Jeg læste i England for nogle år tilbage og opdagede, hvad det var ved Danmark, som jeg var stolt af, og som jeg synes, jeg selv bar i mig som noget særligt dansk. Allerede dengang i 2003 var ulighed et flittigt brugt underholdningstema i tv-programmer på engelsk fjernsyn. Jeg fulgte denne serie, hvor et panel på fire skulle afgøre, hvem ud af otte tilfældigt sammensatte personer, der skulle have en million kr. forærende af programmet. Det eneste, der ikke måtte spørges til og svares på, var, hvad pengene ville blive brugt til. Da der kun var to kandidater tilbage i programmet, skulle panelet vælge mellem en velbeslået mandlig virksomhedsleder, højt uddannet, midt i 50’erne, og en yngre, enlig, noget plump, måske lidt lesbisk type, hvis største oplevelse havde været at deltage i programmet. I øvrigt passede hun sit kedelige, dårligt betalte arbejde og hjalp sin søster, der led af en alvorlig kronisk sygdom. Jeg gik da bare ud fra som den største selvfølge, at panelet ville honorere den uheldige kvinde, som havde så lidt i øvrigt at glæde sig over – så forbavselsen og forargelsen var stor, da panelet med stemmerne tre mod én valgte at honorere manden med succes. Begrundelsen var, at han var fornuftig og dygtig, og han ville bruge pengene godt og måske starte nye succesfulde initiativer (hvem ved?). Jeg var stadig i chok over denne beslutning, da man nu skulle høre kandidaterne, hvad pengene skulle bruges til. Den uheldige trak på skuldrene og sagde: at for hende havde det stadig været hendes livs største oplevelse at deltage i programmet, men hun havde da håbet på at få pengene, for de skulle være brugt til at hjælpe hendes syge søster til en bedre medicin og dermed en hverdag med færre smerter… Ham, der fik pengene, kunne oplyse, at han allerede havde brugt sin halve million på et diamantarmbånd til sin kone og et til sin datter – og så var det også blevet til et diamanthalsbånd til hunden, grinede han muntert. Jeg sprang forarget i vejret og skreg – Det var aldrig sket i Danmark! Hos os giver man ikke til dem, der har en masse i forvejen, hvis man kan give dem, som virkelig trænger. Og så blev jeg enig med mig selv om, at jeg elskede Danmark for netop denne egenskab. I løbet af det år, jeg boede i England, udviklede jeg en aversion mod den godgørenhed fra rige til fattige, som det engelske sociale system hviler på. Den enkelte rigmand griber til lommerne (om han/hun nu vil, og når det sig lige behager) og betaler til nogle andre (tilfældigt udsete særligt trængende), særligt rundhåndet for snurrende kameraer. Men hvor er vi på vej hen i dag i Danmark? Med programmet ’Den hemmelige millionær’ er ulighed for alvor gjort til underholdning også her hos os. For alle os i midten, der ikke mangler noget, men som alligevel heller ikke har det helt store at give ud af – vi gyser derhjemme i stuerne over den armod, som den ’Hemmelige Millionær’ sætter sig for at undersøge og afhjælpe. Tirsdag 8. april vistes programmet med en succesfuld forretningskvinde fra København, forklædt som skilsmisseramt enlig mor til en teenager. De to smilende og kønne kvindfolk tog på chartertur til Svendborg for at møde ’underdanmark’ i ti dage med et kamera i hælene. Og oplevelsesrejsens mål var at udse sig godgørende projekter og særligt nødlidende, for hvem millionærens penge kunne gøre en forskel. Vi mødte bl.a. initiativtagere og frivillige i et misbrugscenter, et projekt, der yder frivillig bistand til børnefamilier i problemer, en flygtningefamilie og en fattig enlig mor ramt af sygdom. Den uskyldige millionærdatter, som for første gang i sit liv satte sine ben i FAKTA (nu hvor de skulle leve for, hvad der svarer til en bistand i ti dage), forsikrede os seere om, at man sagtens kan klare sig, selv om man er fattig i Danmark – hvis man bare kan se alle de muligheder for hjælp, der virkelig er! Programmets bedste pointe var, at hun blev klogere efter mødet med de personer, der arbejder frivilligt, og dem, der har brug for indsatsen. Til sidst fortalte den rørte millionøse-pige os med tårevædede øjne, at hun trak alle ord i sig igen, og der fandtes virkelig fattige og nødstedte mennesker i Danmark – som virkelig trængte til hjælp. Er det ikke hjertegribende at kunne gi’ og hjælpe der, hvor der trænges allermest? Både de glade givere og modtagerne var rørt til tårer … og jeg selv hjemme i stuen sad med en klump i halsen – men er vi ikke på vej af et helt galt spor i Danmark? Det har sikkert ikke skortet på millionærer til programmet, ligesom det ikke har skortet på nødlidende, man kan øse penge ud over – uligheden er til at tage og føle på. Den syge enlige mor drømmer om at tage sin datter med ud at rejse, måske inden det er for sent. Men der er altid kun 12 kr. sidst på måneden – og nu truer kommunen med at tage sygedagpengene fra hende, selv om hun slet ikke er arbejdsdygtig! Med et lille greb i lommen på 30.000 kr. kan millionæren forsøde de nødlidendes tilværelse – hvilken godhed, der vises? Hvilken nåde! Alle græder – af al den hjertens godhed – men ikke over det virkelige problem – at der findes så stor en ulighed, og at den vokser på alle måder – ikke kun materielt, i kroner og ører, som om det ikke var galt nok, men også i den danske folkeånd. I vores forventninger til hinanden og vort samfund og i vores moral og retfærdighedssans. Ulighed diskuteres ikke som et politisk valg, men som en naturlig samfundspræmis, man kan lade sig underholde af. Der er dem, der har, og dem, som ikke har, og sådan er det jo naturligvis, ja, nærmest retfærdigvis. For hvor mange af dem med det store overskud tænker ikke som den unge pige i programmet? Dem med mange penge og succes møder kun sjældent dem uden nogle af delene. Ved det første møde – eller i konfrontationen –- er det oplagte forsvar, når man nu selv har så meget, og de andre kun så lidt, at sådan er det jo retfærdigvis bare. Et af ræsonnementerne hos millionæren var, at hun ku’ lide, når projekterne var gennemtænkt, rationelt og dygtigt bestyret – hun ku’ lide tanken om, at hendes penge bare var det sidste afgørende skub for at få sat noget godt i værk … Jo, millionæren kan lide at kunne genkende noget af sig selv i det, hun støtter! Rationalet ligger ikke så langt fra den begrundelse, det engelske panel lagde til grund for at forgylde ham, der allerede havde i forvejen. Han kan bruge dem bedst! Se, hvor langt han allerede er kommet for de midler, han har haft! Hende den fattige med de grimme tænder har aldrig drevet det til noget – og når det nu er mig, der bestemmer, og det er jo også kun rimeligt, for det er jo mine penge, så ser jeg helst.... Denne utilslørede overmagt og indflydelse, den rige har over for den fattige i denne type programmer og i virkelighedens godgørenhed, virker som en dyb provokation på mig. Hvilken hæslighed, der ligger i, at valget kun træffes et sted, nemlig hos den rige, som afgør den fattiges skæbne i det sekund, beslutningen træffes. Skal den syge mor kunne tage på ferie med sin datter, før det er for sent? Jo, det føles godt at give dem en sådan gave – så lad det ske. Det er den rige, der i al sin stormægtighed holder den fattiges lykke i sine hænder. Jeg er dybt nedslået over, at den nød, som vi alle kan rammes af – alvorlig sygdom – fører til økonomisk ruin for en kvinde som hende i programmet. Dertil kommer forargelsen over, at det samtidig er noget, vi udstiller og underholder os med. Hvordan kunne det komme dertil? Hvilket skred er sket? Og så kommer jeg til at tænke på en artikel, jeg læste i et dameblad for nylig. Den handlede om Rigmor Zobel, som blandt andet var fotograferet i sin yndige have foran et palæ af et hus – og sammen med sine sunde smukke unger. Et sted i artiklen faldt jeg over hendes udtalelse: Jeg har da ikke fået noget forærende! Jeg studsede noget over denne indfaldsvinkel til tingene. Kan hun virkelig seriøst sige, at hun er stillet på helt lige fod med alle andre, og at det skønne udseende hun er udstyret med, den høje begavelse, familiens mange penge, hendes sunde børn – ikke giver hende nogle særlige fordele i livet? Det er her, filmen for alvor knækker i ulighedsspørgsmålet – for det er ikke et trosspørgsmål eller noget, man kan mene sig ud af: Rigmor Zobel har fået noget forærende. Punktum. Hun er født med alle tænkelige goder i vuggegave. I udviklingspsykologien kalder vi den slags foræringer beskyttelsesfaktorer, fordi de rent faktisk, helt faktuelt, beskytter mennesker mod et dårligt liv. Det er derfor, de hedder beskyttelsesfaktorer, og forhold som begavelse, materiel velstand, forældres og eget uddannelsesniveau og arbejdsliv, det sociale netværk, skønhed og sundhed, åbner flere porte til et langt og godt liv. Herom kan vi ikke mene eller diskutere – det er en viden, vi har om tingenes tilstand – sådan er det bare – og for en stor del af disse faktorer er der tale om vuggegaver, dvs. netop foræringer. Et hav af muligheder for positive udviklingsveje, som man er født med eller født ind til. Det er selvfølgelig ingen garanti for lykke, herlighed og succes. Der findes ingen garantier, heller ikke i de riges og smukkes liv – man kan forvalte sine muligheder og fortrin så ringe, at de bliver til ingenting – selvfølgelig kan man det! Men det er jo ikke det samme som, at man ikke har fået noget forærende – Men hvorfor nu denne ophidselse (der er så umoderne). Hvorfor er det nu så galt? Hvad er problemet med den fejlagtige antagelse, at vi egentlig alle står lige i udgangspunktet og ingen har fået noget forærende? Problemet er, at sådan en vrangforestilling forplanter sig i og former en anden og værre vrangforestilling, som lyder nogenlunde sådan her: Hvis jeg uden særlige fortrin, ved egen dygtighed, flid og held og lykke, har opnået dette og hint – hvorfor skulle andre så ikke kunne? De, som klarer sig mindre godt end jeg, har vel valgt det selv? (de har måske ikke villet slide sådan i det?), eller de har bare ikke formået at lave succes for sig selv. Sikke en skam for dem. Særligt børnene, de uskyldige små. Er der ikke noget, vi kan gøre for de svage? Jo, vi kan donere, dykke ned i lommen og finde nogle mønter – og føle os godt tilpas bagefter. Enten som millionæren i programmet eller som seer, der føler med. Og jeg tænker på pigen til den syge enlige mor. Hun oplever, at der dukker to smukke kvinder op i hendes hjem og donerer en formue til hendes mor, der taknemmeligt falder millionærerne om halsen. Pigens mor er syg og har været det længe. Moren bruger mange kræfter på at få det hele til at hænge sammen alene – og der er ingen familie eller netværk, som kan hjælpe hverken nu, eller når checken er brugt op – det er alvorlige risikofaktorer for dette barns udviklingsmuligheder – risikofaktorer, der er lige så reelle og indflydelsesrige ’vuggens forbandelser’ som beskyttelsesfaktorer – og så sker der en mærkelig omvendt bevægelse i tingene – se nu den arme pige; hun får jo noget forærende! Hvor er hun heldig, at millionæren kom forbi og gav en rejse som plaster på såret. Vi kan ånde lettet op. Der er måske ingen retfærdighed til (hvem har også sagt, at verden var retfærdig?), men godhed er der i hvert fald masser af. Og den godgørende millionær med sin fine virksomhed i København kører ikke bare med klatten uden at have fået noget forærende – hun er oven i købet et overbærende menneske, der tåler andres middelmådighed og hjælper, hvor hun kan. Personligt har jeg nået kvalmetærsklen for længst. Skal det nu være op til den enkelte rigmands gavmildhed, om mennesker overlever anstændigt i Danmark? Eller skal det være op til det tilfælde, at TV 2-programmet ’Den hemmelige millionær’ kigger forbi, så vi seere samtidig kan gyse og fryde os over al den godgørenhed, der findes i vores lille land – hvor nogle, retfærdigvis, har meget mere end de ulyksalige, som til gengæld får nogle smuler forærende.