Hvordan styrker man bedst menneskerettighederne i Kina?

Mit forslag er, at man først stiller skarpt på forfølgelsen af Falun Gong. Når det handler om brud på menneskerettigheder i Kina, er der blandt vesterlændinge en naturlig tendens til at forholde sig til demokratibevægelsen, verdensreligioner, etniske minoriteter som tibetanere, uighurer og mongoler, journalister og menneskerettighedsforkæmpere. Undertrykkelse af disse grupper er den form for brud på menneskerettighederne, som folk i Vesten typisk har oplevet og let kan forholde sig til. I vores øjne udgør forfølgelsen af disse grupper den væsentligste del af den generelle undertrykkelse i Kina. Disse ofre er ofte mennesker med forbindelser til Vesten. De mestrer vestlige sprog og kan derfor umiddelbart vinde gehør blandt vesterlændinge, når de fortæller om deres sørgelige situation. Et slående eksempel er, at symbolet på den demokratiske studenterbevægelse i Kina i 1989 var en modificeret version af Frihedsgudinden; en statue, der står i USA, men er lavet i Frankrig. Menneskerettigheder er universelle. Der findes ingen kulturelt specifikke menneskerettigheder. Men overtrædelsen af menneskerettighederne varierer. Fra kultur til kultur er der store forskelle på overtrædelserne. Selv om det er en åbenlys forenkling, kan det nogle gange være nyttigt at have som en tommelfingerregel, at i Kina er alting anderledes. Det ville være forkert at antage, at Kinas undertrykkelse af demokratibevægelsen, verdensreligionerne, journalister, menneskerettighedsforkæmpere og etniske minoriteter er kilden til de vigtigste historier om menneskerettigheder i Kina, selv om man naturligvis skal betragte dem med stor alvor. Det ville være en kulturel skævvridning at betragte menneskerettigheder i Kina med vestlige øjne – som at stoppe menneskerettighederne i Kina ned i en almindelig kageform, i stedet for en særlig kinesisk en, hvor formen passede. Ordene ’Falun’ og ’Gong’ har ingen betydning i vestlige sprog. Den kinesiske regering anklager Falun Gong for at være en sekt eller en kult. Det er en påstand, som de, der intet ved om Falun Gong, ikke kan sige noget imod. Forfulgte medlemmer af Falun Gong er ofte mennesker uden vestlige forbindelser, og de taler ingen vestlige sprog. Det er alt for nemt for vesterlændinge at overse historier om Falun Gong-undertrykkelse. Alligevel kan man ikke undgå at bemærke, at det overvældende flertal af samvittighedsfanger i kinesiske fængsler er tilhængere af Falun Gong. Den ekstreme sprogbrug, den kinesiske regering bruger over for Falun Gong, er uden sidestykke og kan ikke sammenlignes med den milde kritik, Kina ytrer over for forfulgte, som Vesten plejer at tage i forsvar. Hvert år dokumenteres der langt flere vilkårlige drab på Falun Gong-tilhængere, og mange flere Falun Gong-udøvere forsvinder sporløst, end tilfældet er for de andre af Kinas forfulgte grupper. Hvorfor fordømmer den kinesiske regering netop denne ene gruppe så voldsomt? Hvorfor er det netop den gruppe, som regeringen undertrykker i et omfang, der langt overgår den forfølgelse, andre grupper i de kinesiske samfund udsættes for? Falun Gong har ingen af de karakteristika, der kendetegner en kult. Det er ikke en organisation. Den har ingen medlemmer eller kontorer; ingen embedsmænd eller ledere. Falun Gong har ingen penge og ingen bankkonti. Falun Gong-udøvere bor hjemme sammen med deres familier. De lever ikke sammen med andre medudøvere. De forventes ikke at yde økonomiske bidrag til Falun Gong, og der er i øvrigt, som anført, ingen steder, de ville kunne overføre et sådant hypotetisk bidrag til. Der findes ingen straf for at forlade Falun Gong, eftersom der ikke er noget at forlade. Udøverne kan dyrke Falun Gong, lige så meget, eller lige så lidt, de har lyst til. De kan begynde og holde op, når de vil. De kan dyrke Falun Gong alene eller sammen med andre. Udøvere af Falun Gong kommer fra vidt forskellige kulturer og har forskellige baggrunde, selv om de overvejende er kinesere. De har helt almindelige liv, arbejder inden for alle brancher og beklæder alle mulige stillinger i samfundet, spiser det samme som alle andre og går på de samme skoler og universiteter som alle andre. Li Hongzi, forfatteren til de bøger, hvorfra Falun Gongs udøvere henter inspiration, bliver ikke tilbedt af udøverne. Han modtager heller ikke penge fra dem. Han er en privatperson, der kun sjældent møder Falun Gong-tilhængerne. Han råder dem til, at oplysninger om Falun Gong skal være offentligt tilgængelige, i form af foredrag og bøger. Den kinesiske regerings stempling af Falun Gong som en ondsindet kult er led i undertrykkelsen af Falun Gong; et påskud for undertrykkelsen såvel som ærekrænkelse, tilskyndelse til had, marginalisering og umenneskeliggørelse af Falun Gong. Men denne stempling forklarer ikke, hvorfor undertrykkelsen overhovedet opstod. Mærkatet ’den onde kult’ er et opdigtet redskab til at undertrykke bevægelsen, men ikke undertrykkelsens årsag. Den findes nemlig et andet sted. Ved første øjekast, og når man tager bevægelsens pure uskyldig- og harmløshed i betragtning, er Kinas undertrykkelse af Falun Gong svær at begribe. I bund og grund er Falun Gong et fysisk øvelsesprogram med en åndelig komponent. Dets grundidé er respekt over for sandheden og dens væsen, medfølelse, barmhjertighed og tolerance. Falun Gong har ingen politisk ideologi og intet politisk ståsted. Hvis der i morgen var revolution i Kina, og der i den forbindelse var nogle, der ønskede, at Falun Gong overtog magten, ville det først og fremmest være svært at finde ud af, hvem der konkret skulle have magten, når Falun Gong ikke har nogen leder. Desuden, hvis man endelig skulle udvælge et par Falun Gong-udøvere og udnævne dem til Kinas regering, ville det være svært at forudse, hvilke politiske initiativer de ville tage – bortset fra at gøre en ende på menneskerettighedsovertrædelserne – for Falun Gong har ikke noget politisk program. Derudover er Falun Gong fredelig og ikkevoldelig. Udøverne nøjes ikke med at forkynde ikkevold. De efterlever princippet i praksis. Den undertrykkelse, Falun Gong har været udsat for, kunne ellers retfærdiggøre, at udøverne i selvforsvar satte sig fysisk til modstand. Men selv i selvforsvarsøjemed tyr Falun Gong-udøverne ikke til vold. Oprindelig bakkedeKinas Kommunistiske Parti op om Falun Gong som værende et sundt fysisk øvelsesprogram. Men nærmest fra den ene dag til den anden ændrede partiet holdning og gjorde Falun Gong til samfundsfjende nummer 1. Hvorfor? I dag findes der overalt i verden Falun Gong-udøvere, der aktivt er i opposition til Kinas Kommunistiske Parti. Den New York-baserede avis Epoch Times og NTD-TV (New Tang Dynasty Television, red.) og radioen Sound of Hope Radio er hovedsagelig styret af Falun Gong-udøvere, der alle er notorisk antikommunistiske. Bogen ’The Nine Commentaries’ (’De ni kommentarer’, udgivet af en forfattergruppe fra Epoch, red.), der kritiserer den kinesiske kommunisme og Kinas Kommunistiske Parti, er blevet vidt og bredt og systematisk uddelt af Falun Gong-udøvere. Men intet af alt dette fandtes, da Falun Gong begyndte. Tilsyneladende har Kinas kommunistiske parti ved at undertrykke Falun Gong omskabt en gruppe uskyldige statister til en helstøbt fjende. På den ene side ligner Kinas Kommunistiske Partis undertrykkelse af Falun Gong ren og skær totalitær vanvid, en fjende, der er grebet ud af det blå, den slags paranoia, som Josef Stalins eller Mao Zedongs tilhængere hylder. Den logik gør, at Falun Gong-udøvere ikke skal tage undertrykkelsen personligt. Kommunistpartiet har brug for fjender til at legitimere sin fortsatte magtbesiddelse. Falun Gong var bare så uheldig, at de kunne omdannes netop til et fjendebillede. Hvis ræsonnementet følges til dørs, udgjorde Falun Gong ikke nogen trussel mod det regerende kommunistparti, førend partiet besluttede at undertrykke Falun Gong. Det var undertrykkelsen, der omdannede Falun Gong til kommunistpartiets værste mareridt. Men omdannelsen var bevidst og styret. For et kommunistparti er det langt værre slet ikke at have nogen fjender frem for at have nogle indædte nogle af slagsen. Hvis der ikke er nogen at dæmonisere, står kommunisterne mundlamme tilbage, når de skal retfærdiggøre deres fortsatte greb om magten. Ud fra en totalitær logik giver vanviddet mening. Men der er også en anden vinkel, den særegne kinesiske, der fordrer kendskab til både Kinas historie og kultur. Falun Gong er ikke bare et hvilket som helst øvelsesprogram for helbredet. Som åndedrætsøvelse er det en slags qi gong (’qi’ betyder livskraft, ’gong’ betyder metode, teknik. Tilsammen udgør de en af grundpillerne inden for traditionel kinesisk medicin. Qi gong er en kinesisk helbredsmetode, der styrker og fornyer kroppens livskraft, red.). I Vesten er dens mest kendte form nok tai chi. Men der findes også mange andre kinesiske helbredsøvelser. Falun Gong har ikke sit eget specifikke åndelige grundlag. Spirituelt set knytter Falun Gong direkte til taoismen og buddhismen, antikke kinesiske ånds- og trosretninger. Det verdensomspændende tv-netværk, som det overvejende er Falun Gong-udøvere, der står bag, hedder som allerede nævnt NTD-TV. NTD står for New Tang Dynasty. Det gamle Tangdynasti, der herskede fra år 618 til år 907, var en stor opblomstringstid i Kinas historie; en tid, som kineserne ser tilbage på med stolthed. Falun Gong udspringer af det antikke Kinas traditioner. Falun Gong er deres moderne platform. Udtrykt med Hegels, Marx’ ord udgør Falun Gong Kinas nuværende historiske dialektik. Falun Gong er det Kinas ægte ansigt, græsrøddernes Kina, folkets Kina, eller med Marx’ ord, proletariatets Kina. Det er ikke tilfældigt, at Falun Gong opstod i 1992, da enhver rationel tiltro til kommunismen på verdensplan havde lidt skibbrud med Jerntæppets fald og Sovjetunionens opløsning. Hvad kunne udfylde det ideologiske tomrum, kommunismens verdensomspændende sammenbrug havde efterladt? Ifølge Francis Fukuyama er svaret: vestligt demokrati. Men i Kinas tilfælde er svaret: Falun Gong. Hvis Kina var foruden de lænker, kommunistpartiet har fastspændt landet i, ville man kunne se en hel række forskellige trosretninger og udøvere blomstre i Kina, ligesom det ses i ethvert andet tolerant samfund. Men Falun Gong ville dominere billedet. Inden undertrykkelsen begyndte imod Falun Gong i 1999, havde den flere udøvere end Det Kinesiske Kommunistparti havde medlemmer. I 1999 skønnedes det, at 60 millioner mennesker var medlemmer af partiet, mens Falun Gong, ifølge beregninger fra den kinesiske regering, talte over 70 millioner udøvere. Falun Gong har tilhængere overalt i Kina, i alle samfundslag og inden for den offentlige forvaltning, selv inden for Kinas Kommunistpartis inderkreds. Hvad tænkte Kinastidligere præsident Jiang Zemin, da han startede forfølgelsen af Falun Gong? Det er svært at forestille sig, hvad sådan en koldblodig massemorder har haft i tankerne. Men det, han sagde om Falun Gong, er optaget på bånd. Den trussel, kommunistpartiet mente, at Falun Gong udgjorde i 1999, hvor undertrykkelsen begyndte, var ikke politisk motiveret, men ideologisk. I kommunistpartiets øjne var Falun Gong et tilbageslag, et stort skridt tilbage, tilbage til dér, hvor Kina befandt sig, inden kommunistpartiet tog styringen over landet. Hvis Falun Gong blev udbredt, mente partiet, at Kina ville blive, som om kommunistpartiet aldrig havde eksisteret, lige bortset fra de ar, partiet allerede havde efterladt sig. For kommunisterne var problemet ikke kun, at Falun Gong er et ærkekinesisk væsen. Men også, at kommunismen er et så åbenlyst fremmedelement i Kina. Kommunismen er importeret til Kina fra Vesten. Kommunisterne forestillede sig derfor, at en omsiggribende, vellidt kinesisk ideologi ville hive tæppet væk under dem. Men det nuværende kommunistiske styre ville ikke være styrtet i grus, selv om det havde valgt at acceptere Falun Gong. Men kommunistpartiets ideologiske tilstedeværelse i hjerter og sind hos den kinesiske befolkning ville være forsvundet. Når der så ikke længere var nogen, der troede på kommunismen, selv inden for kommunistpartiets egne rækker, måtte kommunistpartiet inden længe give afkald på magten. Det er tilsyneladende det, der fik kommunistpartiet til at undertrykke Falun Gong, en uhæmmet undertrykkelse, der er langt værre end den, enhver anden gruppe i Kina har været udsat for. Hvad betyder altdette for menneskerettighederne i Kina? For at fremme menneskerettighederne i Kina, er det, som i ethvert andet land, nødvendigt at gå strategisk til værks. Set i lyset af denne Kroniks analyse bør det første skridt være: Slut op om Falun Gong. Den bedste strategi er den mest direkte. Overtrædelser af menneskerettighederne skal angribes frontalt og centralt snarere end perifert. Menneskerettighedsovertrædelser antager mange forskellige former og har mange forskellige ofre. Men helt centralt står undertrykkelsen af Falun Gong. Selv om Kinas kommunister er irriterede på demokratiaktivister, etniske minoriteter, menneskerettighedsforkæmpere, verdensreligionerne, journalister og internetbloggere, er det kun Falun Gong, som de føler udgør en reel trussel. Det er udelukkende Falun Gong, der tilbyder et troværdigt alternativ med kinesiske rødder til kommunistpartiets ideologiske forrang i Kina. Set i lyset af hvor meget regimet uforholdsmæssigt går til angreb på Falun Gong, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt deres lidelser tiltrækker sig Vestens opmærksomhed hos regeringer, i mellemstatslige fora og ngo’er, der beskæftiger sig med menneskerettigheder. Den vestlige bekymring, der udvises i forhold til forfølgelsen af Falun Gong, stemmer ikke overens med situationens alvor. Det svarer til tilstanden i 1930’erne og 1940’erne, hvor man hævdede at være modstandere af nazismen uden at tage afstand fra antisemitismen. Hvis man kritiserer overtrædelserne af menneskerettighederne i Kina og samtidig tier stille om Falun Gong-ofrene, ser man igennem fingre med selve kernen i menneskerettighedsbruddene i Kina. Det nytter at støtte op om Falun Gong. For hvem andre end Falun Gong har aviser og fjernsyn til i stort antal, dag efter dag, år efter år, by efter by, land efter land, at kæmpe for menneskerettighederne i Kina? Når det kommer til stykket, er kampen på verdensplan for menneskerettighedernes udbredelse i Kina Falun Gongs fortjeneste. Hvis Vesten holder sig på afstand af Falun Gong, afskærer den sig fra dens bedste og stærkeste allierede i kampen for at styrke menneskerettighederne i Kina. Men det er mere end det. Ved at bakke op om Falun Gong, vil man også antage en kinesisk vinkel på fremmelsen af menneskerettigheder. Selv om Falun Gong er uden leder, fortjener bevægelsens stemme, følsomhed og bekymring for menneskerettighederne opbakning. Ved at lade Falun Gongs bekymringer over menneskerettighederne tegne menneskerettighedskampen i Kina vil denne få sin egen kinesiske stemme og et kinesisk lederskab. Og det er sådan, det bør være. Oversættelse: Helle Albeck og Frederikke Ingemann Hansen