»Han har lige forsøgt at kvæle mig!«. Selv om stemmen er grådkvalt, er budskabet klart nok. Alligevel får jeg kun fremstammet et spørgsmål: »Hvad har han?«. »Ja, det er Mikkel. Han har lige forsøgt at kvæle mig!«. Så vidt var det ikke kommet før. Mikkel – Evas 27-årige skizofrene søn – har ofte optrådt både aggressivt og truende. Han har smadret ting i vores hjem, når han har været på besøg. Han har truet med at slå sin mors tænder ud, hvis hun ikke holdt op med at sige, at han er syg.
Og han har skældt os ud over alverdens ulykker lige fra nedlæggelsen af Christiania til udviklingen i Kinas militær. Han har også været voldelig over for andre, så voldelig, at han for nogle år siden fik en behandlingsdom på fem år – i øvrigt den hidtil eneste periode, siden diagnosen blev stillet for syv år siden, hvor Eva og Mikkels far (som heldigvis har et forbilledligt samarbejde) ikke er gået i konstant angst for, hvad den næste telefonopringning mon indeholder. Men selv om det det meste af tiden har været rigtig skidt, siden Mikkel – efter behandlingsdommens udløb - kom til at bo for sig selv, har han aldrig lagt hånd på sin mor før. Nu er den grænse også overskredet. »Hvad skete der?«. »Ja, da jeg kom for at besøge ham, var det tydeligt, at han var helt oppe i det røde felt. Han vandrede frem og tilbage i stuen som en løve i bur ude af stand til at få ro på sig selv og himlende op om alle mulige ting.
