20. januar indsættes Barack Obama som USA’s præsident. Sandsynligheden for det er i nærheden af 51-49, og sejrsmarginen bliver også i det nabolag. Imod taler tre ting: vælgernes racisme (første gang, amerikanerne valgte en sort guvernør, var i 1990); at Obama er en usædvanlig uerfaren kandidat – samt at Det Demokratiske Parti ikke kan være sikker på (som det forsøger) at sejre på Bushs upopularitet alene. Og alligevel er triumfen sandsynlig: simpelthen fordi de amerikanske vælgere i så uhørt grad kræver forandring. Bush skar sin iltslange til offentligheden over, da han i moralsk og politisk søvngængeri lod New Orleans opsluge af orkanen Katrina i 2005. Demaskeringen var total, fordi han havde satset alle præsidentembedets ressourcer på løftet om, at landet ikke igen uden skyld og varsel skulle kunne blive omdannet til en katastrofezone. Herefter kunne ingen tage Bush i forsvar – og de republikanere, der ikke allerede var på vej ud af politik, har tilbragt de sidste par år i småfrossen desillusion: Partiet er tæret, ideologisk som organisatorisk. Hvis McCain alligevel vinder, er det netop hans sejr: opnået ikke på grund af, men på trods af sit parti, som han herefter vil kunne præge for årtier frem. Undersøgelser VISER altid, at amerikanerne elsker to af de præsidenter, de har haft de sidste 50 år: Kennedy og Reagan. For deres respektive tilhængere er Obama og McCain arvtagere til de to troner. Det er håbet mod viljen; forandringen mod udholdenheden. Deres respektive opgave er da også at erobre den anden mands nøglekvalitet: Med en ekstremt skuffet vælgerbefolkning skal McCain demonstrere, at også han kan forandringen – og som en uprøvet kandidat skal Obama mønstre udholdenheden. Spørgsmålet kunne lyde: Ønsker du en bølge (Obama) eller en klippe (McCain)? Afgjort en klippe, hvis hovedsagen stadig var krigen mod terror. Den afgjorde to valg til republikanernes fordel – i 2002 og 2004 – uden at der blev blandet spænding ind i udfaldet. Den gav demokraterne en sejr i 2006. Men til november bliver hovedemnet økonomien – og faktisk har terrorkrigen lige siden efteråret været besynderligt fraværende i debatten: I USA HAR terrorkrigens politiske betydning været komplet synkron med antallet af døde amerikanere. Krigen blev indledt på grund af – og kunne aldrig have været indledt uden – 11. september. Den blev kontroversiel i takt med det amerikanske tabstal i Irak. Og den forsvandt fra den politiske dagsorden i løbet af 2007 – i fuldstændig samme tempo, som tabstallene raslede ned i kølvandet på den surge eller optrapning, som Bush og McCain var de eneste, der talte for (og måske kun delvist troede på). I USA nævnes Afghanistan så godt som aldrig – men der har amerikanerne også kun 25.000 tropper, og dvs. færre end i Japan eller Sydkorea. Irak er et rituelt markeringspunkt. McCain siger nu direkte, at krigen er i færd med at blive vundet – en udlægning, som selv Bush ikke har brugt i årevis. For Obamas vælgere har Irak til gengæld været tabt fra starten. De fremskridt, der er sket i landet over halvandet år, har han (samt demokraterne og i øvrigt hele Europa) endnu til gode at anerkende. Retorisk befinder kandidaterne sig således i hver sin tidszone. Virkeligheden i Irak er midt imellem. Og reelt vil de begge søge de samme tre punkter, i øvrigt både i Irak og Afghanistan: 1) Opstille kontante og målbare krav til de to landes regeringer om at tage ansvar for sikkerheden. 2) På baggrund heraf vil man dels true med, dels lægge planer for en trinvis tilbagetrækning af amerikanske tropper. 3) Holde et handlerum åbent til at fortsætte den centrale (læs: egeninteresserede) del af terrorkrigen (dvs.: nedkæmpe terrorister, der kan anses for at være en terrortrussel mod vestlige mål). Oversat fra politikersprog, punkt for punkt: 1) Man vil neddrosle forventningerne til, hvor blomstrende disse demokratier skal være. Tælle antallet af funktionsdygtige politifolk og soldater – ikke væve drømmescenarier for den politiske udvikling. 2) Alt, hvad man siger, handler om at blive i Afghanistan og Irak. Alt, hvad man gør, handler om at komme hjem. 3) Men man vil ikke overlade det til regeringerne i Kabul og Bagdad at nedkæmpe nuværende og kommende terrorister. Hvordan skal vi holde øje med denne udvikling? Ved at iagttage, hvilke kompromiser de to landes regeringer er villige til at indgå med deres respektive oprørsbevægelser – og dermed hvilke kompromiser Vesten ved den fortsatte understøttelse af disse regeringer reelt indgår med selvsamme oprørsbevægelser. Hvad Vesten vil være villig til at acceptere er: At store dele af Afghanistan er under de facto-styre af sheiker eller krigsherrer, der er tæt associeret med Taleban, selv eks-Taleban eller i mange henseender (f.eks. kvinderettigheder) svære at skelne fra Taleban. Og at Irak er under en shiadomineret forbundsregering med Muqtada al-Sadr som en central national figur (som i dag). Hvad Vesten ikke vil være villig til at acceptere er, at talebanelementer i Afghanistan, der huser terrorister, åbenlyst truer Vesten med terror. Og at en irakisk regering ikke med tilstrækkelig overbevisning forhindrer al-Qaeda i at sætte træningslejre op i landet. Dét tror jeg er det eneste kardinalpunkt i Irak. Vil man lade Bagdad score panarabiske point ved at true Israel, presse kurderne eller fedte med olien? Vist så. For vi er vidner til basisudgaven af terrorkrigen: USA’s afvikling af Guantánamo er kun ét symbol på det. Man kan ikke (længere) behandle alle, man kan arrestere, som om de er skyldige, indtil det modsatte er bevist. I en artikel på denne plads forudså jeg i august 2007, at svaret bliver en cowboykrig: dvs. ikke nationbuilding udført af tålmodige embedsmænd i mødelokalerne, men lynlikvidering udført af marinesoldater og dræbersatellitter i bjergene, først og fremmest langs den afghansk-pakistanske grænse. Tabstallene (USA’s) vil være stærkt begrænsede, og den offentlige opmærksomhed vil være minimal. Man kan og vil så diskutere, om cowboykrigen føres af PR-hensyn eller ud fra det realpolitiske grundvilkår, der består i, at al amerikansk politik i årtier frem vil basere sig på mottoet: ’Aldrig mere en 11. september’. Men kan man dokumentere, at denne type terrorkrig forhindrer nye angreb? Kun med anekdoter: Det svarer til at udstille enkelte kriminelles domfældelser som tegn på øget retssikkerhed. Og det vil have samme effekt: Dem, der er bekymrede over problemet, vil se hver udført opgave som tegn på, hvor stort problemet er – ikke på, hvor meget af det der er blevet løst. Dem, der ikke er bekymrede, vil tværtimod modtage indberetningerne som beviser på USA’s fortsatte provokation – af Mellemøsten, muslimerne og af det internationale retssamfund. For mange almindelige vælgere vil denne terrorkrig 2.0 blive en naturlig del af statens aktiviteter, på linje med f.eks. indsatsen mod narkotika og illegal indvandring. Den gamle terrorkrig er for længst tilendebragt. Det var neokonservatismens/Bushdoktrinens store eksperiment: Irak som en kile for udbredelsen af demokrati og frihed i Mellemøsten, trinvist gennem diktaturernes fald. Men den demokratiske dominoteori må vi nu udskifte med en demokratisk ludoteori: Selv de steder, der gør fremskridt, risikerer hele tiden at blive slået hjem. Hvordan ellers udlægge Hizbollahs succes i Libanon og Hamas’ i Gaza? Bush forlod selv sit eget ortodoksi et eller andet sted omkring 2004. Kursændringen bestod i alt det, USA undlod, efterhånden som Irak krængede over i det røde felt. Man gik aldrig ud og slog al-Sadr ihjel. Man valgte aldrig at eskalere presset på regimerne i Saudi-Arabien og Pakistan. Man indledte endog forhandlinger med to af de mest notoriske slyngelstater – Libyen og Nordkorea. Man udsatte – eller skrinlagde? – planerne for et angreb på Irans atomprogram. Iran! Selv hvis John McCain lever op til det billede af en arrig høg, som demokraterne tegner af ham, og bomber Irans atomanlæg, er det ikke en fortsættelse af Bushdoktrinen. Aggressivt, udiplomatisk, kortsigtet – men garanteret i form af en lille angrebskrig, ikke en invasion, ikke en demokratisering. Det vil være praktisk tættere på Clintons Irakbombardement i 1998 end på Bushs Irakinvasion i 2003. Grunden til, at en demokrat ikke ville trykke på Iran-knappen, er også årsagen til, at McCain nok kan modstå muligheden: at ingen tror på, det vil virke. Kunne et angreb med vished sætte Iran mere end et par år tilbage, ville fristelsen også for en demokrat være næsten uimodståelig. Europæerne ville stadig protestere, men med mindre overbevisning end nu, hvor et angreb vil have kæmpeomkostninger og ikke rigtig indbefatter nogen sikker gevinst. Så terrorkrigens første udgave – Demokrati gennem krig! – sluttede i 2004-5. Den fase, USA gerne ville have substitueret den med – Vi bomber jer først! – er suspenderet i det nye nukleare minelandskab, som i øvrigt er verdensomspændende og ved at ændre spillereglerne i det internationale system, hvor atomspredning og atomdiplomati snart bliver populære discipliner igen. Hvis ikke man havde investeret så meget i Kabul og Bagdad, ville man nøjes med cowboykrigen – om natten, i skyggen, så langt fra Sikkerhedsrådet, CNN og Bruxelles, som det kan lade sig gøre. Her er så paradokserne for Europa, som i disse måneder har en særlig akut karakter for Danmark: Vi er alene tilbage i terrorkrig I. Danmarks udenrigsminister sammenligner terrorister med dræbersnegle, seks dage senere siger præsident Bush over for The Times »undskyld« for sin aggressive retorik, fordi han frygter, at USA er blevet misforstået. Med ét lyder den frie verdens leder som Margrethe Vestager! Hvis Danmarks aktivistiske udenrigspolitik stadig er baseret på Bushdoktrinen (er den dét, VK?), er vi de sidste medlemmer i dén bogklub. Vi er slet ikke med i terrorkrig II. Det bliver – selv om Dansk Folkeparti indimellem lyder sådan – ikke danske soldater, der skal ud i Tora Bora-bjergene og opdage, at man ikke kan læse Haagkonventionen i lyset fra et laserstyret missil. Det klarer amerikanerne selv. Hvorfor risikere at ødelægge stemningen mellem hovedretten og desserten på Nato-møderne, nu hvor alle lige er blevet venner igen? Det bliver ikke i skæret fra pashtunernes lejrbål, at EU’s forsvars- og udenrigspolitik skal stå sin prøve. Det skal den til gengæld måske i terrorkrig III: Europa står for tur. Danmarks nyvedtagne Afghanistanstrategi er et eksempel på Europas/det demokratiske partis forsøg på på én gang at eskalere og aflyse Civilisationernes Sammenstød: blødt fokus på civil genopbygning koblet med hårde trusler; lun pragmatisme iblandet iskold værdikamp. Mens soldaterne lærer at vende guerillaernes tricks i bjergpassene mod sig selv, skal demokratiet bygges op fra hovedstædernes ambassadekvarterer. TERRORKRIGEN HAR to indbyggede kæmpeparadokser, vi først opdager nu. For det første: Vi ønsker at ’stramme’ både vores egen slagplan (hvad vi forventer at opnå) og omfanget af involvering (antallet af soldater). Men jo mere vi strammer planen – og reducerer den til at ’dræbe terroristerne, før de kan dræbe os’ – jo mere blotlægger vi hermed vores ægte motivation over for de regeringer, vi støtter: Vi meddeler dem, at vi ikke kæmper for deres langsigtede lykke og livskvalitet, men for vores egen sikkerhed. Så kan vi ikke samtidig true dem med, at vi smutter, hvis de svigter os: for vi har netop indrømmet, at vores egen sikkerhed tvinger os til at blive. Dermed har vi givet dem rum til at gradbøje demokrati og frihedsrettigheder. Som p.t. i sagen med den afghanske journaliststuderende, der trods presset fra bl.a. Danmark, afventer dødsdom for blasfemi. For det andet: Måske kan det – ved en meget lang og dyr indsats – lykkes at styrke disse landes regimer i en grad, så indbyggerne overvældende vender sig mod f.eks. Taleban. Det er netop Nato’s rationale i Afghanistan, hvor vægten skubbes i retning af civil opbygning/det lange perspektiv. Men hvad hvis terroristerne rykker længere op i bjergene? Den fare understreges af de seneste afsløringer af den støtte, terrornetværk modtager fra kredse i Pakistan. Selv hvis man kan sikre moderate regeringer – i Kabul, Bagdad og for den sags skyld Islamabad – der har kontrol over 98 procent af deres territorier, er der tilsyneladende stadig brug for cowboykrigen. Og så bliver spørgsmålet naturligvis: Hvorfor ikke nøjes med den? Fordi både USA og Europa rent faktisk har lovet at efterlade disse stater i en forsvarlig tilstand. Hertil kommer, at terrorkrigen for europæerne er afgørende anderledes, end den er for amerikanerne. Det chokerende faktum er – tydeligt nu, hvor selv Bush går bodsgang – at den rent faktisk har en mere ideologisk karakter for os. Forskellen er: muslimerne. For USA handler 11. september/terrorkrigen ikke om islam, men om terror. Det var ikke tilfældigt, at Bush få dage efter angrebet smed skoene og besøgte en moske. For USA’s muslimske mindretal er lille og velintegreret, og Mellemøsten er et pænt stykke væk. Hermed ikke sagt, at USA vil opgive hverken Israel eller olien, men dét er interesser, man i 50 år har kunnet varetage uden at skulle vælte kongehuse eller åbne parlamenter. Heller ikke, at amerikanerne har udpræget tolerance over for islam: Skulle USA blive ramt af ny terror, vil den amerikanske offentlighed på 20 minutter kunne skrue et solidt lille fjendebillede sammen, der snildt kan motivere en rask straffeaktion fra luften, hvis man ellers kan finde noget at sigte efter. Men hvis anledningen udebliver, er det så sandsynligt, at USA – så mat, fladt og groggy, både politisk, militært, økonomisk og diplomatisk – vil opretholde en indsats i Irak og Afghanistan, der rækker ud over landets egne snævert definerede sikkerhedsinteresser? Hvis Irak blev stabiliseret i en grad, hvor der blev tropper tilovers, ville USA så være parat til at sætte sit halvvejs opløste militær ind i Afghanistan, hvor krigen p.t. føres af halvdelen af de tropper, der anses for at være nødvendige? Fra Europa ser verden anderledes ud. Europæerne er naboer til islam, både i deres egne storbyer og i tilfældet Tyrkiet, som, hvis landet skulle blive B- eller måske bare E-medlem af EU, vil udstyre unionen med en lang landegrænse til Irak. I europæisk politik – og i dansk – er truslen ikke terrorister (der i øvrigt er fundamentalister), men fundamentalister (der i øvrigt er terrorister). Dét er Europas ramme for terrorkrig III – og den er fundamentalt anderledes end USA’s for terrorkrig I. Forskellen kan maskeres, så længe krigen diskuteres i tilstrækkeligt brede termer (for frihed, mod terror) og i tilstrækkeligt dobbelte strategier (civil og militær, hård og blød). Og særligt så længe krigen er under nedtrapning – dvs. så længe man på begge sider af Atlanten fornemmer ny enighed om en mere forsonlig, fælles – og frem for alt mindre tabsgivende – kurs. Det vil være tilfældet, hvad enten det bliver Obama eller McCain. Men der er en reel geopolitisk og ideologisk forskel, som er helt ny og det nøjagtigt omvendte af situationen under den kolde krig: at der rent faktisk kan være mere frygt for den fælles fjende i Europa end i USA. Amerikanerne og europæerne kæmper side om side i terrorkrigen, men i hver deres udgave af den. Europæiske politikere skal nu formulere de krav til f.eks. Karzai, der gør det muligt for de europæiske vælgere at støtte en trediveårskrig i Afghanistan ud fra billedet af et ’demokrati under opbygning’ i stedet for en ’hovedstad under belejring’. Og så er Bushdoktrinen vores