DET KNAGER i forholdet mellem folkekirken og staten. Som i et gammelt ægteskab bygger fællesskabet på både vane og tillid, juridisk bindende aftaler og stærke følelser – heriblandt angsten for, hvad fremtiden vil bringe, hvis forholdet går i opløsning. En skilsmisse er et drastisk skridt. Faktisk skal der også en grundlovsændring til, for der står i grundloven, at staten skal ’understøtte’ folkekirken. Hvad denne understøttelse skal bestå i, er derimod åbent for fortolkning, og som i andre forhold behøver man ikke at gå direkte fra ægteskab til skilsmisse. Man kan begynde med en separation med et begrænset underholdsbidrag. Som det er i dag, følger folkekirken danskerne fra vugge til grav. Men sådan behøver det ikke at være, selv inden for grundlovens rammer. Tager man en danskers møde med kirken livet igennem, viser der sig talrige muligheder for at løsne båndet mellem kirke og stat . Lad os prøve at følge en pige med det gode nordiske navn Freja. FREJAS MOR følger godt med, og derfor har hun opdaget, at hun godt kan anmelde Frejas ankomst til verden via nettet med digital signatur. Men før i tiden var det præsterne, der holdt mandtal over danskerne, og derfor har man indtil for nylig skullet anmelde alle fødsler på kirkekontoret (undtagen i Sønderjylland, hvor opgaven blev overført til kommunen, dengang landsdelen var tysk). På den måde har folkekirkens præster hidtil fået mulighed for at tale med forældrene om barnedåb og dermed hverve et nyt medlem. Hvis man ikke har en digital signatur, skal man stadig på kirkekontoret. Men hvorfor er det lige præsten, der skal byde nye borgere velkommen i samfundet? Hvorfor ikke borgmesteren, skoleinspektøren eller sågar en medarbejder fra Skat? Det handler om at registrere den nyfødte som medborger, og det er ikke længere nødvendigt at være en god kristen for at få borgerrettigheder. Det var det i 1700-tallet, hvor der var tvungen kirkegang og tvungen konfirmation, men de tider er så afgjort forbi. Derfor er der god grund til at fratage folkekirken registreringen af nye borgere. Folkeregistret kan glimrende klare opgaven selv. Og det er første skridt på den lange vej til at separere kirke og stat. FREJA BLIVER døbt som de fleste. Hun vokser op og kommer i skole, og der får hun et fag, der hedder kristendomskundskab. Undervisningen i kristendom må ikke være forkyndende, men den begynder i første klasse og fortsætter folkeskolen igennem, så hun skal være et ualmindelig fremmeligt og kritisk barn for ikke at blive påvirket af de kristne fortællinger. Der er også stor sandsynlighed for, at hun kommer til julegudstjeneste sammen med resten af skolen. Det hedder nemlig i folkeskoleloven: »Kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk- lutherske kristendom«. I syvende eller ottende klasse udgår kristendomskundskab endda til fordel for konfirmationsforberedelse, og her er undervisningen klart forkyndende. Hvis Freja ikke vil gå til præst – tja, så lærer hun bare ikke noget om religion dét år. I folkeskoleloven står der ellers også, at »på de ældste klassetrin skal undervisningen tillige omfatte fremmede religioner og andre livsanskuelser«. Men netop på de ældste klassetrin bliver undervisningen overladt til kirken i et år. Under dække af traditionen – og det hyggelige ved en julegudstjeneste – får Freja altså alligevel en god dosis forkyndelse med i folkeskolen. Derimod er der ringe sandsynlighed for, at hun kommer til en katolsk gudstjeneste, og endnu ringere for, at klassen besøger en moske eller får set en synagoge indefra. Hvis Freja gik i skole i Norge, ville hun i stedet have et fag, der hedder ’kristendom, religion og livssyn’. I læreplanerne hedder det bl.a.: »Kendskab til forskellige religioner og livssyn, etik og filosofi er en vigtig forudsætning for livstolkning, etisk bevidsthed og forståelse på tværs af tros- og livssynssgrænser«. Det hænger til en vis grad sammen med, at Norge har Human-Etisk Forbund, som bl.a. tilbyder humanistisk konfirmation og et kursus i »livssyn, humanisme, menneskerettigheder, ansvar for verden og forskellige etiske spørgsmål«. Det vælger et sted mellem hver sjette og hver syvende af de unge at tage. For de fleste unge mennesker er faktisk interesserede i de store spørgsmål om ansvar, etik, identitet, retfærdighed m.m., men den kristne kirke kan ikke imødekomme dem alle. Derfor er næste skridt til at bryde båndet mellem kirke og stat at ændre folkeskolens undervisning i religion. Kristendommen må gerne fylde en del, men faget bør allerede tidligt tage andre religioner og eksistensfilosofiske og etiske spørgsmål op. Samtidig bør konfirmationsforberedelsen, som er klart forkyndende, ikke regnes som undervisning, sådan som det sker nu. FOR FOLKEKIRKEN gør det ikke den store forskel, om Freja bliver konfirmeret. Hun bliver ved med at være medlem under alle omstændigheder. Derfor kommer hun også til at betale kirkeskat (fra en halv til halvanden procent af indkomsten, alt efter hvilken kommune hun bor i). Via kirkeskatten er hun med til at betale for folkekirkens drift, og det hænder da også, at hun kigger indenfor i en landsbykirke eller går til en orgelkoncert. Hun tager sig selv i at drømme om et stort, romantisk bryllup, helst på en herregård eller i en kirke . Det har ikke så meget med Gud at gøre, men omgivelserne er en hel del smukkere end på det rådhus fra 1970’erne, der er alternativet. Så Freja bliver gift i en kirke. Hvis hun havde boet i Frankrig, måtte hun på rådhuset under alle omstændigheder, for der har trossamfund ikke lov til at vie folk – det er kun det offentlige, der kan det . Bagefter kan brudeparret godt gå i kirke og få ægteskabet velsignet, men kirkehandlingen er ikke nok i sig selv. I Danmark kan præster fra alle godkendte trossamfund derimod søge om tilladelse til at vie folk, mens f.eks. socialrådgivere, læger og advokater ikke kan få lov at erklære et ægteskab for gyldigt. Hvorfor egentlig? Tredje trin i separationen mellem stat og kirke gælder derfor ikke kun folkekirken, men ethvert godkendt trossamfund. Det skal ikke specielt være præster, der kan søge om bemyndigelse til at vie folk, men en langt bredere gruppe. På et dybere plan handler det om, hvorfor staten overhovedet skal godkende trossamfund. Er det egentlig en statslig opgave at fortælle borgerne, hvilken slags tro der er tilstrækkelig velorganiseret og respektabel til at varetage vielser? FREJA TROR, at når man melder sig ud af folkekirken, betaler man ikke til den mere. Det passer bare ikke. Godt en tiendedel af kirkens udgifter er finansieret af staten, og derfor bidrager ikkemedlemmer også til folkekirken. Pengene går ikke til vedligeholdelse, som nogle tror, men til præstelønninger og pensioner. Der står i grundloven, at staten skal understøtte folkekirken, så det er i pagt med grundloven. Men et fjerde trin til adskillelse af kirke og stat ville være at flytte støtten fra lønninger til bygninger og kulturarv. Det har Bertel Haarder faktisk foreslået, og forhåbentlig følger Birthe Rønn Hornbech op på det som kirkeminister. TILBAGE TIL Freja, som får et barn og kalder ham Asger. Han bliver ikke døbt og derfor ikke medlem af folkekirken. Samtidig melder Freja sig ud. Hun har ikke brug for kirken mere, mener hun. Men hun har glemt at tænke på, hvad der sker, når hun dør – og hun dør alt for ung. Asger har ingen tilknytning til folkekirken, hans mor heller ikke, og derfor bliver hun bisat fra et neutralt kapel uden nogen særlig ceremoni. Men kapellet ligger midt på en kirkegård, og hendes urne bliver nedsat i indviet jord. Hun kunne evt. have fået asken spredt over åbent hav, men Asger kan godt lide tanken om at have et sted, han kan besøge en gang imellem. Det ville bare være dejligt, hvis det lå ude i en skov, eller ved en gammel gravhøj måske, i stedet for inde i byen på en kristen kirkegård. Det femte skridt til at adskille kirke og stat er at oprette offentlige gravpladser, som ikke er knyttet til nogen religion. De første initiativer er allerede taget. NU TAGER historien en trist drejning, for Asger tager sin mors død meget tungt. Der er ikke så mange, han kan tale med om det , så han ringer til Sct. Nicolaitjenesten, for de gider i hvert fald lytte. Han er ikke klar over, at det er Kirkens Korshær, der driver tjenesten. Asger er virkelig på den, begynder at drikke og at eksperimentere med stoffer, og et år senere er han endt på gaden og har helt mistet grebet om sit liv. Hvem samler ham så op? Det gør Kofoeds Skole, som er grundlagt af en kordegn og arbejder på et kristent grundlag. Den kristne barmhjertighed er en væsentlig komponent i mange private organisationers sociale arbejde, og der bliver gjort en stort og nyttigt indsats på kristne institutioner, ofte med offentligt tilskud. Derfor er det sjette skridt til at skille kirke og stat , at det offentlige gør sig fri af sin afhængighed af kristne organisationers sociale arbejde. Så længe staten nedlægger psykiatriske sengepladser og nedprioriterer indsatsen for de svageste, kalkulerer den i praksis med, at private organisationer – der meget ofte arbejder ud fra et kristent grundlag – overtager ansvaret for de mest udsatte. EN TIRSDAG i oktober snupper Asger et par gratisaviser til at sidde på. Det går op for ham, at det er den dag, det nye folketingsår begynder. Da han ikke har andet at lave, vandrer han forbi Christiansborg for at kigge. Han opdager, at politikerne ikke går direkte ind på tinge. Ganske mange af MF’erne lægger vejen forbi Slotskirken til gudstjeneste inden tingets åbning. Det er en klokkeklar sammenblanding af kirke og statsmagt. Før i tiden kunne konger legitimere deres magt med henvisning til Paulus, som skrev, at der ingen myndighed findes, som ikke er fra Gud. Demokratiet fungerer på en helt anden præmis, nemlig at politikerne får magten betroet af folket, ikke af Gud. Ingen forbyder politikere at gå til gudstjeneste sammen, hvis de gerne vil det , men en officiel gudstjeneste forud for en politisk samling hører ikke hjemme i et moderne folkestyre. Syvende – og meget enkle – skridt er at sløjfe gudstjenesten før Folketingets åbning. NÅR FOLKEKIRKEN ikke for længst er blevet udskilt fra staten, er det ikke kun, fordi kirken og kongen har holdt sammen siden Harald Blåtand. Det er også, fordi flertallet af danskerne faktisk er medlemmer, 83 procent i 2005. Det lader til, at danskerne accepterer folkekirken, på samme måde som de accepterer folkeskolen, folkebibliotekerne og folkepensionen. Det kan godt være, man ikke selv har brug for den, men det er fint nok, at den er der, og at man betaler til den over skatten. Hvorfor så skille kirke og stat ? Fordi et stadigt større mindretal fravælger den. I hovedstaden er medlemstallet nede på 68 procent. Det er ikke kun muslimer, men også kristne af andre observanser og en voksende gruppe ikke-troende, der fravælger folkekirken. Til sammenligning er det 92 procent af alle husstande, der betaler licens. Der er gratister blandt brugerne af kirken såvel som DR, men interessant nok er det op til borgerne selv at betale licensen, mens bidraget til kirken bliver opkrævet over skatterne. Det burde være omvendt. Det ottende skridt til at separere stat og kirke er at overlade det til medlemmerne selv at betale kirkekontingent. DET NIENDE skridt er drastisk: at privatisere kirken og nedlægge Kirkeministeriet. Det er ofte, hvad folk forestiller sig, når man taler om at skille kirke og stat . Det er bestemt muligt – Svenska Kyrkan blev f.eks. skilt fra staten i 2000 – men så bliver det relevant at tale om en grundlovsændring. Og man behøver slet ikke gå så voldsomt til værks. Det er som nævnt en udmærket begyndelse at flytte registreringen af nye borgere væk fra kirken, revidere folkeskolens undervisning i religion, fratage Kirkeministeriet opgaven med at vurdere andre trossamfund og overlade det til Justitsministeriet, hvem der skal have lov at vie folk, holde op med at støtte præsterne økonomisk og i stedet støtte bygningerne og kulturarven, oprette ikke-religiøse gravpladser, styrke det sociale arbejde, droppe den årlige gudstjeneste i Slotskirken og lade folkekirken opkræve sine medlemsbidrag selv. Alt det kan sagtens ske inden for rammerne af den eksisterende grundlov. DET TIENDE skridt kan ethvert af folkekirkens medlemmer tage selv. Det er at melde sig ud. Det skal man selvfølgelig kun gøre, hvis man ikke deler tro med den evangelisk-lutherske kirke og ikke bruger folkekirken i øvrigt. Men medlemstallet er den sikreste strømpil for politikerne. Jo mere det falder, desto større sandsynlighed er der for, at folkekirken faktisk vil blive løst fra sit favntag med staten.