Rapporten fra den på dansk initiativ nedsatte Afrika-kommission, der blev færdig i maj, har sat gang i en længe savnet debat om dansk udviklingsbistand. Og debatten er siden taget til i intensitet, efter at regeringen har meldt ud, at den sigter mod en gennemgribende revision af dansk bistandspolitik, der formodentlig for første gang i flere årtier vil medføre en lovændring. Specielt er det glædeligt, at debatten denne gang går videre end til at have bistandens omfang – skal den være 0.8 procent af nationalproduktet eller igen op på 1 procent – som sit hovedpunkt. Der foregår en livlig debat, som drøfter målsætning, strategi, instrumenter, svagheder, kvalitet etc. i lyset af mange nye udfordringer. Der har imidlertid været en tendens til i mindre grad at tage udgangspunkt i de prioriteringer, som Afrika-kommissionen med dens flertal af ledende afrikanere har lagt frem, og i stedet falde tilbage til et mere dansk og donorpræget udgangspunkt. Et specielt eksempel har været, at Afrika-kommissionens anbefaling om at inddrage den private sektor som en nødvendig drivkraft for økonomisk vækst er blevet udlagt som et forsøg på skabe større plads for dansk erhvervsliv i det danske bistandsprogram. Der er derfor mange grunde til at starte i selve Afrika og tage udgangspunkt i, hvad realiteterne er i dagens Afrika, og især zoome ind på de virkninger, som den aktuelle krise har for Afrika. Hvilke rammer sætter krisen for udvikling og bistand i de kommende år? Sætter krisen en ændret dagsorden, hvor nye punkter kommer ind, mens de hidtil prioriterede områder rykker ned eller glider helt ud? Først skal det afklares, hvad der skal forstås ved krise i Afrika. Påstanden er her, at krisebegrebet skal præciseres, og at den aktuelle krise skal defineres som en tredobbelt krise. Det er ikke tilstrækkeligt at pege på den økonomiske krise, selv om den siden 2008 har bidt sig fast og vist sig at ramme langt bredere end forventet for blot et halvt år siden. Forud for den opstod i 2007 en fødevarekrise, der både skabte fødevaremangel med udbredt sult og stærkt stigende fødevarepriser. Trods svingninger er begge dele stadig aktuelle og forstærkes af den økonomiske krise i form af stigende fattigdom og voksende arbejdsløshed. Hertil kommer som en tredje krise virkningerne af klimaændringerne, der i stigende grad er registrerbare, og som begynder at gribe ind i masser af menneskers levevis og overlevelsesmulighed.
Disse tre kriser falder sammen i tid og forstærker hinanden. Det er nødvendigt at inddrage virkningerne af alle tre for at forstå den aktuelle situation i Afrika. At de ikke kan adskilles, viser sig ikke mindst, når man ser på de løsninger, som foreslås for at bringe Afrika videre. De relaterer sig til alle elementer af den tredobbelte krise. Helt overordnet kan peges på to modsatrettede forhold, som er en funktion af den tredobbelte krise, og som udgør den kontekst, inden for hvilken man kan forstå Afrikas situation og reaktion. Den første konsekvens relaterer sig til den interne situation i afrikanske samfund. Der begynder at tegne sig et billede af, at lokalsamfund og hushold er svækket med hensyn til såvel modstandskraft over for krisens virkninger som kapaciteten til at genopbygge og genoprette vitale funktioner som forudsætning for at vende tilbage til mere normale levevilkår. Den samme mekanisme har gennem de senere år været tydelig i områder, som er hårdt ramt af aids-epidemien. Efter en alvorlig tørkeperiode har sådanne samfund ikke vist den samme evne til at genoprette deres tilværelse og skabe tålelige levevilkår som tidligere. På samme måde begynder vi at kunne se de akkumulerede effekter af den tredobbelte krise, som efterlader samfundene svækkede og udmattede, således at genopbygningen vil tage længere tid. I nogle tilfælde kan det ligefrem betyde opbrud og affolkning af lokalsamfundene gennem en forstærket vandring til byerne. Der er her tale om en virkning af krisen, som påvirker væsentlige strukturer i de afrikanske samfund, og som såvel afrikanske ledere som vestlige donorer må forholde sig til. Den anden, meget fremtrædende konsekvens af krisen drejer sig om placeringen af skyld og ansvar. På dette punkt er Afrikas røst meget tydelig med klar international adresse. Årsagen til fødevarekrisen bliver tilskrevet uheldige forskydninger i den internationale handel kombineret med anvendelsen af store landbrugsarealer til produktion af bioethanol til fordel for lande uden for Afrika. Ansvaret for den globale økonomiske krise placeres helt og holdent hos det vestlige kapitalistiske banksystem med dets elendigt regulerede finansielle markeder og dets uansvarlige ledelser, der udbød komplekse og risikable produkter med en uhåndterlig gældsætning til følge. På lignende vis ligger ansvaret for de alvorlige følger af klimaforandringen solidt placeret i den industrialiserede verden, som har tilladt udledninger og forurening over så mange år på bekostning af især Afrika. Årsager og ansvar for den tredobbelte krise placeres således håndfast hos den vestlige verden, hvilket vil sige, at det er faktorer uden for Afrika, der forklarer alle elementer af krisen – herom hersker i afrikanernes øjne ingen tvivl. Denne holdning minder påfaldende om situationen i de første årtier efter kolonisystemets ophør og opnåelsen af uafhængighed. Årsagerne til den politiske og økonomiske nedtur blev dengang tilskrevet udefra kommende faktorer såsom kolonisystemets negative effekt, neokolonialisme og den fortsatte udbytning af Afrikas ressourcer. Interne faktorer blev kun sjældent inddraget, f.eks. et notorisk dårligt lederskab og en udemokratisk styreform, og hele denne eksterne ansvarsplacering udelukkede på det nærmeste en nødvendig reformproces. Afrika har i relation til den tredobbelte krise en langt stærkere sag, hvor de med fuld berettigelse kan kræve kompensation fra dem, der har forvoldt skaden. Alligevel kan der med parallellen til de første post-koloniale årtier in mente være grund til at løfte en advarende finger om ikke at glemme behovet for reformer. Mange afrikanske lande har siden begyndelsen af 1990’erne og altså forud for krisen startet en omfattende økonomisk og politisk reformproces, der har medført en betydelig vækst. Der er et stort behov for at fortsætte denne reformproces og ikke at stoppe på grund af krisen. Placering af skyld og ansvar hos eksterne faktorer tenderer mod at overskygge nødvendigheden af at fortsætte reformprocessen uafhængigt af krisen. Dette styrkes af, at skuffelsen og vreden er stor, fordi flere års vækst før krisen har skabt store forventninger i befolkningen. Det er på baggrund af både nedturen forårsaget af den tredobbelte krise og den ideologiske underbygning afledt af placeringen af skyld og ansvar, at Afrika rejser krav til vestlige donorer. De må vedkende sig deres ansvar og bistå med midler til genopretning og fortsat udvikling. Helt aktuelt bliver dette meget tydeligt udtrykt i relation til klimaforandringerne. Den industrialiserede verden må betale kompensation for skadevoldelse, for genopretning, for forebyggelse og ikke mindst for en fremtidig bæredygtig udvikling. Og at de vestlige lande har midlerne hertil, har med al tydelighed vist sig i de enorme summer, som er anvendt på redningen af banksystemet. Det mest bemærkelsesværdige ved den afrikanske reaktion er, at vi ser Afrika optræde med langt større enighed end tidligere set. Under ledelse af AU (Den Afrikanske Union) er de afrikanske lande i forberedelsesfasen til klimatopmødet trådt i karakter og fremtræder nu som en væsentlig international aktør. Det væsentlige spørgsmål bliver, hvem der fremover sætter dagsordenen, og hvilke ændringer der vil ske i forhold til den hidtil dominerende dagsorden. På kort sigt sker der næppe mange ændringer, idet det afrikanske budskab fortsat er: send flere penge og specielt mange nye penge til de nødvendige klimaforanstaltninger. Her kan der ventes en hård konfrontation, som vil trække fronterne skarpt op, da de afrikanske lande ikke kan acceptere, at der skæres i de i forvejen trængte bistandsbudgetter, men nærmest ultimativt kræver, at der bliver tale om ekstra penge. I princippet er donorlandene enige, men da de også er mærket af krisen, synes resultatet – med få undtagelser som eksempelvis Danmark – at blive, at de fleste penge bliver hentet fra bistandskassen ved hjælp af subtile omposteringer – eller med den britiske hjælpeorganisation Oxfams udtryk: Donorlandene kannibaliserer bistandsbudgetterne! På længere sigt vil eftervirkningerne af den tredobbelte krise få indflydelse på samarbejdsformer og indsatsområder. Den markante mobilisering af de afrikanske lande vil betyde, at de i højere grad vil agere fra en fælles forhandlingsposition og selv sætte deres prioriteter. Det vil betyde, at samarbejdet med donorlandene vil skifte karakter og i højere grad blive præget af en stigende afrikansk selvbevidsthed ansporet af alternative samarbejdspartnere og nye økonomiske åbninger. Det hidtidigt donorprægede aid regime vil ændre karakter, og den nødvendige dialog om f.eks. demokrati og god regeringsførelse må finde et andet toneleje og større variation.
