Krisesnakken i det offentlige rum synes ingen ende at tage.
Økonomisk krise, befolkningskrise, ressourcekrise, fødevarekrise. Men i hvor høj grad trænger hele denne kriseretorik for alvor ind i den enkeltes bevidsthed? Nogle rammes direkte, især af den økonomiske krise. Og for dem er der ikke tale om tom snak. Men de fleste i vores højt udbyggede velfærdssamfund lever, trods mediernes konstante krisebombardement, tilsyneladende i en slags drømmeverden. Nok klages der fra politisk hold over det stagnerende private forbrug, og nok viser målinger, at den globale opvarmning fylder meget i danskernes – og generelt i europæernes – trusselsvurderinger. Men overordnet set ændres folks adfærd kun marginalt. Krisesnakken preller helt eller delvis af, som om vi lever i et uigennemtrængeligt glasbur. Inde bag ruden kan vi fortsætte som hidtil: bestille vinterrejsen til Thailand eller Østrig, investere i fladskærms-tv og være med på de seneste nyskabelser inden for mobiltelefoni. Og i øvrigt nyde godt af alt det andet, som den moderne teknologi forsøder dagligdagen med. Optimismen fra de glade dage i 1990’erne og de første år af det nye århundrede lader sig tilsyneladende ikke uden videre kaste over bord. Næppe nogensinde før i verdenshistorien – måske lige bortset fra perioden op til Første Verdenskrig – har fremskridtstroen haft mere tag i Europas befolkninger end i de sidste par årtier. Hertil bidrog den kolde krigs fredelige afslutning og det efterfølgende ophør af vor egen verdensdels Øst-Vest-deling; den buldrende økonomiske fremgang både i den rige del af verden og også i nye vækstlande som Kina og Indien; og de teknologiske kvantespring ikke mindst på it-området.
