Højdedrag i grønne og brune nuancer omkranser en skov af moderne bygninger i stål, glas og beton, mens titusinder af biler fræser ud og ind på motorgaderne, snoende sig ud gennem det kuperede landskab. Blå himmel og sol afløses lejlighedsvis af dis og smog, indtil neonlyshavet tager over og forvandler metropolen til en elektronisk farvelade i alle hånde nuancer. Vi er i Perleflodsdeltaet, den mest produktive og tættest befolkede region i det sydlige Kina. For enden af deltaet ligger Hongkong, den tidligere britiske koloni, som nu i mere end syv år har været under den politiske formel, der kendes som 'Ét land, to systemer'. Nord for Hongkong ligger provinsen Guangdong, som i dag er Kinas mest velstående provins, og hvor det økonomiske tempo fortsat er højt efter et kvart århundredes reformer. For at illustrere rækkevidden i det kinesiske reformeksperiment tager vi med hjælp fra det stedlige danske generalkonsulat en tour de force i talkarrusellen: Perleflodsdeltaet, der begynder i provinshovedstaden Guangzhou (10 millioner indbyggere) og slutter i Hongkong (7 millioner) har et areal, der i runde tal er af samme størrelse som Danmark (43.000 kvadratkilometer). I deltaet bor godt 30 millioner mennesker, godt en tredjedel af provinsens samlede folketal, som dog har store udsving på grund af migrantarbejderes sæsonarbejde. I løbet af højst to år, senest i 2007, vil økonomien i Perleflodsdeltaet overhale Ruslands økonomi i størrelse. Her skal det så med i billedet, at den russiske befolkning er fem gange større end Perleflodsbefolkningen. Hvad fortæller denne sammenligning os? Velsagtens noget om tempoet og konsekvenserne i det ambitiøse kinesiske reformprojekt. Og ikke mindst, at store dele af Europa er i risikozonen for at sakke agterud, medmindre europæerne lærer at hægte sig på den kinesiske dynamik. Her ligger en af de helt store europæiske udfordringer i det 21. århundrede, siger en kendt dansk politiker. Mere herom i løbet af et øjeblik. Vi fortsætter turen i talknuseren: Siden Kinas reformprojekt tog sin begyndelse for et kvart århundrede siden, er økonomien i Guangdongprovinsen vokset betydeligt. Den er blevet 57 gange større. Hvad er det, der gør Perleflodsdeltaet interessant for dansk erhvervsliv og for danske forbrugere? Produktiviteten, ikke mindst. Halvdelen af verdens tv-apparater fremstilles her! Så hvor meget tjener en ufaglært, men flittig arbejder ved et af disse samlebånd? Månedslønnen svarer til omkring 100 amerikanske dollar. Den nyuddannede ingeniørkandidat, hvor meget tjener han? Fire gange så meget som den ufaglærte. Den kompetente mellemleder, der også taler engelsk? Ti gange så meget som den ufaglærte. Stjernelederen, som de multinationale er på jagt efter? 15 gange så meget som den ufaglærte. Vi taler om ikke kun en af Kinas, men en af klodens mest produktive regioner. Lad os lige stilfærdigt minde om, at Kina for et par år siden overhalede USA som klodens største modtager af udenlandske investeringer. Sammen med Shanghai i et andet floddelta, Yangtze, spiller Perleflodsdeltaet en nøglerolle i den kolossale opsugning og anvendelse af kapital, som gavner Kina i disse år. På en solbeskinnet tirsdag i december tager vi turen i en forkromet firehjulstrækker ud til Xiao Guwei-øen, som ligger godt en snes kilometer fra Guangzhous bycentrum. Vi passerer en jungle af betonkasser, kontorsiloer, bankpaladser og reklamesøjler. Meget af det er i en dansk optik ikke særlig kønt, men at beplantningerne i denne asfaltjungle er udtryk for globale ambitioner er hævet over enhver tvivl. Bilen parkeres udenfor i en hvid stålkasse beklædt med fliser af den slags, der var udbredt i dansk byggeri for en generation siden. Over porten hænger Folkerepublikkens velkendte nationale emblem med konturerne af Den Himmelske Freds Plads. Fra et af vinduerne lyder der kvindelig operettesang og klaverspil. En ung musikstuderende øver sig for åbne vinduer, og vi andre er pludselig med på en lytter. På 1. sal er et par rummelige kontorlokaler tæt på at være færdigindrettet. Computere og printere er sluttet til, og gæsten får lov til at gå på nettet og tjekke mail. Reolhylderne er ikke fyldt helt op, for de unge forskere er ikke flyttet herud endnu fra de gamle lokaler i bycentrum. Det er glimrende lokaler; helt ærligt tror jeg, at de fleste danske akademikere ville blive lidt misundelige: rigeligt med plads i soloplyste lokaler og højt til loftet. På kontorgangen er centerets navneskilt kommet op: Center For Human Rights Law. Center for Menneskeretslovgivning, hallo! Vi lader den stå et øjeblik - og vender tilbage senere i teksten. Centeret har fået adresse i det kompleks, der officielt hedder Guangzhou Higher Education Mega Center. Vi er ikke helt på afveje, hvis vi kalder dette område - vi er jo på en ø - for Guangdongs svar på Ørestad. De mange byggepladser og nyopførte komplekser har en vis lighed med fremtidsprojektet hjemme på Amager. Men så er der lige proportionerne til forskel. Vi tager lige en ekstra tur i talknuseren: I denne sydkinesiske 'Ørestad' skal ti universiteter flytte ind. De første 8.000 studerende er rykket med. Når alle er på plads, vil 200.000 studerende kvalificere sig til fremtiden herude. Kollegieværelserne ligger lige om hjørnet fra fakulteterne. Der er gjort plads til indkøbscentre, men ikke til virksomheder. For personalet, først og fremmest lærerkræfterne, er der skabt boligområder tæt på læreanstalterne. En juraprofessor, som vi har tilbragt hele den foregående dag med, har købt sig en lejlighed i et af de nye komplekser. Han rykker om kort tid ind på 130 kvadratmeter, som han har købt for en pris, der svarer til lidt over 400.000 kroner. En luksusbolig i Kina, men de findes i flere prisklasser. En lejlighed i et såkaldt townhouse (to etager, amerikansk byggestil), koster det dobbelte. Bydelen her kunne være en forstad til Vancouver, Seattle eller San Francisco, for det er utvivlsomt her, at arkitekten og bygherren har fundet inspirationen. Det kan meget vel være, at Kina og USA ser forskelligt på mangt og meget i verdenspolitikken, men når det gælder valg af livsstil, så låner den nye kinesiske middelklasse en hel del i de nordamerikanske erfaringer. Man skal være politisk blind, forstokket eller småstupid for ikke at se, at det kinesiske reformprojekt er nået langt på de 25 år, det har været i gang, og at perspektiverne for den videre udvikling er kolossale. Ikke kun for kineserne, men sandelig også os andre. Skulle der være enkelte tvivlere tilbage, må de rådes til at gå på nettet og læse Anders Fogh Rasmussens peptalk til Venstres landsmøde i november. Her var en regeringschef, der fortalte uforbeholdent om sine indtryk fra et besøg i det store rige: »Med egne øjne så jeg, hvor stærkt det går i Kina. Hvor langt kineserne er fremme. Hvor langt de vil komme. Da indså jeg, at her står vi med den virkelige udfordring i det 21. århundrede. Alt andet blegner ved siden af denne udfordring«. Spørgsmålet, der indlysende rejser sig, er, om den udfordring, som statsministeren talte om, kun er af økonomisk og materiel karakter. Om de kinesiske reformstrateger kan fortsætte kursen uden at nærme sig bare nogle af de normer, der er gældende for Danmark og de øvrige samfund, der bygger på vestlige traditioner for demokrati og retssikkerhed, er den udfordring, nuværende og kommende kinesiske ledere må give verden kvalificerede svar på. Den ovenfor nævnte juraprofessor på Guangzhou Universitet er den rette mand at spørge. Han er i begyndelsen af 70'erne og burde derfor for længst være gået på pension. Han ser en snes år yngre ud end sin alder, gestikulerer ivrigt og kvikt, når han beretter om den sag, han har gjort til sin livsopgave: Han er ophavsmanden til Center for Human Rights Law. Før besøget i Guangzhous 'Ørestad' har han brugt det meste af en dag på at berette over for sine danske gæster om, hvor langt Kinas akademiske ekspertise er nået i et forskningsarbejde, der skal danne grundlag for en lovgivning, der bygger på respekt for menneskerettigheder. Så lad os lige erindre om, at det fortsat står skralt til med Kinas overholdelse af menneskerettigheder, men at den kinesiske Folkekongres tidligere i år for første gang fik skrevet bestemmelser om menneskerettigheder ind i Folkerepublikkens forfatning. Så langt, så godt, men der er unægtelig langt igen! Professoren forklarer, at Kinas akademiske arbejde med menneskerettigheder som en del af det kinesiske reformprojekt tog sin begyndelse helt tilbage i 1991, altså kun to år efter massakrerne på og omkring Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Før den tid betragtede det officielle Kina menneskerettighederne som en vestlig opfindelse, som ikke havde relevans for Kina på grund af forskelligheden i de historiske forudsætninger. Men siden 1992, da der blev sat fuld damp på det kinesiske reformtempo, er det i voksende grad blevet klart for den kinesiske lederelite, at udviklingen af et lov- og rettighedsbaseret samfund er forudsætningen for, at den økonomiske del af reformprojektet kan realiseres. Indtil videre står det klart, at kineserne mener at kunne indføre rettigheder uden at skulle kopiere vestlige styreformer. Tiden vil vise, om denne logik holder. I officiel jargon hedder det kinesiske reformprojekt 'Socialisme med kinesiske karakteristika'. Betyder det mon, at der findes 'Borgerrettigheder med kinesiske karakteristika?' Om ikke andet lytter de til vore erfaringer, og det er da en begyndelse. De første partnere i et kinesisk samarbejde om menneskerettigheder var Danmark, Norge og Sverige. Den danske indsats tog sin begyndelse i 1997 og har ført til et samarbejde mellem Institut for Menneskerettigheder og bl.a. Det Kinesiske Samfundsvidenskabelige Akademi. Professoren fortæller, at han på sit lokale universitet i Hunan for fire år siden kunne oprette et egentligt forskningscenter i menneskerettigheder under det stedlige juridiske fakultet. Senere har han flyttet centeret til Guangzhou, idet han mener, at han her opnår en højere grad af akademisk frihed og selvstændighed. Måske er det her vi fornemmer en bekræftelse af det gamle kinesiske mundheld om, at alt går bedst, 'Når der er højt til himlen, og kejseren er langt væk'. Ikke overraskende er emnet menneskerettigheder følsomt i et land, der har et rystende erfaringsregister på dette område. Professoren nøjes i vor samtale med diskrete antydninger af, at der også er betydelig modstand fra politisk hold. Når den danske partner i arbejdet, Institut for Menneskerettigheder, bidrager til 'uddannelse og træning' skal aktiviteten helst kaldes et 'seminar'. Overtagelse af vestlige normer på rettighedsområdet kan være politisk sensitivt, men udveksling af viden er vel en del af reformprojektet. Således skal der hele tiden gås på listesko. Indtil videre har 300 'seminardeltagere' været med på fire sådanne aktiviteter. Måske ikke noget, der flytter bjerge i et land af Kinas størrelse, men professoren mener, at seminarerne bidrager til en større påvirkning af holdninger, hvor en lang række andre faktorer spiller ind. Gennem de senere år er stadig flere af hverdagens beslutninger i det kinesiske samfund overladt til den enkelte. Partiet og staten dikterer ikke længere vilkårene for arbejde og bolig, men tillader en meget stor del af arbejdskraften at være mobil. Det skaber så en stribe af nye problemer, som lovgivnings- og administrationsapparatet må forsøge at tage højde for. Dermed bliver det vigtigt, at forfatningen og dens følgelovgivning i mere konkret form definerer befolkningens rettigheder på en lang række områder: arbejde, sociale forhold, uddannelse, straffesystemet. Ellers bliver der kaos, som er det, alle kinesere er opdraget til at frygte. Vi får også vide, at de konkrete initiativer på lovområdet til dels er resultatet af, at Kina har underskrevet nogle af de vigtigste konventioner om sociale og civile rettigheder, og at det nationale lovgivningsapparat er forpligtet til at følge op. Professoren erkender, at et af de vigtigste områder er politi- og domstolssystemet, hvor tortur og arbitrære fængslinger hører til dagens uorden. Som en spæd begyndelse på at ændre disse tilstande har EU finansieret afholdelse af kurser i menneskerettigheder for 160 politifolk i professorens hjemprovins, og på basis af erfaringerne herfra er der udarbejdet lærebøger om, hvorledes politi skal respektere arrestanters rettigheder. Alt sammen udmærket, men det er jo kun dråber i det gigantiske kinesiske menneskehav, og hvorledes og hvornår vil omverdenen kunne måle, at der sker fremskridt, der ikke kun er økonomiske og materielle? Sagt på en måde, hvornår vil et nyt åndeligt og politisk Kina afløse det gamle? Hvornår ser vi noget radikalt nyt i stedet for den paradoksale hybrid, som Kina er i dag? En del af svaret får jeg nogle dage efter besøget i Guangzhou. Et par timers flyvning nordpå er vi kommet til megabyen Chongqing (25 millioner indbyggere) for at deltage i et internationalt seminar om dødsstraf (!). I en af pauserne under seminaret tager jeg en tur i Chongqings bymidte i selskab med en ung akademiker, der som millioner af andre yngre kinesere drømmer om at etablere sin egen virksomhed eller alternativt at få ansættelse i et multinationalt foretagende. Spørgsmålet til hende er indlysende: Kan Kina foretage kvantespringet ud i globaliseringen uden at gøre fundamentalt op med den samfundsmodel, som man i 1949 kopierede fra Sovjetunionen? Hendes svar afspejler, at den kinesiske 'Berlinmur' er åndelig, intellektuel og generationsbestemt: »Giv os den tid, vi behøver. Alle med fortidens tænkning og vaner skal jo ud af ledelsen og pensioneres. De yngre og moderne indstillede er ved at tage over, men forandringerne må komme gradvis. Før eller siden tilhører samfundet os«.