Der er stor forskel på, hvordan kvinder og mænd oplever dét at være i mindretal i deres fag. Men begge køn møder fordomme, undren og skepsis. Sådan lyder konklusionen i en interviewundersøgelse udarbejdet af to sociologer fra Aalborg Universitet. Billedet af den traditionelle politibetjent er mere eller mindre synonymt med mandlighed: autoritet, magt og fysisk styrke, mens billedet af sygeplejersken omvendt er mere eller mindre synonymt med kvindelighed: omsorg, pleje og moderlighed. Dette afspejler sig da også i de to fags kønsmæssige sammensætning, idet kvinder udgør blot otte procent af den samlede politistyrke og mænd blot fire procent af det samlede antal sygeplejersker i Danmark. Men hvordan er vilkårene for dem, som bryder med arbejdsmarkedets kønsopdeling og trænger ind i et fag, som forbindes med det modsatte køn? Beretninger fra en række kvindelige politibetjente og en række mandlige sygeplejersker viser, at begge køn overordnet set trives i deres arbejde. Barriererne ved at trænge ind i 'det andet køns fag' er altså ikke uoverstigelige! Men samtidig viser fortællingerne også, at det trods mange års ligestillingsarbejde stadig er særdeles vanskeligt at bryde kønsmønstrene på arbejdsmarkedet, og at det ikke er problemfrit at være mere eller mindre ene kvinde eller mand på sin arbejdsplads. Mange af de kvindelige betjente beretter om modstand og skepsis fra mandlige kollegaer og overordnede, som sætter spørgsmålstegn ved kvinders berettigelse i faget. Og fordi kvinderne automatisk bliver tillagt egenskaber, som generelt tilskrives kvindekønnet, eksempelvis fysisk svaghed og tilbageholdenhed, skal de bevise, at de mestrer jobbet: »Jeg blev ansat på en station, som ikke lagde skjul på, at jeg kun var kommet der, fordi ledelsen havde trumfet det igennem. Som kvinde har jeg oplevet at skulle bevise, at jeg var lige så god som de andre«, fortæller en kvindelig betjent. Kvinderne oplever, at der bliver lagt ekstra mærke til, hvad de gør, hvordan de er, og om det nu også er lige så godt, som når mændene udfylder samme funktion. I samarbejdet tildeles kvinderne gerne opgaver, som anses for at være særligt egnede for kvinder (eksempelvis opgaver, som involverer børn og kvindelige borgere), og det hænder, at mandlige kollegaer beder om ekstra backup. Mændene i politiet søger desuden at beskytte kvinderne: »Der har da været nogle vagthavende, som syntes, at de skulle passe på os kvinder; hvis det var sådan nogle voldsomme opgaver, tøvede de ligesom lidt med at sende os ud«, fortæller en kvindelig betjent. Kvinderne problematiserer ikke det faktum, at de mandlige betjente - under foregivelse af hensyntagen - rent faktisk betvivler deres kompetencer, hvilket måske handler om, at de derved står over for et paradoks: På den ene side vil kvinderne gerne have 'særbehandling', hvis denne er et udtryk for respekt for dem og deres femininitet. På den anden side vil kvinden altid være i tvivl om, hvorvidt særbehandlingen faktisk tildeles på grund af respekt, eller fordi manden ikke mener, at hun selv er kompetent til at udføre opgaven! De mandlige sygeplejersker oplever det faglige samarbejde helt anderledes. Mændene fortæller ikke blot, at de trives med den ekstra opmærksomhed, det giver at være 'ene hane i hønsegården', men også, at de bydes velkommen i den kvindedominerede sygepleje. De mandlige sygeplejersker føler altså ikke på samme måde som de kvindelige betjente, at de skal bevise deres værd; tværtimod nyder mændene tilsyneladende stor professionel respekt og forventes at tilføje faget noget ekstra. Flere af de mandlige sygeplejersker fortæller desuden, at mænd i sygeplejen ofte tilskrives lederskab og en ganske særlig autoritet. »Mange tror, at når nu man er en mand, så er man nok leder på afdelingen. Udefrakommende henvender sig i hvert fald altid til manden. Hvis jeg så skynder mig at sige, at dét er Karen, min afdelingssygeplejerske, eller Bodil, min souschef, så siger de pænt goddag til dem, og så snakker de videre og kigger på mig igen«, fortæller en mandlig sygeplejerske. På samme måde som de kvindelige betjente oplever mændene altså at blive tilskrevet egenskaber alene i kraft af deres køn. Og også mændene oplever, at dette smitter af på fordelingen af arbejdsopgaver, idet de kvindelige kollegaer ofte tilkalder dem til opgaver, som 'kræver en mand' (eksempelvis tunge løft, tekniske opgaver, vanskelige patienter med mere). Det er dog karakteristisk, at de maskuline egenskaber og arbejdsopgaver har en højere status end de feminine egenskaber og arbejdsopgaver, hvorfor de mandlige sygeplejersker i højere grad end de kvindelige betjente synes at kunne drage fordel af deres køn. I forlængelse heraf skal dog siges, at mændene selv ikke altid finder det nemt automatisk at blive tillagt positive egenskaber pga. deres køn. Eksempelvis oplever mændene det til tider generende at blive tilskrevet større ekspertise og kompetence, end de faktuelt er i besiddelse af. En mandlig sygeplejerske fortæller: »Jeg føler det mange gange ubehageligt. Det irriterer mig. Så sent som i dag, da vores overlæge gik stuegang, så kommer han og siger: »Hva', Nicolai, hvordan er det nu med det her?«. Så siger jeg: »Det er du nødt til at spørge afdelingssygeplejersken om, for jeg aner ingenting om det!««. Det er ikke kun med hensyn til det faglige, at de kvindelige betjente og de mandlige sygeplejersker har forskellige oplevelser. Også hvad angår det sociale samvær på arbejdspladserne er der forskelle afhængigt af køn. Hvor mændene i sygeplejen uden problemer kan distancere sig fra de kvindelige kollegaers 'hønsegårdssnak', må kvinderne i politiet tilpasse sig mandehørmen, som tilsyneladende ikke tillægges samme negative ladning som hønsegårdssnakken! Dette til trods for at snakken blandt de mandlige betjente ofte kommer ned under bæltestedet, ligesom mændene finder sammen i en fælles nedgørelse af kvindekønnet: »Man skal kunne tåle at høre noget i sådan en mandeverden. Der bliver sagt grove ting. Bare jeg går ud i køkkenet, siger de eksempelvis: Bliv du derude, det kender du jo hjemmefra! Hvis man svarer igen, rotter de sig hurtigt sammen og begynder at køre på én. Så får man skudt i skoene, at man er præmenstruel eller sådan noget«, fortæller en kvindelig betjent. For de kvindelige betjente er seksualiteten indimellem årsag til konflikter på arbejdspladsen. Nogle af kvinderne beretter om episoder, hvor mandlige kollegaer eller overordnede har lagt an på dem eller 'taget sig visse friheder'. Det er dog kun et par af kvinderne, som giver udtryk for, at de har følt sig krænket heraf. Ingen af de interviewede mandlige sygeplejersker giver udtryk for, at det seksuelle spil mellem kollegaer af forskelligt køn har givet anledning til frustrationer - i det forholdsvis lille omfang, mændene bringer seksualitet på tale, bliver flirt og lignende udelukkende fremstillet som positivt; som et krydderi i hverdagen! Måske skyldes denne forskel dels, at kønskrænkende adfærd i langt de fleste tilfælde udøves af mænd over for kvinder, dels, at seksuel opmærksomhed måske i højere grad er et tveægget sværd for kvinder: Kvinder har behov for seksuel opmærksomhed for at blive bekræftet i deres femininitet, men samtidig er det vigtigt for integriteten at markere grænser. Beretningerne fra de kvindelige betjente tyder da også på, at kvinderne har en oplevelse af, at en kvinde gerne må være tiltalende og moderat feminin, men at hun ikke må være tiltrækkende, idet hun da vil signalere ikkefaglighed, ligesom hun i tilfælde af chikane potentielt kan vække mistanke om selv at have lagt op hertil og/eller ved forfremmelse blive beskyldt for, at hun jo nok enten har 'ligget sig' eller på anden vis charmet sig til denne. »Jeg ved da også godt, at jeg - hvis jeg bliver forfremmet - vil få skudt i skoene, at det bare er, fordi jeg er pige!«, udtaler en kvindelig betjent. Generelt er der stor forskel på, hvordan de kvindelige betjente og de mandlige sygeplejersker tackler det faktum, at de kønsmæssigt er underrepræsenteret på deres arbejdsplads. Kvindernes beretninger efterlader et klart indtryk af, at de i vid udstrækning oplever, at de opfattes som repræsentanter for deres køn. De skal derfor hele tiden passe på ikke at være anledning til konklusionen: 'Kvinder egner sig ikke til jobbet som betjent, kvinder passer ikke ind her!'. I stedet tilstræber de kvindelige betjente at være en del af helheden, dvs. ikke at blive skilt ud eller selv skille sig ud som kvinder, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at de undlader at søge sammen: »Jeg tror ikke, at kvindenetværk i politiet har særlig mange pigers interesse, fordi de ikke tør skille sig ud. Det vil jo straks blive kaldt for en rødstrømpebevægelse eller et eller andet lignende, og mændene vil gå på barrikaderne«, fortæller en kvindelig betjent. Det faktum, at de kvindelige betjente, selv om de er så få i deres fag, undlader at søge sammen, står i skarp kontrast til, hvad der er gældende blandt mændene i sygeplejen. Flere af de mandlige sygeplejersker fortæller nemlig, at de bevidst søger til specialer i sygeplejen, som har en stor koncentration af mænd (f.eks. skadestuen og psykiatrien), og at de desuden på tværs af omsorgssektoren dyrker mandefællesskaber. En mandlig sygeplejerske fortæller herom: »Vi er kun 12 fastansatte mænd. Vi har lavet en mandeklub. For ligesom at styrke herresammenholdet«. Modsat de kvindelige betjente beretter ingen af de mandlige sygeplejersker om, at deres kvindelige kollegaer i sygeplejen skulle have problemer med mandefællesskaberne, hvilket peger på, at det tilsyneladende er mere accepteret, når mænd søger mandligt samvær, end når kvinder søger kvindeligt samvær? Det er ikke kun i samarbejdet med kollegaer og overordnede, men også i mødet med det omgivende samfund, at de kvindelige betjentes og de mandlige sygeplejerskers beretninger afviger fra hinanden. Mændene i sygeplejen konfronteres dagligt med, at de afviger fra det gængse maskulinitetsbillede, idet patienter og pårørende stort set altid tager dem for at være portører eller læger. Og den mest udbredte fordom er, at de mandlige sygeplejersker, siden de frivilligt vil påtage sig feminint arbejde, selv må være feminine, dvs. homoseksuelle. Og fordi mændene oplever, at deres valg af beskæftigelse signalerer ikkemandighed, søger de konstant at (be)vise, at de, trods deres indtrængen i et kvindefag, er 'rigtige mænd': »Jeg er nok lidt slem til bare at sige, at jeg er på skadestuen. Det er ikke så kvindeligt«, fortæller en mandlig sygeplejerske, mens en anden siger: »Hvis folk spørger om, hvad jeg laver, svarer jeg: »Jeg er på sygehuset«. Hvis de spørger mere til det, fortæller jeg, at det har noget med maskiner at gøre, og så er den ikke længere !«. De kvindelige betjente møder ligesom de mandlige sygeplejersker en vis grad af vantro og undren over deres beskæftigelse, men denne er ikke forbundet med samme nedvurdering; tværtimod opfattes kvinderne af omgivelserne ofte som 'seje', siden de formår at påtage sig mandearbejde! Beretningerne fra de kvindelige betjente og de mandlige sygeplejersker viser ikke blot, at der eksisterer en lang række forventninger knyttet til køn, som får stor betydning for kvindernes og mændenes arbejdsvilkår på 'det andet køns arbejdsmarked', men også, at de samfundsmæssige forestillingsbilleder marginaliserer det kvindelige og ser det som noget negativt - som en substandard - sammenlignet med det mandlige! For de mandlige sygeplejersker får det den betydning, at de 'lider', som følge af at det i samfundet er forbundet med devaluering at udføre kvindearbejde. Dilemmaet for mændene er, at de med deres valg af beskæftigelse utilsigtet bryder med det herskende maskulinitetsbillede - mændenes selvforståelse er udpræget maskulin, men de oplever blandt omgivelserne at fremstå som feminine mænd, det vil sige umandige! For de kvindelige betjente gælder det til gengæld, at de i tråd med deres feminine identifikation gerne vil betragtes som feminine, samtidig med at de er bevidste om, at hovedparten af deres overordnede og kollegaer ikke anser det feminine som værende værdifuldt. Dilemmaet for kvinderne i politiet bliver altså, at de vil accepteres som kvinder i et fag defineret af maskulinitet, og hvor alt det, der associeres med femininitet, betragtes som mindre værd! Samfundets kønsstereotypier er en væsentlig faktor, hvis man skal søge at forstå arbejdsmarkedets kønsopdeling, viser beretningerne fra de kvindelige betjente og de mandlige sygeplejersker. Og derfor må en ændring i disse kvinder og mænds arbejdsvilkår nødvendigvis hænge sammen med en ændring af de i samfundet eksisterende kønsopfattelser. Eller sagt på en anden måde: Skal kønsarbejdsdelingen på arbejdsmarkedet brydes, handler det om at flytte grænserne for, hvad personer af henholdsvis det ene og det andet køn bør, kan og må!