Det var på bogmessen i Leipzig i marts sidste år, at jeg første gang bemærkede, at der var noget særligt på færde. Bogmessen i Leipzig er en dejlig tysk og alvorlig affære med masser af interessante forfattersamtaler, oplæsninger og litteraturdebatter på højt niveau.

Søndag eftermiddag, hvor messen var ved at være slut, var jeg på vej gennem de store glashaller hen mod udgangen, da jeg så en flok glade, skrigende teenagepiger bølge af sted som én stor krop i kølvandet på en person, som jeg ikke kunne se, hvem var. Det måtte være – en rockstjerne? En topmodel? I hvert fald lignede synet ikke noget, man plejer at møde på en bogmesse. Ingen af de mange mennesker, der standsede op og fascineret betragtede pigerne, vidste, hvem den ekstatiske hyldest gjaldt. Det var først, da jeg sad i toget til Berlin og åbnede de tykke bogmessetillæg i dagens aviser, at det gik op for mig, hvem det var, jeg lige havde set. Eller altså ikke set. Det var den unge kontroversielle tv-vært og forfatter Charlotte Roche. Hendes debutroman Feuchtgebiete (’Vådområder’), der var udkommet måneden før, havde vakt en voldsom debat i medierne og skilt vandene. Litteraturkritikernes reaktioner gik fra rasende forargelse over overlegen afvisning til begejstret hyldest. Det første jeg gjorde, da jeg ankom til Berlin, var at gå ind i en boghandel og købe bogen, som nogle tyske anmeldere anser for genial, andre for ulækker. Den pink forside med det udhævede hæfteplaster, som man uvilkårligt har lyst til at pille i og rive af, placerer ’Vådområder’ i en feministisk tradition og anslår dens kropsligt funderede afslørings- og afdækningsprojekt. At fjerne de lag af konventioner og fortolkninger, der skjuler og tildækker for at udstille såret i dets blødende obskønitet, studere det i detaljer og rapportere om det, man ser. Den suggererende titel Feuchtgebiete, som får en til at tænke på fugtige regnskove eller sumpede moser, er sat med en korsstingsskrift og fremhæver dermed den dobbelthed, som bogen folder sig ud over og samtidig dekonstruerer, nemlig spillet mellem den konventionelle kvindelighed, der er pæn som korsstingsbroderi, og den mørke, sprogløse verden af kropsvæsker og sekreter, der lever nedenunder. ’Vådområder’ er en slags sygehistorie – men med den pointe, at det er patienten, den 18-årige Helen, der er den raske. Helen, romanens hovedperson og jegfortæller, er på én gang en barnlig uskyldig og seksuelt erfaren og eksperimenterende pige. Hun kan lide analsex, og »da røven altså er en del af sex for mig, er den også underkastet den her moderne barberingstvang«, som hun egentlig hader. Hjemme på badeværelset har hun forsøgt at barbere sig bagi, men da denne handling kræver en ret så akrobatisk kropsstilling, er hun kommet til at snitte sig selv og efterfølgende blevet indlagt på proktologisk afdeling med en ’analfissur’. Hendes betragtelige hæmorideansamling, som hun ellers har et afslappet forhold til og poetisk sammenligner med fangarmene på en søanemone, presser mod riften, hvad der gør frygtelig ondt, så lægerne beslutter at operere hende for hæmorider, nu da de alligevel skal fjerne det betændte væv, som snittet med ladyshaveren(!) har forårsaget. Helen er en pige, der i den grad er til stede i sin krop. Hun kan lide sin krop, og hun kan lide sex – med sig selv og andre. Hun vil vide alt om sin krop, mærke den, se dens skjulte steder, smage den. Hun bruger sit køn som et redskab til udforskning af verden, og i sine såkaldte kussestudier viger hun ikke tilbage for f.eks. at købe sig et knald hos en luder. Hun afprøver systematisk og med en forskers fordomsfrie nysgerrighed alle aspekter af kærlighedslivet. På hospitalet møder hun en verden, der spejler hendes egen, men i en forvrænget gengivelse. Også på hospitalet med det sigende navn ’Maria Hilfe’ er kroppen i centrum, men kroppen som en syg, uhygiejnisk, betændt ting, der skal desinficeres, renses, afsprittes og neutraliseres. Helen beder sin mandlige sygeplejerske om at tage et foto af det åbne sår i hendes røv, og hun insisterer på at få forelagt den blodige stump kød, som professoren skærer ud af hende, og som normalt ryger direkte på forbrændingen. Hun insisterer på, at disse udgrænsede størrelser, som hospitalspersonalet forsøger at rense væk med desinficerende midler eller med tavshed, er en del af hende selv, og at hun må forholde sig til bevidst og undersøgende til dem. Lægernes og hospitalsmiljøets distante, fremmedgjorte forhold til kroppen er en slags synliggørelse i det ekstreme af kulturens forhold til kvindens krop og seksualitet. Romanen får sin polemiske energi fra opgøret med idealbilledet af den renskurede, voksede, douchede, barberede og lakerede kvindelighed. Den ualmindeligt velplejede sygeplejerske, der ser til Helen, udløser disse overvejelser i Helen: I skolen kalder vi den slags piger for lægedøtre, lige meget hvad deres far laver. Jeg ved ikke, hvordan de gør det, men de ser altid renere ud end de andre. Alt er vasket og behandlet på en eller anden måde. Der er tænkt på hvert eneste lille sted på kroppen.Men hvad de kvinder ikke ved: Jo mere de beskæftiger sig med alle de her små steder, desto mere ubevægelige bliver de. Deres holdning bliver stiv og usexet, fordi de ikke vil ødelægge deres store arbejde.Velplejede kvinder har ordnet hår, negle, læber, fødder, ansigt, hud og hænder. Farvet, forlænget, malet, peelet, plukket, barberet og cremet.De sidder stift som deres eget multikunstværk, fordi de ved, hvor stort et arbejde der ligger i det, og vil have, at det holder så længe som muligt.Der er da ingen, der tør ugle håret på sådan en kvinde og kneppe hende. Den kvinde, der skildres i citatet, inkarnerer mediernes og damebladenes idealforestilling om den attraktive kvinde. I romanens optik fremstår hun som stivnet og usexet. Uden andet begær end at blive begæret. Over for denne til døde æstetiserede skabning sætter romanen Helen, der om noget mærker og lever efter sit begær. Det er en interessant pointe ved romanen, at læseren aldrig får at vide, hvordan Helen egentlig ser ud. Jeg tror aldrig før, jeg har læst en underholdningsroman med en kvindelig hovedperson uden, at der fra forfatterens side blev lagt meget omhu i at vise, at hovedpersonen fremstod som attraktiv. Der er ingen narcissistisk investering fra forfatterens side i Helen, og på samme måde er Helen selv – trods sine barnlige momenter – også fuldstændig fri af den selvoptagethed, som ifølge citatet fra romanen – og ifølge Freud – karakteriserer det idealiserede sexobjekt. Helens måde at forføre Robin, den mandlige sygeplejerske, på, ligner således ikke den anbefalede! Hun viser ham sin opererede røv, beder ham tage et billede af den, helt tæt på, tak, og en gang til, og han ender med at takke hende for at have vist ham sit sår. Helen fremviser dét, som andre skjuler, og det er så romanens pointe, at Helens i traditionel forstand ukvindelige forførelsesstrategi faktisk virker og ender med en forelskelse. ’Vådområder’ henter sin styrke og provokatoriske kraft fra opgøret med æstetiseringen af kvindekroppen. Romanen synliggør den undertrykkende kraft, der udgår fra tidens pinup-kultur, hvor ganske unge piger mødes med krav om at se ud som lækre og smækre sexobjekter. Som en teenager i min omgangskreds sagde: Vi skal tænke som karrierekvinder og ligne ludere! Mere præcist kan de modsætningsfulde krav, som det aktuelle kvindebillede påtvinger unge piger, næppe formuleres. Man kan sige, at romanen med dette tema læner sig op ad en feministisk klassiker, nemlig Germaine Greers Den kvindelige eunuk (1970, dansk 1971). Greer beskrev den stereotype kvinderolle som udtryk for en kastrering af kvinden, der kom til at leve sit liv i en åndeligt reduceret skikkelse, frataget sin autonomi. Greers påvisning af, hvordan kulturens æstetisering af kvindekroppen kunne ses som en mishandling af kvinderne, fordi den under dække af at dyrke kvinden i virkeligheden objektiverer hende, fik stor indflydelse på kvindebevægelsen. Greers kritiske synspunkter rummede en enorm frisættende kraft og medvirkede til, at kvinder rent faktisk gjorde oprør mod rollen som sødt objekt for et mandligt blik. Bh’erne blev smidt på bålet, makeuppen i skraldespanden, begrebet unisex sneg sig ind i tøjmoden, der erstattede det figursyede 50’er-look med bekvemt og løstsiddende lag på lag-tøj. Det feministiske forsøg på at tilbageerobre en kropslig naturlighed satte sig dybe spor i den kollektive bevidsthed. Ingen er vel blevet dæmoniseret og som kønsvæsener stigmatiseret mere end de kvinder, der tog oprøret på sig. Det instinktive billede af rødstrømperne er, at de er grimme og usexede. Jeg mener faktisk, at dette dæmoniserede kvindebillede har været en ret effektiv spærring for unge kvinders oprør – og stadig er det. Billedet af den uattraktive, i bedste fald kønsløse feminist rumsterer i baghovedet på os alle og sætter nogle klare grænser for oprørets omfang. Roche identificerer i romanen den erotiske lyst og seksualiteten som det sted, hvor en mere autentisk kvindeidentitet kan komme til syne. Det er indlysende, at romanens tematisering af det snavsede, beskidte og ulækre ved kroppen – og Helens lystfyldte forhold til disse ting – repræsenterer en enorm udvidelse af det banale og glittede kvindebillede, som unge kvinder ellers bliver slået i hovedet med. Man kan spørge, om krop og seksualitet i vores sexfikserede tider virkelig stadig har et ’modstandspotentiale’, som det hedder med et godt gammelt ord. Roche mener ja. Hun betragter kvindekroppen som et uudforsket område, som kvinderne selv hurtigst muligt bør tage i besiddelse, fysisk som sprogligt – og som subjekter vel at mærke. Der er kvinder, som ikke engang har ord til at benævne deres egne kønsdele, siger hun og fortsætter: »Mænd er bedre til den slags. Jeg ser det som min opgave at se derhen, hvor andre ikke ser. Derhen hvor sproget svigter. Kvinder har efter at have læst min bog sagt: »Nu er der ikke længere noget, der er pinligt for mig««. Bogens forestilling er, at når først det pinlige og skamfulde er formuleret, kan det indoptages i bevidstheden. At benævne tingene bliver således i Roches emancipatoriske projekt grundlaget for dannelsen af et kvindeligt selvbillede, hvor divergensen mellem kvindens intime virkelighed og den offentlige, mediemæssige iscenesættelse af hende bliver synlig og begribelig. Det er projektet: at komme til at se og indefra erfare kulturens billede af kvinden som kunstigt og iscenesat og dermed blive i stand til at holde det ude fra sig. ’Vådområder’ har nu i Tyskland alene solgt i næsten 1,5 mio. eksemplarer, og det fortæller jo, at den har ramt en nerve i samtiden. Spørgsmålet er hvilken nerve. Sælger bogen, fordi den handler om sex – eller sælger den, fordi den virkelig ved sit tema har ramt og blotlagt en voldsom spænding i unge pigers liv? Det tyske bogbrancheblad, Börsenblatt, lavede i sommer en undersøgelse af, hvem den typiske køber af Feuchtgebiete var. Det viste sig ikke overraskende, at piger mellem 15 og 25 udgjorde en stor gruppe. En anden mindre gruppe var kvinder på ca. 40 og opefter. Men den typiske kunde, fortalte boghandlerne, det var manden på over 50, der kom i butikken og købte bogen. Han var dog altid omhyggelig med at præcisere, at bogen var til teenagedatteren derhjemme! Kan man bebrejde en forfatter, at hendes udforskning af kvindelig seksualitet bliver brugt som masturbationslekture af midaldrende mænd? Vådområder vækker stærke reaktioner, også nogle, der er så hykleriske, at man næsten kaster op. Således har det populistiske og skandalesvælgende Bild (Europas bedst sælgende tabloidavis) siden romanens udgivelse konsekvent omtalt den som das Ekelbuch. Charlotte Roche har fra Tysklands litterære orakel, den 88-årige Marcel Reich-Ranicki, måttet høre, at hendes bog ikke er litteratur, men pornografi. Det samme argument brugte hendes oprindelige forlag for ikke at udgive manuskriptet. Men hvis bogen i passager kan kaldes pornografisk, så er dens forestilling om porno, som Roche siger, meget langt fra den, vi kender fra pornofilmene. Det er kvindens lyst, bogen udforsker og forsøger at fremkalde, ikke den mandlige læsers! Som roman betragtet er Vådområder ikke litteratur i verdensklasse. Den bærer præg af oprindelig at være tænkt som debatbog og senere omskrevet til roman, og den skilsmissehistorie, der løber som en rød tråd gennem romanen, er næppe psykologisk overbevisende. Men Vådområder er en begavet feministisk pamflet og skal læses som en sådan. Dens projekt skriver sig ind en større feministisk tradition, og bogens kritik er dybt tankevækkende og rammer plet. Alene derfor bør den tages alvorligt.