0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ensidighed i Statens Kunstfond

Er Kunstfonden bange for, at læsere skal føle sig for godt underholdt? Er der noget mere uforskammet end begrebet ’Kvalitetslitteratur’.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
DALSGAARD MIRIAM
Foto: DALSGAARD MIRIAM
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Arrangørerne af den årlige Krimimesse ved noget, som arrangørerne af den mere finlitterære festival, Vild med ord, skal skrive sig bag ørerne: Kun forfattere er vilde med ord i næsten vilkårlig rækkefølge.

Læsere er stort set udelukkende vilde med ord i den ganske specifikke rækkefølge, der resulterer i gode historier.

Ved krimimessen i Horsens, som i år foregår i denne weekend, mødes gamle og unge, etablerede og helt spæde danske krimiforfattere med et udvalg af norske, svenske, engelske og en enkelt amerikansk kollega til en bogmesse særligt tilegnet deres genre, eller mere præcist: hele spændingsgenren, for thrillere og gysere er også repræsenteret.

Krimimessen forløber som alle andre bogmesser, men er præget af en mærkværdigt lettet atmosfære, som ikke kun kan tilskrives den overdådige middag, forfatterne trakteres til, men nok så meget den kendsgerning, at de er uglesete i bredere skønlitterær sammenhæng og måske her føler sig befriet for al den skam, der følger i kølvandet på at være, lyder dommen, kommerciel i modsætning til finlitterær.

Læg hertil det forenende element, at ikke én eneste lille genreforfatter fik en eneste lille rød reje af Statens Kunstfond ved sidste års uddeling, hvilket er en ganske præcis afspejling af tingenes tilstand generelt.

I den skønlitterære verden er man ikke kun irriteret på krimier, fordi de fylder for meget på Bogmessen og optager pladserne på bestsellerlisterne, man ser også ned på dem, og ikke nok med det: Somme bruger afstandtagen til krimier til at positionere sig selv som elitær: Da en glad kulturkendis på sin Facebookside annoncerede, at hun glædede sig til at se filmatiseringen af ’Mænd, der hader kvinder’, fik Wannabe-Eliten ualmindelig travlt med at kundgøre, at de i hvert fald ikke havde læst den bog og absolut heller ikke havde til hensigt at gøre det. En quick & dirty måde at profilere sig selv på.

Måske forholder det sig sådan af helt reflektoriske årsager, der stammer fra dengang, hvor genrelitteratur – her brugt i betydningen: den brede vifte af spændingslitteratur — var det, man forsvandt i, når man træt kom hjem fra arbejde og kun ønskede at drukne i behagelige, stedfortrædende universer — det hed eskapere i min ungdom. For hvis jeg tjekker med mine gamle opslagsværker, bl.a. Writer’s Encyclopedia fra 1983 (sic!), så er definitionen på ’genrefiktion’ et begreb, der bruges i forlagsindustrien til at beskrive kommercielle romaner, såsom krimi, kærlighedsromaner og science fiction. Hvis man er kommerciel, så gør man det for pengenes skyld: Man laver et produkt, hvis salgspotentiale, man mener, er optimeret.

Er kærlighedsromaner og science fiction dér, hvor man henter pengene hjem i Danmark version 2009? Næppe. Faktisk kan jeg ikke mindes nogensinde at have set de genrer på en dansk bestsellerliste, men alene den mere nutidige arvtager til kærlighedsromaner, chicklit, der opfylder kvinders inderste ønske, nemlig at læse om sig selv.

Men udelukker disse medfødt lavbrynede kategorier, at der inden for deres rammer kan laves kvalitetslitteratur? Nej, og det er Fay Weldon (chicklit) og Ursula K. LeGuin (science fiction) gode eksempler på. Begge disse forfattere var i øvrigt pensum på universitetet dengang i firserne, så det med at passe på, hvad man siger om genrerne, kan begynde her: Deres membraner er ikke uigennemtrængelige.

Så vidt, så godt: Bogeskapisme er en død sild, arvtageren er tv. Men krimi som kommerciel? Vi har i dag en bestsellerliste, hvor krimigenren klart fremstår som kommerciel underholdning alene på grund af dominansen. En bestseller betyder, at forfatterens tur til banken er en god tur. Stieg Larsson har nærmest ejet bestsellerlisten i 2008/9, mens danske krimiforfattere som Anna Grue, Elsebeth Egholm, Sara Blædel, Sissel-Jo Gazan og især Jussi Adler-Olsen blandt mange andre også har haft store aktier i den. Men, igen, det har Jens Smærup Sørensen, Helle Helle, Khaled Hosseini, Erling Jepsen og Jens Christian Grøndahl, blandt andre, altså også. Betyder det så, at sidstnævnte skøn- og finlitterære forfattere også er forfattere til kommerciel underholdning? Eller er vi her ude i, at »mange læsere påskønner disse bøger«?

Er der ikke noget om, at hvis for eksempel en så fremragende forfatter som Jens Smærup Sørensen ender på bestsellerlisten, så er det, fordi han er fremragende i modsætning til kommerciel, mens Jussi Adler Olsen er der, fordi han er kommerciel, og Stieg Larsson, fordi han er død, hvad der må være den mest kommercielle foreteelse nogensinde og i hvert fald det bedst tænkelige salgsfremstød, man kan gøre for sine tvivlsomme arvinger.

Kendsgerningen er, at alle forfattere, selv den mest brændende nørd, ønsker at sælge bøger, og uanset salgstal: altid flere bøger. Der er både penge og et almenmenneskeligt bekræftelsesbehov på spil her, og når mere finlitterære forfattere siger, som de ofte gør, at de gerne vil have flere læsere, betyder det så i virkeligheden ikke, at de gerne vil have flere købere? Lad det være hævet over enhver tvivl: Alle forfattere er kommercielle i hjertet.

Men hvad er det så, der gør krimien til skønlitteraturens Big Mac?

Jamen, det skyldes da så indlysende, at den ikke anses for værende kunst. Nu ved jeg ikke, hvad kunst er, og jeg har i årenes løb spurgt mange æggehoveder, der heller ikke vidste det. Alle er dog enige om at kunne genkende fænomenet, når de støder på det, ligesom Monty Python heller ikke var i stand til at definere en papegøje, men så udmærket kunne at udpege en, når de så den.

Vi er alle enige om, at ’Macbeth’ og det Sixtinske Kapel er kunst. At Rembrandt, Shakespeare og hele den liga er kunstnere. Men når vi møder et to gange to meter stort lærred på Tate Modern, som udelukkende fremviser en fin blå farve, så er vi mange, der bliver i tvivl. Hvorfor er det nu kunst?

Så jeg bliver nødt til igen at dykke ned i en (denne gang mere nutidig) ordbog. Kunst er, står der, en skabende virksomhed f.eks. inden for musik, litteratur, malerkunst eller film som har til formål at fremkalde særlige sanseindtryk hos tilskueren og give dem en særlig menneskelig oplevelse.

Denne definition overlader kunstens identifikation til den enkelte: Det, der fremkalder særlige sanseindtryk hos mig, gør muligvis intet indtryk på dig, og så er ballet jo åbent for kronhjorte ved skovsøer og grædende børn, for der må være rigtig mange mennesker, hos hvem denne type maleri efterlader ganske betydelige sanseindtryk. Men de er ikke kunst, de er kitsch, fordi, gætter jeg mig til, det sanseindtryk, de lefler for, er romantisk henholdsvis medlidende, dvs. lavere og forudbestilte følelser, i modsætning til en særlig følelse. Er det, fordi man mærker en hensigt og bliver forstemt?

På samme måde hævdes pornografiske tekster ikke at kunne være kunst, fordi de alene lefler for læserens lyst, men igen er ’Fanny Hill – en glædespiges erindringer’ et godt eksempel på membranens gennemtrængelighed.

Er det så den principielt samme leflen, som gyser-, krimi- og noirforfatteren Steen Langstrup gør i, når han indleder ’I skyggen af Sadd’ således: