindre end 15 forskellige dommere, heraf langt de fleste landsdommere, havde afsagt og stadfæstet fængslingskendelserne. Alle lod de sagens manglende beviser og lægeerklæringernes manglende objektivitet gå upåagtet hen. Den alvorlige sag skred frem, anklageskrift blev udarbejdet og nævningedomstol berammet. Men pludselig skete noget, da tiltalte midt i maj blev løsladt og endelig fik en chance for at opleve de sidste uger af det ellers udestængte forår. Nævningedomstolen blev udsat på ubestemt tid, og midt i august skrev statsadvokaten til tiltalte, at han havde besluttet at opgive påtale. Et højst usædvanligt sent tidspunkt at opgive en sag på. »Begrundelsen for min afgørelse er, at jeg efter indhentelse og gennemgang af journalmateriale mv. vedrørende de to kvinders navne er blevet opmærksom på, at pigernes forklaringer om de seksuelle overgreb alene bygger på recovered memory og ikke på hukommelse i traditionel forstand. Det er herefter min vurdering, at det ikke længere vil være muligt under en straffesag at føre bevis for de påsigtede handlinger«.

Det er interessant, at statsadvokaten bruger den engelske betegnelse, recovered memory. Han har åbenbart ikke villet påtage sig en oversættelse, og han vidste selvfølgelig, at modtageren kendte betegnelsen og dens betydning, fordi forsvaret overraskende og med stor gennemslagskraft havde bragt recovered memories ind i sagen i april. Indtil da kørte denne sag på, at erindringer er erindringer og simpelthen udtryk for historiske kendsgerninger.

På dansk oversættes recovered memories til genfundne (eller genvakte) erindringer, men det skæbnesvangre fænomen har hidtil ikke været belyst ret meget herhjemme. Som det fremgår, er uvidenhed om det ansvarlig for den beskrevne ulykkelige sag.

I USA stod det fra 1990 klart, at der i de senere år var opstået en hel epidemi af falske erindringer, som i en del af tilfældene medførte falske anklager om alvorlige seksuelle overgreb. Flere psykiatere gjorde opmærksom på, at anklagerne især var rettet imod veluddannede og efter alt at dømme udadlelige forældre. I 'Philadelphia Inquirer' skrev en journalist i november 1991 en artikel om en voksen datter, som efter at have været i terapi pludselig genfandt hidtil fortrængte erindringer om incest. Derefter afbrød hun enhver kontakt med alle, der ikke gik ind for hendes nye identitet som incest survivor. I den følgende uge modtog en læge, som var blevet citeret i artiklen, næsten hundrede henvendelser fra familier med lignende problemer. Det gav stødet til, at en gruppe familier og professionelle tilknyttet University of Pennsylvania i Philadelphia og John Hopkins University i Baltimore i marts 1992 grundlagde False Memory Syndrome Foundation. Dens formål er at udforske og forebygge falske erindringer og desuden at hjælpe både det primære offer (den, der mener at være forurettet), den anklagede og hele den ramte familie. Inden der var gået to år, modtog organisationen 20.000 forespørgsler og var i forbindelse ikke alene med anklagede, men også med anklagere, som var begyndt at komme i tvivl, og flere ønskede at trække anklagerne tilbage.

Samtidig rejstes over hele Nordamerika en række retssager om seksuelle overgreb baseret på recovered memories, der for det meste var opstået under terapi. Hundreder af domfældelser fandt sted, skønt den eneste evidens for beskyldningerne var genfundne erindringer om overgreb, som længe havde været helt glemt. Ganske lignende tilstande er efterhånden rapporteret fra det meste af den vestlige verden, England, Australien, New Zealand, Frankrig, Sverige, Irland, Holland og Israel, og i mange lande findes foreninger på linje med den amerikanske False Memory Syndrome Foundation. The British False Memory Society blev grundlagt i 1993.

Antallet af nordamerikanske sager er de seneste år faldet meget væsentligt. Det er sket i erkendelse af, at recovered memories ofte har vist sig at være falske. Desuden er det påvist, at de genfundne erindringer i mange tilfælde har forbindelse med brug af suggestive metoder. Jurister med erfaring fra de mange retssager har fremført, at ingen bør domfældes alene på grund af recovered memories. Efterhånden er det nu kommet dertil, at retssagerne i mange tilfælde er vendt om til erstatningskrav over for terapeuterne, fordi de ikke har advaret deres klienter mod risikoen for at terapien kan fremkalde falske erindringer. I et frygteligt tilfælde fra Illinois nåede den endelige erstatning op på 10,6 mio. dollar.

De mange alvorlige vanskeligheder i USA inspirerede det psykiatriske videnskabelige selskab i England (Royal College of Psychiatrists) til i 1995 at nedsætte en arbejdsgruppe til at vurdere den eksisterende viden om recovered memories og på dette grundlag give de britiske psykiatere retningslinjer for arbejdet med dem.

Konklusionen af deres særdeles grundige arbejde er klar: Erindringer opstået efter lang tids glemsel - og da især når særlige terapeutiske metoder har været brugt for at få dem frem - er højst sandsynligt falske, dvs. vedrører begivenheder, der ikke har fundet sted. Der findes ikke specifikke (patognomoniske) symptomer eller sygdomme som senfølger efter seksuelt misbrug i barndommen. Næppe nogen er i tvivl om, at seksuelle overgreb i barndommen kan have langvarige psykiske følger, men symptomerne viser sig på forskellige måder og kan ikke skelnes fra mange andre psykiske lidelser. Kun ved ekstern evidens kan det afgøres, om recovered memories er udtryk for realiteter. Desværre har ingen herhjemme taget initiativ til et lignende arbejde. Andedammen har endnu en gang selvtilstrækkeligt holdt sig uvidende om verden. I hvert fald i det konkrete tilfælde, og hvem ved, om vi mon ikke har flere?

Professor Einar Kringlen fra Oslo Universitet er engageret i sit fags historiske perspektiv og har igen 'Psykiatriens samtidshistorie' (2001) et oplysende afsnit, 'Recovered memory'. Han har været sagkyndig i en retssag om incest og undrer sig over, hvad sagkyndige kan få sig til at sige i retten. En medsagkyndig, en psykolog, godtog uden kritik patientens helt usandsynlige fremstilling af, hvad der var foregået, og en psykiater, som havde behandlet patienten, stod frem i retten og hævdede, at det var muligt at huske seksuelle overgreb helt ned til seksmånedersalderen. Kringlen fremhæver, at man skal være opmærksom på de mange seksuelle overgreb, som virkelig forekommer, men samtidig er det vigtigt, at tvivlen skal komme ind, når der sent dukker erindringer op om overgreb, som aldrig tidligere er blevet husket. »Slike erindringer er nok som oftest falske«.

Hvordan kan det gå til, at false recovered memories opstår? Umiddelbart er det svært at forstå, selvom alle af egen erfaring ved, at den menneskelige hukommelse er en usikker størrelse. Erindringer ligger ikke klar i hjernen som videobånd, vi kan afspille og studere. Tværtimod er de under indflydelse af de sammenhænge, som de i sin tid opstod i, og af de forhold, som de senere optræder i. Hvor tit er vi ikke i tvivl? »Husker jeg rigtigt?«, hedder det.

Problemet med recovered memories er ikke nyt, selvom betegnelsen og de nævnte epidemier med retssager og stor mediedækning er det. I 1896 holdt Sigmund Freud sit berømte foredrag 'Hysteriets ætiologi' (årsag) for kollegerne i Selskabet for Psykiatri og Neurologi i Wien. Han fremlagde 18 tilfælde af hysteri hos kvinder, der i barndommen alle havde været udsat for seksuelle overgreb eller forførelse, som han kaldte det. Foredraget blev til hans skuffelse mødt med iskold tavshed, og det blev ikke, som traditionen ellers bød, publiceret i selskabets tidsskrift. Efter nogle år frafaldt han forførelsesteorien, som den senere er blevet kaldt, og erstattede den med ødipuskomplekset. Hans bevæggrunde har været diskuteret og bliver det stadig, men den nye teori må vel ses som udtryk for, at han ikke længere vurderede kvindernes beskrivelser af overgrebene som realistiske, men som ønsketænkning. Helt op i vore dage har mange psykoanalytikere fastholdt teorien om ødipuskomplekset, indlysende nok med skarp kritik fra kvindebevægelsen. Det store principielle spørgsmål om forekomsten og behandlingen af fortrængte erindringer i det hele taget er imidlertid stadig uafklaret.

I 1970'erne var det ikke mindst kvindebevægelsens fortjeneste, at de - efter hvad vi ved - mange seksuelle overgreb på børn kom frem i lyset. Det kan ikke siges for tit, at alle selvfølgelig må være enige om at passe på børnene og sikre dem mod overgreb. En fornem opgave for kvindebevægelsen! Men det har ikke noget med falske genfundne erindringer at gøre, tværtimod. En del feminister har kæmpet og kæmper stadig for uforbeholdent at tage kvindernes udsagn om overgreb for realiteter. Støttecenter mod Incest i Danmark oplyser på sin hjemmeside: »Reglen om omsorg: Ikke at diskutere; at lade den anden have sine følelser og oplevelser uden modsigelse«. Er det en god regel for omsorg? Selvfølgelig skal man for overhovedet at hjælpe et andet menneske give sig god tid til at lytte og med al mobiliserbar empati prøve at forstå. Når det drejer sig om seksuelle overgreb i barndommen, skal man være klar over, at disse børn ofte lever under forhold, som gør det umuligt for dem at tale åbent eller finde nogen at betro sig til. Men det har stadig ikke noget med falske genfundne erindringer at gøre. Står man over for dem, kan det aldrig blive en rigtig hjælp i det lange løb blot at snakke efter munden og være med til at fastholde og måske endda forstærke de falske erindringer. I den forbindelse må det kraftigt understreges, at incestgrupper med en blanding af egentlige incestofre og ofre for falske genfundne erindringer kan få alvorlige konsekvenser, idet deltagerne kan smitte eller suggerere hinanden.

Helt galt går det med omsorgen, når man som behandler medvirker i en retssag og i sagkyndige erklæringer og vidneudsagn tager patientens ord for kendsgerninger.
Som regel går det ud over alle familiemedlemmer, når falske erindringer dukker op, og mange familier er blevet sørgeligt splittet på det grundlag. Der skal ikke meget indlevelsesevne til at forstå, at problemer og splittelse kan blive altødelæggende, når det resulterer i fængsling og måske endda domfældelse.

Almindelig psykiatrisk viden og erfaring er, at man ikke kan hjælpe den paranoide patient ved at give ham ret i vrangforestillingerne og blot holde med ham, når han f.eks. føler sig forfulgt. Derved genvinder han ikke sund dømmekraft og realitetsopfattelse, og han får for øvrigt heller ikke den nødvendige tillid til behandleren. Lige så lidt hjælper man misbrugeren ved at gå ind på hans bortforklaringer. I behandlingen gælder det om at være åben og lyttende for at finde den bedst mulige vej frem og bestemt ikke for at fastholde ødelæggende symptomer. I det lange løb skal man ikke lade realiteterne ligge, selvom de er nogle barske krabater. Sådan må det naturligvis også være, når man vil hjælpe dem, der er blevet overvældet af falske genfundne erindringer.

Som feminist vil jeg på det kraftigste fastholde, at kvinden selvfølgelig ikke hører hjemme i offerrollen. Hjælpen til incestofre - og for øvrigt også alle andre ofre - har befrielse som mål. Det væsentlige er at nå frem til livsudfoldelse på et menneskeværdigt grundlag. At blive hængende i incestofferrollen endda på et falsk grundlag er i alle tilfælde et sørgeligt forløb.

Uvidenhed kan være farlig. I den nævnte sag blev den til alvorlig skade for en hel familie, og det var uhyggeligt tæt på justitsmord.

Vi er nødt til grundigt at undersøge, om den slags justitsmord allerede har fundet sted i Danmark. Og vi er også nødt til at forhindre nye lignende sager. Det skal gøres ved simpelthen at bruge den viden, vi har til rådighed. De økonomiske midler har vi. I denne sag - som aldrig burde være blevet nogen sag - er der brugt løs af vellønnet og højtuddannet arbejdskraft lige fra psykolog, læger og terapeuter til justitsvæsnets utallige aktører.

Det bør være sidste gang, de kører i den skure. Er det for meget forlangt?