0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At visne nogenlunde glad

Fri for sult og kamp, vilde dyr og sygdomme overlever vi i dag monstrøst længe, men alderdom er en unaturlig tilstand, hævder den 84-årige læge Tage Voss.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fri for sult og kamp, vilde dyr og sygdomme overlever vi i dag monstrøst længe, men alderdom er en unaturlig tilstand, hævder den 84-årige læge. Et enzym kan forlænge vores middellevealder med 60 år, men hvad skal vi med de år - bare undgå at dø?

Da jeg havde skrevet nekrolog over en jævnaldrende ven, ringede Ritzau og spurgte, hvad han var død af.

Når man er 84 år, dør man, fordi man holder op at leve. Årsagen kan lige så godt være den ene som den anden og er derfor uinteressant. Men det tilfredsstillede altså ikke journalisten.

Når man obducerer mennesker i moden alder, bliver disse vilkår meget klare. Analogien med en bil ligger nær. Er det ikke kardanen som svigter først, så er det gearkassen eller muligvis fortøjet. Og holder alt dette, og er benzinpumpen lykkeligt udskiftet, så viser sig antagelig hele karosseriet pilrustent.

Erfaringen fra obduktionsarbejdet lærer os, hvor mange af disse tilstande der ikke får aktuelt medansvar for døden. En del har endog ikke nået at manifestere sig, selv om de har været i udvikling i et langt forløb.

Det kan således se ud, som om døden tilfældigt skyldes netop den senile sukkersyge, således at hjerneforkalkningen og det karforsnævrede hjerte og den uerkendte cancer i bugspytkirtlen aldrig nåede at få en andel.

Man kunne også sige, at hjertestoppet definitivt gjorde leverkrisen uinteressant og standsede sukkersygen. Af obduktionsfund med lungecancer havde 37 procent aldrig fået den konstateret i levende live (Feinstein og Wells).

Sandheden er jo, at efter 60 år stiger hyppigheden af alle gebrækkeligheder og sygdomme markant - hvilken der noterer sig på dødsattesten kan bero på social status, på genetik, på arbejdsform, på livsførelse. Men det forekommer ikke væsentligt. Alle dør af noget.

Ornitologerne fortæller, at de ved ringmærkning har fundet, at af årets måger på Græsholmen (ved Christians-ø) som kommer på vingerne af generationens klækkede æg, er middellevealderen fem et halvt år.

Intet lig af en måge har nogensinde vist alderdomstegn. I Zoologisk Have gik i 30'erne en måge, som var 60 år gammel, heller ikke den viste alderdomstegn.

Den var en velfærdsmåge, fik sine regelmæssige sild og var vel beskyttet af hegn mod fjender og af redekassen mod blæst og kulde. Men alligevel - den døde ved at blive kvalt i et stykke sejlgarn.

Menneskets middellevealder var i en million år under 30 år (spædbørnsdødeligheden endda regnet fra). Det svarer til, at 3 procent af populationen hvert år gik i rusen. Rester af mennesker (moselig, mumier) viser ej heller i tidligere generationer alderdomstegn, selv om der kan have været en vis spredning af dødstidspunkter omkring den statistiske middelværdi.

Følger af skader og sløj ernæring, javel. Men alderdom - nej. Med en middellevealder på 30 år er hjerteinfarkt, demens, slidgigt og cancer uaktuelle, ja ukendte. Blandt måger som blandt mennesker er der et vist frafald i hver generation, grundet livets risiko (sejlgarn).

Man kan rammes tidligt, man kan være heldig og klare sig længe. Men aldrig (førend i vor tid) længe nok til at nogen som helst i generationen når at vise tegn på aldring.
Risikoberegning viser med stor sikkerhed, at udsigten til at overleve længe nok til at organismen ældes, er lig nul - i naturen.

Derfor behøver man der ej heller 'leve sundt' for at opnå længere liv - fordi ingen vil overleve længe nok til at få glæde af det.

Tværtimod vil man helst leve meget usundt for at få mest muligt ud af den tilmålte levetid - egentlig et sundere livskoncept: æde, drikke alt hvad man orker, fjante rundt, slås, nedlægge damer, ryge fede cigarer - så længe man bare får lov.

Men så anderledes nu. Vi har fået has på risikoen. Sult, kamp, strabadser, vilde dyr, mikrober og orm, sygdomme - vi har ingen risiko og overlever derfor monstrøst unaturligt længe, helt op til den grænse for konstruktionernes holdbarhed, som aldrig før i menneskehedens historie har været afpatruljeret.

Der hvor al aldringens molest venter.

Alderdom er en ubiologisk tilstand, unaturlig. Og nu et uomgængeligt vilkår ved vores voldtægt mod naturen. Som biologer kan vi ikke tage problemet alvorligt.

Alle vore alderdomskramper er løn som forskyldt. Vi skulle aldrig blive så gamle, vi er ikke beregnet til det, det er overhovedet ikke med i planlægningen. Det er betydningsløst for slægten, det er socialt meningsløst, psykologisk uhåndterligt. Og økonomisk håbløst belastende.

Moralisten kunne sige, at vi har rigtig godt af det, og at det er, hvad der kommer ud af at foragte sine vilkår og spotte naturen.

Men læger er ikke biologer. Derfor ser de anderledes på disse forhold. Lægers virke går på at tjene de enkeltes interesse, på at bekæmpe de biologiske vilkår ind i det absurde.

Lægens professionelle ideal er, at ingen må dø, og at de ikke må have det ondt i ventetiden.

Vi skal derfor ifølge dem leve forsigtigt, passe på, lade være med det forkerte (hvad det nu er), altid gøre det for tiden rigtige, lade os scanne og checke og undersøge og kontrollere og aldrig fjerne os for langt fra apparaturet, tygge maden godt, tage vores vitaminer og se os omhyggeligt for, før vi går over gaden og klarer vi det alt sammen, venter os alderdommen.

Og hvordan er så den? Jeg er selv blevet ret gammel og tænker selvfølgelig en del over dette.

I 1875, siger en statistik, var 35 procent af alle døde under 20 år, kun 20 procent nåede at blive 70. I dag er 2 procent døde under 20 år. 68 procent af alle mennesker i dette land når at blive 70 år.

I betragtning af, at så mange bliver så gamle, er det påfaldende så få, der har et afklaret forhold til det at blive gammel. Derfor udsætter man konstateringen og fornægter symptomer på alder.

Gruppen har ej heller magtet at manifestere sig og gøre sig respekteret. Man synes at ligge under for en blind ungdomsdyrkelse, som får gamle til at skjule ethvert tegn på alder med hårfarve, korset, ansigtsløftning og viagra.

Det er socialt diskvalificerende at være gammel - derfor vil man nødigt.

Dette hænger antagelig sammen med den økonomiske potens. Det må indrømmes, at de gamle ikke er nogen kommerciel attraktion. Sammenlignet med de erhvervsaktive forbrugere M/K er de helt uinteressante, i forhold til børnegruppen ligeledes.

Børn, som der nu bliver færre af, dyrkes og pyssenysses og begaves og placeres i centrum på en måde, som kræver psykologbistand, når de holder op at være børn. Heldigvis er der nu opstået en ny magtfuld forbrugergruppe, teenagere, som med sære aktiviteter og betydelig omsætning kan kompensere lidt for den tabte barndoms paradis. Men det må konstateres, at ældregruppen er dårlige forbrugere, og man kan overveje, om det er den manglende kommercielle interesse, som smitter af på den sociale værdisætning.

Alderdommens problem for mig er psykologisk. Ingen sygdomme, ingen slidsymptomer, tryg nattesøvn, overkommelige vandladningsforhold.

Men selv om man kan en masse, savner man tilskyndelse til at gøre det. Man kan, men problemet er, at man ikke gider mere. Man har læst alle bøger, man har gået alle ture, elsket alle damer, smagt al mad, hørt alle vittigheder.

Man har mødt en million mennesker og indser, at det ikke bliver interessant at møde en million mere. Man har set ti lande, men verden bliver ikke større eller mere spændende af at se ti til.

Når man sejlede i sin båd, blev man våd og kold. Nu bliver man vådere og koldere end før, så meget at det ikke er sjovt. Man gider det ikke.

Fuglene synger om foråret, siges det. Man kan ikke høre det mere. Maden smager af pap, potensen svinder og går tabt. Lugt- og smagssans svinder, man har ingen funktioner og ingen tilskyndelse til at gøre noget som helst.

Kredsen af venner og nøglepersoner skrumper ind og går tabt. Snart sidder man isoleret tilbage og har ingen at spille livets spil med. At leve videre bare af rædsel for at dø - et tyndt argument og givetvis et ringe livsindhold.

Og hvis vi nægter at dø, skylder vi verden og os selv et argument for at fortsætte. Det kniber det med.

Man kan leve videre af gammel vane og uden at tænke over hvorfor. Men vores mangel på filosofi kan pludselig afsløres for os. Den store anti-aldrings-konference i Madrid (juni 1996) tvang os ud af busken.

Det var dr. Ronald Klatz fra American Academy of Antiageing Medicine, som forelagde sin afdelings ny opdagelse:

Telomerasen, som er et enzym, der kan sinke eller standse cellernes forfald. Med produktion af dette stof er vi nu nær løsningen på livets dybeste hemmelighed.