Af Hans Jørgen Thomsens omfattende forfatterskab vil hans sprænglærde disputats 'Frihed og kontingens' fra 1988 helt sikkert komme til at stå som et hovedværk, ikke blot i hans eget forfatterskab, men også i det 20. århundredes danske filosofi- og idéhistorie. Da han døde i januar måned i år, var han netop ved at forberede en forelæsningsrække, hvori han ville sammenholde disputatsen med de erfaringer, som han i mellemtiden havde gjort sig fagligt og personligt. Disse mellemliggende erfaringer kommer også til udtryk i hans senere produktion: Fra det filosofiske essay om 'Fornuft og endelighed' (1990), der er en art fænomenologisk analyse af tidens problemer, over 'Erfaringer til tiden' (1993), der måske er det mest forståelige eller 'folkelige', som han skrev, foruden den selvbiografisk inspirerede roman 'Skelsår' (1997), og til forfatterskabets metafysiske vending med 'Det foreløbige mirakel' (2000) og analysen af intimsfæren i bogen 'Privacy' (2002). De to filosofiske nøglebegreber for Hans Jørgen Thomsen, der begge indgår i titlen på hans doktordisputats fra 1988, er begreberne om 'Frihed og kontingens'; begreber, som han ikke mindst udviklede i forlængelse af den franske filosof og eksistentialist Jean Paul Sartre. Pointen i disputatsen er bl.a., at med menneskets erobring af den moderne verden i løbet af de sidste cirka 300 år er friheden blevet kontingent. Dette skal forstås derhen, at friheden ikke kan tænkes uden nødvendigheden, dvs. uden at man medtænker alle de konventionelle og naturlige bånd, der binder os, og som vi selv binder os selv og andre med: For nu omtrent at sige det med Pinocchio i Disneys tegnefilm. Subjektets selvovervurdering konfronteres med andre ord af den moderne verden med alt, hvad den rummer af teknisk formåen, de andre mennesker eller 'den anden', som det ofte kaldes inden for filosofien, egne fysiske og psykiske grænser og begrænsninger, af døden. Men friheden er omvendt også selv givet med nødvendighed i den forstand, at den er et ufravigeligt vilkår, givet 'ex nihilo': Vi er, som Sartre siger det et sted, dømt til at være fri og kan ikke frit vælge ikke at være det. Eller man kan sige, at selv i det omfang vi frit fravælger (en del af) friheden og f.eks. gifter os, bekræfter vi det, som Hans Jørgen Thomsen kaldte for frihedens 'athed', eller netop det forhold, at friheden er (et ufravigeligt eksistensvilkår). Når Hans Jørgen Thomsen, der i øvrigt var en gudbenådet og tillige uberegnelig forelæser, i sin tid skulle forklare betydningen af begrebet 'kontingens' for os studerende, kunne der undertiden komme en indviklet forklaring, hvori indgik ord som 'endelighed', 'foreløbighed', 'tab', og 'tragisk', men også ord som 'besindelse', 'melankoli', 'komisk' og 'mirakuløs'. Men pludselig kunne der også komme et anskueliggørende billede: »Kender I de der forladte benzintanke, som man ser på amerikanske film, og som befinder sig langt ude i Arizonas ørken, hvor alting flyder og er rustent, og hvor skiltene står og svajer og knirker i vinden?«, sagde han omtrent en gang i løbet af en forelæsning. (Alle de tilstedeværende nikker). Derefter fulgte en lang kunst- eller tænkepause, der blev afbrudt med et pludseligt triumferende udbrud og pegen ud i lokalet: »Dét er kontingens!«. Benzintanken, der nu ligger forladt hen, er med andre ord til stede med nødvendighed midt i Arizonas ørken, men omvendt havde den ikke behøvet at være der; dens eksistens lige der, midt i ørkenen, er arbitrær, og erkendelsen heraf melder sig som en - både foruroligende og frisættende - erfaring af kontingens. Den kunne lige så godt aldrig være blevet bygget, eller firmaet kunne have placeret den et helt andet sted. Men det blev den netop ikke! Og det samme gælder for enhver af os andre i vores egenskab af biologiske væsener. Mennesket er dybest set til stede uden grund og kunne lige så godt ikke have været det. Men ikke desto mindre fanger bordet med nødvendighed, dvs. når vi nu engang er - eller har været - her! Hans Jørgen Thomsens tænkning er endvidere kendetegnet ved en iøjnefaldende dobbelthed af konsistens og dynamik, idet han i løbet af forfatterskabet hele tiden bevæger sig og orienterer sig i nye retninger ud fra sine grundideer: I værkerne 'Det foreløbige mirakel' (2000) og 'Privacy' (2002), der begge ligger i forlængelse af doktordisputatsen, forsøger han f.eks. at reformulere eller gentænke, hvad der på den anden side af årtusindskiftet kan gemme sig bag de for ham helt centrale begreber om 'frihed og kontingens', idet betydningen af den kristne livsforståelse for det enkelte menneskes 'privacy', og særligt hos Søren Kierkegaard, her tages op til fornyet overvejelse. Og samtidig forsøger han også at integrere de vigtigste af den såkaldte postmoderne eller dekonstruktive filosofis pointer, f.eks. franskmanden Jacques Derridas forskelsfilosofi, i sin egen modernitetsforståelse. Man kan måske sige det sådan, at Hans Jørgen Thomsen hen ad vejen bliver mere og mere opmærksom på, at kontingensen, endeligheden og døden ikke kun indebærer negative erfaringer af uerstatteligt tab og forgængelighed, men også 'mirakuløst' kunne vise hen til momenter af kort uventet lykke, ligesom kærligheden og håbet ikke på forhånd kan afvises som ren ønsketænkning eller som udtryk for det, som Hans Jørgen Thomsen - med et udtryk, der både parafraserer Freuds begreb om fortrængning og Marx' forståelse af den falske bevidsthed - kalder for »kontingensfortrængning«. Men det afgørende er vedvarende, at der for ethvert cogito ingen sikre bastioner er at klamre sig til: Ifølge Hans Jørgen Thomsens opfattelse er det f.eks. lige så svært at være eller forblive nihilist som det modsatte. Denne understregning af erfaringens kontrastive træk kom også til udtryk for et par år siden, hvor han indledte en forelæsning med at skrive på tavlen: »Er nærværet fraværende? - Er fraværet?«. Så kunne de tilstedeværende tygge lidt på den! Spørgsmålene handler igen om friheden og kontingensen, dvs. om, at fraværet er en del af nærværet, og omvendt. »Som når man tager i parken med familien«, kunne Hans Jørgen Thomsen omtrent formulere det, »og det går jo meget godt med madpakke og det hele, men så begynder det selvfølgelig før eller siden at regne, man bliver stukket af en bi eller kommer op at skændes om et eller andet«. Men omvendt gælder det også, at nærværet kan være midt i fraværet, ligesom når to personer i kærlighed og venskab kan være hinanden nær på tværs af rummets afstande, eller hinsides tiden, som nu (desværre) er gået, med al den glæde i nuet og mulig 'tristesse' i fremtiden, som dette indebærer. Kendetegnet på den form for kontrasterfaring eller 'organisk tristesse', som melankolikeren om nogen personificerer og tillige dyrker, men som ethvert moderne menneske kender til i større eller mindre grad, kommer således ifølge Hans Jørgen Thomsen - som han anfører det et sted i 'Erfaringer til tiden' - til udtryk i den tilbagevendende erfaring, at alting naturligvis var meget bedre i sidste uge. Kunne Hans Jørgen Thomsens tænkning nogle gange være vanskelig at følge i alle dens højspændte filosofiske konsekvenser, så var han til gengæld ikke selv elitær af væsen. Snarere tværtimod: Alle var velkomne til hans forelæsninger, og alle kunne bidrage med det, som de ville i løbet af hans undervisning. Men omvendt var det en stiltiende selvfølge, at man måtte tage begrebets anstrengelse på sig. Som et udslag heraf præsenterede Hans Jørgen Thomsen f.eks. gerne os nye studerende for den tyske filosof Theodor W. Adornos 'Konstruktion af det æstetiske' som den første grundbog i faget æstetikteori. De, der kender dette marxistisk og Benjamin-inspirerede værk om Søren Kierkegaard af Adorno ved, at bogen er aldeles vanskelig. Men Hans Jørgen Thomsen fik ikke desto mindre gjort det klart for os, hvorfor netop dette hovedværk af Adorno, der så at sige stryger Kierkegaards kristendomsforståelse mod hårene ved at se den som en 'æstetisk konstruktion' eller fortrængning af kontingensen, var overset inden for Kierkegaard-forskningen. Vi blev med andre ord både klogere på Kierkegaards eksistensfilosofi, på Adornos negative dialektik og på Thomsens fortolkning af dem begge. Både som forsker og almindeligt menneske repræsenterede Hans Jørgen Thomsen modet til at være sig selv, på trods af en psykisk sygdom, som han aldrig lagde skjul på. Ifølge ham kunne man nemlig ikke - og skulle heller ikke - skelne skarpt mellem det personlige og det faglige, eller mellem forskning og fritid, hvilket der helt sikkert var en dyb filosofisk og eksistentiel pointe i. Her minder han afgjort om Søren Kierkegaard, der også var en fortaler for jeget eller 'det enkelte almene', foruden om Sartre, hvis filosofi han skrev en glimrende introduktion til i 2001. Hans Jørgen Thomsen lagde med andre ord ikke skjul på, at han var sårbar, og heri bestod ikke blot hans svaghed, men også hans store styrke: For han vidste det, skrev om det og udnyttede i det hele taget sårbarheden som drivkraft i sin udforskning af de menneskelige lidenskabers labyrinter, idet han erfarede den eftertrykkeligt på sin egen krop og sjæl. Dette i modsætning til mange af os andre, der ofte formår at fortrænge, at vi som skrøbelige væsener er her på lånt tid. Som den tyske filosof Hegel vidste han, at friheden først og fremmest består i indsigt i nødvendigheden, hvorfor lidenskaberne kæmper en forgæves kamp mod det ultimative nederlag, som døden er. Men omvendt betyder dette bombesikre nederlag, som vi alle går i møde, ikke, at vi hverken kan eller skal lægge lidenskaberne på hylden: Ifølge Hans Jørgen Thomsens filosofi er der mange måder at beruse sig på, men uanset hvad vi gør, så beruser vi os! Selv afholdsmanden beruser sig med andre ord i tanken om at være 'ren', ligesom religiøse asketer i århundreder har beruset sig i tanken om at afdø fra verden. Eller ligesom en maratonløber både kan få et endorfinkick ud af sin sport og samtidig beruses alene ved tanken om sin egen ekstreme form for sundheds- og kropsdyrkelse, hvorimod politikeren kan blive helt beruset bare ved tanken om at sidde i møde. Set i forlængelse heraf er der måske noget rigtigt i, at Hans Jørgen Thomsens sidste bog kom til at handle om en anden, der også var en dybt original forsker udi lidenskaberne, nemlig grundlæggeren af Institut for Idehistorie, prof. og dr.theol. Johannes Sløk. Bogen udkom i 2004 og hedder slet og ret 'Johannes Sløk'. For mig at se stod han og Sløk faktisk for meget af det samme i filosofisk henseende, hvilket jeg kom for skade at sige til ham selv tilbage i 1999, vel vidende, at Thomsen i sin disputats havde kritiseret Sløk for at tænke eksistensen abstrakt, dvs. frem for at undersøge den i dens konkrete historicitet. Hertil kommenterede Hans Jørgen Thomsen, at det givetvis var rigtigt, selv om han samtidig måtte understrege, at han stadig i mangt og meget var uenig med Sløk. Men jeg tror alligevel, at han allerede dengang var ved at besinde sig på slægtskabet. Desværre fik jeg ikke selv mulighed for siden hen at komplimentere ham for bogen, der givetvis - dvs. ud over at sætte Hans Jørgen Thomsens egen tænkning i relief - for eftertiden kommer til at stå som et uomgængeligt værk om Johannes Sløks forståelse af mennesket og dets forankring i sproget og ja, netop i historiciteten. I den nævnte sidste bog om Sløk gør Hans Jørgen Thomsen endvidere opmærksom på, at hans elskede Institut for Idehistorie efter sammenlægningen med Institut for Filosofi 1. februar 2004 samt i forbindelse med de igangværende besparelser inden for universitetet reelt er blevet - eller er ved at blive - nedlagt. Også her meldte kontingensen sig efter hans opfattelse, dvs. endeligheden, tilfældigheden og nødvendigheden (læs: det politiske magtspil og den økonomiske fordelingspolitik). Om påstanden er rigtig eller forkert, skal jeg ikke kunne sige. Det må tiden vise. Ikke desto mindre blev Thomsens udlægning 'ildevarslende' rigtig i den tragiske forstand, at hans egen bortgang, som professor Hans Jørgen Schanz også påpegede det i en nekrolog i Politiken, nu viser sig som et stort tab for tænkningen i Danmark i almindelighed og for Institut for Idehistorie på Aarhus Universitet i særdeleshed. Men erfaringen heraf, kan jeg næsten høre Hans Jørgen Thomsen tilhviske mig overbærende, er netop også, hvad det indebærer at være til på frihedens og kontingensens betingelser.