0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Husk Falun Gong

Hvis man ser bort fra Falun Gong- ofrene i Kinas fængsler, ser man også gennem fingre med kernen i de kinesiske krænkelser af menneskerettig- hederne.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvordan styrker man bedst menneskerettighederne i Kina?

Mit forslag er, at man først stiller skarpt på forfølgelsen af Falun Gong.

Når det handler om brud på menneskerettigheder i Kina, er der blandt vesterlændinge en naturlig tendens til at forholde sig til demokratibevægelsen, verdensreligioner, etniske minoriteter som tibetanere, uighurer og mongoler, journalister og menneskerettighedsforkæmpere. Undertrykkelse af disse grupper er den form for brud på menneskerettighederne, som folk i Vesten typisk har oplevet og let kan forholde sig til. I vores øjne udgør forfølgelsen af disse grupper den væsentligste del af den generelle undertrykkelse i Kina. Disse ofre er ofte mennesker med forbindelser til Vesten. De mestrer vestlige sprog og kan derfor umiddelbart vinde gehør blandt vesterlændinge, når de fortæller om deres sørgelige situation. Et slående eksempel er, at symbolet på den demokratiske studenterbevægelse i Kina i 1989 var en modificeret version af Frihedsgudinden; en statue, der står i USA, men er lavet i Frankrig.

Menneskerettigheder er universelle. Der findes ingen kulturelt specifikke menneskerettigheder. Men overtrædelsen af menneskerettighederne varierer. Fra kultur til kultur er der store forskelle på overtrædelserne.

Selv om det er en åbenlys forenkling, kan det nogle gange være nyttigt at have som en tommelfingerregel, at i Kina er alting anderledes. Det ville være forkert at antage, at Kinas undertrykkelse af demokratibevægelsen, verdensreligionerne, journalister, menneskerettighedsforkæmpere og etniske minoriteter er kilden til de vigtigste historier om menneskerettigheder i Kina, selv om man naturligvis skal betragte dem med stor alvor. Det ville være en kulturel skævvridning at betragte menneskerettigheder i Kina med vestlige øjne – som at stoppe menneskerettighederne i Kina ned i en almindelig kageform, i stedet for en særlig kinesisk en, hvor formen passede.

Ordene ’Falun’ og ’Gong’ har ingen betydning i vestlige sprog. Den kinesiske regering anklager Falun Gong for at være en sekt eller en kult. Det er en påstand, som de, der intet ved om Falun Gong, ikke kan sige noget imod. Forfulgte medlemmer af Falun Gong er ofte mennesker uden vestlige forbindelser, og de taler ingen vestlige sprog. Det er alt for nemt for vesterlændinge at overse historier om Falun Gong-undertrykkelse.

Alligevel kan man ikke undgå at bemærke, at det overvældende flertal af samvittighedsfanger i kinesiske fængsler er tilhængere af Falun Gong. Den ekstreme sprogbrug, den kinesiske regering bruger over for Falun Gong, er uden sidestykke og kan ikke sammenlignes med den milde kritik, Kina ytrer over for forfulgte, som Vesten plejer at tage i forsvar. Hvert år dokumenteres der langt flere vilkårlige drab på Falun Gong-tilhængere, og mange flere Falun Gong-udøvere forsvinder sporløst, end tilfældet er for de andre af Kinas forfulgte grupper.

Hvorfor fordømmer den kinesiske regering netop denne ene gruppe så voldsomt? Hvorfor er det netop den gruppe, som regeringen undertrykker i et omfang, der langt overgår den forfølgelse, andre grupper i de kinesiske samfund udsættes for? Falun Gong har ingen af de karakteristika, der kendetegner en kult. Det er ikke en organisation. Den har ingen medlemmer eller kontorer; ingen embedsmænd eller ledere. Falun Gong har ingen penge og ingen bankkonti.

Falun Gong-udøvere bor hjemme sammen med deres familier. De lever ikke sammen med andre medudøvere. De forventes ikke at yde økonomiske bidrag til Falun Gong, og der er i øvrigt, som anført, ingen steder, de ville kunne overføre et sådant hypotetisk bidrag til.

Der findes ingen straf for at forlade Falun Gong, eftersom der ikke er noget at forlade. Udøverne kan dyrke Falun Gong, lige så meget, eller lige så lidt, de har lyst til. De kan begynde og holde op, når de vil. De kan dyrke Falun Gong alene eller sammen med andre.

Udøvere af Falun Gong kommer fra vidt forskellige kulturer og har forskellige baggrunde, selv om de overvejende er kinesere. De har helt almindelige liv, arbejder inden for alle brancher og beklæder alle mulige stillinger i samfundet, spiser det samme som alle andre og går på de samme skoler og universiteter som alle andre.

Li Hongzi, forfatteren til de bøger, hvorfra Falun Gongs udøvere henter inspiration, bliver ikke tilbedt af udøverne. Han modtager heller ikke penge fra dem. Han er en privatperson, der kun sjældent møder Falun Gong-tilhængerne. Han råder dem til, at oplysninger om Falun Gong skal være offentligt tilgængelige, i form af foredrag og bøger.

Den kinesiske regerings stempling af Falun Gong som en ondsindet kult er led i undertrykkelsen af Falun Gong; et påskud for undertrykkelsen såvel som ærekrænkelse, tilskyndelse til had, marginalisering og umenneskeliggørelse af Falun Gong. Men denne stempling forklarer ikke, hvorfor undertrykkelsen overhovedet opstod. Mærkatet ’den onde kult’ er et opdigtet redskab til at undertrykke bevægelsen, men ikke undertrykkelsens årsag. Den findes nemlig et andet sted.

Ved første øjekast, og når man tager bevægelsens pure uskyldig- og harmløshed i betragtning, er Kinas undertrykkelse af Falun Gong svær at begribe. I bund og grund er Falun Gong et fysisk øvelsesprogram med en åndelig komponent. Dets grundidé er respekt over for sandheden og dens væsen, medfølelse, barmhjertighed og tolerance. Falun Gong har ingen politisk ideologi og intet politisk ståsted. Hvis der i morgen var revolution i Kina, og der i den forbindelse var nogle, der ønskede, at Falun Gong overtog magten, ville det først og fremmest være svært at finde ud af, hvem der konkret skulle have magten, når Falun Gong ikke har nogen leder. Desuden, hvis man endelig skulle udvælge et par Falun Gong-udøvere og udnævne dem til Kinas regering, ville det være svært at forudse, hvilke politiske initiativer de ville tage – bortset fra at gøre en ende på menneskerettighedsovertrædelserne – for Falun Gong har ikke noget politisk program.

Derudover er Falun Gong fredelig og ikkevoldelig. Udøverne nøjes ikke med at forkynde ikkevold. De efterlever princippet i praksis. Den undertrykkelse, Falun Gong har været udsat for, kunne ellers retfærdiggøre, at udøverne i selvforsvar satte sig fysisk til modstand. Men selv i selvforsvarsøjemed tyr Falun Gong-udøverne ikke til vold.

Oprindelig bakkedeKinas Kommunistiske Parti op om Falun Gong som værende et sundt fysisk øvelsesprogram. Men nærmest fra den ene dag til den anden ændrede partiet holdning og gjorde Falun Gong til samfundsfjende nummer 1. Hvorfor?

I dag findes der overalt i verden Falun Gong-udøvere, der aktivt er i opposition til Kinas Kommunistiske Parti. Den New York-baserede avis Epoch Times og NTD-TV (New Tang Dynasty Television, red.) og radioen Sound of Hope Radio er hovedsagelig styret af Falun Gong-udøvere, der alle er notorisk antikommunistiske. Bogen ’The Nine Commentaries’ (’De ni kommentarer’, udgivet af en forfattergruppe fra Epoch, red.), der kritiserer den kinesiske kommunisme og Kinas Kommunistiske Parti, er blevet vidt og bredt og systematisk uddelt af Falun Gong-udøvere. Men intet af alt dette fandtes, da Falun Gong begyndte. Tilsyneladende har Kinas kommunistiske parti ved at undertrykke Falun Gong omskabt en gruppe uskyldige statister til en helstøbt fjende.

På den ene side ligner Kinas Kommunistiske Partis undertrykkelse af Falun Gong ren og skær totalitær vanvid, en fjende, der er grebet ud af det blå, den slags paranoia, som Josef Stalins eller Mao Zedongs tilhængere hylder. Den logik gør, at Falun Gong-udøvere ikke skal tage undertrykkelsen personligt.

Kommunistpartiet har brug for fjender til at legitimere sin fortsatte magtbesiddelse. Falun Gong var bare så uheldig, at de kunne omdannes netop til et fjendebillede. Hvis ræsonnementet følges til dørs, udgjorde Falun Gong ikke nogen trussel mod det regerende kommunistparti, førend partiet besluttede at undertrykke Falun Gong. Det var undertrykkelsen, der omdannede Falun Gong til kommunistpartiets værste mareridt.

Men omdannelsen var bevidst og styret. For et kommunistparti er det langt værre slet ikke at have nogen fjender frem for at have nogle indædte nogle af slagsen. Hvis der ikke er nogen at dæmonisere, står kommunisterne mundlamme tilbage, når de skal retfærdiggøre deres fortsatte greb om magten.

Ud fra en totalitær logik giver vanviddet mening. Men der er også en anden vinkel, den særegne kinesiske, der fordrer kendskab til både Kinas historie og kultur.

Falun Gong er ikke bare et hvilket som helst øvelsesprogram for helbredet. Som åndedrætsøvelse er det en slags qi go