Kulturminister Carina Christensen (K) udmeldte før jul nogle ønsker om de danske museers fremtid. Ønskerne var, sammen med nogle ønsker om strukturændringer og kvalitetsforbedringer, først og fremmest: et større fokus på at fange også dem, der i dag ikke eller sjældent bruger museer, så vi i højere grad kan sikre, at (vores) tilbud kommer ud til alle brugere. En større inddragelse af brugerne som aktive deltagere, hvor vi skal blive bedre til ’at få borgerne i tale’ og gøre det lettere for borgerne at møde os i forsamlingshuse og svømmehaller, i gader og landskab. Og endelig et større fokus på kulturarven uden for museerne, byer og bygninger. Nogle af ønskerne kan måske nok undre, for allerede i 1970’erne kom museernes medarbejdere ’ud af husene’ – og siden kan antallet af by- og landskabsvandringer, foredrag i forsamlingshuse og foreninger, indlæg i lokalradioer og nyheder på internetportaler, samarbejder med biblioteker, arkiver, turisme og erhvervsliv tælles i millioner af eksempler. Men til trods for at vi for længst er ude af ’elfenbenstårnene’, er der alligevel noget godt og rigtigt i meldingen. For den tvinger os til at stoppe op et øjeblik og besinde os på, hvad museer egentlig er og bør være – på et back to basics. Men skal vi følge parolen, ud til folket, skal vi også være klar over, at det har nogle konsekvenser. Konsekvenser, som måske betyder, at vi på museerne skal bryde med nogle af de andre forventninger og krav, som mere eller mindre udtalt bliver pålagt os – ofte af ministerens eget ministerium. Skal vi f.eks. satse mere på at møde den brede befolkning, kan det være, at vi skal holde os lidt fra det omrejsende cirkus af møder og konferencer om samarbejde mellem museerne og turismen, erhvervslivet og andre kulturinstitutioner – hvor vi møder vores sponsorer, samarbejdspartnere og politikere, men aldrig ’fru Jensen’.
Skal vi fange også de mere museumsfremmede i befolkningen, kan vi selvfølgelig lave mange populære krumspring for at få flere ind på museerne. Men først og fremmest skal vi ud og møde dem, hvor de er, og formidle budskaberne derude i ’det store udendørs museum’. Men så skal vi også i højere grad blæse på besøgstallet og i stedet fokusere på brugertallet: Hvor mange har vi mødt til foredrag og byvandringer, hvor mange har læst vores bøger, avisstykker og internetinformationer? Det kræver så måske igen, at vi holder fast i den folkelige formidling af vores viden og forskning i stedet for at lytte til f.eks. Forskningsministeriets krav om, at forskning helst skal formidles på engelsk i internationale tidsskrifter. Og det kræver måske, at vi springer over nogle af Kulturministeriets evalueringer, statistikker og møder, fordi »museumsinspektøren er derude i det virkelige liv«. I medierne har der i omtalen af kulturministerens ønsker været for meget fokus på ren formidling: Kunne man ikke vise udstillinger i indkøbscentre eller markedsføre sig på nye måder. Men det er et skævt fokus – for ministeren ved lige så godt som vi andre, at museernes opgave er at forske i kulturarven, indsamle genstande og viden, registrere og bevare – både egne samlinger og kulturarven ude i by og på land – samt formidle. Den forsømte historie I disse år er der meget fokus på formidlingen, bl.a. fordi medierne med internettet ændrer sig så hurtigt. Men vi skal ikke glemme, at det, vi fortæller og viser, er historier, som vi graver frem, finder og bearbejder. Det er hele det forsknings- og indsamlingsarbejde, der sikrer stadig nye fortællinger. Det er fint nok, at Kulturarvsstyrelsen i 2009 bad os alle om at levere ’1001 fortællinger’. Men i 2010 er tiden kommet til at opdage de næste 1001; de kommer ikke af sig selv. Én ting er i hvert fald sikker: Hvis vi leverer den samme gamle fortælling, siver publikum bort, uanset hvor moderne og sofistikeret vi fortæller. På Sønderborg Slot havde vi for ca. 20 år siden et projekt, som på næsten forbilledlig vis viste sammenhængen mellem forskning og formidling: ’Teglværksprojektet’. Egnen omkring Egernsund med de store gamle teglværker var fra gammel tid præget af en arbejderbefolkning, hvis historie stod helt i skyggen af den dominerende sønderjyske fortælling om den nationale kamp og om de stolte traditioner for bondekultur, søfart, sølvsmede osv. Der var ingen industrihistorie på museerne – og arbejderne kom der naturligvis heller ikke. Imidlertid blev der i 1979 taget initiativ til et egnsspil, der skulle handle om arbejdernes egen historie, ’Til arbejdet, liv eller død’.
