Statens omsorg for os er grænseløs. Gang på gang omfavner Big Mother os med sine brede arme for at beskytte os imod os selv, og ønsker vi alligevel selvbestemmelse, kan vi få et rap over nallerne af hendes hurtige hånd – som altid efterfølges af hendes formanende pegefinger. Politikerne aner i disse år ikke, hvad de skal give sig til, så nu har de bestemt, at vi ikke længere kan passe på os selv. Derfor må staten gøre det. Ikke igennem saglig oplysning – så borgerne selv kan træffe et informeret valg – men igennem forbud, papirjungler og moralisering. Politikerne er holdt op med at stole på os, men i Borgerligt Centrum er vi rigtig godt trætte af, at borgerne bliver behandlet som pattebørn. Og apropos pattebørn: var du klar over, at staten har en ammepolitik? Det er der ellers mange nybagte mødre, som erfarer, og som straks presses ind i urimelige krav om at brystføde deres børn lige fra fødslen. Big Mother har nemlig bestemt, at modermælk er det bedste, og forhindrer derfor aktivt kvinderne i at indhente information om alt fra modermælkserstatning til medicin mod smertefulde overspændte bryster. For så kunne de jo vælge at stoppe amningen! Og det bryder Big Mother sig ikke om. Andre forbud er vi efterhånden mere bekendte med. Erhvervslivet må ikke holde butiksåbent, når det passer dem, og så skal de aktivt agere politi, når unge mennesker ønsker at købe øl eller spiritus. Rygning er nu forbudt stort set overalt, og snart kan din praktiske lille lommekniv blive konfiskeret, for som udgangspunkt er du jo en farlig voldspsykopat. Din mulighed for at købe medicin er som bekendt også fyldt med forhindringer. Og det samtidig med, at eksperter selv i Lægemiddelstyrelsen har meldt ud, at vi måske snarere spiser lidt for få piller. Og så er der alle de umyndiggørende forbud, som vi stadig har til gode. De radikale vil både forbyde parfume i offentlige bygninger og gøre hovedpinepiller receptpligtige. Og når vi nu er på apoteket, kan vi passende købe vores cigaretter dér også, hvis det altså står til Forebyggelseskommissionens formand Mette Wier. SF vil forbyde solarier til unge, og snart skal virksomhederne tvinges til at ansætte kvinder. For det kan de jo heller ikke selv finde ud af. Kommer alt dette igennem? Helt sikkert, medmindre nogen gør noget. For sådan har det været med de andre forbud. Gang på gang tror vi, at vi har trukket en streg i sandet, men så bliver vi alligevel overraskede. Der sker først noget, når nogen siger stop. Borgerligt Centrum siger nej til flere forbud. Politikere skal ikke længere manipulere med borgerens frihed for at få flotte sundhedsøkonomiske regnskaber og moralske mål opfyldt. Det skal være slut. For behandler man folk, som om de var uansvarlige og småt begavede, er der først reel fare for, at de bliver netop det. Hos folk, der arbejder med forebyggelse, er der ikke meget støtte at hente til Borgerligt Centrums opgør med Big Mother-staten. Det havde vi heller ikke regnet med, for her sidder man med næsen så langt nede i sundhedsstatistikken, at man nogle gange glemmer at se op og stille sig selv to fundamentale spørgsmål: Hvad er målet med al den her regulering, og hvor langt er vi villige til at gå? Når borgernes mulighed for at ryge, spise usund mad, gå med lommekniv, drikke alkohol, leje voldelige film, anvende modermælkserstatning m.m. bremses af Big Mothers formanende pegefinger, får vi at vide, at det jo er til vores alle sammens bedste. For sundhedsøkonomer har jo vist, at det kan betale sig at begrænse vores frihed. Og hvem kan sige sundhedsøkonomer imod? I Borgerligt Centrum vil vi faktisk rigtig gerne sige sundhedsøkonomerne imod. Fordi vi også gerne vil tale politik. Vi vil gerne snakke værdier og holdninger, og skønt den slags er fremmedord for sundhedsøkonomen, så betyder det noget for befolkningen i dette land. Før nytår var Anders Hede, forskningschef i Trygfonden, i P1-programmet ’Krause på tværs’, hvor han fortalte om glæden ved love, reguleringer og formynderi i sundhedsøkonomien. Han mente slet og ret, at alle indsigelser imod hans kloge reguleringer blot var ’ideologiske’ og ’eksistentialistiske’, og den slags personlige værdier kunne man åbenbart ikke indregne i sundhedskalkulerne. Men det er ikke sandt. For hvis det var sandt, satte vi jo bare økonomer til at trykke på stemmeknapperne i folketingssalen. Så var samfundet jo blot en maskine, der skulle køres så effektivt som muligt. Men det er et samfund ikke, for samfundet er blot summen af de individer, der udgør det. Individer, som man måske kunne tænke sig havde en selvstændig mening om deres liv...? Det farlige ved sundhedsøkonomiske argumenter er, at de ikke har nogen indbygget værdimæssig stopklods. Der er ikke et ’hertil og ikke længere’, når det eneste, der afgør, om noget er godt eller skidt, er den statistiske bundlinje, som dygtige kandidater i folkesundhedsvidenskab kan sidde og regne på. Det er bureaukratisk kontrol uden værdisæt. Og derfor er frygten for, at forbudspolitikken bliver en glidebane, faktisk ikke noget »intellektualistisk sludder«, som Hede ellers kundgjorde det i radioen. Nej, det er et meget reelt problem. Man må og skal stille det vigtige spørgsmål: Hvad er det egentlig, Big Mother vil opnå? Hvornår er hun tilfreds, og hvornår får vi lov til at være i fred? For det står jo ikke ligefrem slemt til. Vi bliver stadig ældre og ældre og sygdommene færre og færre. En nylig rapport fra EU fortæller, at danskerne er det folk i EU med flest raske leveår (Kilde: The Lancet). Det er bare ikke nær godt nok, for politikerne ønsker den ’perfekte stat’, hvor alle lever 100 år, hvor alles BMI balancerer perfekt, og hvor en øl koster 50 kr. Ja, Big Mothers mønsterstat ser flot ud på bundlinjen, men er det overhovedet et menneskeligt samfund? Vi synes snarere, at Big Mothers samfund er menneskelig planøkonomi, hvor vi alle indgår som parametre i ét stort regnestykke. Hæv afgiften på smøger dér, sænk den på gulerødder et andet sted, og ud af regnemaskinen kommer seks færre tilfælde af hjerte-kar-sygdomme. Det er så tillokkende, at man næsten ikke kan lade være. Men prøv så med et andet regnestykke. De fleste drab sker i hjemmet og gerne med de forhåndenværende knive og andre skarpe genstande. Forbyd køkkenknive, og du vil se en drastisk reduktion af husspektakler, der kulminerer i drab. Eller hvad med at sænke farten på de danske landeveje til 50 km/t.? Det ville medføre en drastisk reduktion i trafikdræbte. Gode, genopståede danskere kan således indsættes i arbejdsstyrken igen –i stedet for at gå til spilde ude på landevejene. For det handler jo om statens behov, det handler om at holde folk i live, så de kan arbejde for kollektivet og betale deres skat. Og hvorfor ikke bare tage den store beslutning og afskaffe tobak, som professor Morten Grønbæk, forskningschef hos Institut for Folkesundhed, foreslår. Det ville hæve gennemsnitsalderen med tre år. Er paradis nu inden for rækkevidde? Nej, Big Mother-staten er snarere et kollektivistisk mareridt, hvor borgerne udelukkende er interessante som faktorer på udgifts- og indkomstsiden. Det handler udelukkende om, hvordan mennesker indgår i kollektivet, og ikke om, hvilke værdier vi selv har. Nej, pyt med, hvad folk har lyst til, det er kollektivet, der bestemmer, hvad der kan betale sig, og ikke, hvad du selv tror og mener. Se bare på tallene! Men vi ville jo ikke drømme om at forbyde køkkenknive og nedsætte fartgrænsen på landevejen til 50 km/t. Endnu, vel at mærke, for problemet med Big Mother-samfundet er, at der ikke er nogen synlige grænser for, hvor langt staten er parat til at gå. Derfor er glidebaneargumentet et vægtigt argument. Havde du spurgt danskerne for ti eller måske blot fem år siden, om de troede på en rygelov i Danmark, ville de fleste nok have rystet på hovedet. Så glidebanen findes, og hvis ingen politikere tør markere en grænse, så er der intet, der forhindrer Forebyggelseskommissionens Mette Wier i at udtænke nye begrænsninger, der stemmes igennem af Folketingets politikere, fordi det jo er sådan en nem måde at gøre ’godt’ på. Vi kan ikke gøre alt op i penge, for så fører man ikke politik, så laver man årsbudgetter i stedet, og de økonomiske modellers moralske begrænsning bliver tydelig, hvis man i stedet henter nogle andre tal frem af statistikken. Vidste du eksempelvis, at det faktisk er dyrere, at vi bliver gamle, end at vi dør af livsstilssygdomme i en ung alder? Så tænk nu, hvis al den forebyggelse og sundhedsprædiken giver ekstremt gamle mennesker, der skal passes og plejes, til de bliver 90, og talrige gange undervejs skal have skiftet hofter og opereres for hjerte-kar-sygdomme og grå stær. For det er faktisk sådan, det er, ifølge en ny hollandsk undersøgelse. Det er dyrere for samfundet, at folk bliver meget gamle, for livsstilssygdomme er både lettere og billigere at behandle end de sygdomme, man får senere i livet. Så argumenterer Borgerligt Centrum nu for, at vi skal lade folk dø hurtigt af rygerlunger frem for at ligge samfundet til last senere i livet? Nej, for vi synes, lige præcis den form for argumentation er rigtig, rigtig usmagelig, og vi medtager det alene her for at understrege, at økonomiske kalkuler er ubrugelige, når vi skal gøre op med os selv, hvilke værdier og holdninger vi har til vores samfund. Man kunne lige så vel argumentere for, at det var mere økonomisk fordelagtigt, hvis folk døde af deres rygerlunger, førend de gik på den dyre folkepension, men vi mener faktisk, at politik skal hæve sig op over den slags kynisme. Vi vil hellere argumentere for, at folk skal have lov til at dø af rygerlunger, fordi det frie valg er fundamentalt for os alle. Det giver livskvalitet at have selvbestemmelse over sit eget liv. Det er der nemlig også undersøgelser, der viser. Hermed ikke sagt, at vi ønsker et sundhedssystem alene afgjort af mavefornemmelser og fordomme. Og selvfølgelig skal vi afskærme mennesker imod passiv rygning. Enhver skal kunne blive betjent i den offentlige sektor i et røgfrit miljø. Vi skal være rationelle på sundhedsområdet, men vi kan ikke bare erklære det for totalt værdifri zone. Et andet argument, der ofte fremføres af forbudstilhængerne, er, at rygerne jo er glade for at slippe af med smøgerne. Ergo oplever de det ikke som et overgreb, men som en befrielse. Men det er et underligt og useriøst argument. For hvis folk har taget en beslutning om at holde op med noget, bliver de naturligvis glade for, at det lykkes for dem. Man kan ikke ud fra det konkludere, at folk gerne vil begrænses i deres frie valg. For at skære det ud i pap: Hvis du ligger med tømmermænd, ville du vel også ønske, at du ikke havde drukket alle de øl i går. Og vågner du op uden tømmermænd, er du glad for, at du ikke drak mere. Men det betyder jo ikke, at du håber på, at der for fremtiden står nogle og slår dig over fingrene, når du bestiller øl i baren. Argumentet forudsætter nemlig, at mennesker altid kan tænke langsigtet og rationelt. Men det gør/vil vi ikke. Det er en del af det at være menneske, at vi også dummer os. Og det skal vi sandelig have lov til. Det må være ethvert menneskes ret at blive klogere, i stedet for at andre altid skal være kloge for os. Politikerne er ved at gå amok i forbud, fordi det er langt lettere at trykke på den grønne knap i folketingssalen og belemre borgerne med endnu en begrænsning i deres frihed end at foretage målrettede indsatser blandt de grupper i samfundet, der skal hjælpes. For i Borgerligt Centrum er vi udmærket klar over, at frihed har en social slagside. Det er oftere folk fra lavindkomstgrupper, der rammes af livsstilssygdomme forårsaget af rygning og fed mad. Det er også dem, der oftere stikkes ned med køkkenkniven og havner i alvorlige færdselsuheld. Der er ingen tvivl om, at disse grupper skal hjælpes og oplyses. Men hvorfor i alverden skal det dog gå ud over alle de mange danskere, der sagtens kan leve sundt og relativt ufarligt på eget initiativ? Hvorfor skal et stort flertal af danskere have reguleret deres ryge- og spisevaner af staten, hvorfor skal deres børn ikke kunne købe en øl med hjem til deres forældre, hvorfor skal de samme unge ikke kunne se en dvd med voldeligt indhold, når de nu har ansvarsfulde forældre til at forklare dem, at det, de ser på fjernsynet, ikke er virkeligt? Hvorfor skal vi alle lide under, at nogle få ikke kan finde ud af det? Fordi det er lettere for politikere at lave forbud, der gælder for alle, end at målrette indsatsen. Derfor. Big Mothers stat er menneskelig planøkonomi, fordi det er et samfund uden værdier, men et samfund sat på regneark. I Borgerligt Centrum ønsker vi at hjælpe de grupper, der ikke kan håndtere deres frihed, frem for at begrænse friheden for alle danskere. Vi bliver nødt til at sætte foden ned og sige »hertil og ikke længere«, for politikerne har mistet styringen med, hvad de kan tillade sig at blande sig i. Det er tid til at stoppe op!