Dagens kronikør har mange års erfaring med behandling af narkomaner. Hun betragter tankerne om statsheroin som en accept af menneskers åndelige død. Man fratager et menneske dets valgmuligheder. Da Ina var 12 år, hentede politiet hendes mor. Ingen vidste rigtig, hvem faderen var, og hun blev overgivet til de sociale myndigheder. Moderen, som var narkoman, blev senere idømt otte års fængsel for medvirken til uagtsomt manddrab på en 'kunde'. Ina var allerede så skadet af sin opvækst, at hun ikke kunne fungere i en almindelig plejefamilie, og blev derfor anbragt på en institution for unge med 'adfærdsproblemer'. Ingen forstod hvorfor, men hun blev ved at søge tilbage til det gamle kvarter på Vesterbro, hvor jeg nogle år senere fandt hende forvandlet fra en lille bange pige til et forjaget og kokainafhængigt gadebarn i selskab med junkierne uden for Mariakirken i Istedgade. Fra hun var 17 år, har hun været i fængsel 11 gange for narkorelateret kriminalitet. Hun har aldrig prøvet at have et arbejde eller sin egen lejlighed, hendes kærester har enten været narkomaner som hun selv eller voldelige, så hun har måttet flygte til et nyt sted. Nu er hun 34, men ser mindst 20 år ældre ud. Hun mangler de fleste af tænderne, og ned over den ene kind løber et sjusket syet ar, efter at hun engang blev overfaldet af en pusher, hun ikke kunne betale. Hun er nu på fast metadonvedligeholdelse, men har alligevel et omfattende sidemisbrug og er diagnosticeret som kronisk stofmisbruger. Ikke alene er hun opgivet af samfundet, hun har også opgivet sig selv, er uden håb for fremtiden og har mistet troen på en bedre tilværelse. Nu vil hun egentlig bare helst være i fred og tror, at hvis hun kunne komme med i et forsøg med statsheroin, så vil hun endelig få det godt. Det ser ud, som om narkotikadebatten endelig har fået en tiltrængt renæssance efter mange års rungende tavshed. Narkopolitikken har det svært, ikke alene er der en stor magtesløshed i det etablerede behandlingssystem - trods en bekostelig indsats kommer man ikke rigtig nogen vegne - men der er i høj grad også en berøringsangst og generel ulyst til at diskutere problematikken. Narkotikamisbrug kan være ganske skræmmende at forholde sig til, og misbrugerne selv udvikler undertiden en så afvigende adfærd og komplet mangel på realitetssans, at det kan være fuldstændig umuligt at trænge igennem og appellere til mennesket indeni. Denne magtesløshed og manglende vilje til at gå i dybden med problemstillingerne har nu udløst et forslag om at tilbyde visse narkomaner lægeordineret heroin, såkaldt statsheroin. Hermed er problemet imidlertid ikke løst. Ved at tilbyde narkomaner statsheroin risikerer man at gribe ind i noget sjæleligt og som sådan eksistentielt, idet man fratager den enkelte evnen og dermed chancen for at træffe nye valg for sig selv og sin tilværelse. Argumenterne for et forsøg med statsheroin forekommer ofte logiske og er uden tvivl fremsat ud fra de bedste intentioner om et bedre liv for f.eks. de gadeprostituerede, men især to argumenter trækkes frem igen og igen. Det er dels ideen om, at kriminaliteten vil falde markant, da det ikke er nødvendigt at skaffe de mange penge til heroinen, dels tanken om, at gratis og legal udlevering af heroin skulle løfte misbrugerne op til en oplevelse af 'værdighed' og 'et mere normalt liv'. Begge argumenter er lige forkerte og udtryk for, at man stadig ikke har den fjerneste idé om, hvad det er, som styrer den afhængige. Narkomani er at betragte som en psykisk og mental størrelse på linje med f.eks. alkoholisme, ludomani (spillelidenskab) og tvangsspisning. Den fysiske afhængighed, som uvægerligt udvikles i forbindelse med gentagen brug af narkotiske midler, går ganske rigtigt hen og bliver styrende kraft i forhold til den afhængige, men er ikke den primære årsag til, at personen ikke kan holde op. De fleste narkomaner kan godt blive stoffri, problemet er, at de næsten altid begynder igen og for hver gang har færre og færre ressourcer i behold. Det er netop her, der skal sættes ind og fokus rettes mod at fastholde personen længe nok i et behandlingsforløb til, at han/hun kan få bearbejdet de ofte meget følelsesbetonede problematikker, som i første instans udløste misbruget. I modsætning til hvad mange tror, er det ikke en ydre, men en indre virkelighed, som narkomanen, alkoholikeren, ludomanen og tvangsspiseren har som grundkonflikt, og som de desperat forsøger at fortrænge og holde i ave gennem fortsat brug af det foretrukne middel. For den stofafhængige er der imidlertid store konsekvenser forbundet med disse manøvrer. Da det ifølge loven er forbudt at være i besiddelse af narkotika, og da narkomaner i sagens natur næsten altid har stoffer på sig, er disse således kriminelle per definition. Kriminaliteten kunne såmænd allerede nedbringes væsentligt, hvis ikke det var for politiets 'narkotikabekæmpende' aktioner på f.eks. Vesterbro, hvor indsatsen hovedsageligt er rettet mod at 'stresse' narkomanerne væk fra gadebilledet gennem evindelig jagt på og konfiskation af latterligt små mængder stof, uden hensyn til den panik og frustration disse indgreb skaber. Fængslerne er fyldt af ellers fredelige mennesker, som alene sidder der, fordi de er stofmisbrugere. Når de kommer ud, er tilstanden yderligere forværret. Et eventuelt job er naturligvis mistet, følelseslivet har det værre end nogensinde, og den sociale udstødelse truer lige rundt om hjørnet. Situationen kan forekomme fuldstændig håbløs og perspektivet så udsigtsløst, at mange vælger at holde op med at kæmpe og overlader ansvaret til staten. Sagsbehandleren sørger for at udbetale bistandshjælp, skadestuen afhjælper de akutte skader, lægen udskriver den daglige metadon, som gan- ske vist holder abstinenserne fra døren, men slet ikke formår at bibringe narkomanen den ønskede tilstand, som er slet ikke at kunne mærke noget, og så går igen den evige jagt på mere heroin med politiet lige i hælene. Det er let at falde for fristelsen til bare at give de mest forhutlede narkomaner den narkotika, de hidtil har ødelagt sig selv for at skaffe, men det eneste rigtige mål vi bør stræbe mod, er en fortsat og intensiveret behandling med henblik på fuldstændig stoffrihed. Tanken om statsheroin er udtryk for en desillusion og afmagt, som af og til kan forekomme forståelig, men tanken er også udtryk for, at man er villig til at prisgive en gruppe af medmennesker, at nogle eksistenser ikke er værd at satse på som mennesker og derfor udelukkende holdes i live af økonomiske og humanitære årsager. Ina ved det ikke selv, men hun har faktisk et valg. Hun kan vælge at overtage ansvaret for sit eget liv og lade sig nedtrappe. Hun kan vælge at arbejde med sig selv og få bearbejdet sine barndomstraumer. Hun kan vælge at få lavet sine tænder og sit ansigt. Hun kan vælge selv at tage ansvaret for sine følelser og sit valg af kærester. Hun kan vælge at ville vælge, men hun ved det ikke. Hun gør, som hun altid har set andre gøre, når livet gør ondt; hun ta'r et fix. Gennem nogle år i 1990'erne arbejdede jeg som behandler ved den meget omstridte og kontroversielle behandlings-institution Egeborg på Lolland. Behandlingsmodellen var inspireret af den amerikanske 'Minnesotakur', med hvilken man har gode erfaringer og resultater i behandlingen af flere forskellige slags afhængighedstilstande. Én gang om ugen kørte vi en minibus ind i Istedgade og samlede alle de narkomaner op, som gerne ville med i behandling, og nogle gange også dem, som ikke umiddelbart ville. Ideologien var, at hvis man kunne fastholde misbrugeren længe nok i behandlingen til, at han/hun var afgiftet og nogenlunde klarttænkende, så ville motivationen for stoffrihed komme af sig selv. Misbrugerne skulle først og fremmest forstå sig selv som syge mennesker, der ikke bærer skylden for, men derimod ansvaret for deres 'sygdom', og blev følgelig kaldt 'patienter'. Endvidere var de frataget eget tøj i hele afgiftningsperioden og gik rundt i hvide morgenkåber, hvilket også havde til hensigt at afværge de 'flugtforsøg', man måtte forvente. Efter endt afgiftning overgik patienterne til den egentlige behandlingsdel, som bestod af gruppeterapi, foredrag og hårdt fysisk arbejde. Endelig blev de introduceret til '12-trins programmet' og 'NA-fællesskabet' (Narcotics Anonymous), som er et verdensomspændende netværk af selvshjælpsgrupper, hvor 'clean' narkomaner mødes og hjælper hinanden med at holde sig stoffri. Problemet var, at det ikke så let lader sig gøre at overføre et amerikansk behandlingsprogram direkte til danske forhold, hvilket vi snart erfarede. I visse stater i USA er loven indrettet således, at tredje gang en person dømmes for den samme slags kriminalitet, gives der fængsel for livstid. Denne vished medfører uvægerligt en vis motivation for 'recovery' i de amerikanske narkomaners 'tågede' bevidsthed. Endvidere eksisterer det sociale sikkerhedsnet, vi kender til i Danmark, slet ikke i USA. Vore narkomaners elendighed er vand ved siden af de tilstande, som hersker 'over there'. Alt i alt var vore patienter langtfra så motiverede for behandling og stoffrihed, som man kunne have ønsket, og det var noget af en udfordring at fastholde dem i behandlingen, som forløb over mindst et år. De første 1-6 måneder efter endt afgiftning er yderst kritiske, det er her, at følelserne vågner op og begynder at trænge sig på, og kun de færreste har på så kort tid tilegnet sig redskaber nok til at kunne håndtere det morads af følelser og frustration, som opstår. På Egeborg blev alle patienter derfor tilknyttet en 'omsorgsperson', typisk en anden patient med længere tid i behandlingen bag sig, for at hjælpe vedkommende gennem den kritiske periode. Omsorgspersonen fulgte patienten døgnet rundt og sørgede for at holde dennes tanker beskæftigede med behandlingen; og om natten skubbede 'omsorgen' så sin seng hen foran døren for dels at være til rådighed, såfremt der måtte opstå 'krise' i løbet af natten, dels forhindre, at patienten stak af. Bl.a. denne omstændighed faldt nogle myndigheder for brystet, og man diskuterede 'tvang' og 'umenneskelige metoder' i medierne med en heftighed, som lod intet tilbage. Alt imens debatten rasede, og amter og kommuner truede med betalingsstandsning, fortsatte tilstrømningen af ulykkelige narkomaner, ofte bragt til døren af både magtesløse politifolk og desperate pårørende. Men Egeborg overlevede ikke kritikken. En tredjedel af patienterne fra dengang er siden døde af overdosis og af andre narkorelaterede årsager. En anden tredjedel er fortsat i misbrug, og formodentlig den gruppe, man forestiller sig, skal have glæde af statsheroin. Den sidste tredjedel gennemgik hele behandlingen og har i dag både 8, 10 og 12 års stoffrihed bag sig. Men ingen kunne på forhånd have afgjort, hvem der ville klare den eller ej. Kongstanken var, at alle skulle have chancen for at blive clean, uagtet sagsbehandlerens indstilling, og alle blev taget ind, med eller uden betaling. Spørger man sidstnævnte gruppe, hvad de siger til tanken om statsheroin, svarer de stort set alle det samme: »Hvis jeg var blevet tilbudt heroin på recept dengang, var jeg aldrig kommet ud af misbruget«. Det er denne gruppe af eks'ere, som gennem opbygningen af NA-netværket i Danmark siden har hjulpet og støttet hinanden i det fælles mål at blive til hele og stærke mennesker, der tager ansvar for sig selv og andre, og enkelte har skabt sig endog ret så betydelige karrierer. Flere af disse pionerer driver i dag egne behandlingsinstitutioner spredt ud over hele landet, hvor man udøver et sobert og yderst professionelt behandlingsarbejde med henblik på fuldstændig stoffrihed. Det er fortsat Minnesotamodellen, man arbejder ud fra, dog i et lidt blødere tilsnit, end man brugte det på Egeborg. Patienterne, som nu er omdøbt til 'klienter', kan få lov at gå, når de vil, i tryg forvisning om at hjemme sidder en sød og velmenende sagsbehandler klar med bistandshjælp og skulderklap, som godt kan forstå, 'at det var for hårdt at være der'. Min pointe er, at heroinmisbrug er en så destruktiv og ødelæggende kraft, der langsomt, men sikkert infiltrerer sit offers tankevirksomhed på en sådan måde, at narkomaner efter mange år i misbrug udelukkende producerer tanker, der retfærdiggør en fortsat brug af stoffet. Derfor skal man ikke være så bange for at tage utraditionelle metoder i brug og lægge et moderat pres på den afhængige og eventuelt også nægte adgang til bistandshjælp, såfremt den afhængige vælger at forlade behandlingen i utide. Medynk og bekræftelse fra et behjertet, men uvidende familiemedlem har ofte obstrueret flere måneders arbejde med en klient. Vejen frem er og bliver at fastholde den afhængige i en selvforståelse som værende ansvarlig for egen situation, også når det forekommer helt urimeligt. Ud fra min personlige vurdering er disse behandlingstilbud det eneste anstændige alternativ, vi har i dag, netop fordi fokus rettes mod mennesket frem for symptomet, læs: narkomanen. Derfor skal denne form for målrettet og resultatorienteret behandling opprioriteres, udbygges tværfagligt og tilbydes langt bredere, end det er tilfældet i dag, hvor amterne står for narkobehandlingen og suverænt vurderer, hvilke misbrugere, som vel at mærke selv har taget initiativ til at møde op, der skal have adgang til behandling, og hvilke der skal parkeres på metadon-vedligeholdelse. Samtidig skal lovgivningen justeres, således at kriminelle misbrugere kan sendes direkte til afsoning i behandling som alternativ til fængsel. En behandlingsplads koster såmænd ikke mere end en fængselscelle, forskellen er derimod markant for den, som træder ud i den anden ende. Det er min erfaring, at det kun yderst sjældent lykkes en misbruger at gennemføre det første behandlingsforløb for derefter at forblive stoffri. Derimod er det snarere reglen end undtagelsen, at det først lykkes f.eks. femte gang. Det er en bekostelig affære og kan tage modet fra selv den mest optimistiske, men når det endelig lykkes, er det en fantastisk og livsbekræftende proces at være vidne til. Derfor må vi aldrig komme dertil, at vi afskærer en gruppe af medmennesker fra at træffe nye valg for sig selv og deres liv. Tanken om statsheroin er tanken om åndelig død i et tilsnit, vi andre måske bedre kan holde ud at se på, som ikke hjælper den afhængige det mindste, men tværtimod fastholder denne i rollen som offer.