Videnskabsmanden Ole Rømer, der påviste lysets hastighed, overlod ved sin død i 1710 sine venner en række manuskripter til udgivelse. Nogle af dem udkommer nu med 300 års forsinkelse. De to udgivere fortæller, hvordan et klenodie kan forsvinde og blive genfundet. De sidste dage må have været frygtelige. Blærestensangrebet var det værste, han hidtil havde oplevet, og doktoren kunne intet stille op med professor, etatsråd, politimester, højesteretsdommer, borgmester, Kongelig Mayestæts mathematicus etc. etc. Ole Rømer. Det kunne kun gå én vej. Han vidste det godt selv, og det gjorde hans kone også. Han var næsten 66, hun kun 30, og de havde ingen børn. Vente-tiden brugte han til at skrive sit testamente: Den »kiere hustru« Else Magdalene, hans søskende og nevøer og den nye navigationsskole på Møn fik hver sit. Så var der det vigtigste af det hele, de »Astronomische observationer, som Jeg altid hafver æstimered ofver alt det Jeg hafver eyed i verden ... da agter Jeg der om at giøre en særdeles disposition, hvilken skal findes i min kiere Siælesørgeris velædle Professor Christen Worms hender. Til bekreftelse hafver Jeg dette med egen haand underschrefvet og forseigled ... Kiøbenhafn d. 13. Septemb. Anno 1710. Ole Rømer«. Testamentet blev konfirmeret af Frederik IV 19. september, samme dag som Rømer døde. Ole Christensen Rømer havde levet et på mange måder fantastisk liv. Han blev født i Århus i 1644 i en velstående skipperfamilie, der var indvandret fra Rømø - deraf hans efternavn. Efter skolegangen i Århus Katedralskole studerede han hos den internationalt berømte professor Rasmus Bartholin, som banede vejen for hans livs chance, det tiårige studieophold i Paris ved Solkongens Kongelige Videnskabernes Akademi (1672-1681). Efter hjemkaldelsen - Christian V havde brug for dygtige folk til at reformere det danske samfund - blev han gift med professorens datter og efter hendes død med endnu en Bartholin, hvilket i datidens universitetsmiljø var den egentlige blåstempling af borgersønnen. I Paris havde han vist helt særlige evner som fysiker og ingeniør, og hans mange opdagelser (skrevet på datidens internationale sprog latin) blev registreret og for nogles vedkommende udgivet af akademiet. Det mest berømte forskningsresultat var beviset for, at lyset bruger tid til at tilbagelægge afstande. Vi kalder det lysets hastighed, men for samtiden var det 'lysets tøven', fordi man indtil da havde ment, at lyset udbredes øjeblikkeligt. I den unge enevældes København blev professor Rømer konsulent på et utal af tidkrævende sager: mål- og vægtreformen, matrikuleringen og landevejenes opmåling, kalenderreformen i 1700 foruden de andre opgaver, der fulgte med hans stadig flere titler. Man kan undre sig over, at han også fik tid til at fortsætte sine astronomiske studier og til en korrespondance med kollegerne fra tiden i Paris. I de senere år havde han især kontakt med filosoffen G.W. Leibniz, der gang på gang opfordrede ham til at udgive sine resultater, og i 1704 planlagde den nu 60-årige Ole Rømer et værk, som dels skulle vise verden hans epokegørende instrument-forbedringer, dels én gang for alle bevise, at det er Jorden, der bevæger sig rundt om Solen, og ikke omvendt, kort sagt det kopernikanske verdensbilledes rigtighed. Selvom alle videnskabsmænd sådan set var enige om det nye verdensbillede, havde ingen endnu observeret den nødvendige forudsætning for beviset, nemlig, at hvis Jorden bevæger sig, må det se ud, som om fiksstjernerne på himlen flytter sig - på samme måde som træerne i en skov ses i forskellige vinkler, når man passerer dem. Alle astronomer med respekt for sig selv søgte efter denne forskydning eller 'parallakse'. Flere troede, de havde fundet den, men bl.a. Rømer påviste fejl i deres observationer. Rømers styrke lå ikke mindst i den nøjagtighed, hvormed han kunne observere, og samtidig med planlægningen af bogen foretog han og hans assistenter på observatoriet ude i Vridsløse-magle en totalregistrering af stjernehimlen i tre døgn: Triduum-observationerne fra oktober 1706. Det var denne observationsprotokol, Rømer overlod til sin sjælesørger Christen Worm i testamentet. Når vi kender hovedtrækkene af det uudgivne værk, skyldes det Rømers elev og efterfølger Peder Nielsen Horrebow, modellen for Holbergs Erasmus Montanus. I sit livsværk 'Basis Astronomiæ' beskriver Horrebow indgående Rømers forberedelser til bogen og gengiver otte kobbertavler, som blev stukket for at illustrere afhandlingerne. Tavlerne reddede Horrebow med livet som indsats under Københavns brand i 1728. Hans dramatiske beretning lyder i oversættelse: »Heldigvis havde jeg hjemme samlet en lille hob manuskripter, der lå blandt mine andre sager, og som jeg derfor let kunne finde og rive til mig, og desuden otte kobberstikplader, som var beregnet til selve dette værk. Disse plader, der på daværende tidspunkt lå i et skrin, havde jeg tænkt mig at fjerne fra de truende flammer, men i den forvirrede situation var nøglen blevet væk, og derfor blev jeg nødt til at bære på skrinet, sådan at jeg ikke kunne tage andet med mig. Jeg lod altså alt andet, også det mest kostbare, ligge, og ved at gå, springe og til sidst ved at kravle bragte jeg med bistand fra min søn mit skrin ud ad den eneste dør, der var. Vi nåede ikke at komme til os selv, og vi syntes snarere at handle per instinkt end efter en plan. Min søn fik skrinet op på mine skuldre, fordi han ikke selv var mand for at bære det«. Af Horrebows bog fremgår det endvidere, at Rømer ville foretage de sidste, afgørende parallakse-observationer ved jævndøgn i september 1710. Men blærestenen kom imellem, og Rømer måtte i sine sidste dage træffe helt nye dispositioner. Det Kongelige Bibliotek ejer en hidtil upåagtet øjenvidnerapport om begivenhederne i forbindelse med Rømers sidste dispositioner. Det drejer sig om forordet til en udgave af Triduum, som aldrig kom. Forfatteren er anonym, og det er ikke lykkedes os at afsløre hans identitet. Han er en gammel Rømer-elev, der i 1721 søgte at publicere mesterens værker i skarp konkurrence med andre, og uden at nævne navne strør han om sig med beskyldninger for obstruktion, inkompetence og simpelt tyveri. Ulykkerne begynder allerede ved Rømers dødsleje, som skildres i et blomstrende baroklatin: »Da Rømer følte døden nærme sig, pålagde han Schive (Rømers assistent, red.) at udgive nogle af de posthume værker. Dette lovede Schive. Men den guddommelige oldings sind var forudseende. Han overlod det eksemplar af Triduum, som jeg udgiver, i varetægt hos provsten for Vor Frue Kirke ... Christian Worm, som var den døendes sjælesørger. Det lå Rømer meget på sinde, at dette værk skulle bevares, fordi han mente, at det endnu ikke var kendt i offentligheden, hvorimod han ikke nærede bekymringer for de andre værker. »Lad blot sjælen, der er ved at befri sig fra de menneskelige vilkår, gå bort!«, sagde han, »lad blot det, jeg har udarbejdet og skrevet om lysets overførsel, gå tabt ved en forbrydelse eller ved skæbnen! ... Lad endelig de værker gå tabt, hvori jeg har vist, hvor langt de dødelige øjnes kraft kan trænge ind i bestemmelsen af den årlige jordbanes parallakse!««. Ordene er nok ikke lige faldet sådan, men den højstemte retorik viser Rømers (og eftertidens) bevidsthed om værkernes værdi. Imidlertid, fortæller den anonyme forfatter, døde Schive allerede det følgende år uden at have løst opgaven, og ved samme lejlighed afsløredes det, at mindst to manuskripter var forsvundet, et 'Om verdens successive lys' (dvs. en videreudvikling af den velkendte afhandling om lysets hastighed) og et om parallaksen. Eftersøgninger i professorboligen i Store Kannikestræde og på Rømers observatorium i Vridsløsemagle var resultatløse; nogen havde stjålet Rømers manuskripter. Udgaven af 'Triduum' blev som sagt ikke til noget, men i de følgende år arbejdede Peder Horrebow på at bearbejde Rømers observationer. I foråret 1728, et halvt år før branden, dukkede der imidlertid nyt materiale op. Rømers enke havde året før giftet sig igen, og hendes nye mand Thomas Bartholin, lod en lille flok lærde se nogle af Rømers breve og manuskripter, heriblandt det forsvundne parallakse-manuskript 'Den bevægede jord'. Eller 'Den årlige banes parallakse ud fra observationer af Sirius og Lyren'. København år 1692 og 1693. »Rømers efterfølger i ægtesengen«, som Horrebow så smagfuldt udtrykker det, havde fundet det blandt de efterladte papirer, og Horrebow fik lov at kopiere manuskripterne. Samme år brændte store dele af København og hermed alle Rømers observationer og instrumenter, som universitetet havde købt af enken, og som befandt sig i Rundetårn. Else Magdalene Bartholin og hendes nye familie reddede indboet fra deres hjem i Sankt Peders Stræde, og da hun i 1737 igen blev enke, viste det sig, at der lå endnu flere papirer gemt. Heriblandt var endnu en kopi af 'Triduum' og Ole Rømers notesbog, 'Adversaria', foruden andre papirer, som Thomas Bartholin åbenbart selv havde tænkt sig at publicere. Enken skænkede i 1739 det hele til Universitetsbiblioteket; manuskripterne findes nu på Det Kongelige Bibliotek. Den forsvundne afhandling om lyset dukkede derimod aldrig op igen. Horrebow skriver med stor bitterhed om, hvad han kun kan opfatte som obstruktionsforsøg fra Thomas Bartholin, og sammenholdt med den giftige stemning fra det anonyme forord afslører det en 30-årig kamp om Rømers videnskabelige bo mellem folk, der ikke gik af vejen for at bruge ufine midler for blive den videnskabelige eksekutor. Horrebow (der ikke selv var for god) nåede længst, men med datidens kommunikationsformer var det begrænset, hvad han kunne skaffe fra Videnskabernes Akademi i Paris, hvor en stor del af Rømers afhandlinger stadig befandt sig. Nogle få af dem blev i de følgende år publiceret, men efter 1741 sænkede stilheden sig over udgivelsesplanerne. Mens andre store danske videnskabsmænd som Tycho Brahe, H.C. Ørsted og Niels Bohr i det 20. århundrede fik deres samlede værker udgivet, forblev Rømers produktion stort set ukendt. Sammen med de malende beskrivelser af brandens ødelæggelser har det ført til den misforståelse, at Ole Rømer ikke havde skrevet meget, og at hans efterladte papirer var brændt, på nær nogle ganske få. Ud fra denne helt forkerte forudsætning begyndte vi for godt syv år siden at samle materiale sammen til en oversættelse af de latinske breve og afhandlinger. Det viste sig hurtigt, at der var meget mere: 69 breve til og fra de førende samtidige astronomer og fysikere (Huygens, Flamsteed, Locke, Leibniz), 46 større og mindre afhandlinger og et så stort antal andre dokumenter, at vi har måttet foretage et udvalg på cirka 80, som er centrale for forståelsen af multitalentet Rømer. Samtidig blev det klart for os, at der havde udspillet sig en uforsonlig magtkamp, som nok er den væsentligste forklaring på, at der ikke kom en samlet udgave i det 18. århundrede. Vi har ledt efter RømerANDEmateriale over hele Europa, og selv om vi har fundet meget, skal der såmænd nok ligge noget, ingen endnu har registreret. Arbejdet med at stykke de mange tekster sammen til et hele har været vanskeliggjort af, at intet menneske i nutiden behersker alle de discipliner, som er forudsætningen for at læse, oversætte og forstå Rømers forskning. Vi har derfor fået hjælp fra en række danske og udenlandske eksperter om så forskellige emner som astronomi, mekanik, fysik, geometri, chifferskrift, metrologi, teknologi, biblioteksvæsen, tandhjul, teologi, vandbygning, skibsmåling og kalendervæsen. Rømer havde selv sine betænkeligheder ved at publicere. I 1704 skrev han således til Leibniz: »Hertil kommer også, at min metode indeholder meget ualmindeligt, for ikke at sige kontroversielt, hvilket ville gøre den vanskelig at fæste lid til, medmindre enhver observationsproces med disse instrumenter blev beskrevet klart og omfattende. Det er dog min hensigt, så snart som det er muligt, at fremlægge en prøve til offentlig bedømmelse - hvis blot Gud giver mig liv og kræfter til det«. I dag udkommer prøven - med næsten 300 års forsinkelse.
Per Friedrichsen og Chr. Gorm Tortzen: 'Ole Rømer. Korrespondance og afhandlinger samt et udvalg af dokumenter'. Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. C.A. Reitzels Forlag. Udkommer i dag.