Ifølge 'Årbog for udlændinge' opholder det sig cirka 420.000 indvandrere og efterkommere i Danmark - hvilket svarer til næsten 8 procent af hele befolkningen. Jeg er en af dem. Jeg har ikke kommet hit af nød, politiske årsager, eller fordi jeg har vært forfulgt og tortureret. Ej heller er jeg en af de såkaldte økonomiske flygtninge - jeg er født og opvokset i et land, der nu har et højere BNP end Danmark, både totalt set og per indbygger. Jeg flyttet til Danmark i efteråret i fjor, ganske af mig selv, fordi jeg for næsten fem år siden kom til at forelske mig i en dansker. En sjælden gang - og især i stunder, hvor min sjæls elskede er bortrejst fra Kongens By - sørger jeg over tabet af mit fædreland, og jeg forbander dette paddeflade og forblæste land, jeg har søgt mit frivillige asyl i. Så er det jeg i stedet - temmelig patetisk og måske ikke helt rent - synger: Å eg veit meg eit land langt der oppe mot nord, med ei lysande strand millom høgfjell og fjord. Der eg gjerne er gjest, der mit hjarta er fest med dei finaste finaste band. Å eg minnast, å eg minnast, å eg minnast så vel dette land. Med fare for at tirre mine nye landsmænd tillader jeg mig at citere den norske lyriker og komponist Elias Blix (selvfølgelig måtte kronikøren være norsk, en stor nationalist til og med, ligesom de fleste af sine landsmænd)! Men i modsætning til, hvad I måske tror, handler ikke dette om nationalisme fra min side - det handler om savn. Det handler om at få lov til at længes hjem uden at føle sig som en kriminel - det gælder længselen efter at høre til, at have en historie, have fælles referencer og at kunne synge med, når I samles for 'at sjunge fra Højskolesangbogen' - kort og godt handler dette om at kunne tale stammens sprog! Nå er jeg så heldig - i en tid da det danske samfund må kunne karakteriseres at være på grænsen til det fremmedfjendske - at jeg som etnisk nordmand udseendemæssig ikke skiller mig væsentlig fra dansker flest. Det sparer mig for mange ubekvemme situationer i en tid, hvor man her til lands helst skal optræde diskret med sin etniske arv, noget som jo er ret svært for den, der er noget mørkere end farverne 'melkehvid' og 'let, fregnet rød'. Vi udlændinge skal værsågod spise rugbrødsmadder og tale pæredansk dansk fra dag et! Vore barn skal lære dansk og engelsk, i allefald ikke ubrugelige sprog som finsk, kurdisk eller punjabi. Det er med trods i stemmen, jeg vælger at fortsætte sangen om min hjemstavns fortræffeligheder: Denne heim er meg kjær som den beste på jord. Han mitt hjarta er nær denne fjetrande fjord, og det målande fjell og den strålande kveld, hugen leikar, den leikar på deim: Å eg minnast, eg minnast så vel denne heim! Jeg skal nok lade være med at tage min nationaldragt på til hverdags, den må Kamal Qureshi godt få låne, når han skal gøre sig præsentabel for dronningen, ja for mere hellig er den heller ikke. Men jeg vil gerne ha lov til at bære den hver 17. maj for at fejre den norske nationaldag, en dag vi fejrer for at hædre grundloven af 1814, oprettelsen af det norske parlament, Stortinget, og at vi - dog kun nogle korte måneder, også det i 1814 - blev en fri og selvstændig nation, fri fra 'det danske åg'! - indtil den svigefulde danske prins lod os alene med Jean Baptiste Bernadottes, mest kendt som kong Karl XIV Johan af Sverige og Norge, jernnæve (lad os endelig hegne om de nationale myter)! Trods den øgende fremmedfjendskhed, som jeg i øvrig slet ikke synes klæder det traditionelt frisindede Danmark særlig godt, er jeg glad for både Danmark og danskerne! I har opbygget et samfund og en styreform, jeg værdsætter højt - landet er mindst lige så godt at leve i som Norge. Når jeg alligevel tillader mig at henlede opmærksomheden på jeres utålelighed over for andre kulturer og herboende udlændinges 'udanskhed', er det ikke, fordi det er bedre i Norge eller i Tyrkiet for den del (hvor jeg har boet de sidste tre år). Jeg synes bare, I skulle vise lidt større overbærenhed, forståelse og tålmodighed. Og én lille pointe til slut - går ikke vi skandinaver rundt og hylder vore frænder i USA for, at de fremdeles hegner om deres skandinaviske arv og historie inkluderet deres ophavs modersmål, fire-fem generationer efter at de ankom til USA? For ikke at tale om danskerne, som lever i Spanien, hvis sproglige ekspertise ud over modersmålet kun findes gemt i tasken og manifesterer sig som en lille rød lommeparlør i dansk-spansk. Imponerende! Derfor synes det mig noget smålig, at jeg og mine medimmigranter ikke må lære vore børn vores modersmål. De må ikke klæde sig udansk, heller ikke ha andre guder end Bertel Haarder og Dansk Folkeparti. Derfor skal jeg selvfølgelig - og dette er elementær psykologi - fejre den norske nationaldag, den 17. maj, med dunder og brag, og trodsig iklæde mig min ubekvemme og stikkende nationaldragt i ren uld, selv om dagen skulle oprinde med sol og mange varmegrader. Jeg er sikker på, at Pia Kjærsgaard kommer til at smile overbærende ad denne bramfrie nationalisme, ja måske endog hylde os nordmænd, der holder vores nationale fane så højt. Jeg undres dog blot over, om de danske smil er lige brede, om var det Tyrkiets eller den pakistanske nationaldag, der blev fejret? For også jeg er sikker på, at jeg som nordmand har det nemmere i rollen som indvandrer end Mehmet fra 'den danske landsby i Anatolien', af naturlige årsager. Integreringen byr på færre problemer for begge parter; mellem nordmænd og danskere er de sproglige, kulturelle og religiøse ligheder åbenbare, mens de synes næsten uoverstigelige for tyrkere, ligesom det er svært for det danske samfund at lukke 'sådanne' fremmedelementer ind. Erkendelsen af at det er svært, kan vi hurtig blive enige om, men jeg synes også, det er vigtig at understrege, at det er mulig, hvis bare man vil. Vi skal bare bruge noget mere tid, før vi og vore efterkommere bliver lige så pæredanske som Preben og Lene, Jytte og Flemming. Men dette skulle ikke handle om jer, og hvad I eventuelt kunne gøre bedre. For i overvejende grad mener jeg, at danskere flest er flinke og rare mennesker, som åbent tager imod alle fremmede. Jeg synes blot, I skulle være en smule mere tålmodige, for Rom blev som kendt ikke bygget på en dag. Forvent derfor ikke, at vi udlændinge taler et fejlfrit dansk med én gang, forvent ikke, at første- og andengenerationsindvandrere omfavner Dannebrog, at vi kan memorere den uendelige række af Frederik'er og Christian'er, eller at vi udviser den nødvendige (?) begejstring for flæskesteg med persillesovs. Husk derimod, at for resten af vor levetid skal vi leve i et samfund, hvor vi ikke har nogen historie, hvor vi ikke kender programverterne fra 70'ernes nyhedsudsendelser, lige så lidt som vi husker, hvornår Danmark blev europamestre i fodbold. Vi ved heller ikke, hvem Thorvald Stauning er, eeeh ... var! Men H.C. Andersen ved vi er dansk! For at gøre mig umage har jeg ikke blot forsøgt at lære mig dansk - jeg har også set tv-udsendelsen 'Matador' op til flere gange, endda med stor glæde både som historiker og som seer. Men når festen går sin høje gang, og I har gået træt af at drille mig med olien, Tordenskjold og de norske priser på spiritus, kan jeg desværre alligevel ikke synge med fra Højskolesangbogen. Jeg kan heller ikke grine med til de historier, der bliver fortalt, enten fordi jeg i den øredøvende larm og typisk danske råben ikke kan fange ordene, eller fordi jeg mangler forudsætningerne, baggrunden til at kunne opfatte de ærkedanske 'jokes'. For jeg har ikke nogen historie som dansker, jeg kom hit til landet idet jeg fyldte 37 år, og uden denne 'Fingerspitzgefühl' for det danske bare en opvekst giver, bliver man kundskabsløs, historieløs og derfor også nemt usynlig ikke bare for sine omgivelser, men også i egne øjne. Er det til at undres over, at jeg indimellem længes mod nord, hjem? Og eg lengtar så tidt dette landet å sjå, Og det dreg meg så blidt når eg langt er ifrå. Med den vaknande vår, vert min saknad så sår, so mest gråta, mest gråta eg kan: Å eg minnast, eg minnast so vel dette land. Når man opgiver sit fædrene land i voksen alder, kan man aldrig blive helt hel i sit nye hjemland. I ensomme stunder er det vel derfor ikke så underlig at jeg længes 'heim', hjem til den lysere, norske sommernat, til fjorden og fjeldene, til dalen hvor jeg trådte mine barnesko? Og husk nu blot, kære danskere; min længsel gør ikke Danmark til et ringere sted at være, det er bare ikke hjemme , ikke mit hjem , ikke endnu. Og slig er for de fleste indvandrere, enten man er tysker, iraker eller grønlænder. Gi os derfor lidt mere tid, nogle flere generationer, og vi vil have opgivet vor syngende bjergabe-dialekt, 'perker-danskerne' skal nok lære sig 'Der er et yndigt land', og I vil efterhånden finde den pakistanske storfamilie gemt bag ligusterhækken lige så usynlige som 'normale' danskere. Men hvis jeg fik børn, skulle de i anstændighedens navn tage med på 17. maj-fest i den norske sømandskirke - og selvfølgelig skulle de have en norsk nationaldragt på. Hver sommerferie ville jeg tvangssende dem til de norske fjelde, til deres 'rigtige' hjem, for at lære dem virkelig natur at kende, det skulle da bare mangle! Og ville det ikke berige også den danske fælleskultur, om man i dansk skole fandt børn, som elsker at gå på ski, og som spiser rugbrødsmadder med myseost på? Ligesom det beriger os, at nogle forældre fortæller eventyr fra Taurusbjergene i tillæg til H.C. Andersens, hvis fortællinger selvfølgelig må være fælleseje for alle danske barn! Eller at tyske immigrantbørn kan memorere Goethes 'Der Erlkönig', og at (næsten) alle danskere i dag spiser shawarma! I dag er det 17. maj, og nettop i dag vil jeg godt optræde som udlænding, som nordmand, og jeg vil gøre det uden at skamme mig over for mit danske værtskab. Ikke fordi jeg ønsker at nedgøre noget af det danske eller danskere flest - I er sagtens både søde og flinke nok. I stedet er det en hyldest til min hjemstavn, til det land jeg voksede op i. Jeg lover jer, at det kun er for i dag. I hverdagen skal jeg nok vide at begrænse udfoldelsen af min nationale arv til et minimum. Husk dog, at hvis heller ikke I regner os som danskere og inkluderer os i fællesskabet, kan vi dårlig gøre det selv. Som nordmand føler jeg dog, at I nettop rækker ud denne hånd, åbent og gestfrit lig min svigerfamilie i Jylland, også når I gør grin med os fjeldaber. Men er I lige så flinke og overbærende over for Ayse og Mehmet, når de har brug for at inkluderes i vort danske fællesskab? Jeg håber og tror, I er, og også at I bliver mere tålmodige med os førstegenerationsindvandrere. Husk blot de gamle ord - om hundrede år er allting glemt!